Skildpadde? Eller måske bare en snegl.

Har jeg nogensinde fortalt jer om den terapeut jeg besøgte et par gange, da jeg var gravid med Otto og gennemgik nogle af de hårdeste måneder i mit liv? Hende der startede med at “beskylde” mig for at være for narrativ i min udlægning af “historien” som hun kaldte det, og som gentog sig selv i begge de konsultationer vi nåede at have, hvor hun beskrev Michaels og mit forhold som en klassisk blæksprutte/skildpadde opsætning. Hvor jeg som blæksprutten med mine lange fangearme fik Michael, skildpadden, til at søge ind i sit skjold. Jeg har på fornemmelsen at jeg har nævnt det tidligere, men grunden til at jeg nævner det igen, er at jeg faktisk føler mig ret skildpadde-agtig for tiden.

En skildpadde i et bassin fuld af blæksprutter der skubber mig rundt og får mig til at gemme mig i mit skjold og lukke øjnene, sådan at jeg nærmest bliver handlingslammet. Dermed ikke sagt at Michael er en blæksprutte, eller at nogen andre er det. Måske var det faktisk en virkelig lortet introduktion til det jeg forsøger at beskrive her, men nu er jeg jo gået igang, og sammenligningen ramte mig som et slags klarsyn i dag – Selvom jeg dengang i den situation, syntes det var noget vrøvl, eller i hvert fald syntes at terapeuten var lidt en klovn i sin tilgang – til min situation dengang.

Måske vil jeg faktisk hellere være en snegl i denne her analogi.

For at nå til pointen: Der sker en masse ting herude hos mig for tiden. Primært godt, men det kan også føles overvældende – Og kombineret med en masse beslutninger der skal træffes, både i forhold til byggeriet, livet og mit arbejde, er det en mundfuld. End større én end normalt. For normalt nyder jeg faktisk sådan et tempo og lader mig opløfte af det. Hvis altså jeg også får mine pauser.

For tiden flyder jeg bare lidt med, mens jeg stikker hovedet godt ind i det der skjold og håber at tingene sker af sig selv. News flash: They don’t! Forventningerne er måske for store. Jeg føler presset. Sikkert mest fra mig selv og jeg kan ligesom ikke møve mig ud af det. Bare det at skulle få styr på mit vasketøj føles uoverskueligt og jeg er fanget i en underlig spiral, hvor alt hober sig op og jeg bare kigger på indefra skjoldet og venter på det næste dask fra en tentakel.

Jeg kan ikke helt kende mig selv i det, og jeg vil gerne have det til at gå væk. Men på den anden side fortæller min fornuft (og mine mennesker) mig, at det giver mening at følelsen er der – ovenpå det sidste års kapløb med baby, flytning og projekter i øst og vest.

Som altid har det hjulpet at få sat ord på det, også selvom det tog udgangspunkt i noget så åndssvagt som et minde om et forløb, der ikke var rigtigt for mig, og ord om en skildpadde.

Jeg skal nok lige finde min plads. Igen. Og det tager åbenbart lidt tid. Snegl eller ej.

2 replies
  1. Louise S
    Louise S says:

    Det lyder da som verdens mest naturlige reaktion på alt det, der er sket i dit liv for nylig. Ikke at det hjælper på afmagten selvfølgelig. Men jeg håber, du kan give dig selv lov til at være i det og ikke have dårlig samvittighed over det. Det er ok ikke altid at kunne finde sin ja-hat, eller sig selv for den sags skyld. Begge dele dukker som regel op igen 🙂

    Svar
  2. sidsel
    sidsel says:

    Det lyder, ja, som en meget naturlig reaktion på alt det der er sket, og de mange bolde, strøet med lidt forventningspres fra det indre. Pas på dig selv! Og enig med Louise S ovenfor mht ikke altid at kunne finde ens ja-hat..eller én selv…. 😉 Fin formulering i øvrigt

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *