Skuffeskriv … Da jeg-formen var for svær

Læs tidligere skuffeskriv HER

Det er længe siden, der har været et skuffeskriv fra ‘The break up’ her på siden. Der er flere grunde til det. De begyndte at hænge mig lidt ud af halsen, og jeg blev irriteret over alt fra småfejl i teksterne, til den mangel på håb, der går igen, og sorgen der er i mange af dem ramte mig som en alt for udleverende del af mit liv. Vores liv. Det gør det jeg vil dele med jer i dag også. Det er som altid grænseoverskridende at dele, men omvendt en vigtig brik i min historie.
Skrevet i en tredjepersonsfortælling. Måske fordi, at det gjorde for ondt at fortælle i jegform, måske for at distancere mig fra min egen virkelighed. Måske skrevet med henblik på at udgive.
Jeg er i tvivl.

Hun stirrede på sig selv i spejlet, hendes talje var blevet erstattet af en topmave. De lange slanke arme og ben gjorde at mavens facon fik det til at se ud som om, at hun havde fået en kage for meget. I virkeligheden havde hun ikke fået et ordentligt måltid i flere måneder. Kvalmen og opkastningerne havde sendt hende på hospitalet af flere omgange, til væskedrop, kvalmestillende og akupunktur.
Da kvalmen endelig var stoppet, var den blevet erstattet af en hjertesorg så inderlig, at den viste sig fysisk i form af flere opkastninger, krampagtig gråd og søvnløse nætter i massevis.
Hun rettede på sit tøj endnu engang og tog en dyb indånding, inden hun greb sin jakke og småløb ud af døren. Hun skulle se ham for første gang, siden den aften 4 uger tidligere, hvor han forlod deres fælles lejlighed med den blå Ikeapose over armen. Den nat sov hun ikke, faktisk havde hun ikke fået sammenhængende søvn siden da. Nætterne var de værste. Stilheden var ubærlig og frygten for at sove endnu værre. For når hun endelig sov, vågnede hun med en følelse af, at det hele havde været en drøm. Og det splitsekund det tog fra hun slog øjnene op og til det gik op for hende, hvordan det hele hang sammen og hun skulle gennemleve det hele endnu engang, gjorde det ulideligt at sove.

Hun drejede op ad Vesterbrogade og kunne allerede nu se den lille røde bil holde på hjørnet af Viktoriagade, hvor de skulle mødes. Hendes hals snørede sig sammen og hun havde allermest lyst til at vende om og spurte så hurtigt hun kunne.

De få meter over fodgængerovergangen føltes lang og tung. Selvom hun endnu ikke kiggede ind på ham i bilen, kunne hun mærke hans øjne på hende, sådan som hun altid havde kunnet. Hun satte sig ind på sædet ved siden af ham. Han så godt ud, var solbrændt og havde en kasket på. Han smilede og lænede sig over mod hende for at kramme hende. Hans duft ramte hende som et knytnæveslag lige midt i ansigtet. Hun skulle kæmpe hårdt for ikke at bryde sammen, hendes ansigt fortrak ikke en mine og hun bad ham om at starte bilen. Få minutter senere parkede de bilen på hospitalets parkeringsplads. De var i god tid og tog plads sammen i venteværelset. Det var ikke mere end 2 uger siden hun sidst havde siddet der, alene, i præcis samme stol. Det havde været en ambivalent oplevelse at se hendes barn på skærmen, at få at vide at der indeni hendes mave var en lillebitte dreng. Tårerne havde trillet ned af hendes ansigt, af glæde, forundring og af sorg over at han ikke var der. At han virkede så ligeglad. Det var også med rystende hænder, at hun den dag tastede hans nummer og for første gang skulle høre hans stemme i hvad der føltes som evigheder. Han lød glad, og hun kunne høre at han blev rørt.
Hun havde skyndt sig at afslutte samtalen derefter, undskyldte sig med, at hun havde travlt og at det nok var et dyrt opkald, helt til Thailand. I virkeligheden var hun ved at knække og hun frygtede, at han ville kunne høre det. Det var så vigtigt for hende, at han ikke kunne mærke, at hun var såret. Og svag. Ingen følelser. Ikke flere. For det var jo det, der havde drevet ham væk – Hendes evige klynken. Var det ikke?

Det var blevet deres tur, hun lagde sig op på briksen og hev op i trøjen. Der gik ikke længe inden de kunne se deres dreng spjætte oppe på skærmen. Hun glemte et øjeblik at trække vejret, da han tog hendes hånd i sin. Scanningssygeplejersken var meget grundig og gennemgik alle barnets organer, mens hun lidt kort for hovedet forklarede og beskrev, hvad der var på skærmen. Da de var færdige, printede hun en stribe grumsede billeder ud til dem. De gik tavse ud mod bilen, solen skinnede og de stod et kort øjeblik og talte om, hvad de lige havde set. Hun var overrasket over hans entusiasme og over hans blanke øjne. Han var tydeligvis rørt og glad. Hvilket kom bag på hende, da hans handlinger de sidste mange uger, havde vist noget helt andet. Hun stod med blikket rettet mod asfalten, mens hun ventede på, at han røg det sidste af sin cigaret. Hendes fødder gjorde ondt, men det var også længe siden hun havde haft høje sko på og de ekstra kilo kunne mærkes, alle fem. Hun løftede hovedet og deres øjne mødtes, han smilte og trak hende ind til sig og holdte fast, sådan stod de længe, inden de igen satte sig i bilen. Han kørte bilen op på fortorvet foran hendes forældres hoveddør, de krammede igen og hun hviskede med grødet stemme i hans øre, at hun savnede ham. Stille ventede hun på hans reaktion. Der kom ingen. Hun løsnede sig fra hans greb og steg ud af bilen. Uden at se sig tilbage smækkede hun døren med et brag og trampede væk derfra. Hun låste sig ind i forældrenes lejlighed, smed vredt sin taske i hjørnet af entreen, satte sig på hug med ansigtet i hænderne og skreg, igen og igen, indtil hendes hals brændte og der ikke var mere lyd tilbage. Nu var der kun tårer, som piskede ned af hendes ansigt. Aldrig havde hun grædt så voldsomt. Hun kunne knap få vejret og mærkede, hvordan hendes krop faldt sammen under hende.

 

42 replies
  1. Marianne
    Marianne says:

    Egentlig havde jeg lukket fanen med det her blogindlæg, med en ambition om at vende tilbage til at skrive min eksamen. Nu har jeg åbnet indlægget igen, for efter at have læst det fik jeg en trang til at bryde ud i gråd, og jeg blev nødt til at efterlade en kommentar. Det er så fint og ærligt skrevet, og jeg kan virkelig sætte mig i dit sted. Kæmpe respekt for at du er kommet igennem det, jeg er målløs over din styrke.

    Tak din blog, du er en stor inspiration for mig.

    Svar
  2. Rikke
    Rikke says:

    Skriv en bog! Virkelig. Jeg er første køber. Jeg sidder og kan mærke alle følelserne, når du skriver som du gør. Wauw! Og av.

    Svar
  3. Sara
    Sara says:

    Av av av, man skal ikke læse denne når man er på arbejde. ;-( Kan virkelig mærke alle følelserne..

    Men smukt skrevet – og helt enig med Rikke, du ska skrive en bog! Jeg køber den!

    Svar
  4. Emilie
    Emilie says:

    Shit, der fik du mig til at græde. Du beskriver følelserne så godt, at jeg helt selv fik dem at føle. Det er så godt skrevet og jeg er så glad for at historien er “endt” lykkeligt ❤️

    Svar
  5. P
    P says:

    Av i hjertet. Det må være en mærkelig og stærk oplevelse at have sin hjertesorg på skrift. Det tror jeg de færreste har.

    Hvad synes M om at læse det? Jeg kan forestille mig at det må være svært at læse om din smerte dengang.

    Svar
  6. Sine
    Sine says:

    Av, jeg sidder og tuder. Hvor skriver du stærkt og flot, jeg er altid så imponeret. Som litteraturstuderende vil jeg bare sige: skriv en bog!!!! Jeg vil være den første til at købe den. Åh altså. Tak for dine skriv, Cecilie.

    Kh
    Sine

    Svar
  7. Cecilie
    Cecilie says:

    Av den rammer lige der, hvor det gør ondt! ❤️ Sikken en rå, ærlig og smuk fortælling. Tænk at du, lille glade snegl, har båret rundt på det. Tænk at vi alle på et tidspunkt bærer rundt på sorg. Godt at vi heldigvis alle bliver glade igen på et tidspunkt 🌞

    Svar
  8. Helle
    Helle says:

    Av, for pokker – kan mærke smerten helt herud på den anden side. Er glad for at vide at du/I er et andet sted, ellers tror jeg ikke mit hjerte kunne holde til at læse det 💔 Som flere skriver – skriv en bog☺️

    Svar
  9. Gitte
    Gitte says:

    Fantastisk skrevet og så skønt at man ved at det hele er endt lykkeligt ❤️
    Fuldstændig enig med alle de andre : Skriv den bog! 😍

    Svar
  10. Maria
    Maria says:

    Hvis ikke jeg vidste hvad der efterfølgende ville komme til at ske, var det næsten ikke til at bære. Du skriver fantastisk levende. Jeg håber en dag at kunne læse din bog.

    Svar
  11. Justtravel.dk
    Justtravel.dk says:

    Du er så go til at skrive. Og det er SÅ dejligt at man ved at det er endt lykkeligt. Som at starte med at læse slutningen på et eventyr. -og så levede de lykkeligt til deres dages ende ❤️❤️❤️

    Svar
  12. Pernille
    Pernille says:

    Jeg melder mig også i “bogklubben”! Dit skriftsprog er så fantastisk – det er både indlevende og fængende. Tusind tak fordi du vil dele. Jeg er sikker på at dit skriv vil hjælpe mange og om ikke andet sætte fokus på de svære følelser vi alle vil mærke på et eller andet tidspunkt i vores liv.

    Svar
  13. Lise
    Lise says:

    Puhaa jeg får kuldegysninger. Du skriver simpelthen så levende – det er som at være der selv. Jeg er helt opslugt og har lyst til at læse videre – please skriv en bog🙌

    Svar
  14. Marie
    Marie says:

    Oh dear god, hvor er jeg glad for, at jeg ved, at det har en happy happy hornbæk-end!

    Av for en fucking hjertesorg!

    Svar
  15. Heidi
    Heidi says:

    For fa@&!? da også kære Sneglcille. Ingen for mig til at græde over noget læst som du. Istemmer koret “skriv en bog”.

    Svar
  16. Eva
    Eva says:

    Shit. Som en, der har oplevet også at blive forladt under en graviditet, går en her lige i hjertekulen. Det havde den nok gjort alligevel

    Svar
  17. Sneglcille
    Sneglcille says:

    Wow. Allesammen. TAK TAK TAK.
    Det er så svært at udgive de her ting, men med denne modtagelse bliver det nemmere. Jeg kunne tude over jeres kommentarer. Virkelig. Af hjertet tak ❤️

    Svar
  18. Signe
    Signe says:

    Har du overvejet at udgive dine blogindlæg som bog? Helt fra begyndelsen? Jeg begyndte for et par år siden at læse med og startede helt forfra, men holdt en pause da jeg nåede ca halvvejs og så fik jeg aldrig læst videre da siderne hele tiden rykkede ved nye indlæg (læser på mobilen). Men det jeg nåede er en virkelig fin og vigtig historie, og som har så meget mere at byde på i sin helhed end de fleste andre “hverdags”blogs. Jeg følger stadig med selvom jeg nok har misset et par år i midten et sted, og jeg synes virkelig du er fantastisk dygtig til at få alle nuancer af livet med uden at det bliver for lyserødt eller lortebrunt, selvom jeg godt ved at der selvfølgelig er en masse du holder privat. Det er meget unikt og en fin kunst i denne blogtid at kunne fange folk uden at det bliver ligegyldigt, uden hverken at iscenesætte en perfekt tilværelse eller kun at skrive om livets aller sværeste sider. Du er virkelig dygtig!

    Svar
  19. C
    C says:

    Av den rammer lige i hjertet. Som en der selv er blevet ramt af dyb dyb hjertesorg for nogle år siden, så er det som selv at være der – lige der midt i din fortælling. Du skriver så fint, råt og ærligt. Dine skuffeskriv er nogle af de indlæg der rammer mig dybest. Jeg har fulgt med næsten fra starten og jeg kan stadig huske nogle af de gamle indlæg der indeholdte så meget smerte, ked af det hed og bitterhed. Du skrev fængslende godt dengang og du gør det stadig – det du føler, kommer man selv til at føle. Og jeg istemmer koret – skriv en bog – du har også en køber lige her 🙂 Og som andre også har skrevet – så er det rart at vide at det hele endte lykkeligt 🙂 Den havde man ikke set komme dengang jeg startede med at følge din blog for mange mange år siden. Men I virker bare så rigtige for hinanden og hvor har I bare skabt en skøn familie sammen 🙂

    Svar
  20. M
    M says:

    Tilslutter mig (jubel-)koret: Skriv den bog!! Du er helt fantastisk god til at skrive og jeg vil bare læse videre! Men av mit hjerte, hvor er det også hård læsning!

    Svar
  21. Anne Mette
    Anne Mette says:

    Wauw, wow, av! Kæft en hård og rørende læsning.. Har tåre over det hele! Skriv nu den bog. Please!

    Svar
  22. Mette
    Mette says:

    Av av av, du skriver så godt og har tydeligvis altid gjort det. Blev dybt ramt, måske fordi jeg står midt i hjertesorgen selv, men jeg tror mest, det er fordi, du er så pissegod til at formidle.

    Svar
  23. Laura
    Laura says:

    Jeg har været her så længe at jeg har læst hele historien da den skete. Og sidenhen gennemlevet mit eget mareridt af opløsnende livstvivlende hjertesorg. Og kommet mig. Med et andet resultat end jeres, der er SÅ godt for mig. Og vil bare sige at dengang da det var værst for mig, da hjalp din historie også. Nu er det nærmest nostalgisk at læse.

    Jeg forundres stadig over hvad man kan komme igennem. Så endnu engang tak for at dele det. Det betyder mere end du aner. For mange andre end mig, er jeg sikker på.

    Svar
  24. Kathrine
    Kathrine says:

    Av i hjertet ❤️ Fantastisk skrevet – jeg vil læse mere!!! Du skriver SÅ godt! Jeg holder med alle de andre skriv en bog 🙏🏻

    Svar
  25. Therese
    Therese says:

    Det er en helt fantastisk skildring af en sorgfuld tid. Hold da op, hvor er det smukt, råt og levende. Sikke et stærkt menneske du er. Tillykke med den skønne familie, du har skabt dig nu.

    Svar
  26. Tanja
    Tanja says:

    Altså, hvornår kommer den bog?? Du skriver jo helt igennem fantastisk! Om den så ender med at være fiktion eller ej, med kærestersorger eller børnefamilie som tema – uanset, ville jeg købe den!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *