I øvrigt

  • Har jeg gået og brudt min hjerne i dagevis omkring hvad pokker det nu er jeg skal på lørdag?! Det gik op for mig lige før, at det var datoen for Harry og Meghans bryllup, der havde indprentet sig i min hjerne. Det skal jeg ikke med til. 
  • Skal jeg til gengæld til MMs bryllupsfest i næste måned og har kæmpe tøjkrise.
  • Har jeg udelukkende købt højtaljede bikiniunderdele til vores ferie i et forsøg på at minimere udsynet til strækmærker. Det fungerer pissegodt! Foran. Bagfra, NOT so much. Altså ikke strækmærke-mæssigt, mere sådan lang røv-mæssigt.
  • Trækker tilblivelsen af vores badeværelse ud og ud og ud …. I dag græd jeg lidt over det. 
  • Bader vi udenfor. Bag et lagen, på en sten, med en vandslange. Børnene elsker det. Min mand elsker det. Jeg hader det. 
  • Har jeg forelsket mig i en cykel, som Ida Rud viste på sin Instagram i dag. Fuck, hvor jeg savner at cykle! 
  • Drikker man virkelig meget rosé, når man har en have at drikke den i. Vi gør i hvert fald. 
  • Fjernede vi tidligere på ugen alle brændenælderne i haven og smed dem i en fuldfed risotto. Det kan anbefales!
  • Fik vi langt om længe bestilt pas, og fik seriøst den bedste betjening i borgerservice i Helsingør – Hvilket efter at have tilbragt et par minutter i venteværelset, virkelig imponerede mig. Det kan umuligt være det sjoveste sted at arbejde altid, men magen til overskud og god service har jeg sjældent oplevet.
  • Danser mit ældste barn ‘Swish swish’* hele tiden. Hele. Fucking. Tiden. Jeg savner fandme helt dabbing.
  • Har jeg genopdaget Crabbie’s Ginger beer. Av av av, hvor smager det godt!
  • Drikker jeg altså ikke så meget, som denne liste ellers begynder at indikere…
  • Er Loulou begyndt at “synge” med på musik, og det er det sødeste jeg ved.

* Swish Swish, eller The Floss, eller Backpack Kid Dance, som den også hedder, er jordens måske grimmeste dans. Den med armene. Ja, altså spørg google eller youtube, hvis du ikke er med. Eller. Faktisk. Lad være. Selv tak!

Mavefornemmelse og forældrevalg

Det ER nok noget af det jeg kan få mest ondt i maven over overhovedet. De valg jeg skal træffe på mine børns vegne. De vigtigste valg jeg overhovedet skal tage. Dem har der været mange af de seneste måneder, og de fleste er gået overraskende let. Først besluttede VI at flytte til en ny by. Så besluttede VI at tage den ene ud af skolen og ind i en ny, så skulle den anden starte i børnehave i en helt anden by, som ingen af os kendte, så meldte vi hende ud igen, tildels på grund af afstanden, tildels på grund af en mavefornemmelse som både Michael og jeg følte – En klassisk “er det bare fordi vi lige skal vænne os til børnehavelivet”-tvivl, men en klar følelse af, at det ikke var stedet for hende alligevel. Det kulminerede i en oplevelse, der gjorde os helt sikre i vores sag, og jeg kontaktede pladsanvisningen, der heldigvis var både forstående og behjælpelige. Vi fik en plads et andet sted. Tættere på. Vi holdte hende hjemme i ugerne optil skiftet, og var begge nærmest angst over, hvordan det skulle gå.
Var det bare os, der var åndssvage og pylrede? Var det i virkeligheden bare det, at så meget er nyt? Var det overhovedet den rigtige beslutning?
Og så startede hun i den nye børnehave, og så kunne vi trække vejret. Michael stod for den første indkøring, og var meget begejstret, og jeg selv gik derfra grædende første gang jeg var der. Af lykke og lettelse. Sjældent har jeg oplevet så varm en modtagelse og så meget overskud. Både os, Uma og selv Loulou, der var med på armen, blev set, hørt og anerkendt. Uma løb afsted med en flok piger, der tog hende til sig, og Uma bad mig om at gå. Hyyyl!

Selvfølgelig var der noget om den mavefornemmelse, selvfølgelig skulle vi reagere.
Ja, det er en overvældende periode det hele, og alt skal have en reel chance, men når noget føles forkert, helt forkert, er det det nok også.

Countdown til camping

REKLAME FOR EUROCAMP

Om lige præcis 11 dage og en håndfuld timer flyver hele min flok og jeg til Sydfrankrig, hvor vi i en uge skal opholde os på en campingplads. Vi skal bo i et mobilhome, der både har bad, opvaskemaskine, toilet og rigtige senge, så det rette begreb at bruge om ferien er nok glamping, frem for camping. Hvilket virker som det perfekte kompromis i min familie, hvor jeg personligt helst gerne vil holde ferie i noget, der lugter lidt af luksus, og min familie synes at bål, das og soveposer er alletiders.

Jeg glæder mig til ferie, til en uges timeout i solskin. Godt nok har vejret herhjemme de sidste uger været alt, hvad jeg har drømt om og lidt til, men at kunne flygte lidt fra byggeriet, madpakkerne og noget af ansvaret, glæder jeg mig virkelig til. Det er tiltrængt, for os allesammen, både store og små. Alle børnene skal med, og det bliver første gang, at vi skal rejse med alle fire børn, hvilket jeg er ret spændt på. Men i virkeligheden tror jeg, at det bliver hamrende nemt, måske lige med undtagelse af vores yngste, der virkelig hader at køre i bil, hvilket vi skal en del.

Vi skal afsted med Eurocamp, der har et imponerende udvalg af campingpladser i Europa. Vi valgte Sydfrankrig af flere årsager – Jeg er en anelse frankofil, og så har jeg tilbragt et par somre i Sydfrankrig som barn og teenager, så har en masse minder derfra. Det fede ved denne her tur kontra minde barndomsminder er dog, at vi ikke skal køre hele vejen. Det kan med garanti også noget, men det bliver, hvis nogensinde, når vi en dag har råd til en ordentlig stor bil.
Vi flyver til Nice næste lørdag sen eftermiddag, og når vi lander, henter vi en bil med plads til os alle seks (!) og kører til campingpladsen en god time fra lufthavnen. I kufferten har vi med til morgenkaffe og havregryn, hvilket kan anbefales i øvrigt, når man rejser med morgenmennesker, og ikke ved om det er muligt at købe ind ved ankomst. I det hele taget er eget køkken et must for os, når vi rejser med børn.

Jeg har som sagt ikke prøvet, at campe/glampe før. Ikke siden jeg var barn, hvor vi som sagt gjorde det indimellem (kørte hele vejen til Sydfrankrig fra Vesterbro, og boede så i telt i tre uger. Kæmpe respekt og gode tanker til mine forældre), og så var der selvfølgelig de berømte dag i sommers. hvor vi camperede i vores bus, i regnvejr, lidt uden for Køge.
Jeg håber det bliver lidt anderledes denne gang. Om ikke andet hepper jeg på solskin og et tæt loft.

Børnene er (selvfølgelig) HELT oppe og ringe over konceptet og beder om at se billeder af pladsen og dens mange pools hver dag. Personligt glæder jeg mig til sol på næsen, strandbesøg, en lun pain au chocolat hver morgen og iskold Calvados på terrassen (ja, der er en terrasse!) om aftenen. På denne her måde, ser det ud til at vi får det hele. SÅ nu skal jeg bare have bestilt badetøj, sandaler, solcreme, nåhja, og pas til Loulou (hvorfor jeg altid er i dårlig tid hvad de forbandede pas angår, er mig en gåde), og så afsted!

Vi glæder os.

 

 

 

Et rodehoveds bekendelser

Det er måske det, jeg bryder mig aller aller aller mindst om ved mig selv. Min ordenssans. Eller mangel på samme.

Jeg er virkelig dårlig til at rydde op og endnu værre til at holde noget pænt. Jeg er ret god til at smide ud, og jeg hoarder på ingen måde, men alligevel hober alting sig op og nærmest eksploderer om ørerne på mig.

Jeg prøver at rydde op løbende. Prøver at sørge for at alting har pladser. Fejler gang på gang og forstår ikke, hvordan andre gør.

Hvad er det, der er galt med mig?

Selvfølgelig, skyldes en del af det, at jeg har børn, og virkelig mange projekter, og ingen tid, alt det der. Men jeg var sgu lige sådan, måske endda værre, inden børn. Så selvom jeg nogle gange prøver at give dem ejerskab i min manglende ordenssans, holder den ikke helt. Desværre.

Jeg synes, det er SÅ pinligt. Det vokser mig altid over hovedet og selvom jeg påbegynder det ene oprydningsprojekt efter det andet, lykkes det aldrig helt, og ender nærmest mere rodet end udgangspunktet.

Min mand hader det også. Og jeg ved at det, kombineret med min stædighed og mit selvkritiske syn er det eneste han har svært ved ved mig. Hårdt, når det er de ting, man heller ikke selv bryder sig om.

Det resulterer i diskutioner af og til. Og i skænderier. Af den der slags, hvor jeg reagerer alt for voldsomt, fordi jeg er flov, fordi han har ret. I dag skete det igen. Og jeg græd og sagde åndssvage ting, og var urimelig. Øv.

Jeg vil så gerne ændre det. Vil så gerne lære det. Lære at rydde op. Lære at holde styr på mine ting. At organisere. At tage det i opløbet. Ikke at være en sjusket voksen.

Jeg ved bare ikke hvordan.

Pis.

Mors dag

Det har været svært ikke at smile sig igennem sit instagramfeed i dag. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Kærlighedserklæringer til mødre og til børn i stimevis. Det har været lige til at tude over, og det har gjort mig SÅ glad.

Jeg hoppede naturligvis med på bølgen med en slags kavalkade af børnebilleder i min story. Og jeg må nok indrømme, at jeg sgu er helt til det, til Mors dag. Meget mere end jeg troede. Særligt på de sociale medier, viser det sig. Det er jeg altså, og jeg har ikke fået så meget som en blomst, men det er fuldstændigt ligemeget, for jeg har istedet haft flere øjeblikke af lykkelig nostalgi og små stik af taknemmelighed, takket være Instagram i dag. Det er svært at se sig sur på det, selvom jeg vist er skyldig i netop det tidlige i min tid som blogger og som mor. Men lad nu det ligge. I dag er jeg vild med det (måske jeg også giver mig hen til Valentines Day næste år, be Warned!)

I snart ni år har jeg været mor, og det er uden tvivl noget af det sværeste, sjoveste, bedste og skøreste jeg nogensinde har skulle være. Selvom jeg stadigvæk nogle dage føler at jeg famler i blinde, og stadigvæk støder på udfordringer, hvor jeg ikke aner om jeg er på rette vej, så er jeg pjattet med det, og meget bedre til det end jeg troede jeg ville være. Jeg elsker af være mor, og elsker især, at jeg kommer til at være det altid.

Mor til de tre bedste mennesker jeg kender.

Helt ufarlige knuder. Selvfølgelig.

Egentlig ville jeg ikke skrive om det, før det var “overstået”, men jeg kan mærke at jeg bliver nødt til det. For at afdramatisere det og for at få min skrivelyst tilbage.

Måske husker I, at jeg for to år siden var igennem nogle undersøgelser, fordi jeg havde en knude i brystet, eller to var det jo faktisk, men jeg havde selv kun opdaget den ene. Det vendte op og ned på alt, og jeg var rædselsslagen og helt rundtosset i ugevis. Det hele kulminerede gudskelov i et lettelsessuk på Rigshospitalet, da biopsien viste, at der var tale om en ufarlig og betydningsløs bindevævsknude.

Jeg blev gravid kort tid efter, og glemte alt om knuden, der faktisk også forsvandt i en periode.

Nu er den tilbage, noget større og med selskab. Syv stykker er der fundet i alt og særligt én af dem, gør mig lidt tør i halsen. Den føles anderledes. Mere hård, mindre flytbar, mere … farlig.

Det er den ikke. Selvfølgelig ikke.

Og i virkeligheden er jeg meget lidt påvirket af det hele, i forhold til sidst. Er faktisk skide glad, men det sidder dog i min krop og titter frem et par gange hver dag, og særligt når jeg sætter mit til tasterne, dukker den lille bitte frygt op. Derfor vælger jeg at dele det. For at give plads til noget andet.

Selvom der ikke er så meget at dele. For jeg ved meget lidt lige nu, og kan i virkeligheden meget lidt overskue at “tale” om det, og har givet mine veninder mundkurv på. “Vi taler om det når det er slut!” Vrisser jeg af dem. (Undskyld).

Jeg går ud fra, at det ligesom sidst slet ikke er noget, der behøver at fylde, men det gør det jo. Det sætter faktisk gang i en hel masse tanker om fremtid og om helbred generelt. Præcis som sidst, og selvom det ikke er altoverskyggende og jeg forhåbentlig kun skal dele et enkelt indlæg mere om det, når dommen falder – dommen om at alt er mega normalt og at der igen blot er tale om helt almindelige, ligegyldige, fjollede, knudrede fibroadenomer – kan jeg godt mærke, at det skal ud af mit system, eller bare siges højt. Og selvom at skuldrene nok først falder ned på deres rette plads, når forløbet er overstået om nogle dage, er de en anelse længere fra ørerne end da jeg satte mig ved computeren for lidt siden.

Det skal nok gå godt, alt er normalt og ufarligt. Selvfølgelig.

Venner. Gamle, nye, flere.

Jeg elsker mine venner og veninder. Både dem jeg taler med på daglig basis, dem jeg ser alt for lidt, dem der har været der i årtier og dem jeg har været heldig at samle op i løbet af de sidste få år. 

Jeg er den der ven, som har gang i lidt mange ting, og godt kan glemme at give lyd i en periode. Jeg skal nok huske fødselsdage, vigtige begivenheder, og jeg skal også nok være der, især når det gælder. Jeg er loyal, nogle gange for loyal, mener min bedre halvdel, fordi det indimellem ender ud i, at jeg bliver trådt lidt over tæerne og så bare bliver stående. 

Jeg kan holde på hemmeligheder som ingen anden og jeg elsker mine veninder sådan helt ægte ind til knoglerne. 

Jeg er en god ven. For det meste. 

Jeg har aldrig haft vildt mange veninder og venner, og få af dem er veninder med hinanden. Jeg har for eksempel aldrig haft én stor venindegruppe, men flere enkelte eller små grupper af to eller tre. I en periode som barn, havde jeg slet ingen faktisk, og jeg tror at det er med til at jeg forsøger at værne ekstra meget om dem jeg har. Også selvom det måske ikke altid lykkes.

Min ældste veninde, og i virkeligheden min første rigtige veninde, har jeg kendt i 19 år. Vi ses sjældent, men jeg betragter hende fortsat som en af mine bedste bekendtskaber. Vi kender hinandens familier, sov sammen næsten dagligt de første tre-fire år af vores venskab, er blevet voksne sammen og arbejder i samme branche. Hun blev mor for nyligt til sit første barn, og jeg tror, at det har været den gang, jeg har været mest berørt (læs: har lykkegrædt mest) over at en veninde er blevet mor. Nok fordi at vi mødte hinanden i vores sårbare spæde teenageår, og det derfor på en måde er ekstra vildt, at hun nu er mor. Ekstra vildt og smukt. 

Så er der jo Rachel som I med garanti har læst om, hvis I har fulgt med mere end i ti minutter. Det er hende jeg har en podcast med, og som uden tvivl er hende jeg taler mest med og er tættest med. Rachel har jeg kendt i omkring 12 år. Vi mødtes på HF og blev uadskillelige kort tid efter, og er det fortsat. Der går aldrig mere end max et døgn uden kontakt, og oftest bliver det til mange opkald og sms’er hver dag. Hun er den jeg fortæller alt, med det samme. 

Og så er der en masse i mellem, som jeg i virkeligheden også har lyst til at fremhæve, fordi de er så skide vidunderlige og vigtige, men jeg har på fornemmelsen at det ville blive meget langt (og så ved jeg at nogle af dem, helst er fri for at blive nævnt).

Jeg har veninder og venner jeg har kendt i 2, 5, 10, 15 og flere år, og jeg har helt nye bekendtskaber som jeg håber, bliver veninder, og venner. 

Men hvordan får man egentlig venner som voksen? 

Altså selvfølgelig er der helt naturlige konstellationer, hvor det ligesom bare sker. En kollega, en studiekammerat, en forældre til et barn ens eget barn leger med, en i mødregruppen, en venindes veninde. Jeg har vist prøvet at få nye og betydningsfulde bekendtskaber i all of The above. 

Og så er jeg begyndt at bestræbe mig på at være den, der lægger op til mere, når jeg støder på folk jeg kan lide. For mennesker møder vi allesammen, og derimellem er der jo dem, man klikker med. Og når det sker, prøver jeg at samle den op, og invitere på kaffe eller øl. Det kan være lidt grænseoverskridende, og jeg er altid bange for et nej. Nok lidt ligesom hvis man inviterer på en ægte date. 

For det meste siger folk heldigvis ja, og nogle gange bliver den der kaffe aldrig til noget, andre gange gør det, og så kan man jo se det an derfra. Det er jo ikke sikkert, at det udvikler sig til et venskab, eller et nært bekendtskab, måske bliver det ved noget perifert, men måske er det også fint nok. 

For mig som introvert er det i hvert fald en ret fin øvelse, har det vist sig. 

Og jeg tager for tiden lidt tilløb til at gøre det noget mere, i min nye by. Ikke fordi at jeg har planer om at erstatte dem jeg har, men fordi at jeg har fundet ud af, at det gør mig tryg og glad, (også) at have venskaber fysisk tæt på mig. 

Lille bitte store menneske

Om mindre end fire måneder fylder han ni år. Det kommer ofte bag på mig, ikke fordi at jeg ikke føler, der er gået ni år. Det er jeg helt med på, at der er, og der er sket MEGET i de ni år. Helt vildt. Men det der med at have så stort et barn, der har brug for mig på et helt andet plan end tidligere. Et barn der er selvkørende, et barn med holdninger, følelser, meninger. Med empati, humor, forståelse. I en helt anden liga end hende på tre, og hende på et. Selvfølgelig.

Jeg er vild med det, vild med ham. Vild med vores historik.

Nogle gange kommer jeg til at overse ham lidt. Ikke med vilje, men fordi at han kan og gør det meste selv. Det er helt vildt fedt at han er nået dertil, og helt vildt skræmmende.

I formiddags lå han indenfor i sofaen, mens vi andre var udenfor. Jeg gik ind til ham, spurgte om han var ok. Det var han, bare træt, og så sagde han at han synes vores nye hus var dejligt at være i, så han lige ville ligge og kigge rundt. Jeg lagde mig sammen med ham og vi sludrede lidt. Om hans værelse, om skolen, om aftensmaden… Indtil hans vejrtrækningen blev tung, og han faldt i søvn. På mig.

Det er sket de første 100 gange i hans liv, og det er nok kun et par år siden at det sidst er sket, men det føltes som meget længere, så jeg tog det ind. Blev liggende. I stilhed. Og nød det. Jeg håber ikke det er sidste gang, men måske er det …

Lille bitte kæmpestore Otto <3

 

Sure mor

Jeg hader det. Hader når jeg ikke kan rumme dem. Dem jeg elsker allermest. Hader når jeg er sur, når jeg ikke kan finde mere overskud, når jeg bider hovedet af dem. Hader når jeg sidder tilbage med ondt i maven og flovhed, som nu, når roen har lagt sig og de sover, og jeg ikke engang kunne være nærværende i de få timer vi havde sammen, da de kom hjem, fordi jeg havde for travlt, for travlt med mails der skulle besvares NU, med rod der skulle ryddes op NU, møder der skulle koordineres NU, hovedet oppe i min egen røv NU, og bare ikke mere line at tage af, galoperende PMS, og og og… Undskyldninger har jeg mange af, men det ændrer ikke på, at jeg var en sur mor, en tarvelig mor, en mor der ikke engang kunne lytte til det frustrerede barn, der havde brug for mig, eller kunne overskue den andens meltdown over noget med en tissemyre i vindueskarmen udenfor. En mor, der havde fået nok.

Øv, mand. Kæmpe øv. Jeg hader det, jeg ved jeg hader det, og alligevel sker det. Ikke hver dag. Ikke engang tit. Men det sker.
Kan jo for fanden kun sige undskyld og forsøge at gøre op for det i morgen, og alle andre dage, alle de dage, hvor jeg ikke er en stor mor-lort. Øøøøøv!

Men det var jeg altså i dag. Igen. Og det var sikkert ikke sidste gang. Hun bor desværre derinde, mor-lorten, under alt overskuddet, al energien, alt det gode, sammen med sine veninder: Hystade-hustruen og stædig-sækken.

Nu, NU skal jeg (og de tre førnævnte mavesure damer) spise chokolade.

I øvrigt …. Husejer-edition

  • Har jeg i løbet af de sidste fem dage set edderkopper så store, at jeg et kort øjeblik insisterede på, at de måtte være kommet med en klasse bananer. Google fortalte mig at de er pæredanske. Ad.
  • Viser det sig at børn bliver absurd beskidte, når man har et hus, eller i hvert fald når man har en have. Men så er det jo skidefedt, at vi ikke har et bad endnu.
  • Venter vi i de her dage på vores toilet og bruser, og jeg har sjældent være SÅ på dupperne. Hver gang en varevogn eller lastbil sænker farten ude på gaden, springer jeg op.
  • Ved jeg godt, at hussnakken og det at flytte ud af byen har overtaget domænet på det seneste. Og at I er flere der er trætte af det. Bær over med mig. Det går nok over igen. Måske.
  • Er noget af det allerbedste ved det her hus-noget, at man kan tørre vasketøj udenfor. Kæft, det holder!
  • Har vi fået hængt en hængekøje op i haven. Op-tur!
  • Skal jeg lige vænne mig til ikke at tysse på børnene, når de løber om kap i stuen. Ingen underboer!
  • Er lyden af regn mod taget min nye yndlingslyd.
  • Har jeg på ingen måde forstand på planter. Hvad kan man plante i et højbed? Vi har to.