Kabalen gik op!

I dag var en af de dage, hvor jeg var forpustet på forhånd over alt det der skulle klappe, og som potentielt kunne gå galt på flere tænkelige måde.

Jeg var alene med alle tre børn og skulle aflevere de to af dem, og nå til to møder inden alle tre skulle hentes i rimelig tid, og følge den ene til gymnastik og dernæst have alle tre med til fødselsdagsfest på skolen, der først sluttede efter pigernes sengetid, uden at miste besindelsen (og et barn) undervejs. Og ved I hvad? I fucking did it. Alt spillede, (næsten) uden sved på panden. Godt nok var der et enkelt flip eller to, hvilket var forventeligt med en threenager i selskabet. Men vi gjorde det. Nåede det hele, og fik alle hjem og på hovedet i seng. De ældste sover, mens den yngste vælter rundt (det er hendes nye ting – At smadre rundt i sengen for at holde sig selv vågen), jeg forsøger at ignorere hende, mens jeg sender tanker til roséen i køleskabet og cigaretterne i skuffen.

Jeg ved godt, at ovenstående er hverdag for mange, og for andre sikkert ikke lyder af noget særligt, men jeg føler lidt, at jeg har vundet et forhindringsløb – Jeg var seriøst presset over om vi ville nå det hele, eller om jeg ville skulle skuffe nogen undervejs, eller blive den sure mor, som jeg desværre ret nemt kan finde frem, når jeg er presset, men hun stak kun lige næsen frem en enkelt gang og i det hele taget faldt alt i hak og det føles virkelig godt.

Og nu er der faktisk ved at være ro i tremmesengen, så jeg tør godt liste mig ud.

Skål til alle forældre derude. Og til jer andre også.

10 replies
  1. Astrid
    Astrid says:

    Jeg har det på nøjagtig samme måde hver torsdag når min mand sejler og jeg et alene med tre unger på 6 år, 4 år og 7 mdr. Når alle under 150 cm har fået aftensmad, er badet, har fortalt (laaaaaaaange) historier fra BH/skole, er kommet godt i seng, der er læst godnathistorie, lavet madpakker, lagt tøj sammen osv osv osv,som alt sammen er helt normal hverdag føler jeg stadig, at *nogen* burde stå klar med en medalje og en high five til mig. Så! Godt gået, klap dig selv på skulderen! Og skål!

    Svar
  2. Helle
    Helle says:

    Du er sej 💪🏻 Og må altså simpelthen sige at jeg elsker dine små skriv, så enkelt og så stadig så fint formuleret – ren nydelse ❤️

    Svar
  3. Marianne
    Marianne says:

    Det er SÅ godt gået!!! Alle der har tre børn (og helt sikkert også andre) ved at det med at være 3 mod 1 sgu lidt er et forhindringsløb (og dem, der siger at de ikke synes det, tror jeg lyver :-)). Rosé er SÅ fortjent – det er fandme ikke “bare”!
    Kærlige tanker fra en mor til tre, der i går præsterede at få to vrangvillige 4 årige til fodbold, hjem igen, afspist og kørt ældstenmanden på 9 til svømning. Næsten uden meltdowns (fra moderen – ungerne klarede det ikke helt uden). Fejrede gerningen med at falde i søvn på sofaen kl. 21.30 🙂

    Svar
  4. Lina
    Lina says:

    Kæmpe high five! Det er så sindssygt sejt gået. Jeg bliver tit helt svedt over bare at være alene hjemme med to unger :-/ du må have en meget høj stresstærskel. Kæmpe high five og kæmpe inspiration!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *