Endt babyperiode og aldersforskel

Loulou er nu halvandet år plus det løse. I knap 20 måneder har hun været i vores liv, og som I allerede ved, hvis I har fulgt bare en lille smule med, har det været 20 tætpakkede måneder, hvor store beslutninger, flytning først til K og senere Hornbæk, og renovering har fyldt en hel del. Vi er så småt ved at være landet i det hele. Både i vores nye omgivelser med dertilhørende byggeplaner og -rod, men også i livet som forældre til Loulou, Otto, Uma og Leopold.
Det er svært ikke at blive en anelse rundtosset over alt det der er sket, og i øjeblikke har vi også været tæt på at knække nakken en lille smule, og jeg kan, retrospektivt, godt undre mig over, at den ikke er knækket mere end en håndfuld gange. Heldigvis føler jeg nu, at der er kommet en anelse mere ro på vores tilværelse, som klæder den og os, og udover flytning og byggeri, er der, ligesom det har været med mine andre børn, sket noget efter halvandet år med Loulou. Babytågen er lettet og selvom der stadigvæk er knald på, meget mere end jeg kan beskrive, er det på en anden måde.
Der er mere søvn, og dermed mere overskud. Loulou er blomstret op, og er blevet et lille menneske med bittesmå meninger og personlighedstræk, fremfor noget man “bare” skal holde i live med mad, søvn og nærvær.
Hun er langt mere social og udadvendt end hun nogensinde har været, hun lærer nye ord hver dag og er med på alt, hvad der foregår omkring hende.
Babyperioden er ovre. Simpelthen.

Jeg er på den ene side næsten lettet over det. Vi klarede det! Forstå mig ret. Det har været fantastisk og magisk og alt muligt andet dejligt, men det har også været en mundfuld til tider, og der har været dage, hvor det har føltes som at være med i et kapløb, hvor både ben og arme har været bundet sammen.
Det er både en lettelse at være ude af babyræset, men omvendt også en anelse sorgmodigt, for det var med al sandsynlighed den sidste for vores vedkommende.

Mange har spurgt om jeg kan anbefale at få børn med to års mellemrum, og ja, det kan jeg sagtens, selvfølgelig, men der er ingen tvivl om, at de sidste snart fire år har føltes som én virkelig lang graviditet og en om muligt endnu længere babyperiode, og det skal man selvfølgelig være indstillet på. Omvendt var det også noget specielt på godt og ondt, at “starte forfra” dengang vi fik Uma i 2015, hvor Otto var knap seks år, men samtidigt helt fantastisk, og jeg er virkelig glad for at have prøvet både det ene og det andet. Ligesom det der med hvad alder man selv er når man får dem, samt aldersforskellen på dem man får og antallet er børn, kan alt sammen noget, og ligesom med så meget andet er der fordele og ulemper ved det hele. Det heldige med børn er, at man langt henad vejen, synes at dem har og måden man har dem på, er helt rigtigt.

Her på den anden side af de gyldne 18 måneder, hvor meget bliver nemmere og andet bliver sværere, glæder jeg mig til det hele, og lige om lidt er de allesammen blevet store og jeg fatter det overhovedet ikke.

5 replies
  1. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Man bliver helt glad i låget, når man ser dine unger lege sammen på diverse snapvideoer – søskende er uden tvivl den sejeste og bedste gave man overhovedet kan få sig, af sine forældre.

    – A

    Svar
  2. Julie
    Julie says:

    Sikke et dejligt indlæg! De virker til at have mege glæde af hinanden på hver sin måde, jeres børn 🙂
    Vi tumler meget med baby nr 2, men pt er vores første meget vågen om natten, og jeg kan seriøst ikke overskue en graviditet lige nu, haha.. Men nu må vi se!
    God weekend 🙂

    Svar
  3. Signe
    Signe says:

    I hear you! Min pige er 3 dage ældre end Loulou (og storesøster 3 år ældre) og jeg er også totalt “we did it”! Nu er de små mennesker, man kan sludre med og grine med og ikke så mange hensyn skal tages med mad og udstyr og What not. Skål og hurra!

    Svar
  4. Dorthe
    Dorthe says:

    Jeg elsker, når du skriver sådanne indlæg om de to rollinger med knap 2 år imellem, for vi har også sådan to 🙂 på knap 7 mdr og knap 2,5 år. De er allerede virkelig glade for hinanden, men jeg glæder mig til de næste mdr og år, hvor de nok kan lege endnu mere 😍 Men ja, jeg er enig i, at der sker et eller andet omkring 1,5 år – det bliver på en måde nemmere 😃🤞🏻💙❤️
    Tak for min yndlingsblog!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *