Træder lige ud af min comfortzone og ind i dit TV

Det er skørt, at jeg er et sted i mit liv, hvor noget af det mest grænseoverskridende jeg kan forestille mig, er at tage væk fra mine børn. Omvendt er jeg også der, hvor jeg nok har et behov for netop det. Ikke permanent, selvfølgelig. Men tanken om en sviptur, væk fra det hele – En uges tid uden ansvar, uden anden fokus end mig, er noget der både lyder som det bedste og værste på en gang. Ikke desto mindre er det præcis det jeg skal. Om under tre uger, hånd i hånd med to andre mødre, og nåhja, med et kamerahold i ryggen.

Jeg må ikke afsløre flere detaljer endnu, selvom jeg har skidemeget lyst til at fortælle jer det hele – omvendt har jeg heller ikke lyst til at vente med at løfte lidt på låget for det, for i næste uge starter optagelserne til det nye program som du på et eller andet tidspunkt kan se i dit fjernsyn, inklusiv det der grænseoverskridende lækre noget uden børn som jeg snart kan uddybe.

Jeg har aldrig prøvet at lave tv på den måde før, selvom jeg længe har haft lyst. Jeg er indimellem blevet spurgt om jeg ville deltage i forskellige ting, men ingen af de tilbud har tiltalt mig, før nu. Jeg glæder mig, jeg er skræmt, spændt, og fuldstændigt hæmmet i at tale, tænke og skrive om andet. Derfor dette indlæg, for at få en anelse afløb. Hoooly fuck, hvor jeg glæder mig til at fortælle og vise jer mere. Snart! Siger de. Snart.

Jeg håber I vil følge med.

Lydbøger jeg har hørt siden sidst + 30 dages Mofibo

REKLAME FOR MOFIBO


Der er intet nyt i at jeg bruger Mofibo en hel del, både selv og til mine børn. Men jeg er faktisk også begyndt at læse igen og det er SÅ fedt, men det er stadigvæk sparsomt, hvor meget det kan blive til. Til gengæld lytter jeg fortsat til bøger på livet løs, og mine børn gør det samme.

Siden jeg sidst fortalte jer om Mofibo, har jeg fået kværnet en del bøger i mine øregange. Dem her for eksempel:

Det er nok ikke svært at gætte, at jeg er helt pjattet med krimi. Også chick lit har jeg en stor svaghed for, og jeg er netop gået i gang med at lytte til Honeymoon i Paris af Jojo Moyes (hvis bøger jeg er ret glad for) …

Desuden er Otto og jeg begyndt at lytte til Harry Potter, der bliver oplæst af Jesper Christensen, som minder mig om min egen barndom.

Uma hører “Sjove og lyserøde Prinsessehistorier” så ofte hun får lov, og sammen hører børnene for tiden “Hodja fra Pjort”. Jeg har sagt det før, men det er simpelthen så genialt et koncept til børn, enten som underholdning når de tegner eller bygger lego, eller som en ekstra godnathistorie – Eller som substitut for den “rigtige” godnatlæsning, når jeg eller Michael er alene med dem og bliver nødt til at være hos Loulou under putningen.

Selv bruger jeg det en del på farten, men også herhjemme, istedet for at bruge alle stunder på mails, vasketøj og hængepartier. Jeg øver mig nemlig på at lave ingenting -Noget jeg ikke er så god til, men det hjælper når jeg kan smide en krimi i ørerne og lukke øjnene imens.

Få 30 dages gratis adgang (gælder kun nye brugere) med koden SNEGLCILLE18 lige HER

Glad(ere) onsdag

Hold lige kæft, hvor er jeg vild med, at man kan skrive et indlæg som det i går – Der både giver afløb, og ovenikøbet afføder virtuelle krammere, skulderklap, forståelse og tilbud om et lift en anden gang. Ni år med en blog og verdens bedste læsere, og alligevel tager det røven på mig. Tak.

Jeg er tilbage i et anstændigt humør i dag, og klar til resten af ugen, der byder på en masse arbejde, podcasting, en Confetti fødselsdag (med kæmpe tøjkrise, fuck) og så en tiltrængt fridag med mine børn på fredag. Ligesom de fleste andre kører jeg indimellem død i mit liv, i mit job, i min hverdag, men for tiden har jeg det helt modsat. Jeg synes min mand er ekstra lækker, mine børn sødere end normalt, mit job er skideskægt og Hornbæk viser sig fra en virkelig fornem side – På trods af det tarvelige vejr. Jeg forsøger at indkapsle det hele og putte det i lommen til næste bølge af modvind.

Senere i dag har jeg lydbogs-anbefalinger og en rabatkode til jer, indtil da må I have en vidunderlig onsdag !

 

Hidsig tirsdag

Jeg sidder på en togstation i regnvejr. Min kaffe står på mit køkkenbord hjemme i huset. Jeg nåede ikke mit tog. Jeg var så tæt på. Rørte ved døren-tæt på. Men nej.

Jeg koger indvendigt. Er så rasende. Og jeg ved ikke helt hvorfor. Om det er toget, regnen, mine grimme afskallede negle jeg ikke fik lakeret, som jeg havde planlagt (jeg fucking hader at have grimme negle, det er så usselt), manglen på kaffe, dårlig søvn #HejLoulou … Jeg ved det ikke. Sikkert en kombination. Muligvis krydret med noget hormonelt. Fucking PMS. Jeg har i hvert fald lyst til at græde. Men det gider jeg eddermame ikke.

Så jeg skriver.

Overordnet er jeg glad altid, uden de store udsving, men når jeg føler noget, så føler jeg det med 100 km/t. Når jeg er ked af det, bliver det ofte fysisk. Mavepine, hovedpine, kvalme. Når jeg er vred, er det med hele kroppen. Banken i tindingerne, røde ører, sammenbidte kæber og sitren. Når jeg er lykkelig, kilder det i hele ansigtet og øjnene slår gnistrer og bliver våde.

Og der skal sjældent så meget til …

Så nu sidder jeg under et halvtag på en station, i regnvejr, uden kaffe, med grimme negle, røde ører og spændte kæber…

Kom så tirsdag!

 

I øvrigt

  • Havde jeg virkelig glædet mig til den nye sæson af Orange is The new Black. Men efter tre afsnit er jeg gået i stå. Synes virkelig den er blevet kedelig. Øv. 
  • Kan det næppe komme bag på nogen, at der bliver spillet en del Malk de koijn herhjemme. Først for nylig er konsekvenserne af det gået op for mig, som når Otto skråler med på tekster som “Jeg æder røv og børster tænder i lort” … Ups.
  • Er noget af det jeg savner mest efter at være flyttet, ordentlig take away. Hornbæk er vidunderlig og det er ikke umuligt at opstøve noget rimelig mad, men jeg ville seriøst gøre meget for en Jagger og en Letz Sushi i nærheden.
  • Har jeg rodet rundt i min kalender for næste uge, og lige indset at den kabale jeg troede var gået op, nu er helt ude og skide.
  • Har jeg sagt ja til at deltage i et tv-program, og jeg er skræmt fra vid og sans over det og glæder mig på samme tid.
  • Er Otto begyndt at gå i skole selv! Og han har fået sin første telefon. Begge ting jeg havde svært ved at forestille mig for bare et halvt år siden.
  • Har jeg pinligt meget optur over æggesalat på knækbrød for tiden.
  • Aner jeg fortsat ikke hvad jeg skal have på til Confettis fødselsdag på torsdag. Fandt aldrig et suit, så er på kjolejagt. Igen.
  • Savner jeg fortsat hedebølgen og vil ikke helt acceptere at sommeren er ved at være slut, MEN jeg har dog nydt at kunne bruge mine støvler og jakker de sidste par dage.

Ni år som mor

I dag for ni år siden vågnede jeg ved 6 tiden med veer. 10 timers tid senere lå han i mine arme og kiggede mig direkte i øjnene.

For ni år siden i skrivende stund havde vi besøg af Rachel og hendes Michael og af mine forældre på en fødestue på Frederiksberg Hospital. Otto var vel fire timer gammel. Der var roligt på fødegangen, og vi havde fået lov til at blive på stuen med vores gæster, indtil der blev plads på barselsgangen. Vi drak champagne af hvide plastikkrus og sludrede. Jeg lå med Otto, der sov, i mine arme, og jeg var paf. Ænsede vist ikke helt hvad der blev sagt omkring os, eller hvad der var sket. Jeg lå der bare. Skræmt, stolt, glad, ked af det, lettet, adrenalinhøj, frustreret, overvældet, udmattet … Trist, lykkelig, i chok. Foruden at jeg lige var blevet mor, havde min nye virkelighed ramt mig for alvor. Altsammen noget jeg delte med jer en del år senere – HER.

Ni år senere, nu, ligger jeg i mit soveværelse sammen med Ottos søstre. Den ældste af de to sover, den anden ligger i sin tremmeseng og dimser rundt med et vaskemærke på hendes dyne. Jeg kan høre min ni årige underholde sine gæster i vores have med sine røverhistorier og sit gode humør.

Jeg har født tre mennesker og lært en masse af dem alle, er vokset med dem, har lært af dem, og mit hjerte er blevet større af hver deres ankomst.

Men. Jeg blev mor dengang for ni år siden, og det er det vigtigste og bedste jeg er. Tak Otto, fordi det var dig, der gav mig den rolle.

Tillykke med fødselsdagen.

Badeværelset er færdigt! (-ish)


REKLAME FOR BADARKITEKTEN / VVS MESTER

Jeg forstår det ikke engang helt selv. Men vi har simpelthen et badeværelse. Et der både fungerer og er flot. Der har været tidspunkter i det her forløb, hvor jeg helt oprigtigt ikke har kunne se en ende på det og nærmest forestillet mig, hvordan badeværelset ville være en af de ting, vi bare måtte undvære for good. Selve renoveringsdelen var en gigantisk mundfuld, og der har været så mange bump på vejen, mange flere end vi havde forestillet os da vi startede – Og jeg syntes vi var ret realistiske (læs: pessimistiske) da vi gik i gang. Foruden al det håndværksmæssige, har det været ret svært at skulle beslutte sig for en stil, at vælge materialer, farver, armaturer, brusehoveder, håndvask, toilet, alt det der. Mulighederne var mange og inspirationen relativt lille, da udgangspunktet var et brunt og tarveligt rum med op til flere K3ere.


Badarkitekten og VVS Mester tilbød deres hjælp med planlægningen (se mere om starten af forløbet her) og det var en kæmpe øjenåbner og virkelig noget af det, vi har anbefalet flere siden: At få nogle udefra til at kigge på det og komme med forslag. De første billeder vi sendte til Badarkitekten var i stil med nedenstående, og jeg var overbevist om, at de ville ryste på hovedet af os #UdAfMinButik

Sådan var det ikke. Tværtimod! Sammen med billeder, sendte vi mål på rummet (der på daværende tidspunkt manglede en væg), og et moodboard (der stak i alle mulige retninger) og så tog vi et par samtaler over telefonen. Ikke længe efter vendte de retur med et par forslag og tegninger og skitser med optegninger og mål, som vi kunne sende til vvs’ere og selv tage udgangspunkt i. At kunne slippe for den del, har været guld værd. Og så føler man sig ret tjekket når man kan hive tjekkede vellavede skitser og opmålinger frem, fremfor de hjemmelavede håndskrevne vi normalt arbejder med her i Sneglehytten.

Ugerne og månederne gik og er gået, og vi er ved at være i mål. Resultatet er slet ikke 1:1 i forhold til hvad Badarkitekten foreslog, men det gav os et skub i den rigtige retning – En retning vi ikke anede vi ville i.

Og nu, nu er det færdigt. Næsten. Der er stadigvæk et par detaljer og skønhedsfejl, der skal finpudses. Men det ser således ud i skrivende stund, og jeg elsker det!

 

Alle vvs-artikler er fra VVS Mesters hjemmeside.
Brusere og vandhane: Hans Grohe
Håndvask: Duravit
Toilet: Ifô
Spejl: Frama CPH
Lampe: Frama CPH
Fliserne er fra Made A Mano.
Det hvide på vægge og gulve er decolisse (jeg er ved at overtale Michael til at lave en guide)
Bordet har vi selv lavet ud af en gammel reol og nogle brændte plader, der har fået lak.

Voksen ABC er tilbage

Efter en lang ferie er Voksen ABC tilbage! Og det føles virkelig rart og rigtigt. Lige så meget som vi trængte til en pause, lige så fedt er det at være tilbage i studiet. Vi har optaget to afsnit, og det første er klar og ude i dag. Jeg håber I har lyst til at lytte med. Det er, som I efterhånden forhåbentlig godt ved, noget vi lægger en del tid og energi i, og det er trods alt sjovest, hvis der er lyttere.

Første afsnit efter ferien er med Mattias Hundebøll, det er et L og det er ret hyggeligt. Vi taler om logistik, om at være på ferie med (og uden) børn, om leg og om liderlighed.

Du kan høre det i iTunes her, hvor du også meget gerne må abonnere på podcasten og give den en håndfuld stjerner og en anmeldelse – Det betyder rigtig meget, når I gør det, for så kommer vi op på listerne og bliver set/hørt af flere og DET vil vi så gerne. Du kan også høre den på Spotify, eller i den app der (vistnok) hedder ‘ Podcast’ hvis du har en Android.

Tak! Og pissegod onsdag til dig.

Skildpadde? Eller måske bare en snegl.

Har jeg nogensinde fortalt jer om den terapeut jeg besøgte et par gange, da jeg var gravid med Otto og gennemgik nogle af de hårdeste måneder i mit liv? Hende der startede med at “beskylde” mig for at være for narrativ i min udlægning af “historien” som hun kaldte det, og som gentog sig selv i begge de konsultationer vi nåede at have, hvor hun beskrev Michaels og mit forhold som en klassisk blæksprutte/skildpadde opsætning. Hvor jeg som blæksprutten med mine lange fangearme fik Michael, skildpadden, til at søge ind i sit skjold. Jeg har på fornemmelsen at jeg har nævnt det tidligere, men grunden til at jeg nævner det igen, er at jeg faktisk føler mig ret skildpadde-agtig for tiden.

En skildpadde i et bassin fuld af blæksprutter der skubber mig rundt og får mig til at gemme mig i mit skjold og lukke øjnene, sådan at jeg nærmest bliver handlingslammet. Dermed ikke sagt at Michael er en blæksprutte, eller at nogen andre er det. Måske var det faktisk en virkelig lortet introduktion til det jeg forsøger at beskrive her, men nu er jeg jo gået igang, og sammenligningen ramte mig som et slags klarsyn i dag – Selvom jeg dengang i den situation, syntes det var noget vrøvl, eller i hvert fald syntes at terapeuten var lidt en klovn i sin tilgang – til min situation dengang.

Måske vil jeg faktisk hellere være en snegl i denne her analogi.

For at nå til pointen: Der sker en masse ting herude hos mig for tiden. Primært godt, men det kan også føles overvældende – Og kombineret med en masse beslutninger der skal træffes, både i forhold til byggeriet, livet og mit arbejde, er det en mundfuld. End større én end normalt. For normalt nyder jeg faktisk sådan et tempo og lader mig opløfte af det. Hvis altså jeg også får mine pauser.

For tiden flyder jeg bare lidt med, mens jeg stikker hovedet godt ind i det der skjold og håber at tingene sker af sig selv. News flash: They don’t! Forventningerne er måske for store. Jeg føler presset. Sikkert mest fra mig selv og jeg kan ligesom ikke møve mig ud af det. Bare det at skulle få styr på mit vasketøj føles uoverskueligt og jeg er fanget i en underlig spiral, hvor alt hober sig op og jeg bare kigger på indefra skjoldet og venter på det næste dask fra en tentakel.

Jeg kan ikke helt kende mig selv i det, og jeg vil gerne have det til at gå væk. Men på den anden side fortæller min fornuft (og mine mennesker) mig, at det giver mening at følelsen er der – ovenpå det sidste års kapløb med baby, flytning og projekter i øst og vest.

Som altid har det hjulpet at få sat ord på det, også selvom det tog udgangspunkt i noget så åndssvagt som et minde om et forløb, der ikke var rigtigt for mig, og ord om en skildpadde.

Jeg skal nok lige finde min plads. Igen. Og det tager åbenbart lidt tid. Snegl eller ej.

I øvrigt

  • Skal I være søde at lytte til podcasten Fjernsyn for mig. Den er smaddergod og jeg er med i afsnittet om Love Island (som I også bør se, hvis I er til reality)
  • Er Uma og Loulou begyndt at lege sammen, sådan rigtigt. DET holder!
  • Blev jeg noget så køresyg af en togtur for nogle dage siden, hvilket jeg fortalte om på Instagram. Det affødte i alt ni beskeder med spørgsmålet: Er du gravid? Det måske mest personlige og ikke mindst uhøflige spørgsmål. Det må man simpelthen ikke spørge om. Tænk hvis jeg var, eller hvis jeg gerne ville være det.
  • Er jeg ikke gravid, men har bare så godt som nul bevægelses-tolerance (det afslørede Otto her, husker I måske).
  • Har Michael og jeg op til flere gange diskuteret om hvorvidt en myg kun stikker en gang (ad gangen) eller om den tager et par omgange. Jeg googlede det langt om længe og vandt! De stikker gerne flere gange.
  • Er jeg på jagt efter et suit til Confettis fødselsdagsfest om et par uger. Helst et farverigt et, der sidder pissegodt på mig. #missionimpossible
  • Savner jeg hedebølgen.
  • Er Voksen ABC tilbage på mandag, hvor vi nok også afslører, hvad vores næste podcast kommer til at handle om. Den har nemlig også premiere lige straks!
  • Fylder Otto ni år om en uge og han er mere spændt end nogensinde. Så det er jeg også.
  • Har jeg for første gang som voksen bestilt en pyjamas. I satin! Nemlig denne her (reklamelink)
  • Er det som om at der er gået lidt sport i at hade på spørgsmålsfunktionen på Instagram. Jeg synes det er SÅ hyggeligt. Har bare endnu ikke selv haft tid til at prøve den af. Men det kommer til at ske! #bewarned