Når fortiden banker på

For noget tid siden modtog jeg en kommentar til et efterhånden gammelt indlæg, der fik det hele til at vende sig i mig. Alt snørede sig sammen og jeg blev i et øjeblik lille bitte, og skulle beherske mig for ikke at lade følelserne løbe afsted med mig. Følelser som ellers ikke kommer frem så ofte længere. Vrede, ydmygelse, grundrystende sorg. Kommentaren var fra fortiden og i virkeligheden både velformuleret og ordentlig med gode intentioner, men alligevel var min egen umiddelbare reaktion ingen af de ting. Jeg tyggede alligevel på det i nogle dage, eller nærmere i nogle uger, og som vreden aftog og jeg kunne læse ordene uden at holde vejret og knytte næverne, gjorde jeg noget, jeg ikke troede jeg kunne. Jeg skrev en mail til afsenderen. Med tilgivelse. Noget som jeg tidligere har svoret, at jeg aldrig ville kunne. Meget kan jeg tilgive, men ikke alt, troede jeg. Og så kom jeg i tanke om mine egne ord i det her indlæg.

Tilgivelse er bare et punktum.

Det her bliver ikke en af de historier, hvor jeg mødes med mine fortidsspøgelser og bliver hel igen. Jeg bliver aldrig hel, for noget gik i stykker dengang, noget jeg nu har lært at leve med og accepteret, og selvom jeg nu har tilgivet onde tunger og deres dengang barnlige uvidenhed, ødelagde de noget, som jeg ikke har lyst til at vise dem.

Mobning er noget lort. Simple as that. Men det er en stor del af min historie, og jeg kan mærke at jo ældre jeg bliver, des mere bevidst bliver jeg om, hvad det har gjort ved mig. Sideløbende med den erkendelse får jeg behov for at åbne mere op omkring det, berøre emnet mere, og måske på et tidspunkt bruge mine oplevelser til noget, fremfor “bare” at lægge det bag mig.

Jeg har berørt emnet flere gange, men samtidigt været meget bevidst om, at det ikke var et territorie jeg havde lyst til at sætte mig for meget på. Nok fordi at jeg i årevis var (og måske stadigvæk tildels er) så opsat på at mine oplevelser og fortid med mobning ikke skulle definere mig. At alle, deriblandt også jer, der læser med, skulle lære mig at kende som noget andet også. Ikke kun som en der er blevet mobbet, chikaneret og holdt udenfor.
Med årene har jeg lært, at det er helt ok at tale højt om det, at det ikke behøver definere mig negativt, og at jeg nok netop skal embrace den del af mit liv, og forsøge at vende det til noget positivt. Det har på sin vis været med til at forme mig, og ikke kun med negativt fortegn. Det har gjort mig følsom, givet mig komplekser og et ordentligt hak i selvtilliden, men det har også givet mig noget kant og medfølelse, det har gjort mig observant og ydmyg, og så har jeg været tvunget til at tage nogle svære samtaleemner og konfrontationer op fra en tidlig alder, hvilket jeg kan mærke kommer mig til gode nu.

Måske er det på tide, at tage fat i noget af det jeg har været igennem, måske kan mine erfaringer gøre noget for nogen.Sådan har jeg tænkt længe, og har undersøgt og talt med diverse organisationer, der har med mobning at gøre, og stille og roligt bliver jeg mere og mere klar til at se oplevelserne og konsekvenserne i øjnene og bruge det til noget konstruktivt. Både for mig selv, og måske en dag for andre. Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan.

40 replies
  1. Anne
    Anne says:

    Jeg bliver rørt af det her indlæg. Vil bare takke dig for, at være så modig at være åben omkring et så følsomt emne. Og hatten af for dig, tænk sig at svare hende og så endda tilgive. For det er stort og det må have været svært for dig. Og selvom du ikke skylder hende noget så tænker jeg at dit svar har betydet meget for hende.
    Du er mange ting- men lige nu og her synes jeg bare du er stærk.

    Svar
  2. Pia
    Pia says:

    Jeg måtte læse dit gamle indlæg, kommentaren og så dette.

    Helt kort og præcist… Jeg græd. Både over historien men også af glæde over hvor stærke dine nuværende tanker og ageren er. Du satme sej… ❤️. Kram til dig

    Svar
  3. dorthe
    dorthe says:

    var det ikke en idé at opsøge en psykolog? jeg mener bare, at det ville du da have brug for. nu har jeg fuldt dig fra få du startede med at blogge og kan fornemme at du har en del i din rygsæk, der ikke bare sådan kan bearbejdes af dig selv. sådan som du beskriver din sindstilstand i sidste blogindlæg ( med manglende menstruation mm) er det da tydeligt signal fra kroppen om hjælp. Er du ikke bange for at hele korthuset vælter en skønne dag? tanker og kram herfra

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Slet ikke bange. Grundkernen har det godt. Jeg har i øvrigt tilbragt mange timer i terapi og i den grad fået bearbejdet det aller sværeste. Men tak for bekymringen. Husk at det jeg deler her, altid bare er glimt. Både de svære og dejlige ting 🙂

      Svar
  4. Louise
    Louise says:

    Det er alt for vildt, det der.
    Tænk sig at hun skrev. Tænk sig at du svarede. Jeg bliver så berørt af hele situationen, at jeg kan mærke at jeg har lidt svært ved at rumme det.
    Jeg fornemmer faktisk skammen i hendes kommentar. Samtidig med at jeg bliver vred over udtryk som: gjorde din hverdag svær. Det lyder sgu nærmere til at det var et helvede.
    Og jeg ser en ung Cecilie med tårer og stædighed i øjnene – som en anden ungdomsfilm – og det rammer mig så forbandet hårdt.
    Fuck, hvor er du sej at du tilgav hende, Cille. Satte punktum. For din egen skyld, lige så meget som for hendes, tænker jeg.
    Og så skal du bare vide at du i dag har en masse jævnaldrende, som ser helt fantastisk meget op til dig. Deriblandt mig. ❤️❤️❤️

    Svar
  5. Piximouse
    Piximouse says:

    Jeg har både været mobber og er blevet mobbet. Og det er så grimt. I dag er det virkelig også voldsomt med hele den digitale dimension. Et mobbeoffer har aldrig fred.

    Jeg håber, du vil bruge dit talerør, som du selv skriver, det vil være så stærkt. Og så vigtigt!
    Forståeligt vil det kræve en enorm styrke, men at kunne klare det som du gør, bevidner denne og jeg håber en masse, vil kunne få gavn af det. Som ringe i vandet.

    Jeg vil håbe og heppe!

    Skulle du bruge kontakt til folkeskolen ifb. med noget, så må du endelig række ud. Tænker, vi er MANGE lærere, der glædeligt vil støtte op ❤️

    Svar
  6. Ann
    Ann says:

    Du rører mig – igen, igen – med dine ord. Jeg synes, du er modig og sej, fordi du tager emnet op og svaret hende. Det gør helt ondt på mig, når man læser hendes besked, hvad du er blevet udsat for. Mobning er frygteligt, og jeg håber sådan, at de næste generationer kan blive fri for
    det i større grad. Kæmpe krammer til dig ❤️

    Svar
  7. Christina Gam
    Christina Gam says:

    Kære Cecilie.
    Jeg er først kommet i gang med dit og Rachels skønne podcast nu. Jeg vil bare sige, at jeg synes du har det skønneste, varmeste og dejligste grin. <3
    Kh Christina

    Svar
  8. Trine
    Trine says:

    Det er en vild og stærk måde at forvalte sin skrøbelighed på, og det er virkelig rørende og godt og stærkt. Det er så godt at bruge dine erfaringer til at skabe forandring. Hvor ville jeg dog ønske, at dine – eller andre – mobbere ville gøre det samme – for det er så svært at forstå, hvordan mennesker kan være så onde og lede. Jeg glæder mig til at høre mere om dit projekt.

    Svar
  9. Pernille
    Pernille says:

    Hvor er det flot skrevet! Og hvor er det vildt og stort den kommentar, du fik for nogle måneder siden.
    Jeg selv blev mobbet helt til jeg skiftede skole i 7. klasse. Kan virkelig godt forholde mig til det du siger med, at det ikke er noget du har ville fortælle alle om, af frygt for at det skal identificere en. Sådan har jeg det også. Tror endda at der er mange i mit liv, der slet ikke ved, hvad jeg har været igennem. Hvor ofte jeg græd efter skole. Hvordan min verden brød fuldstændigt sammen, den sommerdag inden sommerferien mellem 6. og 7. klasse, hvor mine forældre skrev mig op til efterskole. I min verden gjorde de det jo kun for at slippe af med mig, også selvom jeg havde og har verdens bedste og mest omsorgsfulde forældre. Men alle de grove ting som folk sagde til mig i folkeskolen gjorde, at jeg også troede at alle andre i mit liv syntes det samme. Jeg var ikke i skole nærmest hele juni måned i 6. klasse. Og heldigvis fik mine forældre og jeg i hast fundet plads på en friskole til mig, så jeg ikke skulle tilbage til den skole igen. Det sidste jeg husker fra min tid på min gamle folkeskole, det er den allersidste dag. Jeg tog op for at sige farvel til klassen. Min mor havde bagt kærnemælkshorn, som jeg skulle dele ud. En af drengene fra klassen sagde som det allersidste “Ej hvor bliver det bare fedt at slippe for dig Pernille!”, imens alle de andre hørte det. Den sidste time på den skole sad jeg på en bænk ude i skolegården, helt alene, og ventede på min far. Puha det gør ondt at tænke på. Ville selv ønske at dem, der mobbede mig, havde modet til at sige undskyld. Eller i det mindste viste at de godt kan se, hvor onde de var. Selvom mine forældre og barndoms veninder virkelig har støttet mig, og jeg hurtigt fik en masse nye søde mennesker ind i mit liv – og aldrig sidenhen er blevet mobbet, er det stadig noget der gør ondt at tænke tilbage på.

    Svar
    • S
      S says:

      <3 Til dig. Du skriver det 'bare' som en kommentar – og du står selv med et traume af dimensioner. Du skal vide, at du bidrager til noget vigtigt, Pernille. Du er også modig!

      Svar
        • kirstine
          kirstine says:

          pernille jeg blev simpelthen så ked af at læse dit indlæg, så modbydeligt, og hvor jeg dog håber at skolelærerne virkelig er obs på det her…varme tanker og håber at du har det godt på trods.

          Svar
    • Karina Simonsen
      Karina Simonsen says:

      Nej, hvor lyder der hårdt. Får sådan lyst til at give både sneglcille og dig (som børn) et stort kram <3 Kh

      Svar
    • Marianne
      Marianne says:

      Det lyder forfærdeligt. Får helt ondt i maven. Føj, hvor må det have været frygteligt 🙁 <3

      Svar
  10. Silke
    Silke says:

    Kære Cecilie.
    Tak for dine ærlige indlæg, som både rummer eftertænksomhed, ydmyghed og dybde. Du har gentagende gange inspireret mig i en proces, hvor jeg selv har besluttet mig for at tilgive et svigt. Tak fordi du deler – det er meget værdsat.
    De bedste hilsner Silke

    Svar
  11. Julie
    Julie says:

    Elsker din ærlighed, og det er så vigtigt et indlæg. Jeg er lærer i 2. Og 3., og er helt ærligt konstant bange for, jeg overser ting mellem børnene, eller ser nogle konflikter, som pyt-problemer, som egentlig var super hårde for det enkelte barn, men jeg gør mit bedste… og det går egentlig ret godt 🙂

    Svar
  12. Lika
    Lika says:

    Det er virkelig sejt og skrøbeligt at dele – tak fordi du tør.
    Kommentaren får mig til at blive vred. Underlig på en god måde? Sikke noget at skrive. Og svær tid? Svær?? Det er jo værre end det værste mareridt. Jeg får ondt ondt i maven, når jeg læser den. Du er sej, at du svarer og tilgiver. Nej, du er meget mere end det – virkelig stærk.

    Svar
  13. Mikala
    Mikala says:

    Jeg fik virkelig tårer i øjnene og en klumo i maven – både over at tænke på egne oplevelser. Men også at læse kommentaren i det gamle indlæg. Tak fordi du tager et vigtigt emne op

    Svar
  14. karoline
    karoline says:

    Du er fantastisk – og haaber du kommer til at give af din erfaringer! Du kan hjaelpe saa mange. Ville oenske jeg var bare havlt saa god som dig til at haandtere og reflektere over min egen angst og ikke viderefoere til mine boern. Eks. ser jeg ogsaa klart den sensitive side i min soen, og naar du skriver at du vil hjaelpe Otto nogengange med at stoppe tankestroemmen, taenker jeg bare JA! Men jeg foeler ikke rigtig helt at jeg nogensinde rigtig kommer i maal med mine egne boern, ved ikke helt hvordan. Saa du er bedste blog, stoerste (mor) rolle model. Tak fordi du skriver! og tager mig – jeg tror jeg laerer lidt hele tiden

    Svar
  15. Sebrina
    Sebrina says:

    Hvor er det stærkt. Jeg er ikke selv blevet mobbet eller været mobber, men bliver så påvirket af din fortælling, og generelt bare fortællinger om mobning. Jeg ved ikke hvorfor jeg frygter det så meget for mine egne børn, når jeg ikke selv har en historie om mobning bag mig. Men det fylder utroligt meget hos mig, og nu hvor vores datter skal starte i 2. klasse på en ny skole pga vi flytter, får tankerne fuld hammer, og det er forfærdeligt. Jeg ville virkelig sætte pris på nogle af dine skriverier omkring mobning.

    Svar
  16. Julie
    Julie says:

    Hvor er du dog sej!

    Selv husker jeg mest skammen; skammen over at blive holdt udenfor – og sedlerne der blev sendt rundt i klassen: “Hvem vil med i svømmenhallen i eftermiddag? PS: send den ikke til Julie”. Jeg havde heldigvis en god klasselærer, som tog dem, læste dem højt og ville vide, hvem afsenderen var. Men det gjorde jo ikke bedre..
    Puha, børn kan være lede. Og jeg vil gøre alt for, at min datter ikke skal opleve dette 🙂
    Du er er modig og sej – og du har ret. Tilgivelse er blot et punktum!
    God aften!

    Svar
  17. Tina
    Tina says:

    Mobning kan ødelægge livet for rigtig mange, faktisk får 25% aldrig rigtig livet til at fungere.
    Jeg håber du kan tage magten i egen hånd (evt. give lidt igen) og eller hjælpe andre på vej som også har mobning tæt inde på livet.
    Kender du bøgerne af Louise L.Hay?
    Tak for at du deler.
    Knus og tusinde stærke tanker til dig!

    Svar
  18. Julie
    Julie says:

    Du er sej, Cecilie. Og et stort menneske. Jeg havde selv en mindre heldig skolegang og for halvandet års tid siden, vil jeg tro, landede der en lignende besked i min “andet” indbakke på fb. Jeg læste den og tiede den ihjel. Jeg var simpelthen stadig for vred. Det virker latterligt, og når jeg læser det, du skriver, så ville jeg ønske, at jeg havde reageret anderledes. For jeg ér jo videre, selvom der er ting i min hverdag, der stadig bærer præg af den tid – især min “evne” til at danne og fastholde venskaber og forhold. Det har ødelagt ting for mig helt op i min universitetstid. Jeg har aldrig rigtig troet på, at jeg var god nok til at blive valgt til og opsøgte konflikter i et ubevidst forsøg på at blive valgt fra. Og det blev jeg. I dag har jeg den dejligste mand, der har hjulpet mig til at ændre på det tankemønster, og dejlige veninder, som jeg er trygge ved er der altid. Tilmed har jeg en lille dreng i maven og er vist så tæt på lykkelig, som jeg tror man kan komme. Tak for at dele og dermed at minde mig om, at det måske er på tid at være den tilgivende.

    Svar
  19. Barbara
    Barbara says:

    Jeg læste lige dit gamle indlæg med Otto og skole. Jeg har det mere end præcis på samme måde ift. min ældste som skal starte i skole til august. Havde også en slem folkeskoletid og da hun skulle være i skole i en time den anden dag og møde de andre børn, opdigtede jeg allerede alt muligt ud fra få sekunder, et ansigtsudtryk osv. og med det samme var jeg sikker på, at det nok skulle blive slemt for hende også. Altså det er helt åndssvagt og jeg skal virkelig styre mig. Hun er bare glad og spændt på august og skolestart. Og jeg er allerede ude i om hende S som hun endte med at sidde sammen med,mon var et godt eller ondt barn.

    Svar
  20. Caroline
    Caroline says:

    Hvor er det bare mega sejt og stærkt gået af dig! Virkelig, hatten af for at du har kunnet tackle det så fint! Jeg blev mobbet så voldsomt de sidste år i folkeskolen at jeg fik en identitetskrise senere i livet – for hvem er man når mobberne er skyld i at man gemmer sig væk? Jeg fik nok en dag og besluttede at være lige præcis den jeg ville, og ikke lade mobberiet definere mig, og det syntes jeg har givet mig en slags “ro i sjælen”. Men jeg kommer næppe med til nogen skole reunions.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *