I øvrigt

  • er jeg faktisk blevet utroligt cool omkring edderkopper og er gået fra slet ikke at kunne tænke på en uden at græde, til at kunne være i rum med op til flere… Lige indtil det blev husedderkop-sæson, hvilket det åbenbart er nu. Skriiiiig! Jeg er slet ikke cool. Slet ikke.
  • Føler jeg ikke helt at Danmark har taget pumpkin Spice til sig. Endnu? I USA kan du både få det i din kaffe, i en cupcake og som en skønhedsbehandling. Pumpkin Spice spa treatment. No shit.
  • Har jeg ikke helt fået vendt mit jet lag, og bruger al energien i nattetimerne på at være praktisk og produktiv (og på at se Modern family og Project Catwalk)…
  • Har jeg besluttet mig for at starte op hos Lotte Arndal igen. Det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.
  • Nævnte jeg for kort tid siden, hvor gode Loulou og Uma er blevet til at lege (og skændes) med hinanden – det er eskaleret helt vildt siden og jeg kan næsten ikke være i det. SÅ sødt!
  • Voksne mennesker, der siger “kilomet”?! Stop.
  • Ser jeg sjældent nyheder længere, og hvis det ikke var for Jonatan Spang og Tæt på sandheden, samt netaviser (og facebook), ville jeg intet ane om, hvad der skete ude i verden.
  • Er jeg dog helt opdateret på Ex on The Beach og Jersey shore.
  • Har jeg muligvis lovet min familie, at vi skal have en hund til foråret.
  • Føler jeg, at jeg skal sige noget om Kim Larsen. Jeg er lige så knust som resten af landet og ønsker hans familie alt godt. Heldigvis lever musikken videre. Soundtracket til hele min, og sikkert også din, barndom. Og nu også vores børn. Fandme smukt!
  • Har jeg skrevet ‘kanelsneglmidte’ i mine i øvrigt-noter og sidenhen glemt, hvor jeg ville hen med det ord. Måske bare at det er lækkert?
  • Har jeg nu lyst til glasur og tænker det er mit que til at smutte i seng…

Shopping: STRIK

INDEHOLDER REKLAMELINKS (Markeret med *)

Jeg er en sommerpige. Ingen tvivl om det. MEN jeg elsker efterårsmode.Det er faktisk nok min favorit årstid- Beklædningsmæssigt. Frakker, støvler, lag på lag, huer, striktrøjer… Yes!
Sidstnævnte er noget, som jeg særligt i de sidste par år har dyrket en del. Lækre striktrøjer i forskellige farver og længder. En strik skal helst være med til at løfte ens outfit og look fremfor at drukne det, og så skal det være varmt og helst ikke alt for kunstigt. Jeg hopper indimellem i akryl-fælden, hvilket der også skal være plads til, men jeg forsøger at begrænse det. For mit hår og min kropstemperaturs skyld 😀

Jeg har samlet nogle af de striktrøjer jeg går og flirter med for tiden, samt en af mine favoritter, som jeg overvejer at købe flere af …

Denne bor jeg i pt. Den er varm, blød og virkelig pæn. Jeg elsker at den er oversized, og at den passer til både bukser og kjole. Jeg overvejer at bestille en ekstra som backup. 560,- koster den hos & Other Stories* (Obs: jeg har modtaget den i gave)

Blød blød bløøød cashmere i den perfekte farve. Jeg glæder mig helt vildt at få den hjem. Jeg vil bruge den til grå jeans og ankelstøvler … 799,- lige HER*

Godt nok er der lidt mere akryl i denne her i forhold til, hvad jeg plejer at gå efter, men den indeholder også uld, og jeg er tilpas vild med den til at tage chancen. Den koster 340,- HER*

Jeg er på jagt efter en hvid oversized strik med høj hals, som jeg vil bruge over kjoler. Denne her er indtil videre bedste bud. 450,. HER*

Ret vild med denne cardigan, der findes i flere farver. Jeg hælder mest til denne brune/rust-farvede eller den grå. Pæn! 200,- HER*

Tynd uldmix med laaaange ærmer. Yes please. Perfekt under en chemise eller en t-shirt. Eller med en blonde bh under. 399,- HER*

Egentlig er jeg ikke så vild med denne her block-tendens, der ses flere steder, men lige her spiller det for mig. Mohairmix i sort, hvid og grå til 499,- HER*

Hvad nu hvis… Irrationel dødsangst.

Døden har egentlig aldrig skræmt mig, eller været noget jeg har brugt meget energi på at dvæle over. Inden jeg fik børn. Nu er det anderledes. Jeg tror ikke der går et døgn, hvor jeg ikke er bange for at dø fra mine børn.

Det er en voldsom tanke, og jeg har faktisk heller aldrig sagt det højt . Ordene har jeg til gengæld skrevet ned mange gange, men aldrig turde udgive. Det er jo ikke rationelt, og i virkeligheden fuldstændigt nytteløst at bruge sin energi på, at føle den afmagt, den sorg og den angst de tanker frembringer. Det er noget af det værste jeg kan forestille mig, selvfølgelig, men alligevel noget af det jeg bekymrer mig mest om – Hvilket bare kommer ovenpå alle de andre irrationelle tanker sådan et voksenliv og forældreskab kan byde på.

Jeg ved jo godt, at risikoen er lille, at det gør mere skade end gavn at tænke sådan, og at den energi jeg bruger på det, er bedre tjent et andet sted. I know. Jeg er et velfungerende fornuftigt menneske, men jeg har ingen kontrol over det, når mørket falder på. Jeg kan vågne med et sæt midt om natten og som det første tænke, at jeg måske bliver alvorligt syg, at jeg måske dør snart, og alt imens de skrækkelige scenarier pisker rundt bag pandelapperne, fortæller en anden stemme mig -Fornuftens stemme, at jeg skal stoppe. Stoooop. Selvfølgelig sker alle de ting ikke, selvfølgelig er der ingen grund til at være bange, selvfølgelig kommer de tanker ikke af en grund, udover frygt. Irrationel, men helt almindelig frygt. For at miste, for at svigte, for at såre. Men det sidder i mig ofte og længe.

I nat skete det igen.
Men i stedet for at lægge låg på, begrave det og lade som ingenting, skriver jeg om det. Måske i et forsøg på at bearbejde det, måske for at forhåbentlig føle mig mere normal, måske for at høre om jeg er den eneste, eller om andre har haft succes med at blive fri for det. Den irrationelle dødsangst.

Hjemme.

Hjemme igen!

Og lysvågen. Klokken er 02 et eller andet om natten og jeg har sovet i et par timer, men ligger nu lysvågen på tredje time. Jeg forsøgte ihærdigt at falde i søvn igen den første time, men har nu givet op. Starter forfra om lidt og satser på, at få lidt mere søvn i banken, inden mine piger vågner om en håndfuld timer.

… Og der faldt jeg så åbenbart i søvn igen.

Ganske rigtigt vågnede de mindste ved seks tiden, hvor de kravlede rundt ovenpå mig i en times tid, inden vi stod op til kaffe, havregryn, madpakker og gulvvarme.

Det er så vanvittigt dejligt at være hjemme igen. Men også mærkeligt. Seks dage er forsvundet op i ballade, blinkende lygter, alkohol og oplevelser, og nu er jeg hjemme igen. Jeg ved godt, hvor jeg føler mig mest hjemme, ingen tvivl om det, men jeg skal også lige falde til igen. I børn, madpakker, regninger, blæsevejr og to do-lister. Kontrasten er til at mærke, men så snart at den værste jet lag har lagt sig, bliver det sikkert nemmere at falde tilbage i alt det gode gamle.
Flere af jer har spurgt ind til hvornår programmet som vi optog i Vegas udkommer. Det bliver engang i november, og jeg lover at sige til så snart jeg ved mere. Tak fordi I har været så søde til at støtte op om det, både her og på instagram. Jeg føler mig som verdens heldigste og håber ikke det er sidste gang jeg skal lave fjernsyn.

NU kalder endnu en kop kaffe, en ordentlig stak praktiske gøremål og indkøb. Hej liv!

God dag <3

Pip fra Vegas

Det er tredje morgen i Las Vegas og jeg tror at den værste jet lag har lagt sig. Jeg er tilgengæld ved at være ret mættet af indtryk efter to pakkede dage. Holdet vi er afsted med er fuldstændigt fantastiske, virkelig. Alle er søde og behagelige og skide sjove, og det føles lidt som at være på lejrskole, voksen-lejrskole. Vegas er skør, og i virkeligheden slet ikke mig. Det larmer, blinker og alt er crazy, men jeg forsøger at tage det hele ind, uden at tabe hovedet. Dog vågnede jeg i et underligt humør, sikkert som et resultat af henholdsvis førnævnte craziness, lange dage, tidsforskel og savn. Et savn der for alvor mærkes i dag, på tredjedagen.

Jeg håber at jeg kan lægge det lidt til side, det skæve humør og få det bedste ud af de sidste to dage, inden turen går hjem.

Det er ikke meget tid jeg har til overs imellem optagelser og transport, og når jeg har, bruger jeg den til at lade op, for ikke at blive mere bims end højest nødvendigt. Så jeg forestiller mig, at I først hører fra mig igen når jeg er hjemme igen. Men følg gerne med på Instagram, hvis I har lyst. Det her er virkelig en oplevelse for livet, og jeg er så glad for og overvældet over at være her. Vegas, for fanden.

Et gammelt glemt sår

Der er kun 14 timer til jeg skal afsted hjemmefra og mod lufthavnen. Alle tre børn sover og har gjort det i en times tid, måske to. Jeg har endnu ikke forladt soveværelset, hvor de alle tre ligger, i et forsøg på at suge det sidste ud af vores sidste aften sammen i en uge. Hele dagen har jeg været tvær, ked af det og tungsindig. I formiddags slog det mig, at det stikker dybere end bare forskuds-savn. Følelsen magen til den i dag har jeg nemlig haft mange mange mange (!) gange før. Det var engang en fast følelse hver anden onsdag (skrev meget om den forbandede omsdag engang – HER for eksempel) . Skiftedagen. Når Otto skulle hjem til Michael. De fleste morgener nåede jeg kun lige ned til min cykel efter at have afleveret ham i børnehave inden tårerne flød over og knuden i maven for alvor tog fat. En dårlig samvittighed krydret med savn og irritation over en virkelighed ingen af os havde valgt.

Situationen i dag er jo helt anderledes, men følelsen den samme og netop den erkendelse rev op i noget jeg næsten havde glemt.
Dengang blev det bedre allerede om torsdagen og jeg lærte at give en anelse mere slip og kunne fint være i savnet og det unaturlige fravær indtil han var hjemme i min favn igen om mandagen. Men onsdagene blev aldrig nemme. Jeg havde glemt dem indtil i dag. Et helt andet liv, men mit og en vigtig del af det på godt og ondt.
Deleforældre, I er så mega seje.
Glem aldrig det.

I øvrigt

  • Drømte jeg om kold dåsecola den anden nat og har haft lyst til det lige siden. Det kan tælles på en hånd hvor ofte jeg drikker sodavand på et år, så det er faktisk nærmest sensationelt
  • Har jeg måtte blokere intet mindre end tre profiler på Instagram den sidste uge og slette en håndfuld kommentarer her fra domænet. Folk er på krigsstien og jeg mistænker sæsonskiftet. Efteråret bringer røvhullet frem i folk (ad, for en klam sætning).
  • Har jeg til gengæld også hylet en del over hvor mange absurd søde mennesker, der i kontrast til ovenstående følger med. Kommentarerne til det her indlæg, opbakningen om Bye Bye baby, bifaldene til mine reklame-indlæg (som har hobet sig lidt op efter en sommerferie uden), og i det hele taget virkelig meget god stemning. Det tager broden af røvhullerne. Tak!
  • Var jeg gæst i en af mine yndlingspodcasts i weekenden (Dårligdommerne), men var fuldstændigt ved siden af mig selv og frygter lidt for resultatet.
  • Har MM afsløret en af de ting vi skal opleve i Vegas, og det er noget af det værste jeg kan forestille mig. Virkelig.
  • Er Landmand søger kærlighed tilbageeeee! Og Gift ved første blik, og snart bagedysten! Ahmen!
  • Var jeg i dag på besøg i en anden yndlingspodcast, nemlig ‘Fjernsyn for mig’ og tale om to af de førnævnte programmer.
  • Rejser jeg på onsdag og selvom jeg glæder mig helt tosset meget, er jeg også helt dårlig over at rejse fra børnene.
  • Har jeg i løbet af den sidste måneds tid anskaffet mig hele tre stykker lilla tøj, efter at have hadet farven i årevis.
  • Glemte jeg min computer ude i regnen i dag, og jeg har ikke turde tænde den siden.
  • Tænker jeg ret tit på om folk er stoppet med at drikke White russians. Og om fondue stadigvæk er noget man gør sig i.
  • Bør jeg sove. Men jeg er presset. Over hvor meget vores hus flyder, over meget jeg savner Michael, der har arbejdet 12 timers dage de sidste par uger, og over alt det jeg skal nå, men ikke når.

En pause hver dag?





Reklame for Merrild

Hvis du følger med på Instagram (@sneglcille), har du nok bemærket at jeg på alle hverdage i hele sidste uge skulle holde en kaffepause hver eneste dag. Nemt nok, tænker man måske. Men det var i mit tilfælde ikke nemt overhovedet. En ting var at finde et kvarter imellem børn, arbejde og ærinder. Noget andet var, at skulle lave ingenting. SLet ingenting i det kvarter pausen helst skulle vare. Jeg syntes jo egentlig, at jeg i forvejen havde godt styr på de der pauser i løbet af dagen. Bortset fra at jeg i de “pauser” besvarer mails, vasker tøj eller taler i telefon, og det er vel reelt set ikke en pause, bare fordi der er kaffe og jeg måske sidder ned samtidigt?!

Det viste sig i hvert fald at være en udfordring at skulle lave ingenting 15 minutter hver dag i fem dage. Den første dag i udfordringen, gik det da også nemt. Solen skinnede, mine møder var korte og jeg nåede hjem allerede klokken to, og havde rent faktisk en halv times ekstratid, 30 minutter som jeg normalt ville prioriterer at bruge på at få styr på nogle af mine for det meste mange løse tråde – Arbejde, praktiske hjemmeting, indkøb … Jeg holdte en pause i min have, i solen, med kaffe og intet andet. Skide godt!

Resten af ugen gik ikke helt så nemt. Dagen efter blev det ikke til et kvarter, for mine børn var hjemme, og da jeg forlod stuen for at sætte mig på trappen i mit køkken med den kop Merrild instant jeg havde lavet på et øjeblik, gik der ikke længe inden det første barn kom trippende, og så det næste. Men det blev da til et par minutter.

Sådan fortsatte det de resterende dage. Den ene dag måtte jeg tage kaffen med og sætte mig på en bænk tæt på Børnehaven og holde min pause, for at få det hele til at gå op. Og fredag, den sidste dag, valgte jeg simpelthen at holde pausen sammen med mine børn med en tegnefilm.
Mine yndlingspauser i løbet af ugen blev den første i haven, og den sidste med tegnefilm og små trætte fredagskrøllede børn.

Jeg vil ikke lade som om at jeg kommer til at holde pauser hver dag fra nu af, for det ville ærlig talt stresse mere, end gøre gavn, MEN jeg har tænkt meget over, at det skal prioriteres oftere og at min dag ikke nødvendigvis gå i tusind stykker af at sætte mig ned, fremfor at piske rundt og fylde vaskemaskiner, smører madder eller noget tredje. Det kan noget at sætte sig ned med en kop kaffe og smage på den, fremfor bare at hælde den ned mens man forsøger at løse hverdagskabalen med den anden hånd – De kopper kaffe kan også noget og jeg ville ikke kunne fungere uden, men de andre skal der også være plads til, det bliver jeg faktisk nødt til engang imellem.

Jeg håber, at du også husker pauserne en gang imellem, ellers er hermed en opfordring fra mig. Gør det lige.

I anledning af slutningen på denne her challenge som jeg sammen med min kollega og veninde Cana Buttenschøn (som I selvfølgelig følger!) har været igennem den sidste uge, har vi hver især fået lov til at uddele en masse kaffe til en af jer. Nemlig et års forbrug af Merrild instant. Merrild smider også et rigtig fint tæppe med til vinderen, det kan I se ovre hos Cana, mit eget døde desværre i en forfærdelig acetoneulykke.
For at deltage i konkurrencen skal du smide en kommentar herunder, meget gerne noget om dit eget forhold til pauser og/eller til kaffe. Jeg trækker en vinder om en uge, mandag d. 24. september. 2018

OBS: Præmien har en værdi af 900,- Læs Merrilds konkurrencebetingelser HER




Den næsten magiske concealer

Jeg nævnte, at jeg havde købt en ny concealer i sidste uges I øvrigt-indlæg, og den er I flere der har spurgt ind til siden. Og det forstår jeg godt, for jeg ved hvor sindssygt svært det er, at finde en god concealer – Og den slags er selvfølgelig også individuelt, og hvad der virker for mig, er måske ikke god til dig, men altså … Nu har jeg brugt den omtalte concealer i en uges tid, og kan konstatere, at den fortjener et helt indlæg. Hold nu lige kæft, den er for vild. Jeg har prøvet de fleste på markedet og har flere favoritter (og kan også fraråde en hel del) både i den billige ende og den lidt mere pebrede, og dem vil jeg også meget gerne fortælle mere om, hvis der er stemning for det – men jeg bliver nødt til at sige, at denne her tager prisen for den bedste jeg har prøvet. Ever.
Den er drøj i brug, den dækker alt, og bedst af alt, den holder hele dagen og sætter sig ikke og hygger sig i rynker og folder og poser og hvad man ellers har under øjnene.

Prisen er høj, men der er også en del mere i end mine andre concealere og så skal man bruge meget lidt, så på den måde går det sikkert op i sidste ende – Og nårh ja, den kan åbenbart også trylle.
Det er denne her:

Den koster altså svimlende 620,- HER (dette er et reklamelink, så hvis du køber via det, får jeg et lillebitte cut) Jeg har den i farve nummer 4. Men jeg forstår virkelig godt, hvis I lige vil ned i en Matas eller en Maga og røre lidt ved den inden I hiver dankortet frem.

Noget om enlige forældre, min hjertesag og Forælder fonden …

For nogle uger siden besøgte jeg nogle fuldstændigt vidunderlige kvinder på Frederiksberg. Smukke, sjove, seje mødre, der bor i et af Forælder fondens kollegiehuse.
Hvad det er, kommer jeg tilbage til, men først bliver jeg nødt til at sætte nogle ord på, hvordan jeg har det med enlige forældre. Mødre, fædre, mennesker der er alene med deres børn. Jeg har selv været der. Med et knust hjerte og kaos oveni hovedet.Jeg overlevede det, selvom der var perioder, særligt i starten, hvor jeg kunne komme i tvivl om min egen styrke og mit eget værd. Som mor, som menneske, som mig.
Én ting var det følelsesmæssige i det, noget andet var det praktiske. Hvordan gør man? Kan jeg?
Jeg blev alene allerede inden jeg blev mor, med en baby i maven og ingen anelse om, hvor jeg skulle bo, hvor jeg skulle hen, hvad der skulle ske. Jeg troede, noget naivt skulle det vise sig, at der selvfølgelig var hjælp at finde for sådan en som mig – Et velfungerende menneske i en svær situation. Det fandt jeg ret hurtigt ud af ikke helt var tilfældet. Jeg var simpelthen FOR velfungerende, FOR privilegeret … Til at hente hjælp hos kommunen, som var dem jeg først talte med. De kunne ikke hjælpe med min boligsituation, men henviste til forskellige lejeforeninger og til boligbutikken. Boligbutikken kunne måske få mig ind i en 2-værelses i Mjølnerparken, men ellers var der lange udsigter. Så der stod jeg. Med et barn i maven og hjertet i tusind stykker raslende rundt nede i skoene og kunne måske få en lejlighed i et boligbyggeri på ydre Nørrebro. Måske.
Jeg sagde pænt tak for hjælpen, men nej tak, og tog sagen i egen hånd. Sad i ugevis klar på DBA og købte mig fattig i logins til diverse boligsider. Så et par håndfulde lejligheder sammen med resten af København, og fik afslag på afslag – Lige indtil en udlejer kontaktede mig. Jeg havde været en af seks ansøgere … Jeg kunne overtage i juni, små tre måneder inden min termin. En lillebitte, alt for dyr lejlighed i et byggeri af beton, hvor jeg på ingen måde kunne forestille mig at bo. Ikke selv, og slet ikke med en baby. Men. Jeg kunne jo ikke tillade mig at være kræsen eller krævende, tænkte jeg. Var det ikke forkælet at vælge noget fra? Det konstaterede jeg med mig selv og slog til! Det blev jeg nødt til.
Alt føltes forkert, og efter jeg havde takket ja, låste jeg mig inde på et toilet på min arbejdsplads og græd i ti minutter. Dernæst ringede jeg til min mor. Hun og min stedfar havde tilbudt at betale indskud, når det en dag lykkedes at finde noget og det var jo så nu. Min mor kunne godt høre det på mig. At det her slet ikke var det rigtige, at al mavefornemmelse var off, og der gik da heller ikke længe inden at udlejer skrev en sms om at pengene skulle falde samme dag. Inden 12.
Min mor sagde, og jeg husker det ret præcist: “Vi låner dig ikke pengene til det indskud. Det vil vi simpelthen ikke.” Mit hjerte sank, men jeg vidste godt, hvor hun ville hen.
Lang historie kort, mit privilegierede og velfungerende bagland gjorde at mine forældre tog et lån i deres lejlighed og købte et hjem til mig og Otto i min mave. I maj 2009 rykkede jeg fra lejligheden på Vesterbrogade (som Michael i øvrigt havde insisteret på, at jeg skulle blive i, men det havde jeg hverken råd og slet ikke lyst til) og få hundrede meter væk, til Valdemarsgade. Her boede Otto og jeg i knap fem år, og jeg får stadigvæk sommerfugle i maven, når jeg går forbi. Det løste sig for mig på den fineste måde. Fordi jeg var og er heldig at have et netværk og et bagland, der på det tidspunkt stod i en situation, hvor de kunne og ville hjælpe mig. Jeg var og er taknemmelig, men jeg var også flov. Flov over ikke at kunne klare det selv. Flov over at stå i den situation. Træt af at blive gjort til offer. At blive ynket og set ned på. Meget af alt det foregik uden tvivl i mit hoved. Men det var der og det var forfærdeligt.

Jeg har tit tænkt på, hvad jeg skulle have gjort, hvis mine forældre ikke havde kunne hjælpe og løfte som de gjorde. Hvor var jeg gået hen, hvad havde jeg gjort? Jeg håber at noget har ændret sig siden dengang, men jeg er i tvivl efter hvad jeg kan se i min indbakke og høre, når jeg støder på kvinder (og mænd) i tilsvarende situationer.

Indtil for et par måneder siden havde jeg aldrig hørt om Forælder Fonden. Det har jeg nu og derfor vælger jeg at dele det med jer. Måske har du eller en du kender brug for at kende til deres eksistens. De kan hjælpe. Med rådgivning, med svar på de fleste spørgsmål og faktisk også med bolig, hvis man er studerende. De har i alt tre kollegiehuse, et af dem er den fineste villa på Frederiksberg, og det var der, jeg var på besøg. Der er lejligheder, der er fællesskab, sammenhold og varme – Og det var helt umuligt ikke at blive ramt af en følelse af solidaritet og kærlighed, power, respekt og også en form for lettelse når man træder ind. Jeg ved jo godt, at der ikke er tale om sørgelige stakler, tværtimod, men jeg kan huske, at jeg selv var bange for, at det var det jeg blev stemplet som. En stakkel. Enlige mødre er alt andet end det. I know. Men det var en kæmpe fornøjelse at få det bekræftet. Igen.

Forælder fonden gør en kæmpe forskel og jeg håber, at I vil skrive jer det bag øret, anbefale alle at kigge forbi deres hjemmeside, sprede ordet og måske endda give et lille bidrag. Jeg har selv besluttet mig for at indbetale et fast beløb hver måned. Det kan jeg nu, og jeg håber at det kan gøre en forskel for dem, der står eller kommer til at stå der, hvor jeg selv var – Og ikke mindst dem, der ender ud i en endnu værre situation. Det går til et godt formål, til nogle gode mennesker og nogle vidunderlige børn.
Læs mere HER.