3 år som nogens kone

Der er kun lige en lille time tilbage af den. Af vores bryllupsdag. Det er tre år siden, at vi sagde ja til hinanden på Københavns rådhus foran vores familie og venner. Tre år er gået, fløjet faktisk. Hvedebrødsdagene er long gone, og vi har nået mere på de tre år end man normalt gør i et årti. En graviditet, en fødsel og dermed også et barn mere, to flytninger, et huskøb, opstart af virksomheder, og alt det imellem. Hverdage, lykkeglimt, sygdomsforløb, hårde tider, gode tider, daglig drift.

Jeg troede egentlig, vi ville være den slags par, der var gode til at gå ud sammen, være kærester, gå på dates, holde gang i romantikken på den måde. Ligesom inden vi fik pigerne. Det er vi ikke. Slet ikke. Det kan tælles lynhurtigt, hvor mange gange vi har været ude sammen bare os to de seneste år… Én gang. To, hvis man tæller den date med vi var på kort inden Loulous ankomst.

Vores dag i dag har vi tilbragt hver for sig, faktisk har vi kun set hinanden ganske kort – En flygtig High five da Michael kom hjem fra arbejde, inden jeg skulle gå. Og da jeg kom hjem, sov han, med alle børnene i vores seng.

Jeg er ellers ret glad for mærkedage og jeg kan virkelig godt lide lige at markere den slags med en fejring. Bare en middag, et glas vin, en date. Men omvendt er det et ret godt billede på vores forhold og vores liv sammen – at lade være. Tiden går til børnene, til arbejde, til socialisering. Og når jeg ser det skrevet ned, undrer det mig, at det ikke går mig mere på. Men det gør det ikke. Jeg er stadigvæk sikker. Sikker på ham, på mig og på os, og det bliver vel næsten ikke mere romantisk end det. Desuden tror jeg vi begge er ret bevidste om, at det nok skal komme. Tiden til de der dates, til kærestetiden, men at vi lige nu prioriterer familielivet, børnene og hverdagen højest.

Det allerbedste ved lige netop det er, at vi finder kærlighed og gnist i andre ting. Hverdagsromantikken. De små ting. Og at vi stadigvæk efter 12 år, tre som mand og kone, har det der ekstra, som også viser sig i den trivielle hverdag.

Vi er gode sammen, bedre som tiden går, og vi elsker hinanden, hold nu kæft, hvor jeg elsker ham. Men vi er på grund af vores historik nok også meget bevidste om, at vi vælger hinanden til hver eneste dag. Vi ved at vi sagtens kan leve uden hinanden, men at vi ikke har lyst til det. En date, en markering af dagen i dag havde været virkelig fint, men slet ikke nødvendig og det kan jeg virkelig godt lide. Det gør mig rolig og glad.

Tre år. Vi tager mindst tre mere …

Bye bye baby! Tv, nerver og Las Vegas

Endelig! Endelig må jeg fortælle jer det hele. Som jeg teasede en anelse for i det her indlæg, skal jeg prøve noget helt nyt, noget jeg aldrig har prøvet før. Noget der giver mig ondt i maven, mest på den gode måde, heldigvis.
På onsdag vinker jeg farvel til min familie og hopper på en flyver. Det gør jeg sammen med et kamerahold og to virkelig dejlige damer, nemlig Mette Marie Lei Lange og Sisse Sejr. Vi skal til Las Vegas. Sgu. VEGAS! Der skal vi i fire dage lave alle mulige skøre ting, uden børn. Det bliver alt sammen filmet og skal blive til tre programmer, som rammer jer engang i november. Jeg er spændt, forpustet, bange, og vildt glad på samme tid. Både over at skulle filmes, over at skulle til et sted, jeg kun har set på film, og selvfølgelig over at skulle være væk fra mine favoritmennesker.
Min umiddelbare reaktion da det hele kom i stand var da også noget usikker og jeg var faktisk ret afvisende – Ikke fordi jeg ikke syntes det lød sjovt eller fedt eller spændende, men fordi jeg slet ikke kunne forestille mig at være væk, at gøre noget, for mig, så ekstremt. Men efter en hurtig snak med min mand, som jeg i øvrigt har været gift med i præcis tre år i dag, lå det ret klart, at jeg selvfølgelig skulle gøre det. Selvfølgelig. Skæbnen, hvis den da findes, ville det også sådan at de dage det drejer sig om nærmest er de eneste i ugevis, hvor min mands arbejdsskema lå tom og åben. Så imens han og vores børn hygger sig herhjemme med hverdagen, dribler jeg afsted mod det der forhåbentlig bliver en udfordrende og helt fantastisk tur. Jeg glæder mig, fuck af, hvor jeg glæder mig… Det håber jeg også at I gør, og at I vil se det, når det udkommer. Programmet hedder Bye bye baby, og handler om at være mor, for udover at lave crazy ting i Vegas, vil der også blive taget hul på en masse samtaler om børn, moderskab og følelser omkring alt hvad forældrerollen indebærer – I nogle helt andre omgivelser end vi er vant til – Det er i øvrigt et Yousee program, så alle kommer til at kunne følge med, og jer der har en Yousee boks kan se det før alle andre. Men alt det, skal jeg nok informere mere om, når programmet er klippet og klart. Vi filmer det lige først, ikk?! Meeeeen mon ikke, at I får ret meget behind the scenes på min, Sisse og Mette Maries instagram. I think so. VEGAS, BABY!

Nøgen i toget

Jeg sidder i toget på vej mod København, på vej mod Rachel, på vej mod Irish Coffee, vin og aftensmad. Jeg forlod mit hjem i kaos – af den fine slags, med overtrætte børn, tidlig aftensmad og papirsfly. Men også uden min vielsesring. Åbenbart. Jeg tager den af når jeg skal have hænderne i creme eller hårprodukter, og glemmer sjældent at tage den på igen. Det gjorde jeg i dag, selvom jeg tydeligt husker, at jeg mindede mig selv om at huske den. Hvilket gør det ekstra irriterende at jeg alligevel glemte den.

Og hvad så? Tager den jo bare på igen når jeg er hjemme igen i nat. Selvfølgelig. Men helt seriøst, det er ikke bare “Hvad så?!”, har jeg fundet ud af. Jeg føler mig faktisk nøgen uden den. Ikke på den gode måde. Nøgen og udsat. Og lidt ked af det. Jeg anede ikke at den betød så meget, eller altså, selvfølgelig betyder den eller det den symboliserer meget mere end jeg kan beskrive. Men at dens fravær kan lægge en så stor dæmper på mit ellers høje humør kommer bag på mig. Føler nærmest at jeg har glemt et lille stykke af min familie.

Det har jeg selvfølgelig ikke og følelsen forsvinder nok som aftenen skrider hen, faktisk allerede nu i takt med at jeg sætter ord på det.

Gift er jeg jo for fanden endnu, og i det mindste er det kun min ringfinger, der reelt er nøgen, hvilket mine medpassagerer sikkert sætter pris på. De ved jo slet ikke, at jeg mangler noget, og når alt kommer til alt, så mangler jeg virkelig slet heller ingenting. Heldigvis.

På med masken!

REKLAME FOR GARNIER

Som jeg kort fortalte jer om i det her indlæg er jeg begyndt at bruge hårmasker. Det er en af de der beautyting som jeg har testet af tidligere, men aldrig helt har forstået, eller har glemt at bruge. Lidt ligesom primer under makeuppen og eksfoliering. Jeg gør det når jeg lige kommer i tanke om det, eller retter gjorde det, når jeg kom i tanke om det – Nu er det alt sammen blevet en del af mine rutiner, og jeg er faktisk begyndt at benytte alle tre ting jævnligt.

Eksfolieringen og primeren kan vi tale om en anden dag, for nu vil jeg fortælle jer om hårmasken fra Garnier, som er en del af den serie med arganolie jeg for nyligt introducerede jer for.

Hvorfor hårmaske?
Jeg bruger ikke balsam særlig ofte, da mit hår bliver lidt for flyvsk og tungt af det. Til gengæld har det ofte brug for ekstra pleje, da jeg bruger glattejern mindst et par gange om måneden og opholder mig så meget i solen som muligt. Det bliver derfor nemt tørt, hvis jeg ikke passer på det.
Hårmasken gør det samme som en god fugtmaske gør ved ansigtet. Og endnu engang må jeg erkende at Garniers Response Argan maske til meget små penge (jeg så den i min Super brugsen til 50,- for nyligt) er præcis lige så god som flere af dem jeg har til flere hundrede kroner.

Jeg har også tidligere benyttet ren olie (kokos, argan eller oliven) som hårmaske, hvilket er både billigt og smart, men også kan være en fedtet affære, som jeg sjældent kan overskue – og derfor er jeg i særdeleshed glad for denne fra Garnier, som er nem at skylle ud og som fugter mit hår og gør det blankt uden at tynge det ned.

Jeg bruger den et par gange om ugen. Oftest i badet efter hårvask, men jeg har også haft succes med at putte den i tørt hår, sove med den i og så vaske håret om morgenen.

Masken kan købes i flere supermarkeder og i Normal, og der findes altså også andre versioner end den med argan. Der er blandt andet en med avocado som jeg også er blevet glad for – Men argan er en af mine favoritprodukter, når det kommer til hår – i den rette dosis – hvilket Garnier altså har nailet i denne her produktserie, hvis du spørger mig.

Læs mere om masken HER og mit tidligere indlæg om Garnier Response Serien HER.

Kabalen gik op!

I dag var en af de dage, hvor jeg var forpustet på forhånd over alt det der skulle klappe, og som potentielt kunne gå galt på flere tænkelige måde.

Jeg var alene med alle tre børn og skulle aflevere de to af dem, og nå til to møder inden alle tre skulle hentes i rimelig tid, og følge den ene til gymnastik og dernæst have alle tre med til fødselsdagsfest på skolen, der først sluttede efter pigernes sengetid, uden at miste besindelsen (og et barn) undervejs. Og ved I hvad? I fucking did it. Alt spillede, (næsten) uden sved på panden. Godt nok var der et enkelt flip eller to, hvilket var forventeligt med en threenager i selskabet. Men vi gjorde det. Nåede det hele, og fik alle hjem og på hovedet i seng. De ældste sover, mens den yngste vælter rundt (det er hendes nye ting – At smadre rundt i sengen for at holde sig selv vågen), jeg forsøger at ignorere hende, mens jeg sender tanker til roséen i køleskabet og cigaretterne i skuffen.

Jeg ved godt, at ovenstående er hverdag for mange, og for andre sikkert ikke lyder af noget særligt, men jeg føler lidt, at jeg har vundet et forhindringsløb – Jeg var seriøst presset over om vi ville nå det hele, eller om jeg ville skulle skuffe nogen undervejs, eller blive den sure mor, som jeg desværre ret nemt kan finde frem, når jeg er presset, men hun stak kun lige næsen frem en enkelt gang og i det hele taget faldt alt i hak og det føles virkelig godt.

Og nu er der faktisk ved at være ro i tremmesengen, så jeg tør godt liste mig ud.

Skål til alle forældre derude. Og til jer andre også.

I øvrigt

  • Er det Michaels og min 3 års bryllupsdag om en uge, og jeg synes, det føles som om, at vi har været gift meget længere (er det mon et godt eller dårligt tegn?!)
  • Sover jeg helt skrækkeligt om natten for tiden. Eller Loulou gør.
  • Har jeg investeret i en virkelig pebret concealer i dag (jvf. Ovenstående), men efter at have testet den en enkelt gang, tror jeg faktisk det viser sig at være pengene værd. Det er denne fra Sisley (reklamelink) – Jeg har den farve, der hedder nr. 4.
  • Skal jeg snart have pandehår igen. Var så glad for det, men omvendt også virkelig glad for at have undværet det i hedebølgen.
  • Lader jeg altid mindst en lampe være tændt i underetagen, hvis jeg er den sidste der går i seng om aftenen. #mørkeræd
  • Er jeg blevet hooked på Ex on The Beach. Det er i øvrigt denne her dames skyld.
  • Fylder bloggen 9 år om en måned og jeg er så stolt og glad over alt det den og jeg har været igennem siden den aften i 2009.
  • Flyttede vi en masse af vores ting fra Andedammen og over til Confetti i dag og det var så underligt og sørgmodigt, og lidt som at flytte fra en kæreste. Over til en ny, jo jo, men alligevel. Hvis vægge kunne tale ….
  • Har jeg for første gang i årevis en virkelig god og helt ægte tan kørende. Om det er livet med have eller hedebølgen jeg skal takke, ved jeg ikke. Men for fanden – jeg kan lide det.
  • Gik jeg tidligt i seng i dag. Helt fornuftig og med intentioner om at score et par ekstra timers søvn. Så gik jeg i gang med at skrive, og nu er klokken knap 23. Gudskelov for skidedyr concealer og kaffe.
  • Godnat !

Foto: Honeystudio.dk

En lyserød trappe + rabatkode på plakater

Reklame for Desenio

Da vi gik igang med at renovere vores hus, var en de mange ideer, vi havde (og senere hen ændrede) at male trappen lyserød. Istedet har vi holdt trappeopgangen forholdsvis neutral (for nu) men for nyligt alligevel sneget den lyserød idé ind i form af lyserøde plakater. De er allesammen fra Desenio, hvor du til og med på torsdag d. 6. September får 25% rabat med koden SNEGLCILLE25 på alle plakater (med undtagelse af Handpicked og collab plakater samt rammer) …

Jeg er vildt glad for resultatet, selvom selve opsætningen var lidt af en kamp, for det viser sig at mine arme ikke er lange nok til sådan en opgave og det at ophænge rammer på en væg i en trappeopgang er en anelse mere kringlet end man (jeg) skulle tro. Men det gik… og så ikke et ord om at jeg fik ramt en ledning i væggen og dermed lukkede for strømmen i hele underetagen. Ikke et ord. Flot blev det sgu da!

Desenio er efterhånden blevet min go to-shop når det gælder plakater, for selvom udvalget er kæmpe, er det altid overskueligt at finde lige det, jeg leder efter, da man kan søge i både størrelse, farvetema og stilarter.

Jeg søgte for eksempel på ‘pink’ da jeg skulle indkøbe plakater til vores gang, og på den måde kunne jeg nemt finde dem jeg bedst kunne lide, og i samme omgang købe rammer i de rigtige størrelser. Genialt.

Direkte links: Palme // Ansigter // LOVE // Simplicity // Trappe // Skilt (nederst)

 

Opskrift: Vegetarisk pålægssalat

Se tidligere opskrifter HER

I har efterspurgt flere opskrifter, så det vil jeg prøve at indfri. I dag gælder det en frokostfavorit herhjemme. Børnene får det med på madpakke. Oftest i en bolle med et par skiver agurk, og jeg spiser det på knækbrød eller rugbrød.

Man kan krydre som man vil. Jeg kommer med nogle forslag til mine foretrukne smage nederst i indlægget.

Fremgangsmåden er:

1 dåse drænede kikærter

salt/peber

En stor skefuld mayonnaise (mindre kan også gøre det, jeg kan virkelig bare godt lide Mayo).

lidt chili og/eller paprika (jeg foretrækker sød og ikke røget)

saften af en halv citron

Hak, mos eller blend hele baduljen (jeg bruger en stavblender eller en minihakker.

That’s it.

Ovenstående er basis-opskriften. Herfra kan man spise den som den er, eller krydre den i alverdens variationer … Mine tre favoritter er:

Den grønne:
Bland med en most avocado og en håndfuld hakket spinat. Spæd gerne til med ekstra peber og chili. (Det er denne version der er på billederne).

“Ægge”-salaten:
Tilsæt lidt hakket purløg, 1 tsk gurkemejepulver, 1 tsk Dijon sennep og 1 tsk karry.

Den italienske:
Bland med finthakkede soltørrede tomater (jeg kan godt lide MANGE, men et par stykker kan også gøre det – det er vist en smagssag), et fed presset hvidløg og frisk basilikum. Og evt en lille skefuld oliventapenade.

Jeg opbevarer det i en tupperware på køl. Jeg vil tro den kan holde sig et par dage eller tre. Vi spiser den som sagt på brød, men den er også god som dyp til grøntsager eller sammen med en salat. Lidt som man ville bruge en hummus.

Besat af fødsler

Når folk spørger om vi skal have flere børn – Og det er ret tit (?!) – Plejer jeg at svare “NEJ, men … ”
For det første synes jeg det er svært, at lukke helt ned for det, for jeg aner ikke hvor vi er om to, fem, eller sågar ti år, men som jeg også var inde på HER, ligger det ikke i kortene, overhovedet. Overskuddet og grundlysten er der simpelthen ikke. For det andet, og det plejer jeg også at svare, når jeg bliver spurgt, gad jeg virkelig godt at føde igen, og igen og igen… Noget jeg ellers efter min første fødsel ALDRIG troede jeg ville. Efter anden gang var jeg skidebange for den tredje, som endte i hjemmefødsel – På trods af at jeg slet ikke troede det var mig – og nu ville jeg ønske, at jeg kunne føde en gang om året. Derhjemme helst.

Er det ikke bare fordi at du ved det formentlig ikke er noget du skal igen?

Det tror jeg faktisk ikke. Men det kan selvfølgelig godt være, at den kendsgerning tager del i min fascination af fødsler… En fascination, der virkelig er taget til på det seneste. Jeg tager mig selv i at, i øvrigt alt for indlevende, deltage i samtaler om fødsler så ofte jeg får muligheden, og jeg har lyst (jeg gør det ikke…. så tit) til at prikke alle gravide på skulderen og spørge ind til deres fødselstanker, og don’t get me started omkring nybagte forældre. Jeg synes det er SÅ fascinerende og spændende. Måske er det virkelig fordi at jeg med overvejende sikkerhed ikke selv skal igennem det igen, måske er det fordi at mine egne fødselsoplevelser kun er blevet bedre fra gang til gang, måske er jeg bare vanvittig.
Men jeg er seriøst besat af fødsler …

10 grunde … Opfølgningen

For præcis et år siden i dag, udgav jeg det her indlæg med 10 grunde til at jeg godt kunne overveje at flytte fra København. Små fire måneder efter købte vi vores hus, tre måneder efter det forlod vi vores lejlighed og to måneder derefter flyttede vi ind i vores nyindkøbte og utroligt gamle hus, hvor vi har boet i nu fire hele måneder. Det havde jeg nok ikke helt set komme for et år siden da jeg skrev indlægget, omend at jeg var ved at være klar…

Men hvordan er det så nu. Med de ti punkter fra sidste år?
Altså ….
1. Michael er klart blevet gladere for vores boligsituation, og det smitter af på os allesammen.
2+3. Haven er genial, børnene er meget mere ude end inde, uanset vejr og det kan virkelig noget.
4.Vi har slet ikke et bryggers, men hele vasketøjscirkusset er langt mindre invaderende og fylder ikke hele vores køkken længere.
5. Jeg har stadigvæk ikke fået et kørekort. Så jeg går lige videre til næste punkt….
6. Vi har ingen kælder, og indtil videre er de eneste ubudne gæster vi har haft været mus i annekset og en enkelt i vores køkken en sommeraften.
7.Klart mindre larm og bræk og pis. Selv i festugerne heroppe.
8. Manden. Igen. Meget gladere, og mere afslappet.
9. Uma har endnu ikke fået et legehus, men tilgengæld en sandkasse som hun elsker. Det var noget af det første vi byggede, og heldigvis for det, for begge piger bruger flere timer i den om ugen.
10. Huset var her, og selvom det vi bor i nu, ikke var dét, jeg nævner i indlægget, kunne jeg også se mig her og det kan jeg heldigvis stadigvæk.
11… Ja, der sneg sig endnu en grund ind, nemlig at tanken ikke skræmte mig længere. Det gør den heller ikke nu. Selvom savnet til København nogle dage kan overskygge all of the above.