Efterårsferiedrømme

I næste uge er det efterårsferie og vi skal bruge den på at være hjemme. Jeg skal arbejde en lille smule og Michael har vist også en enkelt skydedag eller to, og så skal vi fejre fødselsdag for Leo (Min bonussøn, til de nye) og derudover bare gå ture, se film, spille og læse. Lækkert! Meeeen jeg indrømmer gerne, at jeg mere end et par gange har luret på flybilletter, afbudsrejser, hoteller og air bnb’s i nogle lidt lunere områder end her i downtown 3100. Jeg har simpelthen fået smag for varme. Først med den vidunderlige sommer vi fik, og så den ene lillebitte uge i Las Vegas, der bød på små 40 grader. Manner, I love it. Jeg kan også godt lide efterår, men er bare slet ikke klar til at give slip på varmen endnu.
40 grader vil mine børn ikke elske, men et par og 20 og en pool ville altså ikke være det værste, jeg kan komme i tanke om, og det er faktisk muligt at finde afbudsrejser, der er nogenlunde til at betale… Men. Nej.
Det bliver helt sikkert ved drømmen, for udover at feriere den, har vi også et tag der skal gøres færdigt, noget træværk, der skal behandles og et anneks, der skal tømmes, og det bliver vi nødt til at prioritere både tidsmæssigt og økonomisk.

Gode ideer til aktiviteter til 1 årige og 3 årige piger og store drenge på 8 og 9 år modtages gerne, både hjemmeaktiviteter og skægge ting i Nordsjælland i uge 42.
Så drømmer jeg videre om sol og ørkenvandring…

 

 

Neo Noir kjole til 700,- HER*  (jeg har den i Small)

Lang weekend, et tak og en syg mandag

Weekenden har føltes lang. Heldigvis på den gode måde. Vi har været til fødselsdag hos børnenes fætter, der fyldte 11 og derudover bare været os, alle seks. Vi har set alle Toy Story filmene, bagt rosinboller, ryddet op, vasket sengetøj, slappet af – Helt almindelige weekendting, som efter en hidsig tid med mange planer og ærinder, var virkelig tiltrængt.
I øvrigt er jeg fuldstændig rundt på gulvet, igen: På den gode måde, efter jeres kommentarer til det her indlæg. Jeg måtte græde en lille smule af lettelse over hvor dejligt det var, at blive mødt med så meget forståelse og kærlighed, og at I lod til at have forstået præcis, hvad jeg mente med det indlæg og at det ikke var hverken et råb om hjælp eller en udtryk for noget alvorligt. Det sker desværre ind imellem at det skrevne bliver misforstået, eller kan virke mere voldsomt og altoverskyggende end det egentlig er, og så har vi også oplevet en håndfuld gange at udefrakommende vil os det dårligt, Michael og jeg, hvilket et indlæg som det jeg skrev i torsdags nemt kunne have rippet op i og været en invitation til at kradse videre. Men der har ikke været andet end kærlighed og forståelse, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Jeg har lidt tendens til at håbe på det bedste, men forvente det værste, hvilket både kan være en fordel, men også kan spænde ben for en masse, og lige her, var det slet ikke nødvendigt at være nervøs for noget som helst, for I er så optur, jer der følger med, og tak for det.

Nu er det mandag og jeg er lige landet i min sofa, hvor jeg arbejder fra i dag. Jeg er blevet smittet med en tarvelig vuggestue-/børnehave-/efterårs-virus, så jeg tager den på langs i dag. Pigerne, Uma og Loulou, har i en uges tid været en anelse snottede, hvilket vist bare hører til årstiden og institutionslivet. I går begyndte jeg at føle mig småsløj. Tung i hovedet, kuldskær, krads i halsen, snot, I kender det sikkert. Og i morges var min stemme så godt som væk og jeg havde propper i ørerne.
Gudskelov for alle de præparater mod forkølelse og influenza jeg havde med hjem i kufferten fra USA, og for en mødefri mandag ikke mindst. Jeg har afleveret børnene, skruet op for varmen og sat hjemmekontoret op i sofaen, med dyner, juice, rosinboller, amerikaner-drugs og kaffe, og her vil jeg blive liggende indtil børnene skal hentes igen om fem timer.

Self-employment holder virkelig i dag. God mandag derude!

Det er en fase …

Husk at alt hvad jeg deler her på domænet er glimt, bitte små brikker af et kæmpe puslespil. Øjebliksbilleder af både det gode, det sure, det svære og det helt vidunderlige…

Jeg har været hjemme nu i 10 dage, efter mit lille uforglemmelige eventyr i Las Vegas. Der er ikke mere jet lag at spore, hverdagen og rutinerne er så småt tilbage og alt synes at være fryd og gammen. Men jeg kan mærke at vi lige skal finde hinanden igen. Allesammen. Men især Michael og jeg. I perioden op til Las Vegas arbejdede han lange dage i små to uger, og inden da var det mig, der havde en del ud af huset aktivitet. Jeg savner ham, og han savner nok også mig, men vi viser det på hver vores måde og det skaber misforståelser. Efter jeg er kommet hjem, har vi ikke set meget til hinanden, for der er et hus, der skal gøres klar til vinteren, nogle børn der skal have omsorg, mad og opmærksomhed, to jobs der skal passes plus alt det løse. Hamsterhjulet. Og for at få det til at gå op, er vi nødsaget til at opdele os, og det kan ærlig talt tælles på en hånd eller to, hvor mange vågne timer vi har haft sammen efter jeg kom hjem, og jeg synes sgu det er svært, det gør jeg.

Jeg er ikke bekymret for om vores ægteskab kan holde til det, men jeg er bange for hvor længe det bliver ved og om vi kan finde hinanden ordentligt igen med det samme. Jeg bryder mig ikke om, hvad det gør ved vores ellers gode kommunikation og den der hverdagsromantik, som vi trods alt plejer at kunne finde frem. Det gode er, at vi trods alt taler om det – og er bevidste om, at det der sker lige nu, går over, men at vi nok lige skal give den en ekstra skalle, når vi får hovederne oven vande igen.

Det er en fase, det er en fase, det er en fase … En af dem som jeg slet ikke synes er rar at dele, fordi det er så skrøbeligt og personligt, og let kan misforstås, men også en af dem, som jeg synes er vigtig at dele. Så det gør jeg.

En ting er Michael og jeg. Børnene skulle også lige finde mig igen. Selvom vi kun var adskilt i små seks døgn, plus de efterfølgende dage, hvor mine dage sejlede rundt i jet lag og indtryk, men vi er i den grad flydt sammen igen, føler jeg, og jeg er endnu engang blevet bekræftet i, hvor fuldstændig fantastisk det er at være mine børns mor. Jeg håber bare også snart, at jeg kan være en optur kone igen. Jeg savner min mand, men jeg savner sgu også mig selv som jeg kan være sammen med ham, fremfor den usikre, opmærksomhedshungrende og ret sure version jeg er for tiden.

Det er en fase. Og snart kommer der forhåbentlig en ny. En af dem med sommerfugle, overskud og hverdagslykke for de findes heldigvis også, de føles bare ikke lige så lange selvom de oftest er længere.

Det er vel aldrig for sent

Jeg elsker elsker elsker (!) at være ung mor. Elsker at jeg som 23 årig fik Otto. Elsker at jeg som 32 årig med stor sandsynlighed er færdig med at få børn. Loulou fylder to til foråret, Uma fire en lille måned efter, og Otto bliver 10 næste gang. Jeg elsker alt det. Vil anbefale alle med mulighed for (og ønsket om) det. Få jeres børn så tidligt som muligt! Det er for fedt! Selvfølgelig synes og siger jeg det. Havde jeg fået dem senere, havde jeg sikkert anbefalet det. Sådan er det jo gerne, og ligesom med det meste andet med børn, findes der ikke et facit. Der er mange fordele, og den største af dem har for mig været, udover the obvious: Otto, at jeg har fået en ro og en styrke, som jeg har nydt godt af gennem hele mit voksenliv.

Jeg føler nogle gange, at jeg har gjort alting i omvendt rækkefølge, både på grund af at jeg fik børn, eller barn, tidligt, og i mange år kørte i et slags meget voksent overlevelses-tog, hvor jeg tog et røvet job og kløede på, for at tjene nok til at få det hele til at hænge sammen og forsøgte at være fornuftig og ansvarlig, alt imens at min omgangskreds tog uddannelser, havde deltidsjobs, rejste, datede, var til fredagsbar og i det hele taget levede langt mere loose end mig. Efter nogle år, kunne jeg ikke klø på i samme tempo længere, og jeg sagde op efter en lang periode med hvad der viste sig, at være stress-symptomer (no shit, tænker jeg i dag, men dengang havde jeg skyklapper på), og jeg fik lidt mere ro på, og sprang samtidigt ud i det uvisse. Jeg landede heldigvis et rart sted, der gjorde, at jeg kunne blomstre igen, både i mit arbejdsliv og privat.
Dernæst rullede det derudaf. Det var stadigvæk en kamp til tider, men det løste sig. Og der kom for alvor ro på, da Michael og jeg fandt sammen igen.
Jeg fik flere børn, blev gift, købte hus, flyttede ud af byen. Aaaalt det der.

Nåhja, og inden alt det, inden Otto, havde jeg brugt tre år på at rejse og bo i udlandet, så jeg følte ikke dengang, at jeg gik glip af noget. Men nu er jeg her. I mine 30’ere. Med alt det som mange på min alder først begynder at sadle op til nu.

Det har været hæsblæsende, det hele. Og det er gået stærkt. Jeg føler, at jeg begynder at kunne trække vejret igen. Ikke at jeg har holdt det, i hvert fald ikke konstant, men tingene er bare sket og nu er jeg her, og jeg begynder at tænke over alle de ting jeg har sprunget over, eller ikke har nået, fordi jeg har gjort alt det andet. Alt det andet vil jeg slet ikke på nogen måde bytte om, men det sker oftere og oftere, at det går op for mig, hvor anderledes mine 20’ere har været i forhold til mange andre i min omgangskreds. Anderledes end dem der er i 30’erne nu, og dem der stadigvæk er i 20’erne. Ikke alle. Men mange. Og det er en mærkelig følelse. At sidde og glo i et bakspejl og indse alt det, der kunne have været.

Jeg har ikke fået taget et kørekort. Har ikke en uddannelse. Har aldrig været på tinder. Er gået glip af virkelig mange koncerter og fester og tømmermændssøndage. Har aldrig kunne have fritidsaktiviteter og så godt som ingen aftenaftaler. Og har haft nogle helt andre prioriteter og bekymringer.

Alt sammen noget jeg ikke som sådan har savnet da jeg var i det, slet ikke, og jeg ville jo heller ikke have haft det anderledes, men jeg kan nu, på den anden side, indimellem få det sådan lidt; Hey, hov! Det gik jeg glip af!
Det tænker jeg en del over for tiden. Gad vide, hvordan jeg har det, når jeg er 40? Jeg mistænker, at jeg på det tidspunkt synes at mit 32 årige jeg skal chille og lade være med at tænke så meget.

Og i øvrigt, er det vel aldrig for sent? Jeg har fået mine børn, min mand, mit hus. Nu skal jeg have kørekortet, jeg kan i teorien jo bare melde mig til dans (det har jeg altid godt kunne tænke mig), jeg har lige skrevet mig op til et skrivekursus og jeg begynder faktisk også at have en fornemmelse af, hvilken retning jeg gerne vil i, når I en dag ikke gider læse med mere og jeg dermed er fyret. Tinder må jeg undvære, men det er sgu i orden.

Slet ikke modig

Jeg betragter egentlig mig selv som værende rimelig sej og modig langt hen af vejen. Til tider lidt forsigtig og stille ( og ikke mindst indehaver af en defekt balancenerve, hvilket udelukker alt med fart og højder) men jeg er normalt frisk på en udfordring, og har derudover set så meget gys i mit liv, at jeg føler mig ok rustet til langt det meste. Godt nok er jeg blevet lidt ekstra nervøs i det efter jeg har fået børn, men er omvendt mere modig end nogensinde, når jeg skal være det for dem.

Alligevel ligger jeg i skrivende stund på min 9 årige søns værelse på 1. Salen i vores hus, helt krøllet sammen og rystende bange. Bange for at være den eneste voksne hjemme, bange for mørket, for vinden, for regnen, for lydene sådan et gammelt hus har i sig i blæsevejr. Hoveddøren gik op for lidt siden. Det gør den, når det blæser, hvis den ikke er blevet smækket ordentligt. Det har den gjort mange gange før. Men kun i sommervinden. Den lune sommervind. Ikke som nu i ruskende iskold gyserhistorie-efterår. Jeg smækkede den og løb ovenpå, hvor jeg nu ligger og lytter til alle de lyde, der gør mig bange. Det var præcis det her jeg forestillede mig ville ske, når vi flyttede i hus. Det er bare første gang, det er sket. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg er bange for. Jeg kan jo godt høre, at det er vinden der tager fat i ruderne, i det løse tagpap, i træerne. Det er ikke farligt. Intet er farligt. Der er lys og mennesker på vejen. Lys i det meste af huset. Naboer til alle sider, og Michael er på vej hjem. Men jeg er bange, helt vildt bange, for regnen, mørket, huset. Jeg er overhovedet ikke modig. Fucking husliv.