Hvad nu hvis… Irrationel dødsangst.

Døden har egentlig aldrig skræmt mig, eller været noget jeg har brugt meget energi på at dvæle over. Inden jeg fik børn. Nu er det anderledes. Jeg tror ikke der går et døgn, hvor jeg ikke er bange for at dø fra mine børn.

Det er en voldsom tanke, og jeg har faktisk heller aldrig sagt det højt . Ordene har jeg til gengæld skrevet ned mange gange, men aldrig turde udgive. Det er jo ikke rationelt, og i virkeligheden fuldstændigt nytteløst at bruge sin energi på, at føle den afmagt, den sorg og den angst de tanker frembringer. Det er noget af det værste jeg kan forestille mig, selvfølgelig, men alligevel noget af det jeg bekymrer mig mest om – Hvilket bare kommer ovenpå alle de andre irrationelle tanker sådan et voksenliv og forældreskab kan byde på.

Jeg ved jo godt, at risikoen er lille, at det gør mere skade end gavn at tænke sådan, og at den energi jeg bruger på det, er bedre tjent et andet sted. I know. Jeg er et velfungerende fornuftigt menneske, men jeg har ingen kontrol over det, når mørket falder på. Jeg kan vågne med et sæt midt om natten og som det første tænke, at jeg måske bliver alvorligt syg, at jeg måske dør snart, og alt imens de skrækkelige scenarier pisker rundt bag pandelapperne, fortæller en anden stemme mig -Fornuftens stemme, at jeg skal stoppe. Stoooop. Selvfølgelig sker alle de ting ikke, selvfølgelig er der ingen grund til at være bange, selvfølgelig kommer de tanker ikke af en grund, udover frygt. Irrationel, men helt almindelig frygt. For at miste, for at svigte, for at såre. Men det sidder i mig ofte og længe.

I nat skete det igen.
Men i stedet for at lægge låg på, begrave det og lade som ingenting, skriver jeg om det. Måske i et forsøg på at bearbejde det, måske for at forhåbentlig føle mig mere normal, måske for at høre om jeg er den eneste, eller om andre har haft succes med at blive fri for det. Den irrationelle dødsangst.

22 replies
  1. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Du er ikke alene ❤️
    Jeg har prøvet traumeterapi og body-SDS inden for det seneste år. Det har virkelig rykket noget i mig. Meget mere end nogen psykolog nogensinde har gjort (in case du har prøvet det uden det store resultat 😉)

    De to behandlere forklarede, at traumer kan sætte sig i kroppen som spændinger, og at de kan blive der, indtil vi får løsnet op for dem. Et traume kan fx være at blive forladt eller blive syg, det kan også være hvis ens partner bliver syg. Det kan være en traumatisk fødsel, der stadig spøger. Det kan også være en frygt for, at man ikke kan nære sit barn, hvis fx amningen ikke lykkes… Nu slynger jeg bare de ting ud, som jeg tænker, kan være triggere hos dig 😉
    Traumeterapi er lidt alternativt, men det formår at gøre angsten håndgribelig – så man bedre kan slippe den. Body-SDS er mere kropslig, men alligevel anderledes end fx massage osv… Jeg ved ikke, hvad det er, de kan. Men det er magisk 😍
    Jeg kan anbefale Hanne fra http://www.kropshuset.com på Frederiksberg 🙂

    Svar
  2. Anne
    Anne says:

    Jeg tror desværre nogle gange den irrationelle dødsangst følger med, når man elsker så højt. Jeg har aldrig været bange for at dø som sådan – selvfølgelig ikke noget jeg havde lyst til, men heller ikke noget der optog mig.
    Men så blev jeg forelsket for 3 år siden i ham der nu er min mand. Og jeg elsker ham så meget, at jeg slet ikke kan holde tanken ud om “til døden os skiller.” Jeg var aldrig bange for at flyve før, eller for terrorangreb, eller skyderier på Nørrebro – og jeg siger heller ikke til nogen, at jeg er nu – men jeg kan blive bange helt ind i knoglerne ved tanken. For jeg kan ikke holde ud, at jeg så ikke ville se ham igen.
    Jeg prøver at vende det til, at det er prisen for at elske nogen så højt – at elske så højt, så det næsten gør helt ondt indeni.

    Svar
  3. Simone
    Simone says:

    Jeg har ikke børn, så jeg oplever ikke den angst. Men jeg har katastrofetanker, som plejede at kunne opsluge mig fuldstændig. Med tiden er jeg blevet bedre til at håndtere dem, men nogle ting kan stadig trigge mig. Eks hvis jeg ikke kan få fat på folk i længere tid (eks 2 timer). Så fortæller min hjerne mig, at der må være sket dem noget frygteligt og så kører diverse scenarier for mit indre. Det er dødubehageligt.

    Svar
  4. Anna
    Anna says:

    Kender det alt for godt, og dejligt du sætter ord på. Det er også først blevet et issue for mig efter jeg har fået børn. Kunne det mon være en ide til jeres fantastiske podcast – altså at give det noget taletid?

    Svar
  5. Hønsemor Lassen
    Hønsemor Lassen says:

    Sjovt. Jeg sad netop og mærkede efter i mit hjerte, om jeg mon kunne mærke noget farligt, da jeg tilfældigvis i samme sekunder faldt over denne blog. At læse den fik mig til at stoppe op og vende tankerne lidt om og være nærværende i de ting, jeg laver lige nu (sidder ved en feberramt lille trold). Jeg går hos en kognitiv psykolog og forsøger at skabe nogle nye tankebaner, der kan fungere som alternativer til katastrofetankerne, når dødsangsten kommer snigende om aftenen.

    Svar
  6. Ida
    Ida says:

    Kære Snegl, du er bestemt ikke alene <3
    Jeg kender det ALT for godt. Lige pludselig løber mine tanker afsted med alle mulige og umulige katastrofetanker. Jeg kan virkelig bruge enormt meget energi på at være bange… Angst.

    Jeg har altid bekymret mig meget og frygtet en masse ting. Også som barn. Så det er nok udspringet af det.
    Men, jeg tænker først og fremmest, at det handler om kærlighed til de mennesker jeg har omkring mig. Den enorme kærlighed jeg har til dem = angsten for at miste.

    Jeg vil dog virkelig (!) gerne blive bedre til at slippe tankerne, for de gør jo hverken fra eller til.

    (Så lige en kommentar, der foreslog, at det måske kunne tages op i jeres (fantastiske!!!) podcast – hvis det en dag “passer ind”, ville jeg elske at høre mere om det.)

    Svar
  7. Louise
    Louise says:

    Jeg har det præcis som dig. Da jeg fik børn, fik jeg også dødsangst. Heldigvis kan den manes til jorden med sund fornuft og lidt ekstra børnenus og kys.

    Svar
  8. K
    K says:

    Puha kender det… kan ligge og begynde at græde midt om natten fordi jeg kommer til at tænke på at folk omkring mig dør. Har virkelig en angst om at miste mine forældre, børnenes mormor/morfar. Puuuha. Eller at miste min mand.
    Man burde virkelig have en stopknap! Gad vide om mænd også får sådanne tanker…

    Svar
  9. Anne
    Anne says:

    Jeg er jo ikke glad for du har det sådan, men hvor sætter jeg stor pris på, at du deler.
    Jeg kender det godt.
    Min søn blev født 5 uger for tidligt og jeg så ham ikke de første 22 timer, jeg tror det startede et eller andet hos mig…
    Det er altid rart at vide man ikke er alene. Så føles det ikke så unormalt.
    Jeg håber du finder en måde at bearbejde det på.

    Svar
  10. Julie
    Julie says:

    Jeg har også katastrofetanker, som har udviklet sig til sygdomsangst. I dag er jeg dog “tilbage” på katastrofetanke-niveauet, og har sjældent decideret angst.
    Ind til videre omhandler det mere min datter på 12 uger. Jeg ser for mig, at jeg får tabt hende eller falder på trappen, når jeg bærer hende. Er sikker på, at jeg også vil få dødsangst tanker, når hun bliver lidt større og vil forstå det, hvis hun mister mig.
    Jeg er også typen, der går i panik, hvis folk ikke tager telefonen eller er 10 min. forsinket til en aftale.

    Jeg er begyndt at prøve at skubbe tankerne væk på en venlig og bestemt måde. Og minde mig selv om, hvad den virkelige realitet er her og nu. Det har hjulpet meget, men jeg ville stadig ønske, at tankerne slet ikke dukkede op.

    Svar
  11. Lene
    Lene says:

    Åhh du er bestemt ikke alene. Har altid været en meget brekymret type. Men efter jeg blev mor for to år siden, er frygten for at der skal ske mig selv noget, eller endnu værre at miste min søn, kommet til at fylde virkelig meget. Specielt tankerne om at miste vores søn kommer snigende stort set daglig. Hvordan skulle jeg kunne leve videre uden ham!? Hvordan vil hans liv blive uden mig som mor, hvis jeg pludselig ikke er her mere? Alle de slags tanker.. Hvis jeg i forvejen har en dårlig dag, kan tankerne løbe helt af med mig. Har også jævnligt mareridt om at der sker ham noget alvorligt. Ærgerligt det skal fylde så meget, men tænker ligesom andre skriver, at det handler om den eneorme kærlighed man har til dem omkring sig, og i særdeleshed sine børn.

    Svar
  12. Louise
    Louise says:

    Jeg tror angst og dødsangst kommer af noget. Hver gang. Måske at man er stresset – eller 100 andre ting. Jeg er psykolog og arbejder med det til daglig. Jeg vil til enhver tid anbefale at man går til psykolog og får det undersøgt…

    Svar
  13. Sarah
    Sarah says:

    Dødsangst er ikke irrationel. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan den fylder. Men at være angst for at dø er jo en del af det at være menneske. Det sørgelige er, at døden er enormt tabubelagt i Danmark, fordi vi ikke ønsker at se døden som en del af livet, men kun som noget, der kommer efter, og som vi derfor skal lukke øjnene for. For mig er dét irrationelt. Døden – og angsten, for den sags skyld (den kære Kierkegaard har kloge ting at sige om emnet) – er en stor del af vores virkelighed, og angst er ikke i sig selv negativ, den hjælper os jo i forskellige situationer, vi har bare vænnet os til at tale om angst på én måde i Danmark, ofte i forbindelse med lidelser som depression. Jeg tror, det kunne gøre meget godt for mange mennesker, hvis vi begynder at se på de ting som grundvilkår, som vi deler med hinanden og giver plads i vores liv, så det ikke er noget altoverskyggende farligt, der til enhver tid skal undertrykkes. På den måde vil man kunne give plads til de gode sider af angsten og andre stemninger såsom bekymring, og dermed lade den negative angst fylde mindre. For mig at se har vi brug for at lære at skelne, og vi har brug for at give døden en meget større plads og stoppe med at lukke øjnene for, at den er en del af livet. Af respekt over for os selv, hinanden og de afdøde, som vi savner, men som vi kan give liv og stemme gennem os, der endnu lever.

    Svar
  14. Lene
    Lene says:

    Jeg tror det er meget normalt, når man har ansvar for små mennesker. Jeg havde det selv da mine børn var små, jeg brød mig heller ikke om at gå ude om aftenen når det var mørkt. Før jeg fik børn, var jeg ikke bange på den måde og nu hvor de er voksne, er det væk igen. Så der er lys forude og du er helt normal, sådan er det at være ansvarsfulde forældre.

    Svar
  15. Anonym
    Anonym says:

    Jeg var engang til et foredrag med en psykolog fra Kræftens Bekæmpelse. Han fortalte om sine samtaler med dødsyge mennesker. Han havde mange pointer, men et af dem var, at mennesker ikke er bange for at dø, de er kede af, at de ikke skal leve mere. Døden kan vi ikke gøre noget ved, vi ved ikke noget om den, men vi kan leve, mens vi er her. Det håber jeg, du kan bruge og tage ind. KhJ

    Svar
  16. Sebrina
    Sebrina says:

    jeg kan få nogle lignende tanker, men heldigvis meget sjældent om aftenen/natten. Men det er oftest når jeg kører i bil, at tankerne kan køre afsted. Enten omhandler det mine forældre, hvis de nu bliver alvorligt syge eller pludseligt dør. Eller også omhandler det mig selv og hvis jeg skulle blive dødeligt syg, hvordan jeg skal huske at få skrevet et brev til mine børn og få fortalt min mand og veninder hvad der er vigtigt for mig, at de skal give og lære mine børn. Og så sidder jeg dér i bilen og tuder. Og så får jeg stoppet mig selv og sat noget højt musik på, og så får jeg stoppet det spor. Hvis jeg har tankemylder om aftenen og ikke kan falde i søvn, så sætter jeg podcast på (så tak for Voksen ABC iøvrigt!) eller lydbog på og så stopper mit mylder og jeg falder i søvn. Det virker hver gang. I aftes omhandlede det min søns overbid… om når han skulle tabe sine mælketænder og få rigtige store tænder, hvordan det så ville blive, og ville han blive drillet!? WTF!?!? Har aldrig tænkt dårligt om hans overbid, men pludselig fik jeg den tanke. Så åndssvagt og noget jeg er helt flov over at bruge tankekrudt på.
    Så… du er, som du nok allerede nu ved, ikke den eneste med diverse katastrofetanker 🙂

    Svar
  17. Caroline
    Caroline says:

    Hej Sneglcille,
    Jeg kender alt for godt til frygten for at dø fra mine børn. Det har fyldt meget i perioder og jeg har brugt uhørt meget energi og tankevirksomhed på det. Helt konkret, har det for mig hjulpet, at tilgå det praktisk. Det lyder måske morbidt, men jeg har lavet testamente, skrevet hemmelige breve til mine børn og tegnet to livsforsikringer. Helt konkret beroliger det mig at vide, at skulle lynet slå ned, er der styr på tingene økonomisk og juridisk. Måske det også kan gøre en forskel hos dig.

    Svar
  18. Hej
    Hej says:

    Dem har jeg også – de er tanker. Det er så irrationelt, men de kommer også rigtig tit. Før jeg fik børn, tænkte jeg aldrig på døren, men nu 3 børn senere, får jeg de her katastrofe tanker flere gange i uge . Typisk hvis jeg skal køre i bil på motorvejen, uden børn. Flyve eller andre ‘risiko’ fyldte ting. Så bliver jeg bange for at dø fra børnene. At de så skal vokse op uden en mor. Det er for mig der værste et barn kan opleve. Værre end hvis en far dør. Ved godt det er fejt at skrive – men sådan har jeg det altså.

    Svar
  19. Didde
    Didde says:

    Jeg kender også til angstfølelsen. Den opstod da jeg fik min dreng, og jeg har den hver dag, tror jeg. For mig at se er problemet, at vi er blevet fortalt, at vi ikke må have de følelser..som om det ikke har en plads i ‘det gode liv’. Hvis man har dem skal man straks gøre noget ved dem. Gennem en psykolog, noget mindfulness, en selvhjælpsbog osv. Men det er jo en del af livet. Som forældre føler vi angst, fordi vi elsker. Sådan er det.

    Svar
  20. Kia
    Kia says:

    Jeg kender det også godt. Jeg har ikke engang børn endnu, men mistede min moar for halvanden år siden som 29- årig, og hun mistede sin egen mor som 21-årig af samme kræftform, så det er svært at kontrollere frygten, og jeg må indrømme at det har mindsket min lyst til at få børn en smule, fordi jeg er så bange for at det sker igen. 🙁

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *