Det er vel aldrig for sent

Jeg elsker elsker elsker (!) at være ung mor. Elsker at jeg som 23 årig fik Otto. Elsker at jeg som 32 årig med stor sandsynlighed er færdig med at få børn. Loulou fylder to til foråret, Uma fire en lille måned efter, og Otto bliver 10 næste gang. Jeg elsker alt det. Vil anbefale alle med mulighed for (og ønsket om) det. Få jeres børn så tidligt som muligt! Det er for fedt! Selvfølgelig synes og siger jeg det. Havde jeg fået dem senere, havde jeg sikkert anbefalet det. Sådan er det jo gerne, og ligesom med det meste andet med børn, findes der ikke et facit. Der er mange fordele, og den største af dem har for mig været, udover the obvious: Otto, at jeg har fået en ro og en styrke, som jeg har nydt godt af gennem hele mit voksenliv.

Jeg føler nogle gange, at jeg har gjort alting i omvendt rækkefølge, både på grund af at jeg fik børn, eller barn, tidligt, og i mange år kørte i et slags meget voksent overlevelses-tog, hvor jeg tog et røvet job og kløede på, for at tjene nok til at få det hele til at hænge sammen og forsøgte at være fornuftig og ansvarlig, alt imens at min omgangskreds tog uddannelser, havde deltidsjobs, rejste, datede, var til fredagsbar og i det hele taget levede langt mere loose end mig. Efter nogle år, kunne jeg ikke klø på i samme tempo længere, og jeg sagde op efter en lang periode med hvad der viste sig, at være stress-symptomer (no shit, tænker jeg i dag, men dengang havde jeg skyklapper på), og jeg fik lidt mere ro på, og sprang samtidigt ud i det uvisse. Jeg landede heldigvis et rart sted, der gjorde, at jeg kunne blomstre igen, både i mit arbejdsliv og privat.
Dernæst rullede det derudaf. Det var stadigvæk en kamp til tider, men det løste sig. Og der kom for alvor ro på, da Michael og jeg fandt sammen igen.
Jeg fik flere børn, blev gift, købte hus, flyttede ud af byen. Aaaalt det der.

Nåhja, og inden alt det, inden Otto, havde jeg brugt tre år på at rejse og bo i udlandet, så jeg følte ikke dengang, at jeg gik glip af noget. Men nu er jeg her. I mine 30’ere. Med alt det som mange på min alder først begynder at sadle op til nu.

Det har været hæsblæsende, det hele. Og det er gået stærkt. Jeg føler, at jeg begynder at kunne trække vejret igen. Ikke at jeg har holdt det, i hvert fald ikke konstant, men tingene er bare sket og nu er jeg her, og jeg begynder at tænke over alle de ting jeg har sprunget over, eller ikke har nået, fordi jeg har gjort alt det andet. Alt det andet vil jeg slet ikke på nogen måde bytte om, men det sker oftere og oftere, at det går op for mig, hvor anderledes mine 20’ere har været i forhold til mange andre i min omgangskreds. Anderledes end dem der er i 30’erne nu, og dem der stadigvæk er i 20’erne. Ikke alle. Men mange. Og det er en mærkelig følelse. At sidde og glo i et bakspejl og indse alt det, der kunne have været.

Jeg har ikke fået taget et kørekort. Har ikke en uddannelse. Har aldrig været på tinder. Er gået glip af virkelig mange koncerter og fester og tømmermændssøndage. Har aldrig kunne have fritidsaktiviteter og så godt som ingen aftenaftaler. Og har haft nogle helt andre prioriteter og bekymringer.

Alt sammen noget jeg ikke som sådan har savnet da jeg var i det, slet ikke, og jeg ville jo heller ikke have haft det anderledes, men jeg kan nu, på den anden side, indimellem få det sådan lidt; Hey, hov! Det gik jeg glip af!
Det tænker jeg en del over for tiden. Gad vide, hvordan jeg har det, når jeg er 40? Jeg mistænker, at jeg på det tidspunkt synes at mit 32 årige jeg skal chille og lade være med at tænke så meget.

Og i øvrigt, er det vel aldrig for sent? Jeg har fået mine børn, min mand, mit hus. Nu skal jeg have kørekortet, jeg kan i teorien jo bare melde mig til dans (det har jeg altid godt kunne tænke mig), jeg har lige skrevet mig op til et skrivekursus og jeg begynder faktisk også at have en fornemmelse af, hvilken retning jeg gerne vil i, når I en dag ikke gider læse med mere og jeg dermed er fyret. Tinder må jeg undvære, men det er sgu i orden.

17 replies
  1. Henriette
    Henriette says:

    Jeg fik også børn tidligt (22, 25, og 28 år) og nu sidder jeg her som 41 årig og skal lige så stille grave mig selv frem under mor-hammen. Mens jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke bakser med skolestart og børnehavebørn. Så her er godt! Her på den anden side af 40 med alle de “tidlige” børn❤️✌🏻

    Svar
  2. Ida
    Ida says:

    Jeg begyndte at læse din blog et halvt års tid efter du startede den. Og jeg husker virkelig følelsen af at sidde (helt ensom og kronisk tømmermændsramt på SU i en pisset provinsby med frihedsangst og hudtørst, forøvrigt -for sådan var mine 20’ere) og få lov at læse med hos en jævnaldrende som levede det forældre-liv jeg sådan drømte om en dag at leve. Sådan et vindue ind i fremtiden-agtigt. Og nu (som 32-årig og småbørnmor med 9-16.30 job og begyndende stresssymptomer) har jeg taget mig selv i flere gange at genlæse dine gamle indlæg og finde en rigtig dejlig ro ved det. Både fordi det husker mig på alt det dejlige. Men ikke mindst fordi du var (og er) så god til at sætte uhøjtidelige, kloge, grineren, sarkastiske, kærlige hverdagsord på at det fandme også er hårdt!
    Tak fordi du tager os med på hele turen. Jeg glæder mig til at læse med de næste mange, mange år. Også når det en skønne dag kommet til at handle om Zumba, havetraktorer og højskoler.
    Kram

    Svar
  3. Kristine
    Kristine says:

    Det her indlæg er simpelthen en så direkte oversættelse af mine tanker, at jeg synes det er helt vildt😀 Jeg fik mine unger som 23- og 27-årig. Er 28 nu og elsker også at være ‘ung mor’. Men der ér fart på med små børn og start på arbejdsmarkedet. Tænker jævnligt over hvordan mit liv ser ud om ti år, og hvordan jeg på dét tidspunkt vil have det med at være færdig med småbørn, når mange i min omgangskreds måske først får dem der? Lettet eller misundelig? Men så kan man jo altid få en efternøler😅

    Svar
  4. Pia Trans
    Pia Trans says:

    Ung mor er SÅ SEJT! Jeg var kun lige godt 40, da begge mine drenge fyldte 18, hvilket har betydet at jeg har fået det bedste af begge verdner: småbørn mens jeg havde kræfterne til det – og et fantastisk frit voksenliv bagefter!

    Svar
  5. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Dejligt indlæg – jeg når ej heller at runde Tinder, da jeg blev afsat til min søde kæreste i en alder af 20 år – og gudskelov for det. Det er vist et cirkus, jeg så absolut kun vil kunne spille klovnen i 🤯😁.

    – A

    Svar
  6. Maja
    Maja says:

    Jeg fik mit første barn som 23 årig. Og jeg misundte alle de andre som kunne nyde fredags at og var ikke begrænset af vuggestuens lukketid. Jeg savnede at grine med andre voksne og danse. Og nu hvor jeg igen kan nyde både øl og dans, bruger jeg de fleste aftener alligevel hjemme. Men der er altid den der bakspejls undren, hvordan det mon ville have været at være ung og uden børn?

    Svar
  7. Maja
    Maja says:

    Jeg fik mit første barn som 23 årig. Og jeg misundte alle de andre som kunne nyde fredagsøl og at ikke skulle begrænset af vuggestuens lukketid. Jeg savnede at grine med andre voksne og danse. Og nu hvor jeg igen kan nyde både øl og dans, bruger jeg de fleste aftener alligevel hjemme. Men der er altid den der bakspejls undren, hvordan det mon ville have været at være ung og uden børn?

    Svar
  8. Dorte
    Dorte says:

    Dit 40 årige jeg kommer til at nyde at have store børn med alt, hvad det indebærer af ro og muligheder. Og så kommer du til at se på vennerne, der stadig løber rundt til forældremøder i børnehaven og indskolingen, og tænke been there, done that 🙂
    Hilsen den 45 årige med tøser på 16 og 20 🙂

    Svar
  9. Sofie
    Sofie says:

    Jeg tror altid man vil være nysgerrig på den del, som man ikke fik del i. Du fik et stort ansvar i en ung alder (jeres dejlige Otto!) og dermed en anden start end veninderne. Dog kan jeg fortælle, at det også kan føles meget skræmmende, at have festet derudaf i sine 20’ere og nu som 29-årig stå og reelt frygte, at man ikke når at få børn før det biologiske timeglas rinder ud. Jeg vælger at lytte til din titel – det er ikke for sent. Hverken for dig eller mig. Tak for smukke og vigtige ord. Igen. ❤️

    Svar
  10. camille
    camille says:

    Fik mine børn da jeg var sidst i 30’erne – og er nu midt i 40’erne. Ville i dag ønske, at jeg havde fået dem meget tidligere. Slet og ret fordi, jeg så ville ha’ fået flere år med dem. Det tænkte jeg overhovedet ikke over, da jeg var i 20’erne og start 30’erne – men der ville jeg så slet heller ikke ha’ børn, og da jeg endelig skiftede mening var det ikke længere så let… Krydser fingre for at mine børn bliver yngre forældre end mig 😉

    Svar
  11. Hanne
    Hanne says:

    Fik min datter, da jeg var 35 år . Det ville da have været fedt at have fået hende som 25 årig, men slet, slet ikke med ham jeg var kæreste med som 25 årig. Sådan er der så meget, både han og hun var ventetiden værd….

    Svar
  12. Katrine O.
    Katrine O. says:

    Fik min søn som 28-årig og min datter som 32-årig og der var absolut ingen af mine andre veninder der var tæt på at få børn, da jeg fik den første. Og så ung var jeg ikke engang. Heldigvis fik jeg verdens bedste mødregruppe, og det var guld værd, for det var ensomt til tider. Både for mig og min mand. Er i dag 35 og er lykkelig over at vi fulgte lysten til at blive forældre “tidligt”. Men jeg tror også der er fordele ved at få børn senere…man har en anden ro over sig. Jeg har aldrig googlet og rådført mig så meget som under barslen med min søn, men med min datter kørte det bare derudaf på det rene morinstinkt. Men måske er det bare roen omkring at blive mor for anden gang? Jeg har i øvrigt fulgt dig lige siden 2011, hvor jeg var på barsel med min søn og fandt dig i én af mine mange googlesøgninger. Og hvor ER jeg bare glad for det😍

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *