Voksen

Det er et emne jeg berører ret ofte – Voksenlivet. Hell, jeg har en podcast, der handler om det. Og jeg synes virkelig det er interessant.
Hvornår er man voksen? Hvad indebærer det?

Jeg elsker at være voksen, og hviler ret godt i min alder – Også selvom jeg måske synes at mine 20ere gik liiiidt stærkt, og godt lidt kan savne dem, eller bare ønske at jeg havde omfavnet dem lidt mere – og allerede nu et par år inde i mine 30ere kan jeg godt mærke, at det nok også kommer til at gå tjept.
Voksenlivet er fedt, helt vildt fedt, synes jeg. Men der er alligevel ting, som jeg vist har gået og ventet på ville komme, og andet der ville ophøre, i en barnlig forventning af hvad en rigtig voksen kan og gør og bør.

For eksempel er der det der med at tale i telefon. Jeg. Hader. Det. Mand! Det er blevet bedre, helt sikkert, men jeg kan knap nok holde ud at bestille en pizza eller ringe til lægen – Og når jeg skal ordne mere “voksne” ting som at tale med banken, med skat, eller diverse forsyningsselskab, bliver jeg næsten fysisk dårlig. Gudskelov er jeg gift med en mand, der foretrækker at tale i telefon, så det er blevet hans primære bord og jeg tager mig af mails og den slags.

Dernæst ved jeg ikke om det bare er mig, men jeg er på renden af et nervesammenbrud hver gang jeg får besked om at der ligger post til mig i min e-boks. Lidt som når man ser en politibil og med det samme bliver bekymret for om man har gjort noget forkert, og opfører sig underlig akavet i et forsøg på at virke normal og lovlydig – Det kan ikke kun være mig? Og jeg har altså aldrig gjort noget tilnærmelsesvis kriminelt, så det giver ingen mening.

Derudover kan jeg nogle gange blive nærmest barnligt irritabel, hvis jeg ikke kan komme med til en fest. Jeg elsker en god fest, og hvis det ikke var for børn og ansvar var jeg nok ude hver weekend. Det er ikke fordi at jeg sidder og surmuler hver eneste weekend, men hvis der er en fest eller et arrangement jeg ikke kan deltage i, så har jeg samme følelse i krop og sind som da jeg var teenager og ikke måtte deltage.

Oprydning og rengøring. Jeg giiiider ikke og kan ikke finde ud af det. Jeg har prøvet at indføre rengøringsdage. Det holder lige præcis i et par uger, og så skrider det. Jeg er vokset op med to ordensmennesker og søndagsrengøring, så måske er det mit lille oprør.

… Måske er det hele også en del af voksenlivet. Det man ikke var forberedt på, som  forventninger, der ikke indfries, sammen med dårlig samvittighed og banale bekymringer.

23 replies
  1. Mette
    Mette says:

    Jeg har det fuldstændig modsat med e-boksen! Jeg har altid en forventning om at det er noget vildt spændende der venter mig, bliver dog som oftest skuffet.. Men jeg får også lønsedler og sådan nogle rare ting i min e-boks, så forbi der det absolut ikke med noget skidt.
    Den med telefonopkaldene though – der har jeg det præcis ligesom dig! Det ER dog blevet bedre med alderen, men nok mest fordi jeg ikke kan undgå det på jobbet.. Føler mig så ikke-voksen når jeg skal ringe til nogen, eller bare besvare et ukendt opkald.

    Svar
  2. Laura
    Laura says:

    Ej ej ej.
    Jeg har det på PRÆCIS samme måde (36 år og det er vist at betegne som voksen).
    Fuldstændig.
    Hvor er det sjovt at du beskriver det som du gør.
    Telefoner – nej tak. Må jeg ikke please, pretty please blive fri?
    Fester – ja tak. FOMO og barnlig irritation når jeg modtager en invitation på en dag hvor jeg er booket i forvejen. Shit.
    Tak, jeg føler mig forstået i al min barnlighed 🙂

    kram

    Svar
  3. Rebekka
    Rebekka says:

    Det dér med telefoner – jeg har det på præcis samme måde! Jeg har efterhånden indset, at det bare er sådan det er. Jeg har siden, jeg var barn, været “bange” for at tage telefonen – altså da jeg var barn var jeg decideret bange, som voksen finder jeg det bare ubehageligt, og tager den ALDRIG ved ukendt nummer (…med mindre jeg søger jobs eller sådan noget).
    Jeg tror det hænger sammen med at være introvert. Jeg får også hjertebanken og koldsvedige hænder, når jeg f.eks. skal ringe til SKAT eller andre voksen-agtige steder. Jeg er meget mere en mail-pige 🙂

    Svar
    • Maiken
      Maiken says:

      Jeg er super social, men hader virkelig også at tale i telefon. Også med mine venner, så de ringer også sjældent og hvis de gør er det for at aftale, hvornår vi skal mødes fx.

      Svar
  4. Helene
    Helene says:

    Haha – jeg har det PRÆCIS på samme måde med e-boks! Jeg ved ikke, om jeg forestiller mig, at der ligger en besked om at huset skal på tvangsauktion, at vi skylder tre milliarder i SKAT, at jeg er udtaget til udredning for en meget sjælden sygdom eller et eller andet fuldstændig absurd…!? Jeg aner ikke, hvad det handler om. Men hvad er det, med den telefon? Kan du heller ikke lide at tale med veninder eller familie?

    Svar
  5. Marie
    Marie says:

    Jeg deler din telefonfobi. Jeg HADER det.
    Privat går det som regel nogenlunde, for synes efterhånden, at jeg kan ordne de fleste ting på nettet. Men på mit arbejde er jeg jo tvunget til at tage telefonen og nogle gange er der heller ikke en vej udenom at ringe.

    De eneste jeg sådan godt kan LIDE at ringe til er min mor, min bror og min mand.

    same same med alt det andet

    Svar
  6. L
    L says:

    Åh Gud, ja. Telefonsamtaler er det værste. Jeg kan finde på at undgå/udskyde det i sådan en grad, at det bliver til et problem til sidst, og det er minus voksent. Mine forældre, bror og kæreste kan jeg godt tale med, men alle andre undgår jeg pr. telefon. Så heldigt at sms/mail er opfundet.
    En anden ting jeg tænker er voksent, er at køre (godt) i bil. Jeg fik kørekort for over 10 år siden, og har kørt en del i USA. Men nu er jeg blevet rusten i det, og efter jeg har fået barn især, er jeg nærmest angst ifht. at køre. Jeg er SÅ bange for at køre galt, eller for at få sten kastet på forruden fra broer, og for at andre medtrafikanter bliver arrige på mig. Føler mig så uselvstændig over at det altid er kæresten, der skal køre, så må lige tage mig sammen!

    Svar
  7. S.
    S. says:

    Jeg er 41 og har det på samme måde… Venter på en voksen der har lyst til at…
    … gøre rent for mig
    … lue ukrudt i haven
    I øvrigt kører jeg altid lidt pænere når jeg ser en politibil, og har det som om jeg har gjort et og andet forkert når jeg ser en – og det med skat og banken det der – gør jeg sammen med manden, (og det er mest manden der gør det…) Jeg synes det er så besværligt…

    Svar
  8. Christina
    Christina says:

    Ihhh hvor er det skønt at vide, at jeg ikke er den eneste, der HADER at tale i telefon. Vi må starte en klub. Vi er pludselig mange, ser jeg 😂

    Svar
  9. Sofie
    Sofie says:

    Jeg har talt i tlf med en maler både i dag og i går, og jeg går rundt venter på, at verden begynder at klappe af mig.
    Jeg HADER også at tale i tlf.

    Svar
  10. Karoline
    Karoline says:

    Jeg forestiller mig, du heller ikke bryder dig om at få sms’er fra Voicemail med teksten: “Du har 1 ny talebesked…”. At aflytte telefonsvareren er noget af det mest angstprovokerende i min verden. Får altid følelsen af, at jeg har skuffet nogen/dummet mig/glemt noget, når folk indtaler beskeder. Ofte er det bare min bedstemor, der vil høre, hvordan jeg har det 🙄

    Svar
  11. Monica
    Monica says:

    Er over 40 og gider (stadig) hverken at tale i tlf el gøre rent.. Og oohh yes, de 30´ere fløj af sted – meget hurtigere end 20´erne, men er det ikke en slags regel, at tiden går hurtigere des ældre man bliver 🤔

    Svar
  12. Tanja
    Tanja says:

    Tak, bare tak, til alle jer der skriver, at I også hader at snakke i tlf. Min mand forstår mig slet ikke. Og jeg har nogle gange troet jeg var den eneste voksen, der havde det sådan.
    Jeg er lærer….

    Svar
  13. Lina - SelvSkabet.dk
    Lina - SelvSkabet.dk says:

    Wauw hvor er det vildt, at der er så mange, som hader telefon og e-boks. Jeg troede, jeg var den eneste i verden! Har aldrig mødt nogen, der kunne forstå det. Halleluja, jeg er ikke den eneste….:-D

    Svar
  14. Katrine Chor
    Katrine Chor says:

    Så sjovt den med telefonen, kan huske du har skrevet det tidligere, hvor der var mange der genkendte det, og jeg blev så glad og fløj ud til min kæreste og viste ham, at jeg ikke er den eneste der har det sådan 😀 han har altid syntes, at det var enormt underligt. Jeg kan heller ikke sidde stille, når jeg så endelig skal snakke i telefon, altså kun hvis det er min mor, far eller kæreste, altså nok folk jeg er fuldstændig trygge ved, ellers så skal jeg være i bevægelse rundt i huset. Det skal sgu da noget underligt noget 😉

    Svar
  15. lene
    lene says:

    Åhh TAK fordi der er andre end mig der hader telefoner og e-Boks. Den med e-Boks er helt klart blevet særlig slem efter at være blevet husejer. Puha noget så voksent som at modtage e-Boks beskeder fra banken og realkreditforeningen kan give mig totalt mavekramper. Virkelig fjollet, når man ved, at man betaler alting som man skal. Alligevel ligger der en lille frygt for en pludselig absurd stor ekstraregning, eller en melding om tvangsauktion 😱

    Svar
  16. Mette
    Mette says:

    Jeg tør heller ikke ringe til nogen! Og jeg er jobsøgende 😭 Men jeg er blevet enig med mig selv om at det giver et bedre indtryk at sende en virkelig velskrevet mail end at ringe og være akavet i telefonen 🙈 Fylder 30 om en måned…

    Svar
  17. Marianne
    Marianne says:

    Det at pendle mangler virkelig på listen! Da jeg var barn arbejdede mine forældre hhv. 7 og 12mim væk på cykel, og selv gik jeg i skole 500m fra vores hjem. Det var i den grad min verdensforståelse, at ‘sådan gør man’. Nu pendler jeg 35min hver vej i bil (medmindre der er kø……), og jeg HADER der lort!!!! Og 35min er jo vitterligt ikke engang slemt overhovedet. Og mit job er nice. Og alt muligt andet. Jeg hader det alligevel 😝

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *