Lotte Arndal-effekten

REKLAME/Gave: Bemærk at jeg ikke har betalt for forløbet, jeg har været i hos Lotte Arndal. 

Som mange af jer har bemærket, har jeg igennem de seneste par måneder smidt en del vægt. Eller det vil sige, jeg har tabt lige omkring 7 kilo, hvilket for mig er en del. Kilo der irriterede mig grænseløst. Kilo som de færreste lagde mærke til, da de var der, udover mig selv, kilo der gjorde en kæmpe forskel for mit humør, mit selvbillede og mit selvværd. Kilo der kunne mærkes og ses, i hvert fald nu når de er væk. Jeg er gået to tøjstørrelser ned og vigtigst af alt, har jeg det virkelig godt.

Jeg har gjort det selv, men med hjælp og rådgivning fra Lotte Arndal.
Jeg startede op hos Lotte med intentioner om at blive stærkere og at stramme op, og med håbet om at smide en håndfuld kilo. Og det gjorde jeg og lidt til.

Til at starte med, da jeg fik “reglerne” fra Lotte omkring kost og motion, hvis jeg skulle komme i nærheden af det jeg gik og håbede på, gik jeg lidt i baglås.

Ingen snacks!

Minimum 10.000 skridt, helst 15.000 skridt HVER dag.

Træning tre-fire dage om ugen.

Kun tre måltider om dagen

OG minimum 2 liter vand.
Jeg har ikke overholdt det hele. Vand-delen var i forvejen en del af min rutine, så det var nemt. Skridtene har jeg også haft helt styr på, og har nogle dage gået op mod 25.000, Maden var en udfordring i starten, men er det slet ikke længere – Det som Lotte nemlig især har banket ind i hovedet på mig, og som nok har vist sig, at være den største øjenåbner (og den store grund til, at jeg ikke før har kunne tabe de sidste graviditetskilo) er for det første sammensætningen af mine portioner. Grøntsager og protein er det vigtigste og det der skal være mest af, og så skal der være så lidt kulhydrat som muligt. Når man først har vænnet sig til den måde at dosere og spise på, er det ingen sag, og det var her, at jeg begyndte at mærke en forskel. Derudover har jeg lært at begrænse mig og mærke efter, og ikke spise kage bare fordi det er der, at nøjes med en enkelt skive franskbrød eller to fremfor tre-fire-fem stykker, at spise en smule chokolade og slik engang imellem og rent faktisk smage på det, fremfor at tømme bland selv biksen lige ned i svælget tæt på dagligt, og i det hele taget mærke ordentligt efter. Er jeg mæt? Har jeg lyst? Er jeg sulten? ….og så videre.
Træningen har jeg ikke været så flittig med som jeg gerne ville, fordi: Mange børn, lidt tid. Men jeg har til gengæld været flittig, når jeg er kommet afsted. Jeg har været hos Lotte én gang om ugen til en times intensiv cirkeltræning, og derudover har jeg forsøgt at få trænet derhjemme, men det er højst blevet til en eller to gange om ugen og på et noget lavere intensivitets-niveau, end når jeg har været hos Lotte.

Det har set i bakspejlet virkelig været nemt, taget i betragtning hvor lidt jeg egentlig har gjort for det, og jeg har slet ikke følt, at jeg er gået glip af noget. Jeg har bare fået indkodet, at intet er forbudt, men at der er begrænsninger – og at det er vigtigt at bevæge sig – Hver dag! At hvis jeg giver den gas med pasta, vin og dessert en dag, så skal jeg måske bare lige skrue op for det grønne og ned for hveden den næste. Det lyder næsten for simpelt til at være rigtigt, og for at være helt ærlig, troede jeg også, at jeg havde ret godt styr på balancen inden, for jeg levede jo sundt, og ja, det gjorde jeg, men jeg spiste også en hel del kulhydrater og kage og slik, meget af det helt uden at have rigtigt lyst og uden egentlig at registrere at jeg spiste det, og jeg bevægede mig ikke nok til at det regnestykke kunne gå op, så selvom jeg ikke tog på, tabte jeg mig heller ikke. Så da der blev skruet ned for mit indtag af søde sager og brød, og op for aktiviteten gik det lynhurtigt med de kilo – og igen, jeg føler virkelig ikke, at jeg er gået glip af noget, ikke da det først kørte, og jeg havde lært at dosere og begrænse.

Derudover havde jeg kæmpe hjælp i mine holdkammerater, som jeg delte alt, hvad jeg spiste med (og de gjorde det samme) i form af billeder i en måneds tid, hver dag. Så det er et andet trick man kan benytte sig af, altså at teame op med en eller flere veninder og sende billeder til hinanden af alt man indtager i en perioder.

Man forholder sig meget mere til det, når man skal dele det, og efter noget tid, lærer man at gå forbi kagebordet uden at smage en af hver bare fordi. Udover at have tabt mig og fået det tusind gange bedre med mig selv, føler jeg, at jeg har fået et meget sundere forhold til mad, og er langt mere opmærksom på, hvad der er godt for mig og hvad jeg har lyst til. Som jeg sagde i min story på Instagram for nogle dage siden, har jeg lært af Lotte, at man sagtens kan spise croissanter med masser af smør og drikke store øl på sin ferie, hvis man bare også husker at få pulsen op. SÅ det gør jeg i de her dage, hvor vi er på ferie. Spiser smørbagte sager og chokolade, drikker øl og vin, og går en masse ture op og ned af bakkerne med klapvogn og oppakning. Balance!

Så, there you have it. Jer der har spurgt, vægttabet er et resultat af det jeg nu kalder for ‘Lotte Arndal-effekten’. Jeg kan i den grad anbefale at tjekke Lotte Arndal og hendes dygtige medarbejdere ud, hvis man har brug for at blive holdt i hånden i starten af sin livsstilsændring (det lyder så damebladsagtigt, men det er jo faktisk lidt det det er) – Tjek dem ud HER.

Noget mere om rod

Jeg er på en måde lettet over, hvor mange der kunne nikke genkendende til min bekendelse omkring mit roderi for ikke så længe siden. Derudover var der virkelig mange gode råd i kommentarfeltet. TAK! Mange kendte jeg allerede og har jeg forsøgt mig med, og jeg er da også betydeligt bedre den dag i dag, end for bare et par år siden, eller ti for den sags skyld, Så det går da den rigtige vej. Men jeg har besluttet mig for at gøre en ægte indsats nu. Ægte-ægte. Så nu læser jeg bøger om oprydning og ser youtube på livet løs. Indtil videre uden den store indvirkning, men jeg er opsat på, at det skal lykkes. Jeg behøver ikke at blive et ordensmenneske. Slet ikke. Jeg vil bare gerne have styr på mit shit og en gang for alle komme til bunds i mit sjusk. Det må sgu da kunne lade sig gøre.
Der kommer selvfølgelig en opfølgning om nogle måneder, når jeg har fået læst færdig om rod og systemer, og forhåbentlig har fået sat mine ting i orden. Jeg er skeptisk, men jeg er også træt af rod og af mig selv.
Nu skal det være!

Jeg læser i øvrigt lige nu denne:

Arrivé

Bemærk at rejsen vi er på, er en del af et kommercielt samarbejde med Eurocamp.

Vi ankom i går aftes. Sent. Trætte. Sultne. Spændte. Loulou sov ikke i flyet, eller i bilen, og hang knap nok sammen, da vi trillede ind på campingpladsen ved 21:30 tiden. Vi fandt hurtigt vores mobilhome, smed vores kufferter ind, og hældte så den et-årige i vores medbragte rejseklapvogn – og nyindkøbte, i øvrigt. Få timer inden afgang, hvor vi opdagede at den vi troede vi havde, var blevet hugget. Irriterende!

Vi fandt restauranten på pladsen få hundrede meter fra vores dør, hvor der var livemusik, legekammerater til børnene, kolde øl til de voksne, pomfritter og nogle helt decent pizzaer til alle. Loulou gav efter for søvnen kort inden, at maden blev serveret, og alle kunne puste ud efter en “lang” rejse. Alle kom også for sent i seng og ingen sov længe i dag, hvilket har givet genklang i form af mange små ildebrande hele dagen, men altså, de fleste kunne slukkes relativt nemt og bolchepædagogisk.

