Næste år …

Næste år, næste år, næste år!

… har jeg så åbenbart påstået hver eneste år nærmest. Jeg taler om Roskilde Festival.
Der hvor jeg og Michael kyssede første gang. Der hvor jeg har haft nogle af mine sjoveste stunder.  
Der hvor jeg oplever størst FOMO, når jeg altså ikke selv er afsted. Hvilket er mange år i træk efterhånden.
Men jeg har selvfølgelig været virkelig meget gravid og nybagt mor de sidste mange år, så tankerne har været andetsteds, og jeg havde med garanti ikke kunne være i det ægte. Men i år ramte den virkelig for alvor. Roskilde-lysten, og jeg var da også gentagende gange ved at springe på billetter, der løbende blev sat til salg. Men jeg lod være, da det alligevel blev lidt meget med transport, og det der med at smutte fra mand og børn nærmest uden varsel.
Men for fanden. Det har været en fryd (og ret pisseirriterende) at følge med på Instagram hos dem der har været afsted.
Musikken, menneskerne, stemningen, minderne. Det gad jeg godt prøve igen. På en anden måde end tidligere (forhåbentlig – for dengang var det mest noget med varme øl og dåsefisk på rugbrød i en uge).
Så næste år. Næste år!

Michael og mig – Roskilde 2007

Fra bybørn til landsbystemning

Vi har nu boet i Hornbæk i fire måneder og er alle så småt ved at falde på plads i alt det nye. Det er ingen hemmelighed, at jeg savner København en del, men når det så er sagt, er jeg komplet på røven over, hvor meget det har gjort for vores familie, vores børn især, og for vores dynamik.
Selvfølgelig har vejret en kæmpe del i det – Vi er ude konstant. På stranden hver dag. Alle er pumpet op på D-vitamin og isvafler, så det er svært ikke at blomstre og være glad.

Særligt Otto ser jeg en forskel hos, og det er ubeskriveligt fedt. Det er ikke fordi at Otto ikke trivedes før – Det gjorde han, uden tvivl. Men med et følsomt sind og og sin fars hang til ro og plads, har huslivet gjort en masse. Han er startet til svømning og er gået fra at være angst for vand, til at kunne få hovedet under, og kan snildt svømme 100 meter i havet uden pause.


Skoleskiftet var svært. Selvfølgelig. Men heldigvis er han faldet godt til, har fået gode venner hurtigt, og vi har fundet ud af, hvor stort et plus det er, at vi nu bor tæt på næsten alle klassekammerater. Fremfor før hvor alle legeaftaler skulle nøje planlægges og ofte betød en længere tur gennem byen, fordi alle boede spredt ud i København. Nu bor den tætteste klassekammerat i nabohuset, og den der bor længst væk. kan man cykle hjem til på under fem minutter. Det er SÅ fedt for ham.


Også Uma har legeaftaler ofte, også tæt på og med både drenge og piger. Og hun er svær at få med indenfor, når dagen er slut.

Leopold, min bonussøn, eeeeelsker det heroppe og jeg tror at han føler sig langt mere hjemme her, end han gjorde i vores lejlighed i København. Måske især fordi at han også, ligesom de andre børn, har været med til at bygge det op.

Loulou er så lille stadigvæk og ændrer sig fra dag til dag, og er bare glad så længe vi er der – men ingen tvivl om at hun er helt nede med mere græs og plads.

Kort sagt; De elsker det. Haven, stranden, de korte afstande, sammenholdet, skoven, alt det der. De er virkelig faldet godt til, som om at de var skabt til det – og jeg kan blive helt mundlam over at tænke på, at de har boet inde i lejligheder hele deres liv.

Særligt Michael og Otto er fans. Dedikerede. Og Michael har fået den ro han havde mistet i byen, hvilket var det der gjorde udfaldet for mig, dengang det gik op for mig, at jeg ikke kunne holde ham som gidsel i mit byliv længere. Jeg har været hunderæd for om den ikke ville ramme ham igen – Roen. At det slet ikke var byen. Men måske noget andet. Måske mig.

Det var (selvfølgelig) ikke tilfældet, og alligevel kommer det bag på mig, hvor meget det har betydet, at komme herop. For ham især, men også for mig. Ikke kun fordi at Michael smitter med sin glæde og ro, men fordi at jeg har fået alting lidt ned i gear. Hvilket nok er meget sundt.

Jeg elsker det også heroppe. Det gør jeg. Særligt det sociale sammenhold, stranden, åh strand!! og gnisten i min mand og i børnene.
Fantaserer jeg om en dag at have økonomi til en lille bylejlighed, jeg kunne søge tilflugt i ind imellem? Absolut. Men jeg fortryder på ingen måde, at vi tog springet, og jeg er så glad for, at vi er endt lige præcis her.

Bekymringer, genkendelse og whatever works… #enbekymringmindre

REKLAME FOR Änglamark

Som jeg nævnte i sidste indlæg for Änglamark, er min fornemmelse helt klart, at der i løbet af de sidste par år er kommet mere fokus på de knap så lyserøde sider af forældreskabet, og et sammenhold, hvori man støtter hinanden og ofte kan genkende de ting, der bliver delt, på godt og ondt. Bekymringerne, kærligheden og ensomheden, der kan opstå i et hjem med børn. Netop fordi at de er helt almindelige og langt fra forkerte.
I forrige uge delte jeg en story på min instagram, hvori mit yngste barn var ved at tømme en pakke vådservietter – En akt som jeg lod stå til, velvidende om det oprydningsarbejde der ventede, udelukkende for at få et par minutter med min kaffe, “alene”. Det strømmede ind med tilkendegivelser fra andre mødre og en enkelt far, der vidste præcis, hvad jeg mente og som kunne genkende sig selv i den situation og det mind-set. Det er befriende, at man kan få lov til at dele den slags og blive bekræftet i, at det er helt almindeligt at ty til ‘Whatever works’-metoden ind imellem og at det ikke gør en hverken dårligere eller værre end så mange andre.


Det er så vigtigt, at sætte fokus på de ting, vig-tigt! Da jeg i hvert fald, godt kan komme til at føle en lille smule skam, eller rettere som om, at jeg ikke slår til i de situationer, hvor overskuddet ikke lige er der. En følelse, der heldigvis er blevet mindre med årene og nu ret ofte føles mere som en genistreg end et nederlag. Når jeg for eksempel kan drikke varm kaffe og scrolle instagram, imens min et-årige tømmer en pakke vådservietter eller splitter en rulle toiletpapir ad, eller når vi spiser havregrød til aftensmad. Og det er virkelig befriende, når jeg kan slappe af i de stunder, frem og at bedømme og shame mig selv over det, noget der sjovt nok er noget nemmere, end at rose og anerkende mig selv, når jeg på andre dage emmer af overskud og har styr på hele butikken og alt klapper. Jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste. Det bør vi øve os på også – Ikke kun at high five andre deres forældre-skills, men også huske os selv. Både på dage, hvor alt kører som smurt og på dage, hvor der flyder med vådservietter. I det store billede er det jo netop de shortcuts, der gør at der er tid og overskud i den anden ende.

Sammen med de små glimt af skyldfølelse og mindreværd som jeg tror at mange af os kan genkende, måske især i forældrerollen, følger der noget mere med, nemlig bekymringer. Store, små, mange, få. Eller faktisk bare mange. De er umulige at komme uden om, præcis som nederlagene er det i øvrigt, men begge bliver nemmere at navigere rundt i, hvilket er ret heldigt, ellers ville vi sgu nok gå i stykker.

For nogle måneder siden var Änglamark forbi mit hjem med et kamera, og jeg fortalte lidt om blandt andet de mange bekymringer jeg oplever som mor, om amning, eller mangel på samme, der for mig har været noget af det sværeste i mit moderskab – men samtidigt er noget af det jeg er allermest stolt af – fravalget af det, eller rettere åbenbaringen i at det ikke var en kamp jeg skulle tage, for ingen ville vinde. Noget jeg har fået og fortsat får mange reaktioner på, både gode og knap så gode.

Vi talte derudover om parforhold, om børn, fødsler, graviditet. Alt det der. De lagde også vejen forbi fine gravide Cathrine, og smukke Sarah Grünewald – Begge kvinder som jeg virkelig tager min hat af for som mennesker og mødre. Det er der kommet nogle fine videoklip ud af,både dem i indlægget her og en håndfuld andre, som I forhåbentlig støder på over de næste uger, på blandt andet Änglamarks kanaler, på Instagram og Facebook.

Man får da noget ud af dagen…

Jeg ønsker mig gardiner.

Dagene starter for det meste et sted mellem klokken 4 og 5 for tiden, fordi at Loulou hårdnakket insisterer på, at dagen er i gang. Jeg mistænker det er lyset. Det må være lyset.

Oveni de modbydeligt tidlige morgener, sover hun elendigt. Falder sent i søvn og har mange opvågninger. Nok en blanding af varmen, alderen og vuggestuestart.

Normalt kan hun underholde sig selv en halv til en hel time, og jeg kan slumre imens hun læser/spiser bøger og synger for bamserne. I morges fandt hun på en anden leg, der blandt andet indebar at hælde en kvart liter kold vand i hovedet på mig (note til mig selv: Put låg på vandflasken). Så var dagen ligesom i gang. Klokken 4:40. Tak Loul!

Et par kopper kaffe senere er klokken nu 7:45 og Loulou er puttet i klapvognen. Jeg er stadigvæk i mit nattøj, eller rettere det tøj jeg kunne finde på gulvet da vi stod op. Og jeg har faktisk intet nået ellers. Så min overskrift er løgn. Det er bare noget man siger, ligesom at der ikke findes dårligt vejr eller at lige børn leger bedst.

Nå… Gardiner. Og kaffe.

Skuffeskriv: Både og

Det hidtil korteste skuffeskriv (se tidligere HER) fundet på bunden af en taske jeg ikke har brugt i årevis. Skrevet i en notesblok.

Ordene fik mig til at smile, både fordi jeg kan huske, at jeg skrev dem i en periode, hvor jeg på en måde var ved at genfinde mig selv lidt. Jeg skrev dem på en kaffebar i Ørestaden. 

Jeg ved tydeligt, hvor ordene kommer fra, for jeg tænker ofte over, hvor mange modsatte personlighedstræk jeg og alle andre besidder. Og hvor forvirrende det kan føles. 

Jeg er mild og rolig, men kan rase som en tordensky. Jeg er alt andet end struktureret, men overholder altid mine deadlines. Jeg hader at være i centrum, men vil gerne anerkendes og roses. Jeg går altid sent i seng, men står også helst tidligt op.

Da jeg var yngre, frustrerede mange af mine personlighedstræk mig. Jeg ville så gerne være mere udadvendt, mere snaksalig, klogere, sjovere… Altsammen kvaliteter jeg allerede besad, men som jeg lod drukne i dårligt selvværd og slet ikke kunne se eller sætte pris på, fordi jeg lod det modsatte skygge for det. 

Sådan kan jeg stadigvæk have det, særligt i store forsamlinger eller i situationer hvor jeg skal præstere. Forskellen nu er bare, at jeg er opmærksom på, at jeg gør det, at det foregår indeni mig. Den erkendelse har gjort mange ting nemmere, og den kom til mig første gang for nogle år siden, og jeg fik sat en slags ord på det, på en kaffebar i Ørestaden:

Skrøbelig, men stærk 

Følsom, men tykhudet 

Klog, men naiv

Loyal, men flyvsk

Usikker, men selvsikker 

Introvert, men udadvendt

Vaklende, men stålfast

Punktlig, men sjusket 

Både og, lidt af hvert, meget af noget, mere af andet. 

Jeg er mig. Heldigvis og husk det nu. 

Tirsdag

What. A. Day.

Seriøst, jeg er fladere end flad. Jeg har været alene med alle fire børn fra klokken 7:30. Klokken er nu 21:03 og jeg er stadigvæk eneste voksne på matriklen.
Det i sig selv er såmænd meget fint. At være alene med hele flokken. Faktisk.
De to store passer lidt sig selv, den lille var i vuggestue, indtil hun blev ringet hjem med feber lige efter frokost, og threenageren var i medgørligt humør det meste af tiden. Så jeg fik både arbejdet og gjort mad klar uden de store udfordringer. Alligevel indhentede trætheden mig omkring ved 18 tiden, efter vi havde spist og Loulou, brandvarm, havde hængt på mig non stop i tre timer, de to store konstant blev uvenner over noget med nogle fodboldregler og den tre årige græd over noget med en brumbasse, ingen andre kunne se. Jeg fik nogenlunde styr på tropperne (læs: jeg tændte for fjernsynet), kastede et blik på uret og vurderede at sengetiden nærmede sig, og så mit snit til at liste ovenpå for at tisse og være i fred et enkelt øjeblik. Allerede op af trappen ramte en ubehagelig lugt mig, og jeg vidste det nærmest inden jeg åbnede døren.
Kloakvand på vores helt nystøbte gulv.
Fuck.
Toiletkummen var fyldt med vand, og afløbet der hvor vores bad skal være, var løbet over med kloakvand. Eller ja, lort ikk’!
Jeg panikkede en anelse og mærkede gråden komme snigende. Ikke nuuu, ikke i dag.  Kvalte gråd og panik, og gik i stedet i gang med at forsøge at få fat på min mand, sådan som jeg altid gør, når det brænder på og jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. (Beklager ligestilling, men når der er lort på gulvet, har jeg brug for hjælp.)
Min mand, der ikke har en telefon i de her dage, min mand der var på job i byen.
Jeg fik fat i den moderedaktør, han var på skydning med, men for sent.
Han var kørt i lufthavnen for at aflevere modellen, der skulle nå et fly.
Jeg droppede det og ringede i stedet til min stedfar, der heldigvis kunne guide mig nogenlunde igennem, hvad jeg skulle gøre.
Halvanden time senere var gulv og afløb ryddet for klamme ting, toilettet tømt for vand og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at føle mig ren igen. Ever. Men jeg gjorde det!
Indimellem skovleriet, fik jeg i øvrigt også lige puttet feberbarnet, og de tre store, og nu NU trænger jeg til en drink. Og et bad.
Og nye hænder.
Starter med drinken og et dyp i en spand håndsprit.

Fra intet TV til QLED

REKLAME FOR SAMSUNG

I snart tre år har vi levet helt uden et TV, og det har egentlig været fint det meste af tiden. Dog har der været situationer, hvor vi og måske især børnene (ok, og mig) har været trætte af at skulle se film på enten vores computerskærm, tablet eller telefon. Omvendt har jeg virkelig nydt ikke at have et fjernsyn hængende, for helt ærligt, pænt er det ikke og bliver det ikke også hurtigt lidt for dominerende i indretningen med sådan en klods på væggen?! Ikke nødvendigvis viser det sig, og man har jo et standpunkt til, man har et nyt.
Da vi flyttede ind i vores nye hus, havde vi gentagende gange snakken omkring ‘To TV or not to TV’, og vi var begge meget vævende i beslutning – For på den ene siden havde vi jo fint kunne undvære, men havde også begge været ærgerlige over, at alt skulle ses på små skærme. FIlm, serier, tegnefilm og madprogrammer er altså lidt fladt på en 13″ skærm …

Vi besluttede efter en del snak, at hvis det kunne lykkes at finde ét, der var pænt, også når det var slukket, og samtidigt ikke var for stort, så ville vi prøve det af. Og så kom vi ikke rigtigt længere derfra, for hvor starter man lige? Ugerne gik og vi kom lidt fra det igen, og så fortsat vores serier og film på bitte små skærme. Det var derfor som sendt fra himmelen og i øvrigt på ingen måde en svær beslutning da Samsung spurgte os, om vi havde lyst til at deltage i et lille makeover af vores stue med deres nye QLED TV som omdrejningspunkt. Det blev selvfølgelig et stort ja tak fra os – Særligt da vi hurtigt kiggede nærmere på SAMSUNG QLED TV selv og efter en hurtig Googlesøgning kunne konstatere, at det så meget flottere ud og slet ikke var så klodset som vi havde frygtet (velkommen til 2018!).

En dag i maj gik det så løs, og vi fik besøg af et kamerahold og af Allan Torp, der står bag en af mine personlige favorit profiler på Instagram og interiørbloggen Bungalow 5. Allan stod for at indrette vores stue med Samsung QLED TVet, og hvordan det gik, viser jeg jer snart. I første omgang kan I få lov til at se, hvad vi snakkede om inden det gik løs.
Fortsat en anelse skeptiske, men friske på det meste:

I øvrigt

  • Fik jeg en cykel i fødselsdagsgave! Den er hjemmelavet og dødflot!
  • Sov jeg i huset alene for første gang i nat. Deeet skal jeg lige vænne mig til. Det der med flere etager og mørke, er jeg ikke så god til.
  • Får jeg altid lyst til stærk mad og suppe, når det er varmt udenfor. Det er sgu da underligt.
  • Kører kystbanen ikke i hele sommerferien – og det der kørekort jeg ikke har haft tid til at tage, ånder mig i nakken.
  • Bliver I nødt til at følge denne her playliste på Spotify. Det er Fallulah der står bag og der er så meget kærlighed og girlpower i den.
  • Har flere af jer været SÅ søde at gøre mig opmærksom på at Nemlig.com nu leverer til Hornbæk. desværre er det kun aftenlevering og ikke alle dage, så det passer ikke så godt. Desuden er jeg blevet virkelig glad for Coop mad. Men hold kæft, hvor er det sødt af jer at tænke på mig.
  • Så jeg fodbold i går, det gør jeg ellers sjældent, men hoooold nu kæft en gyser. Og jeg er naturligvis lige så pjattet med Kasper Schmeichel som resten af landet <3
  • Vil jeg så gerne på Roskilde Festival. Jeg ved godt, at jeg har skrevet det før, men det er virkelig kommet bag på mig, hvor nedern’ jeg synes det er, ikke at skulle afsted. Øv.
  • Har vi stadigvæk intet internet, så jeg deler fra min telefon. Det er så dyrt i længden, at jeg slet ikke kan holde det ud – men det går hele tiden i vasken med de udbydere vi har fat i. Hvorfor skal det være så besværligt?!!
  • Har Loulou været i sin vuggestue i nu fem timer i dag, og jeg sidder konstant med telefonen fremme og det ene ben ude af døren.
  • Er jeg blevet bekendt med kæmpe hvepse. Har set to i løbet af den sidste måned. Jeg ville vise jer et billede, hvis det ikke var så modbydeligt. Den ene var, og I shit you not, næsten lige så stor som en lighter. Ja, og ad.

Weekend: Fødselsdag og datenight

Det er søndag aften og jeg ligger i vores seng, i nyvasket og lufttørret sengetøj – Seriøst noget af det fedeste ved at bo i hus! At kunne tørre sengetøj i sol og vind! – Weekenden er fløjet forbi med fuld fart, proppet med lækkerier. Fredag havde jeg fødselsdag, som jeg fejrede med mine forældre, min søster, et par veninder og nogle flasker rosé, lørdag fik vi passet alle børnene på samme tid for første gang nogensinde, og gik så ud og spiste, inden vi tog til fest og drak drinks og øl til et godt stykke ud på natten. Noget vi ikke har gjort nærmest siden vores bryllup for snart tre år siden. Det var SÅ fedt at dingle hjem gennem Københavns gader med ham jeg allerbedst kan lide i hånden. Det skal vi noget mere! 

I dag har jeg været alene hjemme med Loulou. De store børn er hos deres søde farmor. Michael laver bil i Hillerød (don’t ask) og jeg har forsøgt at få lidt styr på mit hoved og sind. Jeg elsker mange planer, elsker at være social, elsker at feste, men jeg bliver også en anelse flad af det og higer efter ro i mit eget selskab. Så efter fire dage i træk med en masse socialisering, har det været mere end sundt og meget tiltrængt for mig, at have en dag som i dag, hvor jeg har kunne tulle rundt med mit vasketøj, mine lister over ting jeg skal huske i næste uge, pinterest (særligt gardiner og badeværelsesmøbler kigger jeg på derinde for tiden), sandkasseleg med Loulou, som i øvrigt (endelig!) tog sine første rigtige skridt i dag.

Nu sover hun, og jeg vil smide nogle toast i mit vaffeljern og skrive videre på mine lister, inden jeg går i seng. Tidligt!

Ret perfekt weekend. Og om lidt er det sommerferie, og i den anledning vil jeg rigtig gerne høre jer, om der er noget særligt I kunne tænke jer, at læse om herinde i løbet af sommeren? Jeg vil nemlig forsøge at holde nogle uger helt fri – dermed også computerfri – Så jeg har tænkt mig at skrive nogle indlæg i forvejen, der kan udkomme i de dage. Jeg har selv et par ideer, men vil også rigtig gerne høre jeres ønsker, ideer og forslag. Så sig endelig til.

God søndag!

Billede fra min fødselsdag i kjole fra Storm & Marie (reklame)link HER