Et gammelt glemt sår
Der er kun 14 timer til jeg skal afsted hjemmefra og mod lufthavnen. Alle tre børn sover og har gjort det i en times tid, måske to. Jeg har endnu ikke forladt soveværelset, hvor de alle tre ligger, i et forsøg på at suge det sidste ud af vores sidste aften sammen i en uge. Hele dagen har jeg været tvær, ked af det og tungsindig. I formiddags slog det mig, at det stikker dybere end bare forskuds-savn. Følelsen magen til den i dag har jeg nemlig haft mange mange mange (!) gange før. Det var engang en fast følelse hver anden onsdag (skrev meget om den forbandede omsdag engang – HER for eksempel) . Skiftedagen. Når Otto skulle hjem til Michael. De fleste morgener nåede jeg kun lige ned til min cykel efter at have afleveret ham i børnehave inden tårerne flød over og knuden i maven for alvor tog fat. En dårlig samvittighed krydret med savn og irritation over en virkelighed ingen af os havde valgt.
Tak. I dag er det skiftedag hos os og tomhedsfornemmelsen er altid så voldsom på de dage, hvor børnene skal afleveres. Jeg får det også altid bedre dagen efter, men tanken om min grædende datter som ikke vil afsted, giver så forbandet dårlig samvittighed og giver mig lyst til, at putte hende ned i min lomme, hvor hun kan være for evigt.
Og delebørn ikke mindst 😊 det var bestemt heller ikke altid sjovt at vokse op med følelsen af altid at skulle undvære og savne den ene forælder.
Det gør så ondt at sige farvel. Jeg har ikke delebørn, men de gange jeg har været nødt til at være væk i flere dage, har det været så svært i dagene op til. Men prøver at indhente kærlighed ‘på forskud’. Kan slet ikke forestille mig at skulle gøre det regelmæssigt. Av.
En ordentlig mavepuster til te-pausen på arbejde. Dén virkelighed starter for alvor fra næste måned, når jeg flytter. Jeg glæder mig til at flytte væk fra den utro mand, hans bebrejdelser, kritik grænsende til ondskabsfuldheder og jeg-har-altid-ret-attitude. Men han er også, til andre tider, en dejlig mand og har været min fortrolige og bedste ven i over 15 år. Jeg vil ikke være bitter – og her er du en stor inspiration, Cecilie!
Lige nu “øver vi os” på at dele ugerne – og ungerne. Og der var grødet stemme fra den yngste her til morgen, fordi det nu igen var far, der skulle følge i skole, og ikke mig. Om bare to uger, så er jeg der slet ikke om morgenen. Eller også er far der ikke.
Fuck
Åh! Av av, kære M. Den gik lige i maven ❤️ Alt godt til dig og jer.
Takk for at du setter ord på den vanskelige følelsen, jeg kjenner meg så godt igjen, har en gutt på 12 som skal sendes til far annenhver onsdag.. Klem fra en norsk leser 🙂