I dag har vi været iført badetøj hele dagen, har spist tomatmadder på en bund af lune baguettes og drukket kold appelsinsodavand og sort stempelkande. Og jahatten? Altså den er fløjet af et par gange sammen med de førnævnte ildebrande, og særligt Uma synes jeg “er dummere end far”, men jeg mistænker at den bliver siddende i takt med at børnene (og vi) forhåbentlig får en god nats søvn og vænner os til varmen, der trods kun en håndfuld højere grader end derhjemme er noget mere tung og drænende.

Nu tror jeg, der er ved at være ro i børnesengene, og jeg vil liste ud på terrassen, hvor mand, rosé og de m&ms jeg købte i lufthavnen venter.

Det bliver godt det her. Ferie. Godt. Ja.

Næsten klar til afgang: På med jahatten

Børnene vågnede længe før 6 i morges, spændte og glade. Om små 9 timer flyver vi på vores første fælles ferie i to år. Loulous første nogensinde.
Jeg kan ikke finde på noget, der er mere tiltrængt ovenpå det sidste halve års (eller mere) kaos.
Vi skal afsted alle seks, hvilket bliver interessant, men jeg har lovet mig selv at have den største jahat på jeg kan finde, slå iskoldt vand i blodet og trække vejret heeeelt ned i maven. Vores børn er dejlige, og helt vildt velopdragne, hvis jeg selv skal sige det, men ligesom de fleste andre børn, kan de godt lade fjollerier tage over, når de er spændte, og så er der de to yngste, der er nogle bestemte damer, særligt når de ikke har fået nok søvn. Dét kombineret med en mor, der godt kan være lidt skrap og nemt bliver presset, når vi er ude blandt mange mennesker, kan godt være en lidt usund cocktail. Men ikke i dag! Ikke den næste uge. Slet ikke. Det har jeg aftalt med mig selv. Det bliver godt. Pisse godt!

Vi skrives ved i det Sydfranske!

Når fortiden banker på

For noget tid siden modtog jeg en kommentar til et efterhånden gammelt indlæg, der fik det hele til at vende sig i mig. Alt snørede sig sammen og jeg blev i et øjeblik lille bitte, og skulle beherske mig for ikke at lade følelserne løbe afsted med mig. Følelser som ellers ikke kommer frem så ofte længere. Vrede, ydmygelse, grundrystende sorg. Kommentaren var fra fortiden og i virkeligheden både velformuleret og ordentlig med gode intentioner, men alligevel var min egen umiddelbare reaktion ingen af de ting. Jeg tyggede alligevel på det i nogle dage, eller nærmere i nogle uger, og som vreden aftog og jeg kunne læse ordene uden at holde vejret og knytte næverne, gjorde jeg noget, jeg ikke troede jeg kunne. Jeg skrev en mail til afsenderen. Med tilgivelse. Noget som jeg tidligere har svoret, at jeg aldrig ville kunne. Meget kan jeg tilgive, men ikke alt, troede jeg. Og så kom jeg i tanke om mine egne ord i det her indlæg.

Tilgivelse er bare et punktum.

Det her bliver ikke en af de historier, hvor jeg mødes med mine fortidsspøgelser og bliver hel igen. Jeg bliver aldrig hel, for noget gik i stykker dengang, noget jeg nu har lært at leve med og accepteret, og selvom jeg nu har tilgivet onde tunger og deres dengang barnlige uvidenhed, ødelagde de noget, som jeg ikke har lyst til at vise dem.

Mobning er noget lort. Simple as that. Men det er en stor del af min historie, og jeg kan mærke at jo ældre jeg bliver, des mere bevidst bliver jeg om, hvad det har gjort ved mig. Sideløbende med den erkendelse får jeg behov for at åbne mere op omkring det, berøre emnet mere, og måske på et tidspunkt bruge mine oplevelser til noget, fremfor “bare” at lægge det bag mig.

Jeg har berørt emnet flere gange, men samtidigt været meget bevidst om, at det ikke var et territorie jeg havde lyst til at sætte mig for meget på. Nok fordi at jeg i årevis var (og måske stadigvæk tildels er) så opsat på at mine oplevelser og fortid med mobning ikke skulle definere mig. At alle, deriblandt også jer, der læser med, skulle lære mig at kende som noget andet også. Ikke kun som en der er blevet mobbet, chikaneret og holdt udenfor.
Med årene har jeg lært, at det er helt ok at tale højt om det, at det ikke behøver definere mig negativt, og at jeg nok netop skal embrace den del af mit liv, og forsøge at vende det til noget positivt. Det har på sin vis været med til at forme mig, og ikke kun med negativt fortegn. Det har gjort mig følsom, givet mig komplekser og et ordentligt hak i selvtilliden, men det har også givet mig noget kant og medfølelse, det har gjort mig observant og ydmyg, og så har jeg været tvunget til at tage nogle svære samtaleemner og konfrontationer op fra en tidlig alder, hvilket jeg kan mærke kommer mig til gode nu.

Måske er det på tide, at tage fat i noget af det jeg har været igennem, måske kan mine erfaringer gøre noget for nogen.Sådan har jeg tænkt længe, og har undersøgt og talt med diverse organisationer, der har med mobning at gøre, og stille og roligt bliver jeg mere og mere klar til at se oplevelserne og konsekvenserne i øjnene og bruge det til noget konstruktivt. Både for mig selv, og måske en dag for andre. Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan.

VIND et halvt års gratis streaming og 500,- til Just Eat



REKLAME FOR C MORE

Jeg fik i første omgang øjnene op for C More da jeg opdagede, at de havde filmen Lion, som er en af de bedste film jeg nogensinde har set. Det er en af de der film, der går ind og sætter dybe spor og som både er smuk og SÅ vellavet, at det er svært ikke at se den endnu engang. Seriøst, se den lige. Av og wow! (Du kan få 2 måneders gratis adgang til C More lige HER)

Siden hen har jeg lært, at der også ligger en masse serier, mange med flere sæsoner end på andre streamingtjenester, og når man har det med at gå i binge-mode, er det et kæmpe plus.
En af de første jeg gav mig i kast med, i selskab med min bedre halvdel, var Peaky Blinders, som jeg har fået anbefalet et hav af gange, men styrede udenom til at starte med, fordi at det ikke umiddelbart var et plot og en setting, jeg normalt ville vælge, ud fra beskrivelsen. Det er da uden tvivl også mest min mands kop te, og til at starte med, var jeg ikke synderligt imponeret, MEN jeg er sgu alligevel hoppet lidt med på vognen, og har slugt de første sæsoner med velbehag, og glæder mig nu til at komme i gang med 4. sæson.

Derudover er jeg blevet hooked på Parenthood, der er en dramaserie med et touch af komedie, som er let spiselig, og er en af de serier jeg ser alene. Derudover faldt jeg tilfældigt over Mary Kills People, som jeg har virkelig svært ved at slippe igen.

Jeg er ret glad for udvalget på C More, der skiller sig ud, og byder på et hav af serier, som jeg enten slet ikke har hørt om, eller ikke vidste var til at se i Danmark. Det er i min bog et kæmpe plus.
På min to see-liste står lige nu: The Missing, Mr. Mercedes (baseret på Stephen King bogen),  og Gåsmamman.

Du kan som sagt få 2 måneders gratis streaming på C More lige HER – Oooog så kan du vinde 6 måneders gratis adgang + et gavekort på 500,- til Just Eat (!) hvis du i kommentarfeltet herunder fortæller mig, hvilken serie fra C Mores udvalg du gerne vil kaste dig ud i i aften …

Glæder mig til at læse, hvad I er til ….

Koks i kroppen

I virkeligheden har jeg sjældent haft det bedre, særligt fysisk. Som mange af jer, har været søde til at kommentere på, har jeg gennemgået en lille transformation over de seneste måneder. Jeg spiser sundere, bevæger mig mere, og det kan mærkes, både på humør, fysik og på mit tøj, der ikke længere passer mig.
Jeg føler mig stærk, har mere energi og kan lide det jeg ser i spejlet. MEN jeg er samtidigt presset på andre aspekter, meget mere end jeg har været det længe, og det reagerer jeg på, også fysisk.
Min krop har altid reageret længe før min hjerne, når noget har gået mig på og jeg har flere gange oplevet at føle mig fysisk syg og først noget tid efter fundet ud af, at det har været psykiske omstændigheder, der har sat sig som feberfølelse, kvalme og svimmelhed. Jeg kaster op, når jeg er nervøs eller ked af det, mine hænder snurrer, når jeg har for travlt eller er presset, jeg får nældefeber i pressede perioder, og er i det hele taget fysisk utilpas, når noget går mig på. Faktisk kan jeg huske at jeg i årevis som barn var overbevist om, at noget måtte være helt galt. Fordi jeg var svimmel og havde kvalme næsten hver dag. Det viste sig, at aftage som mobningen stoppede.

Min krop reagerer for tiden, og jeg ved heldigvis godt hvorfor, hvilket gør det en anelse mere udholdeligt.

Knuderne gør mig bekymret, den store omvæltning i at være flyttet langt væk “hjemmefra” fylder på godt og ondt, følelsen af at bo i noget, der er ufærdigt gør mig skør (Vi har hverken bad eller toilet på nu fjerde uge) og alt det betyder, at jeg blandt andet har svært ved at sove om natten, at jeg nemt bliver ked af det, at jeg glemmer ting konstant, og så har jeg ikke haft menstruation i to måneder. Sidstnævnte er for mig, der af min gynækolog er blevet erklæret “hyperfertil”, i øvrigt ekstremt stressende. Jeg har brugt flere penge på graviditetstests de sidste par uger end på kaffe, og det siger en del. Dog kunne min læge berolige mig med, at netop nye omgivelser og vægttab alt sammen kan være med til at kroppen går lidt i stå og “glemmer” at der er nogle æg, der skal løsrives og ud af systemet. Det beroliger mig en anelse, og er så dog alligevel en ekstra stressfaktor jeg ikke helt kan finde plads til. Virk nu bare, krop!

Som tiden går og vi langsomt begynder at falde til i vores nye by, og her mener jeg særligt børnene, der heldigvis elsker (!) at være her og nærmest har mere fyldte kalendere end os, bliver det også langsomt nemmere at falde i søvn, kan jeg mærke, og når de gode nyheder lander hos mig senere på ugen, og måske når vi tager på ferie lige om lidt, tror jeg også, at kroppen finder sig selv igen og kan falde til ro og finde sin funktion igen. Det håber jeg eddermame.

Sommershopping

INDEHOLDER REKLAMELINKS (markeret med *)

Med kun fem dage tilbage inden afgang mod det Sydfranske, har jeg brugt virkelig mange stunder på diverse webhops, hvor jeg browser igennem sommerkjoler, sandaler og løse bukser. Der er SÅ meget pænt i butikkerne for tiden og jeg har haft svært ved at begrænse mig, men det lykkedes dog, og jeg har “kun” klikket fire, næh fem, ting hjem til mig selv. Dem og resten af de ting jeg sværmede om, kan du se her:

1. Stooor taske til strandbesøg og skovture med plads til eget crap og børnecrap. perfekt! 250,- HER*

2. Jeg er ret besat af tanken om en denimjakke for tiden. Det er vel små 20 år siden, at jeg sidst har haft en (dengang skulle det helst være Diesel), men jeg er klar igen… Denne kunne godt være et godt bud på en. 400,- HER*

3.Måske lidt plat at have med på en tur til Frankrig, men Pardon my french ER et af mine favoritudtryk, og den er sat ned, såååå … HER*

4.For et par år siden vrimlede de her off sholder toppe frem, og jeg er ret glad for, at de er blevet. Omend de er lidt besværlige at have på, når man har store armbevægelser og/eller børn, der skal løftes, så gør den altså gode ting for mange kroppe. Denne er nedsat til 190,- HER*

5.I virkeligheden synes jeg at 1200 kroner for en bikini er ret åndssvagt. Men. For fanden den er pæn denne … HER*

6.Fin solgul top, som både fungerer dag og aften.  Virkelig en smuk farve! 500,- HER*

7.Virkelig virkelig skønne shorts. Jeg skulle til at skrive, at jeg har lyst til at spise dem. Men det er underligt. De er SÅ fine. 600,- HER*

8.Fine blomstrede bukser! Til lidt mere end 200,- HER*

9.Fine blå blonder, der kan styles ned med flade sko og en oversized jakke, og nemt kan bruges til finere brug med en hæl. 750,- HER*

10.Farven, snittet, mønsteret. Suk. Så pæn. Med lysebrune skuldre og en løs hestehale. Jeg kan lige se det for mig! 1100,- HER*

11.I virkeligheden er noget af det sidste jeg mangler solbriller, meeeen jeg har svært ved at stå for de her smukke grønne fra Ganni. Så fine! 1300,- HER*

12.Fine prikkede slingbacks. Overhovedet ikke praktiske, men så fine og ret oplagte til en sommeraften med kold rosé og høj musik … 300,- HER*

13.Jeg er helt syg med denne her! Prikkerne, snittet, det transparente. Jeg vil bruge den til flade sandaler og opsat hår i dagtimerne, og med et paar høje ankelstøvler, strandbølger i håret og godt med highlighter og bronzer om aftenen. 800,- HER*

 

Aftenløb og sollykke

OKAY et vejr, hva’?!?!

Alt har været pænere, mere rart, og helt vildt overskueligt i de her uger. I mit tilfælde i hvert fald. Jeg har ofte sagt, at jeg burde bo i et helt andet klima, da det gør ualmindeligt meget ved mit humør og overskud, så snart solen skinner og varmer.

Vi har brugt størstedelen af tiden de sidste par uger udenfor. I haven og på stranden. Der har været en masse gæster forbi, et uendeligt flow af vandmelon og koldskål, og ispengene har siddet noget løsere på de voksne i huset, og sengetiderne er også skredet en anelse. Otto proklamerede på vej hjem fra skole en dag, at det føltes som sommerferie hver dag, selvom han var i skole. Og jeg ved, hvad han mener.

Vi bruger stranden her rigtigt meget, hvilket nok er skyld i netop den sommerferiefølelse, han taler om. Og som noget nyt er vi, Otto og jeg, begyndt at løbe sammen om aftenen – Ned til stranden, hvor vi så går tur, inden vi løber tilbage, og jeg elsker det! Hader faktisk at løbe og jeg er også i helt skrækkelig form sammenlignet med det lange 8 årige energibundt, men det er simpelthen så hyggeligt, og det handler i virkeligheden slet ikke om løb, men om at være sammen. Uden søstre, uden gøremål, uden noget. Det kan altså anbefales, hvis man har store børn. Ofte er vi kun væk en halv times tid, men vi får virkelig meget ud af det.

I det hele taget begynder nye rutiner og traditioner at tage form og bekræfte os i, at selvom det er et stort, til tider skræmmende spring vi har taget, var det totalt mavepinen værd …

 

En ny taske og en konkurrence på Instagram

REKLAME FOR ADAX

Jeg har længe ønsket mig en lys taske, så da Adax bad mig vælge en til den konkurrence på Instagram som jeg netop har slået op, vidste jeg allerede, hvad jeg ledte efter. Valget faldt på denne, der har en god størrelse, hvor der kan være alt det vigtige som telefon, pung, nøgler og så lidt ekstra, som en håndfuld makeup og en sut eller to, hvis man har brug for det. Farven er lige i øjet, det en cross body taske, hvilket uden tvivl er noget jeg sætter kæmpe pris på, så jeg kan have hænder og arme fri, og kvaliteten er som med alle Adax’ tasker upåklagelig. Jeg kan godt lide, at de tasker jeg har, kan overleve længe og som måske er noget af det jeg har som mine døtre kan overtage en dag. Sådan skal det helst være med tasker og smykker og den slags. Jeg synes det er sådan en rar tanke.


KONKURRENCE:

Som sagt har jeg fået lov til at udlodde den samme taske, faktisk to af dem, til to af mine Instagramfølgere. For at deltage i konkurrencen skal du gå forbi min profil @sneglcille og finde nedenstående billede, og lægge en kommentar. Det er alt. Vinderne finder jeg torsdag i næste uge, d. 24. maj, og offentliggør dem i min story på Instagram.


Held og lykke!