Hvordan er det at bo i et renoveringsprojekt?

Jooo altså. Skal jeg svare kort på ovenstående spørgsmål, lyder svaret: Det er hårdt, det er tidskrævende og så er det skidesjovt og helt forfærdeligt på samme tid. Lad mig uddybe og lige give en status nu jeg er i gang….

Vi købte vores gamle skøre faldefærdige hus i december sidste år, til stor morskab for mange mistænker jeg, men altså vi så muligheder og når man er forelsket som vi var blevet i gode gamle Fyrrely, som huset oprindeligt hedder, bliver man jo en anelse sindssyg og halvblind. Renoveringen gik i gang i januar/februar og 1. maj flyttede vi ind i noget, der på ingen måde var i nærheden af færdigt (og desuden halvanden måned senere end beregnet, fordi: That’s renovering).

Det vi flyttede ind i var langt fra færdigt, og vi havde ingen soveværelser i en del uger, og sov i den periode allesammen i vores stue (der heller ikke var færdig) på gulvet. Derudover levede vi uden bad og toilet i fire måneder. Alt det (og især det med badeværelset) var, sammen med uvisheden omkring hvor lang tid de forskellige ting ville tage, ret presset. Særligt med tre-fire børn i regnestykket.


Nu har vi haft huset i små ti måneder og vi har boet her i knap et halvt år, og rigtig meget er sket og vi er nået længere end jeg kunne forestille mig. Så langt, at jeg indimellem glemmer, at vi langt fra er færdige. Jeg kommer godt nok ret hurtigt i tanke om det, når jeg får kigget mig godt om, eller faktisk bare åbner øjnene, for det er ikke svært at se, at det langt henad vejen fortsat er en byggeplads vi lever i. En hyggelig en fuld af liv og beboelige hjørner, meeeen en byggeplads. Der er byggematerialer alle steder, og mange af de indendørs ting vi mangler, er svære ikke at se. For eksempel har vi stadigvæk intet loft i vores køkken. Først skal taget over køkkenafdelingen nemlig laves færdigt, og der skal isoleres og sættes ovenlys i, og det trækker ud. Og ja, det ligner lort. Men sådan er det bare lige nu. Køkkenet fungerer fint uden loft og det er pissepænt, så længe man ikke kigger op. Derudover mangler der paneler i hele huset. Der mangler strøm og lamper i en del rum, der er også nogle vægge, der mangler maling og så har vi et opbevaringsregnestykke som også skal løses, alt imens at ydersiden skal laves, annekset skal rives delvist ned og sættes op igen, endnu et badeværelse skal laves, en ny overdækket gennemgang skal laves og vinduerne i hele hytten skal skiftes og og og …. Vi har med andre ord mange år tilbage, og selvom det til tider er røv og nøgler at bo i, er det for det meste lidt af et eventyr og vi keder os aldrig.


Men for at vende tilbage til mit indledendes spørgsmål, som jeg stiller mig selv her, fordi at jeg møder det flere gange om ugen. Det er langt mere tidskrævende, drænende og sværere end jeg havde forestillet mig det ville være, for der er helt klart dage og perioder, hvor jeg føler at vi har gabt over meget mere end vi kan synke, og sådan kunne jeg også have det i vores “gamle liv” inden der var et husprojekt med i ligningen og vi bare havde en helt almindelig hverdagskabale med børn, jobs og almindelige gøremål, men i et hjem med lofter, strøm og vand. SÅ det hænder, at det bliver lidt for meget, lidt for uoverskueligt og alt for krævende, og følelserne tager over. Her roder næsten altid, fordi det er tæt på umuligt at få ryddet en byggeplads op (og vi i forvejen ikke er de mest ordentlige mennesker i verden), hvilket også har vist sig at være lidt af en udfordring oveni alt det andet.
Men til gengæld er der mindst lige så mange dage og perioder, hvor det er noget af det sjoveste, skøreste og fedeste, jeg har prøvet. Alle beslutningerne, tankerne, overvejelserne, for ikke at nævne kampånden vi har, både som par og familie, er uvurderlig og jeg elsker, at vi sprang ud i det. At vi er her, at vores børn er med og at der er konstant fremgang, som vi netop ser, fordi vi bor i det.
At bo i en renovering er giga hårdt og giga fedt og alt derimellem. Der er mit svar.

Weekendklar

Det er fredag og derfor weekend om få timer. Om det er dét der er skyld i mit virkelig gode humør, om det er al kærligheden fra i går (kæmpe TAK for det i øvrigt) ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg for et par dage siden, var i et helt skrækkeligt humør, og faktisk skrev et indlæg om hvor skidesur og ked af det jeg var, som jeg dog ikke udgav fordi jeg blev helt træt af mig selv på forhånd – Måske det ender som et skuffeskriv en dag.

I dag er der ikke en finger at sætte på noget og jeg labber det i mig.Til trods for en lidt skæv start på dagen, fordi vi sov for længe, fordi nogen kom til at slukke for vækkeuret, fremfor at ramme snooze. Det var mig, der var nogen, og selvom det betyder, at alle var nogenlunde udhvilede i nat, var det bare en halvskæv start, der matchede regnvejret og gjorde at de yngste i huset især ikke var helt så medgørlige som man kunne have ønsket. Det gik, og alle kom af sted. Jeg mødte selv ind halvanden time senere end planlagt. Heldigvis er jeg min egen chef, så alt er tilgivet. Nu er jeg nået frem til kontoret i det føromtalte strålende fredagshumør og med virkelig godt hår, der takket være en paraply, stadigvæk holder ved trods regn og blæst.

Weekenden byder på helt almindelig familiehygge, et biografbesøg, husrenovering, gæster og så noget jeg har glædet mig til virkelig længe, nemlig koncert med Bikstok sammen med nogle af de sødeste damer jeg kender, hvilket altid er et hit. Det er ingen hemmelighed at hverdage og weekender godt kan flyde lidt sammen når de voksne i husstanden er selvstændige, men jeg synes at vi har fundet en ok balance, der godt nok betyder at der er en del aftenarbejde og kreative løsninger, men weekend og ferier begynder at føles som netop det, nemlig fri.
I dag skal jeg ordne nogle presserende papirsager, have ryddet ud og op i min computer, så den forhåbentlig bliver god som ny og ikke skal genstartes i et væk hver eneste dag, og så holder jeg fri fra klokken 16, med børn, pizza, fredagsslik og tegnefilm.
Life is good. Også i dag.

GOD fredag til jer!

Ni år med Sneglcille

I dag er det præcis ni år siden, at jeg udgav mit allerførste blogindlæg som Sneglcille. Det gjorde jeg efter flere års overvejelser, og det eneste jeg fortryder i dag er, at jeg ikke sprang ud i det noget før.
Det med at skrive ligger endnu flere år tilbage. Jeg kan faktisk slet ikke huske ikke at have skrevet. Mine forældre har fortalt, at jeg lærte mig selv at læse og skrive allerede i børnehaven, og jeg kan huske at ord og formuleringer altid har interesseret mig og fyldt meget. Fristil var det bedste jeg vidste, og jeg har altid ført dagbog. Med andre ord er det ikke så underligt, at jeg er endt i blogmediet. At det skulle blive så stor en del af mit liv som det er blevet, og både er endt med at blive en kombination af et arbejde, en hobby, en passion og på mange måder en livsstil, er noget jeg både er stolt, overrasket og overvældet over.
Nu har jeg været Sneglcille i ni år, og selvom det for mange bare er en blog, er det for mig meget mere end det.

Jeg ved at der kommer nye til hele tiden, og også det gør mig glad i låget – Og jeg ved, at det kan være svært at overskue et ni år langt bagkatalog, og jeg er i fuld gang med at kategorisere alt på bloggen, og gøre det mere overskueligt. Indtil da, kan I starte lige her.

Mange spørger om det ikke er mærkeligt at have et publikum til sit liv, og jo, det er virkelig mærkeligt og overvældende og til tider grænseoverskridende, men det er også helt fantastisk og unikt, og jeg elsker at I gider engagere jer, at I gider følge med, og selvom jeg uden tvivl havde skrevet og altid vil komme til at skrive, selvom I ikke var her, gør det helt klart oplevelsen endnu bedre. Hvert eneste klik, kommentar, like, og tilkendegivelse fra jer betyder noget, og hvis I ikke allerede ved det, skal I vide, at jeg elsker at skrive for jer, og at det gør mig så glad når I kigger forbi mig og Sneglcille. Tak og skål for ni år! Næste år holder jeg altså en fest med kanelsnegle og champagne for at fejre 10 års jubilæum, og jeg håber, I kommer allesammen.

Tak for jer.

Cecilie aka Sneglcille.

Efterårskjoler #1

Indeholder reklamelinks (markeret med *)

I har efterspurgt flere shoppingindlæg fra min hånd, hvilket jeg meget gerne vil give jer, og så snart jeg får købt en ny computer (så jeg kan lave kollager uden at skulle genstarte computeren fem gang undervejs) går der ikke så lang tid imellem dem længere. I dag handler det om efterårskjoler. Kjoler der er perfekte over jeans, til strømpebukser, støvler, sneaks og strik. I den anledning har jeg arrangeret at I kan få 15% procent hos Gina Tricot, hvor et par af kjolerne herunder er fra. Koden hedder ‘Sneglcille’ og gælder alle kjoler HER* (på nær dem i Icona Pop kollektionen desværre) fra i dag til og med lørdag.

1.Denne kropsnære jerseykjole med knapper på begge ærmer er simpel, men helt perfekt til grove strømpebukser og ankelstøvler. Simpelt, men pænt! 249,- HER* (fra i dag, til og med lørdag får du 15% med koden ’sneglcille’)

2.Jeg elsker farven på denne. Og snittet er sådan et, der klæder de fleste. Jeg kan se den til både sneakers, støvler og høje sko. 500,- HER*

3.Denne har jeg netop bestilt hjem og jeg glæder mig til at bruge den med en skjorte under, eller en sort t-shirt eller en tynd højhalset strik. Mulighederne er mange, jeg synes bare, den er skideflot og sej. 399,- HER*

4.SÅ smuk maxikjole! Jeg vil style den med en tynd højhalset trøje under, og bruge den til både sneaks og støvler. 795,- hos & Other stories HER*

5.Selvom jeg får en smule tigerdyr-vibes af denne, er jeg ret pjattet med den. Jeg vil nok bruge den med strømpebukser og støvler med lidt hæl. 399,- HER* (fra i dag, til og med lørdag får du 15% med koden ’sneglcille’)

6.Sej blomstret sag fra Weekday, der er nem at bruge. Pæn over jeans og måske med en hæl til. 400,- HER*

7.Smuk grøn kjole, som både går an til en julefrokost, men som jeg klart ville bruge til hverdag også. Jeg kan ret godt lide kombinationen af skinnende materialer og strik, hvorfor jeg ville bruge denne med en oversized strik over. 299,- HER* (fra i dag, til og med lørdag får du 15% med koden ’sneglcille’) 

 

Husejer-efterår og en opskrift på suppe

Der er vist ikke mere sommer tilbage. Hverken Indian eller løvfald. Desværre.
I virkeligheden kan jeg ret godt lide en masse ved efteråret. Det smukke lys, når solen kommer frem, farverne i træerne, striktrøjerne, støvlerne og muligheden for varm kakao i litervis. I det hele taget forsøger jeg at omfavne alle årstider, selvom at lige præcis vinter kan være svær for mig at holde ægte af. Jeg hader at fryse og jeg bliver lidt trist og tungsindig af mørke, men heldigvis har jeg på fornemmelsen, at den vinter vi går i møde. bliver noget andet. Fordi det bliver vores første i vores nye kulisse, som husejere. Vi har indtil videre kun været ægte husejere i en enkelt årstid, nemlig sommer – Og DET kan eddermame noget, særligt når man har havet tæt på (og når sommeren melder om hedebølge).
Efteråret har indtil videre vist sig som værende meget smukkere end jeg kan huske at have oplevet nogensinde og jeg lægger mærke til vind, vejr og naturen langt mere end da vi boede i byen. Smukt. Helt vildt. Også børnene er pjattede med det, og der er blevet indsamlet blade og kastanjer i posevis, vi bager, laver suppe og er i det hele taget virkelig gode til at leve årstiden. Jeg er vist også kommet til at love at vi selvfølgelig skal lave græskarlanterne inden Halloween i næste uge. Problemet er bare, at jeg hader at lave dem. Synes det lugter grimt, er ubehageligt at røre ved, at det sviner og at det er lidt kedeligt. MEN sådan må det bare være. Vi bor i noget der ligner et spøgelseshus udefra, så hvorfor ikke embrace det fuldt ud og give den gas med græskarmænd og uhyggelig pynt? Vi gør det.


Min hue, der trænger til at blive støvet af, er i øvrigt fra Acne. Find den HER (reklamelink). Mit tørklæde fra zara og jakken er en oldgammel sag fra Weekday Men.

Noget andet vi også gør, og allerede har gjort et par gange i år, er at lave suppe.
Umas livret: Hokkaidosuppe.
Vi serverer den med æbler og grønkålschips, og i søndags med hvidløgsflutes fra frost, som jeg seriøst ikke havde spist i nok 15 år.

Opskriften får I her:
Hokkaidosuppe til cirka fem mennesker (hvis der er rester kan den sagtens spises dagen efter, eller smides i en bolognese).

1 hokkaidogræskar
4-5 kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
Et par cm ingefær
2 gulerødder
chili efter smag (hvis børnene skal spise med nøjes jeg med en halv teske tørret chili, men man kan også udelade det helt)
1 tsk karry
1 tsk sød paprika
1 spsk tomatpure
2 grøntsagsbouillonterninger
Kogende vand (cirka en liter eller halvanden)
salt og peber
saften af en halv citron
1 dl fløde eller kokosmælk (jeg bruger soyafløde eller kokosmælk)

Græskar rengøres, kernerne og det trevlede i midten fjernes med en ske og smides ud. Skær græskaret i mindre stykker (man kan sagtens beholde skrællen på et økogræskar). Skræl også kartofler og gulerødder og skær ligeledes dem ud i mindre stykker. Læg til side.

Skræl og hak løg, hvidløg og ingefær.
Hæld lidt olie i en stor gryde og tænd for blusset.
Tilsæt løg, hvidløg, ingefær, chili, karry og paprika og steg det hele i et par minutter.
Tilsæt græskar, kartofler og gulerødder og giv det hele et par minutter mens du rører rundt. Tilsæt nu tomatpure, vand (så det dækker) og bouillonterninger. Rør det hele godt sammen, smid låg på, skru ned for varmen og lad det hele koge mørt. Det tager omkring 20-25 minutter.

Nu skal du lave grønkålschips, hvis du vil have det. Grønkål vendes i olie, salt, peber og evt. lidt citronsaft, fordel kålen på bagepapir, ind i ovnen på 180 grader i cirka 10-12 minutter (hold øje med dem og tag dem ud, når de begynder at tage farve/blive sprøde)

Tag gryden af varmen og blend det hele godt igennem med en stavblender. Tilsæt nu citronsaft, fløde, salt og peber og varm suppen op igen.

Skær et æble eller to i små stykker og server i en skål ved siden af suppen, så man selv kan dosere til sin portion. Gør det samme med grønkålschipsene, brød, croutoner, cremefraiche, ost eller hvad I er til at drysse på jeres suppe. Vi plejer også at have en sriracha med på bordet til de chiliglade.

God fornøjelse 🙂

Endt babyperiode og aldersforskel

Loulou er nu halvandet år plus det løse. I knap 20 måneder har hun været i vores liv, og som I allerede ved, hvis I har fulgt bare en lille smule med, har det været 20 tætpakkede måneder, hvor store beslutninger, flytning først til K og senere Hornbæk, og renovering har fyldt en hel del. Vi er så småt ved at være landet i det hele. Både i vores nye omgivelser med dertilhørende byggeplaner og -rod, men også i livet som forældre til Loulou, Otto, Uma og Leopold.
Det er svært ikke at blive en anelse rundtosset over alt det der er sket, og i øjeblikke har vi også været tæt på at knække nakken en lille smule, og jeg kan, retrospektivt, godt undre mig over, at den ikke er knækket mere end en håndfuld gange. Heldigvis føler jeg nu, at der er kommet en anelse mere ro på vores tilværelse, som klæder den og os, og udover flytning og byggeri, er der, ligesom det har været med mine andre børn, sket noget efter halvandet år med Loulou. Babytågen er lettet og selvom der stadigvæk er knald på, meget mere end jeg kan beskrive, er det på en anden måde.
Der er mere søvn, og dermed mere overskud. Loulou er blomstret op, og er blevet et lille menneske med bittesmå meninger og personlighedstræk, fremfor noget man “bare” skal holde i live med mad, søvn og nærvær.
Hun er langt mere social og udadvendt end hun nogensinde har været, hun lærer nye ord hver dag og er med på alt, hvad der foregår omkring hende.
Babyperioden er ovre. Simpelthen.

Jeg er på den ene side næsten lettet over det. Vi klarede det! Forstå mig ret. Det har været fantastisk og magisk og alt muligt andet dejligt, men det har også været en mundfuld til tider, og der har været dage, hvor det har føltes som at være med i et kapløb, hvor både ben og arme har været bundet sammen.
Det er både en lettelse at være ude af babyræset, men omvendt også en anelse sorgmodigt, for det var med al sandsynlighed den sidste for vores vedkommende.

Mange har spurgt om jeg kan anbefale at få børn med to års mellemrum, og ja, det kan jeg sagtens, selvfølgelig, men der er ingen tvivl om, at de sidste snart fire år har føltes som én virkelig lang graviditet og en om muligt endnu længere babyperiode, og det skal man selvfølgelig være indstillet på. Omvendt var det også noget specielt på godt og ondt, at “starte forfra” dengang vi fik Uma i 2015, hvor Otto var knap seks år, men samtidigt helt fantastisk, og jeg er virkelig glad for at have prøvet både det ene og det andet. Ligesom det der med hvad alder man selv er når man får dem, samt aldersforskellen på dem man får og antallet er børn, kan alt sammen noget, og ligesom med så meget andet er der fordele og ulemper ved det hele. Det heldige med børn er, at man langt henad vejen, synes at dem har og måden man har dem på, er helt rigtigt.

Her på den anden side af de gyldne 18 måneder, hvor meget bliver nemmere og andet bliver sværere, glæder jeg mig til det hele, og lige om lidt er de allesammen blevet store og jeg fatter det overhovedet ikke.

I øvrigt

  • forsøgte jeg i et øjeblik at sætte en tom kaffekop i min oplader i går morges
  • sov jeg ni timer i nat. Sammenhængende! Hvilket (jvf. Første punkt) var tiltrængt.
  • Er min sukkerafhængighed værre end nogensinde og jeg overvejer en seriøs detox. Overvejer.
  • Blev vi hængt ud i en lokal gruppe på facebook i sidste uge. Eller vores bus gjorde. Velkommen til provinsen!
  • Har jeg besluttet at give madplaner et skud. Igen. Fra næste uge. Om jeg fatter, at aftensmaden kan komme bag på os hver dag?!
  • Var et døgn uden børn helt genialt, men ærlig talt havde et ekstra døgn ikke været det værste… #MereVilHaveMere
  • Har vi lært, at når vi næste gang får et børnefrit døgn, skal sørge for at gøre rent og vaske tøj og alt sådan noget inden vi tager afsted. Det tog lidt af det nyopladede overskud at komme hjem til vasketøj og støv i hjørnerne.
  • Skylder jeg jer et concealer-indlæg. Det er på trapperne. Det samme er et indlæg med kjoler, mange kjoler, og en ny hårkrølle-tutorial, som I har efterspurgt. Jeg lytter (og elsker) når I efterspørger noget konkret <3
  • Har jeg fire julefrokoster i kalenderen allerede! Hvilket som selvstændig er lidt af en sejr. Det betyder muligvis et comeback til Preben.
  • Fylder bloggen 9 år om en lille uges tid, og jeg overvejer at finde på noget sjovt til jer i den anledning.
  • Er kjolen fra i går fra H&M og der er et reklamelink til den lige her.

 

Ægteskabsvedligeholdelse

Hej! Direkte fra hotelsengen på Kongens Nytorv.

I eftermiddags afleverede vi vores børn hos deres mormor og morfar, hvor de skal forkæles i et lille døgn i anledning af efterårsferien. Få timer efter tjekkede vi ind i en virkelig blæret suite på D’angleterre. Simpelthen. Normalt bruger vi de få timer vi tidligere har haft uden børn på at fikse praktiske ting. Ikea. Byggeri. Oprydning. Sortering. Indkøb. I er med. Men ikke denne gang. Jeg har sat foden ned og opsat et byggeforbud i det døgn vi har, og det godtog min kære ægtemand heldigvis og hev i nogle tråde, der fik det her til at ske.

Vi har indtil videre drukket en masse vin og gin tonics, været i karbad, haft pænt tøj på, været ude og spise og købt en masse slik som vi har taget med i dobbeltsengen, hvor vi nu ser fjernsyn og om lidt krydser morgenmadssedlen af, inden vi snupper noget uafbrudt søvn. Det holder!

Tiltrængt, og ret fortjent, hvis jeg selv skal sige det.

Godnat fra Kbh K.

 

Skuffeskriv: Mit første døgn i Paris.

Se tidligere skuffeskriv HER.

I sidste uge tog mine Confetti damer og jeg på en spontan teambuilding-dag. Vi ses ofte, men rigtig tit er der en dagsorden, et event, et møde, noget fortravlet, der gør at vi ikke er sammen-sammen hele banden. Men i sidste uge lykkedes det at samle os alle fire i en lille håndfuld timer. Mig, Dueholm, MM og Cana B. Det er et sejt hold, og jeg fanger mig selv i indimellem at kigge rundt på dem og blive overvældet over, at de har lyst til at blive sat i bås med mig. Overvældet på en positiv måde, ikke på en nedladende eller selvdestruktiv måde, men med stolthed that is. Nå, men vi fik vendt lidt af hvert og talte blandt andet om vores liv inden Confetti, inden blogs, inden børn, og her kom det selvfølgelig op, at jeg har tilbragt en del tid i udlandet. Blandt andet Paris, og i den anledning gik jeg hjem og fandt nogle gamle skriv frem fra mit år i Paris. Dengang foregik det på papir og desværre har jeg ikke så meget tilbage længere, hvilket er skide ærgerligt, for så vidt jeg husker, skrev jeg næsten hver eneste dag. Men jeg har fundet lidt. Blandt andet nedenstående, der beskriver mit første døgn i Paris.
18-19 år gammel. Jeg kan tydeligt huske det hele. Det endte med at blive en af de sjoveste perioder i mit liv, og jeg hader, at jeg ikke har været tilbage siden. Jeg har en pressetur i Paris i næste måned og jeg SKAL finde tid til at gå forbi min gamle lejlighed og mærke minderne for alvor.
Men først Cille anno 2004 ish:

Halvandet døgn er gået siden afskeden med mine forældre i Kastrup.
Flyveturen gik meget hurtigere end forventet og vi landede i et skur af en lufthavn. Udenfor skuret ventede en chauffør med mit navn på et skilt. Han forstod meget lidt af hvad jeg sagde og omvendt, men han fik på gebrokkent engelsk forklaret noget med en times køretur og en nøgle. Jeg nikkede høfligt, afleverede min gigantiske kuffert til ham og sprang bag i bilen. Vi kørte og kørte og kørte og der var den så. Byen. Paris! Biler over alt, scootere, mennesker, fortorvscafeer, små butikker og skæve gader. Min glade gebrokne chauffør pegede ivrigt ud af vinduet på et tidspunkt for at vise mig, at der i rabatten hoppede kaniner rundt i et grønt område mellem biler og kaos. Hold kæft hvor fint!
Rue Saint Honore! En af de gader jeg kan huske fra min bog om Paris. Vi kørte op af den og jeg så den ene designerbutik efter den anden og mærkede adrenalinen pumpe. Det her er Paris.
Få hundrede meter fra Colette, stoppede bilen – OP på fortorvet med den og ud med mig og min kæmpe kuffert. Ned af en lillebitte gade. Min gade. Rue de la sourdière. Ind i verdens måske mindste opgang med verdens måske største kuffert på slæb. Op i toppen. Ind til højre. Ind i verdens måske mindste lejlighed.
En pige sad i sengen midt i rummet. Et lille rum med spejle på den ene væg, skabe på den anden og træ på de resterende to.
Melinda. Melinda fra Ungarn. Min roomie. Hun er 24 år og bor i New York normalt, med sin kæreste, der er en kvinde.
Hun ryger flere cigaretter end mig, taler virkelig meget og har en hjemmebrændt cd med Sarah Mclachlan med sig som vi allerede har hørt virkelig mange gange. Jeg har pakket min Lauryn Hill cd med og håber at den måske kan få lov til at afløse Sarah snart.
Ved siden af Melindas seng går en trappe op til en hems. Her er min soveplads. I en lillebitte seng under et tagvindue, der kan åbnes og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se spidsen af Eiffeltårnet. Det bliver godt. Alt bliver godt.

Min første nat gik ok. Jeg sov ikke meget. Nye lyde, for meget spænding, nerver og savn fyldte for meget. NU er jeg oppe, og venter på at de ringer fra bureauet og fortæller mig, hvad der skal ske i dag. Melinda er taget til castings. Jeg er alene i lejligheden.

Min telefon ringer. Paris, jeg kommer nu!

… Jeg er tilbage i lejligheden efter en skrækkelig dag.
Det var bureauet der ringede. En booker ville hente mig, så jeg gik ned på gaden og ventede. Få minutter efter dukkede en virkelig smuk franskmand op på en scooter. Thomas. Han rakte mig en hjelm og bad mig hoppe op. Vi kørte gennem Paris og jeg følte at mit lille hjerte var ved at springe ud af kroppen på mig. Glæde, nerver, angst.
Vi nåede frem til bureauet, hvor jeg blev vist rundt, kindkysset af virkelig mange mennesker, og så blev jeg sendt afsted med en liste adresser, et metrokort, et kort over byen og en bog fuld af billeder af mig selv. EN mand råbte af mig i metroen. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg blev nødt til at græde over det. Midt i undergrunden. Alene. Seks castings senere, traskede jeg tilbage til bureauet. Træt, sulten, ked af det. I morges følte jeg mig så voksen, det gjorde og gør jeg ikke længere. En ny stak setcards blev sat i min bog, og jeg fik besked på at tage hjem og komme igen i morgen. “Hvordan kommer jeg hjem?” Fik jeg spurgt, hvilket ikke imponerede den flotte franskmand fra i morges. “Hvis du ikke kan finde hjem til lejligheden herfra selv, kan du lige så godt flyve hjem til Danmark”, var hans svar, og jeg kunne igen mærke tårerne presse på.

Nu er jeg hjemme i lejligheden igen. Fandt hjem til bens.

Har talt med min mor.
Har grædt.
Hader Paris.
Hader franskmænd.
Hader det hele.
Vil hjem.

Nu kommer Melinda. Jeg tørrer øjnene og skruer op for Lauryn.

Næsten rask og næsten en ny frisure

Det er sgu effektivt de amerikanske ‘gå væk-influenza’ remedier jeg havde med hjem fra Las Vegas. I går havde jeg feber og ondt i alle led og muskler. I dag har jeg været på farten i små 12 timer, en anelse omtåget og rusten i halsen godt nok, men ikke noget hæmmende. Som en af jer skrev, er det nok meget godt ikke at nærlæse indholdsfortegnelsen på de der piller, men de virker eddermame.

Jeg startede dagen med en lang togtur, hvor jeg arbejdede den ene halvdel og kiggede ud af vinduet den anden. Dernæst spiste jeg morgenmad med de andre Confettier og så tog vi i samlet flok mod lufthavnen til et helt vildt fint event (vi var inviteret, og jeg har markeret mine storys derfra på instagrizzle som reklame), derefter slog nogle af os ned til et spontant glas vin i solen på Kgs. Nytorv, inden jeg tog til frisøren og fik klippet sommeren ravage ud af mit hår. Jeg spurgte inden, igen på Instagram, om jeg skulle gå med pandehår igen, med blandet resultat, men jeg endte i en forsigtig pandehårsfrisure, en der både kan pjuskes op og krølles, men også kan sidde mere pænt og glat. Det skal som altid lige falde på plads, men jeg er allerede nu virkelig glad for det. Billedet er en selfie i DSB-lys, så vent lige med at bedøm det for meget.

Nu sidder jeg i grisen på vej hjem til mine (forhåbentlig) sovende børn – og min lækre mand, der til gengæld ikke er blevet klippet virkelig længe og derfor for tiden sporter en man bun, noget jeg aldrig tidligere har været til. Men det er jeg nu! Pænt!!