3 år som nogens kone

Der er kun lige en lille time tilbage af den. Af vores bryllupsdag. Det er tre år siden, at vi sagde ja til hinanden på Københavns rådhus foran vores familie og venner. Tre år er gået, fløjet faktisk. Hvedebrødsdagene er long gone, og vi har nået mere på de tre år end man normalt gør i et årti. En graviditet, en fødsel og dermed også et barn mere, to flytninger, et huskøb, opstart af virksomheder, og alt det imellem. Hverdage, lykkeglimt, sygdomsforløb, hårde tider, gode tider, daglig drift.

Jeg troede egentlig, vi ville være den slags par, der var gode til at gå ud sammen, være kærester, gå på dates, holde gang i romantikken på den måde. Ligesom inden vi fik pigerne. Det er vi ikke. Slet ikke. Det kan tælles lynhurtigt, hvor mange gange vi har været ude sammen bare os to de seneste år… Én gang. To, hvis man tæller den date med vi var på kort inden Loulous ankomst.

Vores dag i dag har vi tilbragt hver for sig, faktisk har vi kun set hinanden ganske kort – En flygtig High five da Michael kom hjem fra arbejde, inden jeg skulle gå. Og da jeg kom hjem, sov han, med alle børnene i vores seng.

Jeg er ellers ret glad for mærkedage og jeg kan virkelig godt lide lige at markere den slags med en fejring. Bare en middag, et glas vin, en date. Men omvendt er det et ret godt billede på vores forhold og vores liv sammen – at lade være. Tiden går til børnene, til arbejde, til socialisering. Og når jeg ser det skrevet ned, undrer det mig, at det ikke går mig mere på. Men det gør det ikke. Jeg er stadigvæk sikker. Sikker på ham, på mig og på os, og det bliver vel næsten ikke mere romantisk end det. Desuden tror jeg vi begge er ret bevidste om, at det nok skal komme. Tiden til de der dates, til kærestetiden, men at vi lige nu prioriterer familielivet, børnene og hverdagen højest.

Det allerbedste ved lige netop det er, at vi finder kærlighed og gnist i andre ting. Hverdagsromantikken. De små ting. Og at vi stadigvæk efter 12 år, tre som mand og kone, har det der ekstra, som også viser sig i den trivielle hverdag.

Vi er gode sammen, bedre som tiden går, og vi elsker hinanden, hold nu kæft, hvor jeg elsker ham. Men vi er på grund af vores historik nok også meget bevidste om, at vi vælger hinanden til hver eneste dag. Vi ved at vi sagtens kan leve uden hinanden, men at vi ikke har lyst til det. En date, en markering af dagen i dag havde været virkelig fint, men slet ikke nødvendig og det kan jeg virkelig godt lide. Det gør mig rolig og glad.

Tre år. Vi tager mindst tre mere …

7 replies
  1. JanniChristiane
    JanniChristiane says:

    Åh, et dejligt indlæg og gode refleksioner over netop ægteskab og parforhold.
    Tillykke med bryllupsdagen i går, under alle omstændigheder. Håber I får muligheden for at fejre. Måske til næste år?

    Svar
  2. www.mettem.dk
    www.mettem.dk says:

    Så fint indlæg. Jeg har selv lige skrevet lidt om den der tosomhed. For vi er bare os to nu, og jeg synes, det er svært at forestille mig andet. Men det giver lidt ro at se, man på den måde kan trives i det uden nødvendigvis at forstå det selv. Totalt hatten af til dig og jer. I gør det godt!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *