Noget om enlige forældre, min hjertesag og Forælder fonden …

For nogle uger siden besøgte jeg nogle fuldstændigt vidunderlige kvinder på Frederiksberg. Smukke, sjove, seje mødre, der bor i et af Forælder fondens kollegiehuse.
Hvad det er, kommer jeg tilbage til, men først bliver jeg nødt til at sætte nogle ord på, hvordan jeg har det med enlige forældre. Mødre, fædre, mennesker der er alene med deres børn. Jeg har selv været der. Med et knust hjerte og kaos oveni hovedet.Jeg overlevede det, selvom der var perioder, særligt i starten, hvor jeg kunne komme i tvivl om min egen styrke og mit eget værd. Som mor, som menneske, som mig.
Én ting var det følelsesmæssige i det, noget andet var det praktiske. Hvordan gør man? Kan jeg?
Jeg blev alene allerede inden jeg blev mor, med en baby i maven og ingen anelse om, hvor jeg skulle bo, hvor jeg skulle hen, hvad der skulle ske. Jeg troede, noget naivt skulle det vise sig, at der selvfølgelig var hjælp at finde for sådan en som mig – Et velfungerende menneske i en svær situation. Det fandt jeg ret hurtigt ud af ikke helt var tilfældet. Jeg var simpelthen FOR velfungerende, FOR privilegeret … Til at hente hjælp hos kommunen, som var dem jeg først talte med. De kunne ikke hjælpe med min boligsituation, men henviste til forskellige lejeforeninger og til boligbutikken. Boligbutikken kunne måske få mig ind i en 2-værelses i Mjølnerparken, men ellers var der lange udsigter. Så der stod jeg. Med et barn i maven og hjertet i tusind stykker raslende rundt nede i skoene og kunne måske få en lejlighed i et boligbyggeri på ydre Nørrebro. Måske.
Jeg sagde pænt tak for hjælpen, men nej tak, og tog sagen i egen hånd. Sad i ugevis klar på DBA og købte mig fattig i logins til diverse boligsider. Så et par håndfulde lejligheder sammen med resten af København, og fik afslag på afslag – Lige indtil en udlejer kontaktede mig. Jeg havde været en af seks ansøgere … Jeg kunne overtage i juni, små tre måneder inden min termin. En lillebitte, alt for dyr lejlighed i et byggeri af beton, hvor jeg på ingen måde kunne forestille mig at bo. Ikke selv, og slet ikke med en baby. Men. Jeg kunne jo ikke tillade mig at være kræsen eller krævende, tænkte jeg. Var det ikke forkælet at vælge noget fra? Det konstaterede jeg med mig selv og slog til! Det blev jeg nødt til.
Alt føltes forkert, og efter jeg havde takket ja, låste jeg mig inde på et toilet på min arbejdsplads og græd i ti minutter. Dernæst ringede jeg til min mor. Hun og min stedfar havde tilbudt at betale indskud, når det en dag lykkedes at finde noget og det var jo så nu. Min mor kunne godt høre det på mig. At det her slet ikke var det rigtige, at al mavefornemmelse var off, og der gik da heller ikke længe inden at udlejer skrev en sms om at pengene skulle falde samme dag. Inden 12.
Min mor sagde, og jeg husker det ret præcist: “Vi låner dig ikke pengene til det indskud. Det vil vi simpelthen ikke.” Mit hjerte sank, men jeg vidste godt, hvor hun ville hen.
Lang historie kort, mit privilegierede og velfungerende bagland gjorde at mine forældre tog et lån i deres lejlighed og købte et hjem til mig og Otto i min mave. I maj 2009 rykkede jeg fra lejligheden på Vesterbrogade (som Michael i øvrigt havde insisteret på, at jeg skulle blive i, men det havde jeg hverken råd og slet ikke lyst til) og få hundrede meter væk, til Valdemarsgade. Her boede Otto og jeg i knap fem år, og jeg får stadigvæk sommerfugle i maven, når jeg går forbi. Det løste sig for mig på den fineste måde. Fordi jeg var og er heldig at have et netværk og et bagland, der på det tidspunkt stod i en situation, hvor de kunne og ville hjælpe mig. Jeg var og er taknemmelig, men jeg var også flov. Flov over ikke at kunne klare det selv. Flov over at stå i den situation. Træt af at blive gjort til offer. At blive ynket og set ned på. Meget af alt det foregik uden tvivl i mit hoved. Men det var der og det var forfærdeligt.

Jeg har tit tænkt på, hvad jeg skulle have gjort, hvis mine forældre ikke havde kunne hjælpe og løfte som de gjorde. Hvor var jeg gået hen, hvad havde jeg gjort? Jeg håber at noget har ændret sig siden dengang, men jeg er i tvivl efter hvad jeg kan se i min indbakke og høre, når jeg støder på kvinder (og mænd) i tilsvarende situationer.

Indtil for et par måneder siden havde jeg aldrig hørt om Forælder Fonden. Det har jeg nu og derfor vælger jeg at dele det med jer. Måske har du eller en du kender brug for at kende til deres eksistens. De kan hjælpe. Med rådgivning, med svar på de fleste spørgsmål og faktisk også med bolig, hvis man er studerende. De har i alt tre kollegiehuse, et af dem er den fineste villa på Frederiksberg, og det var der, jeg var på besøg. Der er lejligheder, der er fællesskab, sammenhold og varme – Og det var helt umuligt ikke at blive ramt af en følelse af solidaritet og kærlighed, power, respekt og også en form for lettelse når man træder ind. Jeg ved jo godt, at der ikke er tale om sørgelige stakler, tværtimod, men jeg kan huske, at jeg selv var bange for, at det var det jeg blev stemplet som. En stakkel. Enlige mødre er alt andet end det. I know. Men det var en kæmpe fornøjelse at få det bekræftet. Igen.

Forælder fonden gør en kæmpe forskel og jeg håber, at I vil skrive jer det bag øret, anbefale alle at kigge forbi deres hjemmeside, sprede ordet og måske endda give et lille bidrag. Jeg har selv besluttet mig for at indbetale et fast beløb hver måned. Det kan jeg nu, og jeg håber at det kan gøre en forskel for dem, der står eller kommer til at stå der, hvor jeg selv var – Og ikke mindst dem, der ender ud i en endnu værre situation. Det går til et godt formål, til nogle gode mennesker og nogle vidunderlige børn.
Læs mere HER.

23 replies
  1. kirstine
    kirstine says:

    jeg ved at mange har sagt det før, men du har simpelthen en helt særlig evne til at skrive på en helt utrolig bevægende måde.

    Svar
  2. Karen
    Karen says:

    Åh Cecilie! (Ja, jeg synes vi er på fornavn) Det er sådan noget som det her, der gør dig til en af de bedste bloggere på markedet. Du bruger din platform til at se udover dine egne privilegier og hjælpe andre. Fandme sejt og godt skrevet!
    Det minder mig om dengang, jeg begyndte at følge dig, fordi dit liv lignede mit fuldstændig. Jeg kendte ingen andre, der stod alene med et spædbarn og et knust hjerte, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gribe mit nye liv an og håndtere andres medlidenhed. Jeg var ikke nogen stakkel og mit barns far var ikke noget dumt svin. Men vi var to voksne, der ikke kunne finde ud af at være voksne sammen. Præcis som jer. Og jeg stod alene med en baby i København langt væk fra min familie.
    Din søn er lidt ældre end min datter og du er lidt yngre end mig, og på mange mange punkter ligner vi slet ikke hinanden, men jeg kunne i den periode spejle mig mere i dig end i mange andre i mit velfungerende bagland. Og jeg havde brug for at se andre, der klarede det uden at være stakler. Så hvis jeg havde kendt til Forældre Fonden dengang… nej, jeg tror ikke, jeg havde haft modet til at opsøge dem, men hvis jeg havde set at du gjorde det… så turde jeg nok også.
    I dag er jeg også et helt andet sted i mit liv, lige som du er, men du skal vide at du gjorde en kæmpe forskel for mig dengang for 7 år siden.

    Svar
  3. Lotte
    Lotte says:

    Kære Cecilie. Det der – det er simpelthen så fint et skriv !!! Hjertevarmt, i øjenhøjde – og lyser af ægte omsorg og ønske om ægte hjælp. Den Kierkegaardske slags, hvor man allerførst skal sætte sig i stedet hos den, der har hjælp behov.

    Så fint !!!

    Svar
  4. Astrid Marie
    Astrid Marie says:

    Hvor er det bare et betænksomt og hjertevarmt indlæg. Jeg arbejder på Jægerspris Slot, hvor ForælderFonden også har en afdeling for enlige forældre under uddannelse, nemlig Dannerkollegiet. Det er en fryd at gå på arbejde, se og møde forældrene og deres børn, som har fundet et rart sted at bo i meget smukke omgivelser. Håber virkelig at alle vil støtte det fantastiske arbejde, som bliver udført ved ForælderFonden/Dannerkollegiet!

    Svar
  5. JanniChristiane
    JanniChristiane says:

    Smadder fint, vigtigt og velskrevet indlæg. Er selv opvokset med min enlige mor, og selvom det har været komplekst af flere grunde, så klarede hun den, med de ressourcer hun havde og blev givet.
    Vigtigt at der findes et sted, hvor man kan få hjælp, når kommunen desværre ikke har muligheden. Tak for at dele det.

    Svar
  6. Mette
    Mette says:

    Hvis man kan leve med at flytte længere nordpå end Nordvest 😉 så har Danner et skønt kollegie for enlige mødre ved slottet i Jægerspris.

    Svar
  7. Karoline
    Karoline says:

    Som min navnesøster skrev, blev jeg også virkelig rørt over det her indlæg. Så varmt og omsorgsfuldt kan man gøre reklame! Så fint. Håber du får den allerbedste weekend 🙂 Kh

    Svar
  8. Sara
    Sara says:

    Sådan nogle indlæg som det her, gør mig varmt om hjertet og giver mig troen på menneskeheden en lille smule tilbage. Hvor er det bare fint. ❤️

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *