Aflyst fest

Denne her uge altså. Vi har været ramt af feber, snot, tandfrembrud, omgangssyge, The works. Huset har drillet mere end det plejer. Og det der skulle have været en ret rolig uge med korte arbejdsdage, vuggestueindkøring, husklargøring og planlægning af den fest vi skulle holde i morgen, blev til en uge proppet med stress, løben rundt, afbrudte nætter og frustration. Oveni det måtte vi sande, at den pasning vi havde arrangeret, eller troede vi havde arrangeret, alligevel ikke kunne blive til noget. Så i går kiggede Michael og jeg hinanden i øjnene og blev enige om at aflyse. Øv mand. Eller altså, udskyde. Selvfølgelig. On The Bright side, kan det være at temperaturen når at stige igen til næste gang – og måske, måske, har vi et fungerende toilet og mere end tre stikkontakter til den tid. Hvilket trods alt er meget rart at have styr på. Fest eller ej.

Så ingen housewarming endnu. Jeg er skuffet, og alligevel lettet. Jeg elsker vores hus, elsker. Men jeg kan godt mærke, at jeg foretrækker at det og vi er mere ovenpå, når det skal vises frem.

… og til jer der spørger; Der kommer snart en ny online rundvisning – Jeg sylter jer ikke med vilje. Tiden er virkelig bare imod mig pt. OG til jer der spørger på Sneglehyttens blog – Jeg har simpelthen smækket mig ude. Og det er dødhamrende frustrerende, for jeg har fem husindlæg, der skal derind. Suk. Til gengæld lever instagramprofilen @sneglehytten i bedste velgående. Så der kan I kigge med, hvis I ikke kan vente på, at jeg får brudt ind på bloggen.

God fredag og weekend til jer. Jeg håber, at der er andre, der skal til fest. Når nu min gik i vasken.

Momentane følelser og et kæmpe tak

Det er altid en anelse angstfremkaldende at sende ord om sit moderskab ud på det store internet. Og alt andet i øvrigt også. Man ved sgu aldrig, hvordan den slags bliver modtaget. Det kan være så skræmmende at sætte ord på de ting – i det hele taget at dele store følelser, for pludselig bliver de momentane store øjebliksglimt foreviget. Man kan formulere sig nok så grundigt, men det er altid kun en flig af alt det andet, så det kan og vil som oftest blive tolket på tusind forskellige måder, alt efter hvilke øjne der læser, og hvilken sindsstemning ordene modtages i, og det vil måske blive misforstået. Det gælder både forelskelse, vrede, glæde, lykke, usikkerhed, moderskab, tvivl, hverdag og alt ind imellem. Men engang imellem skal man vove pelsen og dele alligevel. Dele det der er svært, det der er dejligt, det der gør ondt. Med sin partner, sine veninder, eller med en masse fremmede på internettet, som jeg ynder at gøre. Det kan give nogle hug, selvfølgelig. Vi kan ikke alle være enige, leve på samme måde, føle de samme ting, heldigvis. I øvrigt tror jeg nogle gange, at man kan glemme, at det andre deler, både på nettet og ude på den anden side, kun er en lille brik i et gigantisk puslespil med situationer og stunder man aldrig ser. På godt og på ondt.

Det er det der med det private kontra det personlige. Jeg er nok blevet mere privat med årene. Her altså. For mine børns skyld og for min egen. Det ER overvældende at dele ud – Overvældende at mange har en holdning, en forventning, en mening, om og til en. Hæmmende til tider. Jeg vil vildt gerne fortælle jer om det hele. Om mine tanker, om det svære, det rare, det skøre, det sjove, det smertefyldte. Og det gør jeg også langt hen ad vejen. Men jeg har også noget jeg skal passe på herude. Mennesker, følelser, mig selv.

Dermed ikke sagt at jeg som sådan lægger bånd på noget, eller ikke ønsker at dele lidt af det hele stadigvæk. Det gør jeg. Jeg elsker vores rum her på bloggen og på Instagram. Elsker at læse jeres kommentarer, elsker når I sender mig beskeder, opslag, billeder, fortællinger – Fordi I føler, at I kender mig. Tager det absolut ikke for givet, og vil gøre mit bedste for at leve op til jeres og mine forventninger.

Tak fordi I følger med, tak for jeres opbakning, forståelse, engagement og overvejende positivitet.
Dét og I er optur.
Det trængte jeg bare lige til, at kommunikere ud, efter nogle lidt turbulente måneder på internettet, hvor der har været lidt flere hug i min retning end normalt.

<3

Campingferie … Hvordan gik det?

REKLAME FOR EUROCAMP

Det er to uger siden vi vendte hjem fra en uge i det Sydfranske på denne her campingplads.
En for os ny måde at rejse på. Det kan siges meget kort; Konceptet holder 100% og der er meget godt at sige – Både om det at have sin egen base i form af en lille hytte fuld af de ting vi har svært ved at leve uden, som køleskab, opvaskemaskine, toilet, bad og rigtige senge. Som et lille, men velfungerende sommerhus på en plads proppet med fede ting – Swimmingpools, legepladser, fodboldbane og legekammerater fra hele verden. Børnene, de store i hvert fald, kunne allerede efter den første dag fint finde rundt, og løb alene afsted på legepladsen, gik i butikken og købte is og vand, og var på opdagelse på egen hånd, hvilket både de og vi havde stor glæde af. At vi selv kunne lave mad både morgen, middag og aften holdte udgifterne nede og gjorde alting meget nemmere, og der er ingen tvivl om, at den type ferie er optimalt for en familie som vores.
Jeg kan sagtens forestille mig, at det er noget vi ville gøre igen. Helt sikkert.

Personligt og ret egoistisk, var det for mig ikke den mest optimale rejseform og jeg ville ikke gøre det uden børn – Og skulle vi afsted igen, tror jeg, at vi ville teame op med nogle venner eller familie, der kunne tage med og bo ved siden af os. DET gad jeg godt. Både for det sociale, de ekstra hænder og følelsen af at være flere afsted. Jeg tror særligt at os voksne, savnede ferie-fornemmelsen lidt, da vi hver aften, uden undtagelse var fuldstændigt færdige – For det er bare en mundfuld at rejse med mange børn, og der er konstant noget at se til – Dog var det på en mere afslappet måde end for eksempel på et hotel, eller et privat-lejet hjem. Det var fedt, at vi ikke skulle være bekymret for om der var (alt for tætte) naboer at tage kæmpe hensyn til, når børnene vågnede tidligt, at der ikke var ting af stor værdi, der kunne gå i stykker, samt at alle andre var der på samme vilkår som os. Det var både easy going og totalt i børnehøjde. Der var pools, vandrutsjebaner og aktiviteter for børn i alle aldre, og i princippet kunne vi havde nøjes med at være på pladsen hele ugen.

Vi tog alligevel nogle dage udenfor. Blandt andet i byen Antibes, der var så fin! Og så kørte vi til Cannes, og kiggede på dyre både, vilde biler og designerbutikker – Noget som særligt de store børn (mig selv inklusiv) synes var virkelig sjovt. Vi var på stranden, der selv om det var en overskyet dag, var et virkelig dejligt afbræk fra poolen og legepladsen. Alt i alt, en virkelig god oplevelse, med meget mere variation end mine forestillinger (eller fordomme) havde budt på inden afrejse. Min skepsis omkring camping delen, blev også gjort til skamme – For vi sov i rigtige senge, kunne tage varme bade og gå på toilettet bag en dør, hvilket er mere end man kan sige om vores nuværende situation i det byggeprojekt vi pt bor i. Et virkelig dejligt afbræk fra det hele for både store og især små.

Fem mere

For næsten fem år siden skrev jeg det her indlæg. Et indlæg som en læser var venlig at minde mig om den anden dag. Et indlæg der fik det hele til at bruse indeni mig. Jeg kan sagtens huske det indlæg. Husker at jeg lige havde fået job på ELLE, at jeg kort tid inden havde aftalt med mine forældre, at lejligheden de havde købt fire år forinden, som jeg boede i, skulle sælges ikke længe efter, at jeg lige havde fundet ud af, at Michael var forelsket i mig, ægte, og jeg havde samtidigt indset, at jeg også følte noget mere end jeg, på det tidspunkt, havde accepteret  – for ham. Alt var kastet op i luften og meget var ude af mine hænder og det var skræmmende og fedt og spændende og helt forfærdeligt på samme tid. Jeg vidste godt, at de næste år ville være vilde, og at meget nok ville komme til at ske, men jeg havde aldrig gættet at to børn, et bryllup, eget firma og et 40 kilometers sceneskifte skulle blive en del af den fremtid. A L D R I G.
Jeg tror heller ikke at de næste fem år bliver helt så begivenhedsrige, i hvert fald ikke i den størrelsesorden som de seneste fem har været. Det kan næsten ikke lade sig gøre. Men altså, who knows.
Fem år er lang tid, og så alligevel slet ikke.
Tænk, måske findes bloggen ikke til den tid. Måske er vores hus færdigt. Jeg har måske fået taget det s*ide kørekort. Pigerne er startet i skole. Vi har måske en hund. Det kan være, at vi har gjort alvor af min drøm om at bo nogle måneder i et andet land (jeg tvivler). Måske er alt som det plejer.
Jeg glæder mig på en eller anden måde ekstra meget til at se tilbage igen – Om fem år. Måske, ret sikkert, sammen med jer.

Havefest, morgentog og Vesterbro

Jeg var til den fineste havefest hos MM og Jon i går, en bryllupsfest i anledning af deres 5 års bryllupsdag. En fest der først sluttede tidligt i morges, hvor jeg ret pludseligt slet ikke kunne overskue at overnatte alligevel, selvom det egentlig var planen. Så jeg hankede op i mig selv, og trissede mod toget, der bragte mig til København og mine forældres lejlighed på Vesterbro lidt i 6 i morges. Jeg følte mig en anelse yngre end jeg er, da jeg ydmygt måtte erkende, at jeg ingen nøgle havde, og derfor blev nødt til at vække mine sovende forældre for at komme ind. Ind kom jeg, undskyldende, enormt træt og heldigvis ikke så fuld længere, da jeg en del timer inden havde besluttet at en masse vand var bedre end flere shots, at jeg fik en rar 7/11 medarbejder til at smide et skud espresso i den filterkaffe jeg købte, og at jeg i morgentoget hurtigt blev ædru, da mine medpassagerer var alt andet end det, hvilket altid gør mig en anelse utryg. Voldsomt fulde mennesker jeg ikke kender, that is.

Nu er jeg lige vågnet i min lillesøsters gamle værelse hos mine forældre, med ømme (og ret beskidte havefest-ramte fødder) og ondt i håret, efter fire timers søvn, hvilket med garanti ikke er nok, men jeg kan høre min stedfar og mor pusle rundt på den anden side af døre , og det er simpelthen sådan en dejlig lyd. Selvom jeg glæder mig til at vende snuden mod Hornbæk og mine favoritter, om et bad og et par kopper kaffe, er der noget virkelig fint og velkendt ved at ligge her og være “barnet” (det fulde barn) lidt.
God søndag!

Den ægte vare: Hverdagsglæde og uperfekt perfektion

REKLAME FOR ÄNGLAMARK

Da jeg blev mor, 23 år gammel, var jeg hunderæd for det hele. For det nye. For moderskabet og for voksenlivet, ting der set i bakspejlet, kan virke fuldstændig irrationelt og alligevel ret så genkendeligt. Næsten et årti senere, kan samme usikkerhed stadigvæk komme krybende. Gør jeg det godt nok? Er det også sådan her for andre?
Med de sociale medier, som er eksploderet i den tid jeg har været mor, er det blevet mere tilgængeligt, at kigge ind af andre folks vinduer, ind i andres liv, selvfølgelig i de kvadrater de (vi) nu vælger at vise. En opstillet virkelighed. Det er tæt på umuligt ikke at komme til at sammenligne sig selv. Sit udseende. Sin hverdag. Sit ægteskab. Sit hjem. Forældreskabet. MEN, som jeg har sagt mange gange før, er det også blevet muligt at spejle sig selv på en helt ny måde. At opleve, hvordan det er for andre. At de fleste af os bliver trætte, skælder vores børn ud, serverer rugbrødsmadder til aftensmad, eller må rende i supermarkedet i det sekund de åbner mandag morgen, fordi man havde glemt, at der skulle smørres madpakker. Det er også blevet nemmere at dømme, at ’shame’ som det populært hedder, men det er heldigvis også blevet mindst lige så nemt at støtte og anerkende hinanden og ikke mindst, at finde en ro i, at vi allesammen stå over for mange af de samme udfordringer, har de samme bekymringer og ind imellem taber det meste på gulvet – Og at vi alle gør det helt rigtigt. Nemlig så godt vi kan, og at det er mere end godt nok.

I det hele taget oplever jeg, at der tales meget mere åbent om alle aspekter af forældrelivet nu, end for bare 9 år siden, hvor jeg var gravid og alt i den verden var ny. Jeg gør det selv. Deler. Også det pæne, selvfølgelig. Ligesom de billeder der kom i fotoalbummet igennem 80’erne og 90’erne, hvor jeg voksede op. Men jeg forsøger netop også at skildre det almindelige, det svære og det uperfekte. Både for min egen skyld, og for dem, der måske kan bruge mine erfaringer til noget. Det er skræmmende at rejse sig og fortælle åbent om ammeforløb, der går i vasken igen og igen, om at man igen var den pisse sure mor, og om at man blev uvenner med både mand og børn fem minutter inden afgang til den der ferie, der skulle være så afslappende og fed. Men jeg tror det er vigtigt, at vi gør det, og når vi en sjælden gang imellem enten føler misundelse, forargelse eller sætter os uforstående overfor hinandens valg og delingen af dem, vender det om og ser indad i stedet for at pege fingre. Det er en svær øvelse, men den er nødvendig.

Min hverdag er præcis lige så triviel og almindelig som din sikkert er, og den er fyldt med små lykkeglimt, glade børn, smukke hjørner, skåret frugt, allergivenlige cremer og vådservietter, et hav af økologiske råvarer, og skabe fyldt med speltmel og gode intentioner, men der er også e-numre, klistrede børn, sure miner, hemmelige skuffer med chokolade og forbudte cigaretter og utallige støvede hjørner. Og det hele er ok og helt almindeligt.

Da Änglamark lagde op til det samarbejde som indlægget her er en del af, tøvede jeg ikke et sekund. Både fordi at vi i forvejen bruger Änglamarks produkter ret flittigt (ovenstående er, hvad jeg kunne finde frem bare ved at kigge rundt i køkkenet i morges), men i særdeleshed fordi at budskabet i kampagnen om ‘En bekymring mindre’ er, at vi allesammen gør det skide godt, at ‘perfekt’ ikke nødvendigvis  er det samme som ‘det rigtige’, og at vi allesammen måske lige skal tage ambitionsniveauet lidt ned, inden vi brækker nakken, hvilket jo alt sammen er noget jeg selv forsøger at vise her på mine kanaler.

Änglamarks produkter kan købes i Coops butikker: Kvickly, SuperBrugsen, DagliBrugsen, Irma og Fakta.

I øvrigt

  • Har jeg fået et lidt anstrengt forhold til spidskommen. En overdosis måske.
  • Er Loulou startet i vuggestue i dag. Jeg kan ikke få fat på Michael, der står for indkøringen, og jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg ikke ved, hvordan det er gået.
  • Glemmer jeg konstant min telefonoplader, og løber konstant tør for batteri.
  • Italesætter mange af jer, der følger med, at jeg virker ekstra glad og lykkelig for tiden. I har ret. Jeg tror det allermest skyldes vejret. Jeg. Elsker. Det.
  • Skal jeg til bryllupsfest hos Langerne på lørdag, og jeg overvejer kraftigt at booke et hotelværelse i Køge, så jeg ikke skal koordinere hjemtransport om natten. Hornbæk og Køge er virkelig langt væk fra hinanden (!)
  • Har jeg absurd stor tøjkrise til selvsamme fest. Jeg er i buksehumør. Måske et sejt suit?!
  • Ved jeg bare at jeg har glemt noget vigtigt og det tynger helt vildt! Jeg aner bare ikke, hvad det er…
  • Er Otto startet til Surf, og det er det sejeste i verden. Han er så stolt. Så det er jeg også.
  • Er han i samme omgang startet til svømning, og vi har lovet ham et surfboard, når han kan svømme 500 meter uden pause. Det kan jeg ikke engang….
  • Ved jeg egentlig ikke helt, hvad jeg synes om ovenstående gulerods-metode. Men det lød som en god plan, da vi fandt på det.
  • Har jeg fået en virkelig dårlig vane, eller nærmere et usundt tankemønster, hvor jeg får ondt i maven og frygter det værste, hver gang jeg får en ny kommentar. Helt uden grund 99% af gangene. Tak.
  • Findes der iskaffe med saltkaramel, fandt jeg ud af i dag. Det bliver svært at overholde min nye ‘alt med måde’-livsstil med den viden…

Housewarming!

Selvom der er laaaang vej igen, før vores hus er færdigt, eller det der minder om, har vi besluttet os for at holde en fest. En tidlig housewarming, i haven. Det gør vi allerede om et par uger og planlægningen er derfor så småt i gang. Det bliver med børn om dagen, og uden om aftenen, hvilket er en anelse angstfremkaldende eftersom at Loulou aldrig er blevet passet udover et par timer her og der. Men nu skal det være, og jeg er ret sikker på, at både hun og vi er klar til det (mest hende).

Det er mange år siden, vi har holdt fest. Jeg tror det var vores bryllup i 2015 sidste gang, og inden da var det Michaels 32 års året inden brylluppet (og i øvrigt dagen inden jeg fandt ud af at jeg var gravid med Uma). Så det er vist også ved at være på tide. Jeg ville nok foretrække at vente til huset var lidt mere indbydende og færdigt, men omvendt er der noget fint i at indvie det allerede nu, særligt når vejret er som det er. 

Jeg har af gode grunde aldrig holdt en havefest og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har holdt en housewarming. Ikke siden min første lejlighed, og det var altså i 2004 – Og den var noget mere vild, end jeg forestiller mig, at vores bliver om to uger. 

Jeg ved, at der om dagen skal være masser af is, hotdogs, vandpistoler og balloner, og at der om aftenen skal være rosé i stride strømme, og bland selv drinks, og kulørte lamper, og nok noget med en grill. Men derudover er jeg ret blank for ideer. 

Så jeg tillader mig at række ud til jer. Hvad er jeres ultimative havefest-tip? Do’s and dont’s… Kom med dem. Så er I søde! 

Ikke mere Andedammen 

Det er præcis to år siden, at Cana og jeg startede et nyt kapitel sammen i form af Andedammen. Kontoret med den lyserøde væg og byens måske bedste udsigt. Mange timer er blevet brugt der siden, mange stunder, arbejdsrelaterede og personlige. Meget er sket der i dammen. Vi har grint, grædt, knoklet, lavet planer, truffet beslutninger, slidt en Nespressomaskine ned, haft vores børn med, taget åndssvagt mange selfies, drukket mange flasker champagne, fejret, sørget, krammet og ikke mindst skrevet uendelige blogindlæg. Men snart er alt det slut. Andedammen skal videre, eller rettere sagt, det skal vi. Cana og jeg. Ikke hver for sig. Selvfølgelig ikke. For det er jo sådan, at vi for et år siden, faktisk i Andedammen, satte et nyt projekt i søen, det var her det første Confetti-frø blev plantet og det har siden vokset sig større, og vi har i fællesskab besluttet, at vi gerne vil have et nyt kontor. Et Confetti kontor. Med alle vores confetti damer. Vi er dog ikke nok Confettier til at det helt vil kunne løbe rundt i damen, så det bliver et andet, lidt mindre sted, som vi flytter ind i inden længe, og derfor lukker Andedammen, så snart nogle nye lejere melder sig. Måske det er dig, eller en du kender, der står og mangler nogle erhvervs lokaler midt i Kbh K? I så fald er du velkommen til at kontakte os på andedammencph@gmail.com, så skal vi nok sørge for at sætte dig i kontakt med vores udlejer ASAP.

Cirkus og græsplæner 

Nedenstående skrev jeg for nogle dage siden, men fik det ikke udgivet. Jeg har netop læst det igennem med friske øjne og synes faktisk, at det blev meget fint. Husk at det meste I læser og ser her i huset, er glimt fra et større billede. Glimt fra både det gode, det grimme og alt derimellem.

Jeg sidder i vores midlertidige sydfranske hjem. Mine døtre sover. Den ene i klapvognen udenfor, den anden i soveværelset. Jeg har placeret mig på terrassen iført badetøj. Mine ben er det blegeste de nogensinde har været og det forsøger jeg at gøre noget ved. 

Drengene og Michael er i poolen 200 meter herfra. Når pigerne vågner og badedrengene er retur, skal vi ned og handle ind til aftensmad og til madpakker, til i morgen, hvor vi har besluttet os at tage på tur. Alle seks. Seks! Det er sgu mange mennesker! Og det mærkes. 

Vi kører rundt i en minibus, der går under navnet bandbussen. Men Cirkusvognen kunne også have været oplagt, for det er lidt hvad det føles som. Et fjollet og ret kaotisk cirkus, med vilde dyr og forsvindingsartister og løvetæmmere. Og så er der den sure cirkusdirektør. Mig.

Jeg elsker mit cirkus, forstå mig ret, og jeg vil til hver en tid anbefale alle at få en masse børn, MEN det holder også hårdt med fire styks i forskellige aldre. Særligt på ferie. Ferie skal være afslappet. Det kan man ikke kalde det her. Det er sjovt, og dejligt. Men der er ikke mange rolige øjeblikke. Og jeg tager mig selv i, at se en smule misundelsesværdigt på dem omkring os med et og to børn. Der er ro på derovre hos dem. Det er der ikke hos os. Ikke fordi der som sådan hersker rigtig kaos, og børnene er sådan set ret eksemplariske, og jeg kan tælle på en enkelt hånd, hvor mange gange en af dem har haft et sammenbrud på de fire dage vi har været her (hvilket er ret godt gået, eftersom at der er fire potentielle breakdowners). Men vi er trætte, Michael og jeg, færdige, om aftenen når der er ro. Det er en underlig ting, og jeg er så bange for at mine ord bliver misforstået, for jeg vil jo på ingen måde bytte mit cirkus eller dets artister, og vores græs ser sikkert også pisse grønt ud i nogens øjne,  altså under alt legetøjet, og vissent og uattraktivt i andres. Men det er heldigvis bedøvende ligegyldigt i sidste ende, for selvom jeg tager mig selv i at se over hækken ind i mellem og misunde overskuddet og roen, vender jeg alligevel tilbage til mit eget telt og har svært ved at forestille mig et andet hold. Og når de yngste en dag bliver store og de ældste flyver fra reden, håber jeg virkelig at jeg føler, at jeg huskede at nyde ferierne, tiden, kaosset og alt imellem, for jeg har hørt, at det går hurtigere end man tror. Og det kan jeg næsten heller ikke holde ud. Konklusionen må være, at jeg virkelig vil prøve at nyde mit eget græs og stoppe med at sammenligne det med andres, også selv om mit eget larmer ind imellem.