Nu er vi her

Med fare for at skrive et næsten identisk indlæg med et tidligere, spørger I fortsat ind til det, og derfor kommer her endnu et om skiftet fra Kbh til Hornbæk. Vores skift.

Det sidste års tid er mere eller mindre forsvundet mellem hænderne på os. SÅ meget er sket og jeg synes trods alt, at vi har været gode til at være i det frem for bare at jokke igennem det for fuld smadder, hvilket vi, særligt jeg, godt lidt kan komme til. “Videre, vi skal videre!”. Det har været en vild omgang, særligt det seneste halve år – med flytninger, renoveringsbonanza, nye omgivelser, skoleskift og indkøring i flere institutioner. Vi er stadigvæk midt i alt det, men det begynder at lette og vi begynder at falde til. Rigtigt. Det er svært at falde til et nyt sted, og det kan tage tid. Det vidste vi, det var vi forberedt på, og vi frygtede det nok også. Særligt på børnenes vegne. Sjovt nok er det dem, der er faldet hurtigst til og som lader til at have det allerbedst i vores nye omgivelser. Otto sagde i går til mig, at han nogle dage vågner med sommerfugle og varme i maven og bare glæder sig til dagen. Pigerne har særligt taget udelivet til sig og har begge to både permanente sår på knæene, beskidte negle, solbrune nakker og smil på læberne.
Jeg kniber mig selv i armen over hvor let det har været for dem og over hvor fjollet alle betænkelighederne og al frygten viste sig at være.
De er fans, så det er vi også.

Jeg er den der er faldet mindst til. Hvilket var forventet. Den gode overraskelse er, at jeg ikke hader det, og at det viser sig, at der er flere ting ved livet i hus på nordkysten, som jeg nu ikke føler jeg kan leve uden. Havet har især vundet mig. Godt nok bader jeg ikke i det, til stor forundring for mange, men jeg kigger på det, jeg får ro ved det, og jeg kan næsten ikke forestille mig ikke at kunne stikke fødderne i vandkanten dagligt. Roen og stilheden nyder jeg også langt mere end forventet. Godt nok bor vi på byens hovedgade og har både trafikstøj, en togbane tæt på og kan høre strandfesterne i weekenden, men i forhold til hvad vi kommer fra, er har bomstille, og det er ret lækkert. Afstanden til København er heller ikke så lang som jeg følte den var inden vi flyttede, og jeg nyder faktisk togturen frem og tilbage.

Men jeg savner København. Savner muligheden for spontanitet og dét at kunne kombinere mit familieliv med veninder, rødvin og høje sko uden den store planlægning. Savner at have alle muligheder rundt om hjørnet. Alt det jeg altid har taget for givet, men som jeg også altid har holdt af og altid har haft.

Engang imellem rammer savnet hårdt, og jeg bliver ked af det. Nogle gange bliver jeg frustreret over det ambivalente i den følelse, for jeg ville jo heller ikke undvære Hornbæk, vores hus, børnenes tydelige kærlighed hertil, havet … Men savnet er stort. Jeg vil gerne have det hele, og så alligevel ikke. Nogle gange dukker en lille led egoistisk stemme op og pipper noget med, at vi skulle være blevet i Kbh K. For MIN skyld. Og så bliver jeg flov. For selvom jeg savner det hele og engang imellem får kvalme over at det er et lukket kapitel, føles det vi har nu mere rigtigt for OS. Og jeg er ikke kun mig længere, jeg er os.

Nu er vi her og heldigvis for det.

13 replies
  1. Louise FB
    Louise FB says:

    Selvom du har sagt det før, så rammer indlægget komplet ned i det vi i min familie selv står i lige nu. Skal vi blive i Kbh, eller skal vi tage skiftet med dertilhørende skoleskift og alt det der. Det vil så være anden gang den ældste skifter skole, begge skoleskift vil så ikke være pga trivsel men pga bolig. Og den yngste vil blive taget ud af den 0. klasse, han lige er startet i. Men hvis man gerne vil have græs under tæerne, slippe for overboer/underboer og i vores tilfælde gerne have familien tættere på, så er det ikke en mulighed at blive i Kbh. Så tak! Vil dele indlægget med min mand, som er den der helst vil blive. Vi andre længes lidt mere efter luften, roen og haven. Tak.

    Svar
  2. Maja
    Maja says:

    Tak for en dejlig blog. 🙂
    Kender dine overvejelser og er selv flyttet fra KBH til Vedbæk.
    Måske skulle I have et sommerhus/-lejlighed i København på sigt? Mange køber jo sommerhus ude for byen for at græs under fødderne. Måske det modsatte ville virke for jer/dig. 🙂

    Svar
  3. ...
    ... says:

    Den følelse, du beskriver, er den følelse, jeg stadig har – næsten syv år efter vi flyttede fra Kbh til nordkysten (også ved vandet og ikke langt til Kbh). Savner stadig Kbh så ulideligt meget. Savner lejlighed i stedet for et hus, hvor der altid kan bruges penge og tid. Sådan helt ærligt tænker jeg nogle gange på, om det var dét værd. At flytte ud af byen. Selvom alle vores tre børn elsker hus, have og vand. Selvom de går på verdens dejligste friskole. Selvom de har gode, nære relationer. Og ja – selvfølgelig er det det værd. Selvfølgelig! Men… ærligt inde i hjertet er jeg gået på kompromis med mig selv i et omfang, der på tunge dage er svær at rumme. Kh og tanker

    Svar
  4. Line
    Line says:

    Jeg kunne have skrevet det her indlæg 🙈 Vi er også rykket fra Kbh til provinsen inden for det seneste år, og jeg har det på PRÆCIS samme måde…

    Svar
  5. Anja
    Anja says:

    Jeg er der også… Flyttet 35 væk fra Aarhus. Fra lejlighed til hus. Jeg SAVNER byen! Spontaniteten, at have noget at lave/opleve om aftenen og en hurtig kaffe med veninderne. MEN jeg elsner at have have, kunne lufte dyner udenfor, ingen underboer/overboer og alt det andet.

    Svar
  6. Anna
    Anna says:

    Åh hvor siger du det fint. Jeg har meget samme følelse, efter at have skifter Århus C ud med Samsø. Jeg savner mine venner og spontane øl/kaffe dates. Men børnene stortrives og livet er absolut mindre hektisk generelt.

    Svar
  7. Signe
    Signe says:

    Haha, kan altså ikke lade være med at trække på smilebåndet… hvis du synes, der er stille nu, så vent til vinter. SÅ skal du opleve stilhed! 😁 Og forresten, der er ikke noget at være flov over. Du skal også have lov at vænne dig, ikke? Og savne 💙

    Svar
  8. Sophie
    Sophie says:

    Tak for dit indlæg! Vi står på kanten til at rykke fra København til Fanø og selvom jeg ved, at jeg vil elske den ro, min lille familie vil få, så er jeg mildest talt angst for, hvor mange gange jeg vil få følelsen af hjemve og om den følelse vil vare ved.

    Skriv gerne mere 🙂

    Kh. Sophie

    Svar
  9. May
    May says:

    Når jeg ser dine stories får jeg lyst til at flytte asap! Men nu er vi gået fra at kigge på helårshus til sommerhus i Nordsjælland i stedet… for nu, i hvert fald. Indtil det rigtige dukker op. Det er fandme ikke nemt, mand! <3

    Svar
  10. Lou
    Lou says:

    Åh hvor du beskriver det så fint, og jeg har faktisk lidt ventet på et indlæg fra din hånd som dette 😉 Netop fordi jeg ikke kender nogen, som har gjort det vi gjorde for 2 år siden, så jeg sidder lidt alene med følelsen. Vi flyttede fra, for mit vedkommende, 15 år i Kbh, til Aalborg hvor vi begge kommer fra. Og hold op hvor jeg savner vores elskede Vesterbro. Det føles nærmest som en sorg og jeg misunder dem der kan bo derovre med børn og kaos og kærlighed på 80 kvm., men det kunne vi bare ikke. Vi tager så ofte som muligt til Kbh på ferier. Jeg elsker hver et øjeblik af det og jeg græder altid når vi tager ‘hjem’ igen. For os (eller i hvert fald min familie. Her har jeg det måske lidt som dig) er det helt rigtige, at vi har gjort Kbh (eller nærmere Vesterbro) til vores ferieby. Vi har god tid når vi nu er derovre, vi kan være sammen, drikke kaffe, mødes med venner og lege på alle legepladserne, netop fordi vi har fri og arbejdet ikke kalder. Jeg er begyndt at falde mere til her, og vi er også ved at få startet nogle gode venskaber op fra ny mødregruppe og forældre fra min ældste drengs børnehave. Men hold fast det er svært, det tager tid, det kræver overskud og det kræver mod men det er faktisk også ret sjovt. Min kæreste er gået med til en 5 års plan. Om 5 år sætter vi os ned, kigger hinanden dybt i øjnene og finder ud af om vi er det rigtige sted for os.

    Tak fordi du satte ord på!

    Svar
    • Jules
      Jules says:

      Lou! Jeg er dig for 2 år siden: flyttede fra Aalborg og har været 14 år i Kbh, importerede endnu et stk nordjyde, bolig på Istedgade, 2 børn og en stigende følelse af klaustrofobi – og et kæmpe ønske om at komme tættere på nogle bedsteforældre, så hverdagen ikke bliver så presset, som den er nu.
      Selvom jeg havde svoret at det aldrig ville ske, så sidder vi nu dagligt og kigger hinanden i øjnene og spørger os selv om vi kunne bo i Aalborg igen. Men ja, kender ingen, der har taget turen. Har så mange spørgsmål og tvivl.
      Vil det være totalt creeper-agtigt, hvis jeg må have lov til at høre mere om jeres erfaringer?
      Jeg er ør i hovedet af overvejelser og kan nu ikke google mig frem til flere svar:-)

      Svar
      • Lou
        Lou says:

        Hej Jules

        Nej hvor vildt – ja vores historier minder meget om hinanden. Selvfølgelig, spørg endelig. Jeg husker det så tydeligt, google var rødglødende det sidste år inden vi flyttede 😄 Skriv til mig på Louisefkp@gmail.com, så skal jeg nok fortælle om vores erfaringer ☺️

        Svar
  11. Frederikke
    Frederikke says:

    Jeg har også skrevet før. Jeg føler med dig. Men rart at det føles rigtigt samlet set, og mon en lille lejlighed i Kbh kunne komme i spil engang – så I også har et sted der, der er jeres hjem? Så får I det bedste af to verdener.
    Selvom det nok ikke er “fedt” at høre, så vender vi snuden tilbage til Kbh om et par måneder efter 5 år nordpå. Jeg kunne simpelthen ikke falde til. Men mon ikke det også kommer til at kræve en tilvænning at gå fra hus til lejlighed igen med over- og underboer, ingen have mm. Det er ikke nemt det der – og det er altså ok at savne det man havde og kendte så godt!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *