Hvordan er det at bo i et renoveringsprojekt?

Jooo altså. Skal jeg svare kort på ovenstående spørgsmål, lyder svaret: Det er hårdt, det er tidskrævende og så er det skidesjovt og helt forfærdeligt på samme tid. Lad mig uddybe og lige give en status nu jeg er i gang….

Vi købte vores gamle skøre faldefærdige hus i december sidste år, til stor morskab for mange mistænker jeg, men altså vi så muligheder og når man er forelsket som vi var blevet i gode gamle Fyrrely, som huset oprindeligt hedder, bliver man jo en anelse sindssyg og halvblind. Renoveringen gik i gang i januar/februar og 1. maj flyttede vi ind i noget, der på ingen måde var i nærheden af færdigt (og desuden halvanden måned senere end beregnet, fordi: That’s renovering).

Det vi flyttede ind i var langt fra færdigt, og vi havde ingen soveværelser i en del uger, og sov i den periode allesammen i vores stue (der heller ikke var færdig) på gulvet. Derudover levede vi uden bad og toilet i fire måneder. Alt det (og især det med badeværelset) var, sammen med uvisheden omkring hvor lang tid de forskellige ting ville tage, ret presset. Særligt med tre-fire børn i regnestykket.


Nu har vi haft huset i små ti måneder og vi har boet her i knap et halvt år, og rigtig meget er sket og vi er nået længere end jeg kunne forestille mig. Så langt, at jeg indimellem glemmer, at vi langt fra er færdige. Jeg kommer godt nok ret hurtigt i tanke om det, når jeg får kigget mig godt om, eller faktisk bare åbner øjnene, for det er ikke svært at se, at det langt henad vejen fortsat er en byggeplads vi lever i. En hyggelig en fuld af liv og beboelige hjørner, meeeen en byggeplads. Der er byggematerialer alle steder, og mange af de indendørs ting vi mangler, er svære ikke at se. For eksempel har vi stadigvæk intet loft i vores køkken. Først skal taget over køkkenafdelingen nemlig laves færdigt, og der skal isoleres og sættes ovenlys i, og det trækker ud. Og ja, det ligner lort. Men sådan er det bare lige nu. Køkkenet fungerer fint uden loft og det er pissepænt, så længe man ikke kigger op. Derudover mangler der paneler i hele huset. Der mangler strøm og lamper i en del rum, der er også nogle vægge, der mangler maling og så har vi et opbevaringsregnestykke som også skal løses, alt imens at ydersiden skal laves, annekset skal rives delvist ned og sættes op igen, endnu et badeværelse skal laves, en ny overdækket gennemgang skal laves og vinduerne i hele hytten skal skiftes og og og …. Vi har med andre ord mange år tilbage, og selvom det til tider er røv og nøgler at bo i, er det for det meste lidt af et eventyr og vi keder os aldrig.


Men for at vende tilbage til mit indledendes spørgsmål, som jeg stiller mig selv her, fordi at jeg møder det flere gange om ugen. Det er langt mere tidskrævende, drænende og sværere end jeg havde forestillet mig det ville være, for der er helt klart dage og perioder, hvor jeg føler at vi har gabt over meget mere end vi kan synke, og sådan kunne jeg også have det i vores “gamle liv” inden der var et husprojekt med i ligningen og vi bare havde en helt almindelig hverdagskabale med børn, jobs og almindelige gøremål, men i et hjem med lofter, strøm og vand. SÅ det hænder, at det bliver lidt for meget, lidt for uoverskueligt og alt for krævende, og følelserne tager over. Her roder næsten altid, fordi det er tæt på umuligt at få ryddet en byggeplads op (og vi i forvejen ikke er de mest ordentlige mennesker i verden), hvilket også har vist sig at være lidt af en udfordring oveni alt det andet.
Men til gengæld er der mindst lige så mange dage og perioder, hvor det er noget af det sjoveste, skøreste og fedeste, jeg har prøvet. Alle beslutningerne, tankerne, overvejelserne, for ikke at nævne kampånden vi har, både som par og familie, er uvurderlig og jeg elsker, at vi sprang ud i det. At vi er her, at vores børn er med og at der er konstant fremgang, som vi netop ser, fordi vi bor i det.
At bo i en renovering er giga hårdt og giga fedt og alt derimellem. Der er mit svar.

16 replies
  1. Nina W.
    Nina W. says:

    Hej. På jeres IG Sneglehytten spørger du til frithængende emhætte. Vi købte en Thermex. Den er vi meget glade for, og de har den i forskellige modeller. Bare et foreslag. 🙂 Fedt køkken I har fået, og hold ud! Det kan kun blive bedre med renoveringen. 🙂

    Svar
      • Marie
        Marie says:

        Vi købte en Eico. Den er pæn og hvid, men man skal være aico fagmand for at hænge den op. Det glemte de at fortælle, da vi købte den… og jeg tror stadig ikke, den er samlet helt rigtigt. Håndværkeren der hængte den op, ville aldrig anbefale den videre. 😉

        Svar
    • C
      C says:

      Nu spørger du godt nok til frithængende emhætter, men min mor (som plejede at tegne køkkener) fabler konstant om Boras bord-integrerede emfang. De er ret geniale om end lidt over budget til vores eget køkken-projekt 🙂 hvis i gerne vil slippe for emhætten.

      Svar
  2. Nadja
    Nadja says:

    I er kæmpe seje og ikke mindst vildt inspirerende. Jeg elsker at følge med i jeres lille univers. Som mor til én har jeg stor respekt for jeres evne til at jonglere selvstændige erhverv, husrenovering og lækker børneflok. Jeg hepper fra sidelinjen 🍷

    Svar
  3. Cecilie
    Cecilie says:

    Det er SÅ sejt gået! Tager virkelig hatten af for det, og det lyder virkelig spændende.

    Hvordan får I det til at hænge sammen med fritid, aftensmad og alle de ting der følger med som en stor børnefamilie? Er det ikke svært at sætte sig ned og slappe af, når der altid er noget, der kunne renoveres. Eller sætter i perioder, dage eller timer af til det?

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Vi prøver at leve så almindeligt som muligt ved siden af. Så vi spiser sammen hver aften, og sørger for at der altid er én voksen, der ikke renoverer. Men jo, det er et puslespil med virkelig mange brikker og meget lidt tid 🙂

      Svar
  4. Ann
    Ann says:

    Okay, nu bliver jeg simpelthen nødt til at spørge: Hvad gjorde I uden toilet og bad? I holdt jer vel ikke i 4 måneder? 😂

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Ha ha! Vi havde et udendørsbad (hurra for hedebølge) og så brugte vi et toilet i annekset, der ikke var tilsluttet vand, så man trak ud med vand fra en spand. Det var meget lidt glamourøst og helt forfærdeligt.

      Svar
      • Ann
        Ann says:

        Wow, det er dedikeret! Men altså, jeg hus ser virkelig også ud til at blive skønt – er helt vild med badeværelset.

        Svar
  5. Louise
    Louise says:

    I er fandme vilde og seje! Vi har lavet køkken og bad i en lejlighed på nørrebro med én halvanden årig. Og det var sgu hårdt. Og vi fik endda håndværkere til det meste. Og boede et andet sted det meste af tiden. Det er helt sikkert noget med at nyde processen og kunne finde glæde i de små (og store) fremskridt. Og så, for Jeres vedkommende, også lige glæde sig til næste sommer, hvor haven kan tages i brug 🙂 Held og lykke med projekterne og livet i det dejlige hus.

    Svar
  6. J
    J says:

    Jeg spekulerer på om det ikke begynder at være ret koldt i huset nu, når der er helt uisoleret i loftet? Jeg er selv flyttet i hus for et år siden, og er blevet lidt overrasket over hvor anderledes kulde føles i et hus end en lejlighed som relativt hurtigt bliver gennemvarm. Oplever I også det?

    Svar
  7. Ingibjörg
    Ingibjörg says:

    Jeg tager så meget hatten af for jer. Vi købte lejlighed for 4 år siden på 105kvm og vi har stadigvæk en del tilbage til at være helt færdig. Det har til tider været virkelig udfordrende hvor Vi har holdt mange lange pauser. Vi valgte at tage et værelse ad gangen og gøre færdigt som har funket for os men jeg glæder mig til når vi ikke skal forholde os til mere lejlighed andet end det skal gøres rent😁

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *