Venner. Gamle, nye, flere.

Jeg elsker mine venner og veninder. Både dem jeg taler med på daglig basis, dem jeg ser alt for lidt, dem der har været der i årtier og dem jeg har været heldig at samle op i løbet af de sidste få år. 

Jeg er den der ven, som har gang i lidt mange ting, og godt kan glemme at give lyd i en periode. Jeg skal nok huske fødselsdage, vigtige begivenheder, og jeg skal også nok være der, især når det gælder. Jeg er loyal, nogle gange for loyal, mener min bedre halvdel, fordi det indimellem ender ud i, at jeg bliver trådt lidt over tæerne og så bare bliver stående. 

Jeg kan holde på hemmeligheder som ingen anden og jeg elsker mine veninder sådan helt ægte ind til knoglerne. 

Jeg er en god ven. For det meste. 

Jeg har aldrig haft vildt mange veninder og venner, og få af dem er veninder med hinanden. Jeg har for eksempel aldrig haft én stor venindegruppe, men flere enkelte eller små grupper af to eller tre. I en periode som barn, havde jeg slet ingen faktisk, og jeg tror at det er med til at jeg forsøger at værne ekstra meget om dem jeg har. Også selvom det måske ikke altid lykkes.

Min ældste veninde, og i virkeligheden min første rigtige veninde, har jeg kendt i 19 år. Vi ses sjældent, men jeg betragter hende fortsat som en af mine bedste bekendtskaber. Vi kender hinandens familier, sov sammen næsten dagligt de første tre-fire år af vores venskab, er blevet voksne sammen og arbejder i samme branche. Hun blev mor for nyligt til sit første barn, og jeg tror, at det har været den gang, jeg har været mest berørt (læs: har lykkegrædt mest) over at en veninde er blevet mor. Nok fordi at vi mødte hinanden i vores sårbare spæde teenageår, og det derfor på en måde er ekstra vildt, at hun nu er mor. Ekstra vildt og smukt. 

Så er der jo Rachel som I med garanti har læst om, hvis I har fulgt med mere end i ti minutter. Det er hende jeg har en podcast med, og som uden tvivl er hende jeg taler mest med og er tættest med. Rachel har jeg kendt i omkring 12 år. Vi mødtes på HF og blev uadskillelige kort tid efter, og er det fortsat. Der går aldrig mere end max et døgn uden kontakt, og oftest bliver det til mange opkald og sms’er hver dag. Hun er den jeg fortæller alt, med det samme. 

Og så er der en masse i mellem, som jeg i virkeligheden også har lyst til at fremhæve, fordi de er så skide vidunderlige og vigtige, men jeg har på fornemmelsen at det ville blive meget langt (og så ved jeg at nogle af dem, helst er fri for at blive nævnt).

Jeg har veninder og venner jeg har kendt i 2, 5, 10, 15 og flere år, og jeg har helt nye bekendtskaber som jeg håber, bliver veninder, og venner. 

Men hvordan får man egentlig venner som voksen? 

Altså selvfølgelig er der helt naturlige konstellationer, hvor det ligesom bare sker. En kollega, en studiekammerat, en forældre til et barn ens eget barn leger med, en i mødregruppen, en venindes veninde. Jeg har vist prøvet at få nye og betydningsfulde bekendtskaber i all of The above. 

Og så er jeg begyndt at bestræbe mig på at være den, der lægger op til mere, når jeg støder på folk jeg kan lide. For mennesker møder vi allesammen, og derimellem er der jo dem, man klikker med. Og når det sker, prøver jeg at samle den op, og invitere på kaffe eller øl. Det kan være lidt grænseoverskridende, og jeg er altid bange for et nej. Nok lidt ligesom hvis man inviterer på en ægte date. 

For det meste siger folk heldigvis ja, og nogle gange bliver den der kaffe aldrig til noget, andre gange gør det, og så kan man jo se det an derfra. Det er jo ikke sikkert, at det udvikler sig til et venskab, eller et nært bekendtskab, måske bliver det ved noget perifert, men måske er det også fint nok. 

For mig som introvert er det i hvert fald en ret fin øvelse, har det vist sig. 

Og jeg tager for tiden lidt tilløb til at gøre det noget mere, i min nye by. Ikke fordi at jeg har planer om at erstatte dem jeg har, men fordi at jeg har fundet ud af, at det gør mig tryg og glad, (også) at have venskaber fysisk tæt på mig. 

9 replies
  1. Liv
    Liv says:

    Hej 😊
    Min mand og tre små piger flyttede for nylig til Jylland efter for mit vedkomne 13 år i Kbh. Vildt og et kæmpe stort spring!! Vi aftale, at vi simpelthen var nødt til at være lidt fremme i skoene. Vores mellemste datter går i børnehave, og når hun gerne ville have legeaftaler, inviterede vi forældrene på kaffe. Det var lidt grænseoverskridende, men det var samtidig enormt hyggeligt😊

    Svar
  2. Kristina
    Kristina says:

    Åh hvor kan jeg genkende dine tanker om hvordan man får nye venskaber når man er voksen. Jeg er tilflytter i en lille landsby i nabolandet, og det første lange stykke tid løb jeg panden mod en mur når jeg prøvede at nærme mig andre kvinder. Simpelthen fordi folk heromkring har boet her siden barndommen og er helt og aldeles fastlagte i deres årelange venskaber og grupper, hvor man ikke bare sådan lige lukker en ny (udenlandsk) kvinde ind. Det var frustrerende men til sidst lykkedes det! Midt blandt gummistøvler og glade børn faldt en anden børnehave-mor og jeg i hak, og efter et langt tilløb tog jeg mod til mig og spurgte om hun havde lyst til at drikke kaffe. Det havde hun 🙂 Vores venskab har nu 4 år på bagen og jeg er så glad for at jeg turde sprøge hende.

    For ja: gamle venskaber og mail-venskaber kan noget ganske særligt, men det *er* nu rart at kunne mødes til kaffe med én, der bor lige om hjørnet <3

    Svar
  3. Rikke
    Rikke says:

    Det har givet mig en håndfuld gode veninder, at starte på et fitness center for flere år siden. Der var det træningen der bandt os sammen, og ikke mand, børn, hjem. Nu kender vi selvfølgelig hinanden så godt, at det også er der.
    Og lige om lidt tager jeg på vores 2 . ferie sammen til Kreta.

    Svar
  4. Merete
    Merete says:

    Så godt et indlæg!
    Åh, jeg synes det er svært det med nye venner. Jeg er flyttet tilbage til min fødeby, men de veninder, jeg stadig har fra dengang jeg boede her, har jo i mellemtiden også flyttet sig. Jeg arbejder en times tid herfra, så selvom der bestemt er venindemateriale i et par af kollegerne, så er det svært at få til at blomstre.
    Har heldigvis fået to børn de sidste 3 år og været skideheldig med mødregrupperne. Gør også, hvad jeg kan, for at de skal udvikle sig til venskaber. Men derudover synes jeg, det er svært. Alle, inkl. mig selv, har jo så travlt hele tiden. Men inspirerende det der med at foreslå en kop kaffe…

    Svar
  5. Lone
    Lone says:

    Vi er “lige” flyttet i nyt hus. Bygget på et nyudstykket område, hvor alle nabohuse også er ganske nye. Så ingen hække at gå og gemme sig bag. Så her er der allerede opstået mange nye, skønne venskaber, da vi jo ser hinanden hele tiden, og der er mange ting at snakke om – og børnene i øvrigt ikke rigtig kan finde ud af, hvor eget legeområde slutter og hvor nabobarnets begynder :-). Så klip hækken ned….eller måske nøjes med at hoppe ud på vejen og cykle/lege med børnene. Mon der så ikke titter andre børn frem….børn med forældre, der også gerne vil have nye venner.
    P.S. Vi inviterede i øvrigt alle på vejen på spontan nytårsskål 1/1. Vi var efterflg helt høje over hvor stor en succes (vi synes) det var. Måske en postkasseinvitation til et glas vin i haven eller lign, kunne være en ide hos jer. Det får man naturligvis ikke umiddelbart de nære og dyrebare venskaber af – men måske en pejling af, hvor der kunne gemme sig noget godt;-). God sommer

    Svar
  6. Lou
    Lou says:

    Så fint et indlæg, og meget rammende. Jeg er selv flyttet tilbage til min fødeby efter 15 år i København. De fleste af vores venner bor fortsat i Kbh og jeg tvivler på, om de nogensinde flytter ‘hjem igen’, som vi har gjort. Det er virkelig svært at møde nye bekendtskaber, og hvordan gør man lige, når man er på den anden side af 30, og alle jævnaldrende er super-satte!? Heldigvis er jeg kommet i en god mødregruppe, hvor jeg særligt klikker med en af dem. Vi går en del ture sammen og nu har jeg endelig taget mig sammen til, at invitere hende hjem til formiddagskaffe. Hun sagde ja! Og hun tager begge børn med – vores begges store barn er nemlig også lige gamle, så mere perfekt kunne det ikke være. Mødregrupper kan virkelig noget særligt, og jeg ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke var kommet i en god en. – Ville på det kraftigste nok overveje at rykke tilbage til Kbh efter et par år, da venskaber omkring mig også betyder meget, og her er familien ikke nok. Egentlig spøjst, at man flyttede fra vennerne for at komme tættere på familien, men hvem er det så lige man savner når det kommer til stykket!? Ak, det et svært at være splittet – og stille sig tilfreds 🙂

    Svar
  7. Birgitte
    Birgitte says:

    Er jeg den eneste som synes det er SÅ sjovt at du “lægger op til mere?”
    Forresten, tak for billedet af terrassen post gæster og børn. Flytter snart i hus og det der realitycheck gjorde mine forventninger lidt mere realistiske

    Svar
  8. Anne P
    Anne P says:

    Nu har jeg sværmet om dette indlæg et stykke tid og tit tænkt på at skrive en kommentar, men så alligevel.. eeeej kan man nu også det, når man egentlig ikke har noget at sige? Udover at det er et pisse godt indlæg! Virkelig godt skrevet og har sat så mange gode tanker igang hos mig.. tak ❤️Imponerende!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *