Most wanted #1 Hvordan ved man, om man vil have flere børn?

Der er en del af de samme emner som I bliver ved med at spørge ind til, og alle dem noterer jeg på en liste, og nu starter jeg simpelthen fra en ende og går dem igennem over de næste uger. I første omgang skal det handle om at få børn. Mere konkret at få sit tredje barn.

Jeg har allerede skrevet lidt om det lige her, og kan genkende meget af det endnu, men da der er gået lidt længere tid, er det selvfølgelig mere hjemmevant og knap så nyt, og alle har vænnet sig til, at vi nu er en stor familie på fem (seks, når min bonussøn er her hver anden weekend). Og hvordan er det så? Selvfølgelig er det noget andet. Mange har sagt til os, at det med at gå fra to til tre ikke er lige så grundrystende som at gå fra et til to, og det kan der nok være noget om, men det handler mest af alt bare om, at man allerede er inde i ræset. Der skal koordineres på kryds og tværs og alt det gør man i forvejen, så hvad er en tredje, fjerde eller femte ekstra? Altså… Nej, det er ikke lige så omvæltende og ja, man er allerede inde i en rutine, der gør at det føles langt mindre usikkert og at overvældelsen over at vende sit liv på hovedet, som det kan føles med første og andet barn, er langt mindre. Ingen tvivl.
Men jeg syntes altså, at det var overvældende at få mit tredje barn, og jeg synes stadigvæk klart at logistikken har fået en gigantisk overhaling, der indimellem gør at jeg føler at jeg halser efter mit eget liv med sved på panden og fedtet hår. Men jeg skal omvendt også lære at sætte mine forventninger og mit tempo lidt ned så det hele kan gå op. Og selvfølgelig har de følelser været endnu mere fremtrædende i takt med at jeg ikke har holdt barsel og at vi oveni at skulle lære Loulou og hinanden at kende, har flyttet rundt og igangsat en seriøs renovering og et sceneskift fra byen til Hornbæk. Alt det er selvfølgelig ekstra topping på en i forvejen stor mundfuld med mange børn og to virksomheder plus det løse.

Fordelen ved mange børn er klart, at man aldrig keder sig, at der altid er gang i den og at der er mere af det hele, på godt og ondt. Kort sagt.

Er vi færdige med at få børn? Hvilket privilegeret valg det er, i øvrigt. Ja, det er vi. Der er ingen tvivl i min krop og i mit hoved. Vi ER færdige, og selvom jeg også sagde det da vi havde fået Uma, kunne jeg mærke i min krop i det sekund jeg tog en positiv graviditetstest, at jeg ikke var færdig. Det er vi nu. Helt og aldeles. Overskuddet rækker lige akkurat til det liv vi har nu, og det har jeg ikke mod på at sætte på spil.

Men hvordan VED man om man skal have flere? Min helt ærlige overbevisning er, at svaret giver sig selv, når det kommer til stykket. Dermed ikke sagt at man “bare”skal blive gravid og så se hvordan det føles, slet ikke. Men hvis nysgerrigheden lurer, så er mit bud at lysten og overskuddet også er det. Sådan har det været for mig. “Hvad nu hvis man fik en mere”-tanken dukkede lystigt op efter Umas ankomst, men har ikke vist skyggen af sig siden. Aldrig sig aldrig, jeg ved det godt, og det gør jeg heller ikke. Men så alligevel lidt, for som jeg har det nu og som Michael har det, kommer der ikke flere sneglebørn. Aldrig. For så tror jeg for alvor, at vi taber det hele på gulvet, fremfos som nu altid lige og gribe de forskellige faldne bolde med en fod eller en ekstra arm, og som sagt er lysten der ikke. Hverken til en graviditet mere, eller til at skulle vende livet på hovedet endnu engang. Jeg kunne nu godt snuppe en fødsel mere og et par uger med en nyfødt, snildt, men det er ikke grund nok til at forøge familien, der i forvejen er stor og reeet kaotisk meget af tiden.

Om det var svar nok, ved jeg ikke. Jeg kan jo som altid kun tale for mig selv. Og er det fordi, at man er i tvivl om, hvorvidt man skal gå for det, tror jeg (igen det er bare mig) ikke at man er i tvivl, så tror jeg man skal gå efter det. Tre børn kan lyde af meget, og det er det da også. Meget vasketøj, mere koordinering, mange bleer, mange aftaler, få pasningsmuligheder… Meget kærlighed, mange grin, en kæmpe sværm af sommerfugle lige der mellem brystet, mange tårer, søvnløse nætter og uendeligt livsbekræftende.

Og igen, at have ét barn kan også noget, og at have to, og tre, og fire, eller ingen børn. Det handler i sidste ende om det liv vi vælger at skabe for os selv, eller der bliver skabt for os, og for dem vi sætter i verden. Selvfølgelig vil jeg ikke undvære et eneste af mine børn, heller ikke ham jeg ikke selv har lagt gener til, men jeg tror ikke, at jeg ville være et mindre helt eller lykkeligt menneske, havde jeg ikke fået dem. Hvilket lyder en anelse kynisk og ikke mindst skræmmende, når jeg er så heldig at have dem. Jeg siger bare, at der ikke er rigtigt eller forkert når det kommer til børn. Kærligheden skal nok være der, tiden kan føles knap, men det går, og før man får set sig om er de store, og man kan bunde igen.

40 replies
  1. HR
    HR says:

    Tror du har rigtig meget ret! Vi overvejede nr 3 i to år og fjorde det tilsidst. Tanken og tvivlen ville ikke slippe sit tag i mig.
    Nu hvor han er her, kunne det ikke være mere perfekt og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han er den sidste. Så enig – er der en vedvarende tvivl, så gør det!!! Man fortryder ikke de børn man får. Og det er SKØNT at være helt i zen med familiens størrelse, i stedet for altid at då ondt i maven når man ser en familie på 5!😊👨‍👧‍👦👩‍👦

    Svar
  2. Marie
    Marie says:

    Jeg har to børn. Og lige efter nummer to fik jeg også epilepsi. Og en stofskiftesygdom. Hvilket totalt tog pusten fra os. Nu har jeg gang i en spirende karriere, som jeg elsker. Jeg har to dejlige piger, som er knap 6 og 2, og alt bliver nemmere hele tiden. Det er så skønt igen at begynde at kunne have voksentid og prioritere vores parforhold.
    Det ville være hul i hovedet at få et barn til. Altså virkelig.

    Men jeg er gravid, og nummer 3 kommer til november. For både min mand og jeg havde følelsen af, at der manglede én. Vi kunne ikke lade være.
    Og det føles så dumt – men helt helt rigtigt 🙂

    Svar
  3. Josefine
    Josefine says:

    Herhjemme er der også tre børn. En på 5 år, en på 3 år og en på 4 mdr. Vi er også HELT færdige n ;).
    Men vi kunne bare mærke efter nr 2, at vi stadig manglede en i familien, en vi savnede.
    Nu er vi her allesammen ❤️

    Svar
  4. Celena
    Celena says:

    There was no doubt, when my first son was born, that he would get a sibling. After my second son was born, I still felt like there was someone missing. When my third son was born, it felt perfect… our family is complete. No more urge to have any more children 😉

    Svar
  5. Sine
    Sine says:

    Jeg VED at jeg vil have flere børn, min mand vil ikke… umiddelbart. Dét er svært at acceptere og jeg går med et håb om, at han skifter mening. Vores børn er stadig små (1&3), og jeg er ung endnu. Måske om 4-5 år. Jeg ved, at jeg ikke skal presse ham, og vi har aftalt at tale om det når vi er ude på den anden side af bleer og natteroderi, men jeg føler også, at jeg spilder min tid på et håb, hvis nu han om en håndfuld år, igen siger nej tak.
    Vores børn er fantastiske og det skal ikke forstås som om de ikke er “nok”, men jeg drømmer om endnu en graviditet, endnu en fødsel, den første tid, og ikke mindst en søskende til mine andre børn.

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      En efternøler kan helt sikkert også noget. Vi har virkelig nydt godt af at have nogle store drenge, da vi fik de to små.
      Spændende om der kommer endnu en hjemme hos jer om en håndfuld år 🙂

      Svar
    • Anne
      Anne says:

      Åhhh sådan en situation er jeg også i. Jeg er så glad og privilegeret over, at vi med hjælp har fået vores to dejlige drenge, men føler ikke jeg er helt færdig med det med at få børn. Min mand synes derimod, det har været en virkelig hård omgang med behandling, og et barn, der først efter han nu er blevet 4 år er begyndt ikke at vågne mellem 5-10 gange om natten og stå op (langt) før kl. 05.00 – og kan ikke overskue et 3. barn.
      Jeg er glad og taknemmelig for de to vi har været så privilegerede at få, og er også afklaret med ikke at skulle have nummer tre. Men – det kunne nu virkelig også være dejligt at skulle have en mere.

      Svar
  6. Marie
    Marie says:

    Og så er der sådan nogle som mig. Som ikke ønsker noget mere end et tredje barn. En lille ekstra at holde af. Et luksusbarn, der ville have to store søstre, som også drømmer om en lillebror/søster. Men en mand, der ikke kan se andet end forhindringer og besværligheder. Jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg læser de andre kommentarer om tredje barn, og din beskrivelse af følelsen af at være “i mål” med familiens størrelse. Hvordan giver man nogensinde slip på drømmen?

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Kære Marie. Det må være så hårdt at være uenige om netop det. Vi er ikke afklarede herhjemme, men det tog til gengæld lang tid at lave nummer to, så jeg ved ikke, om der nogensinde kommer en treer. Jeg kender en kvinde, som brændende ønskede sig nummer tre. Hun fik aldrig det barn, men til gengæld er der nogle andre aspekter af livet, hun ikke ville have nydt, hvis det barn var kommet. Det ved hun nu, hvor overgangsalderen for længst er passeret. Jeg siger ikke, at en eventuel fremtid er nogen trøst at tænke på, men man kan begynde at forestille sig, hvad ens liv vil kunne indeholde i stedet for et tredje barn – et liv med to børn. Det prøver jeg. Og dermed ikke sagt, at andre ikke ville kunne overkomme det samme med tre børn, men hvis jeg tænker på MIT liv, så er sådan noget som lange rejser, et eventuelt eventyr i udlandet (flytning), et mere krævende job nok mest overkommeligt, hvis jeg nøjes med to børn. Det er sådan noget, jeg går og overvejer nu. Undskyld lang smøre. Gode ønsker om heling fra en anden Marie

      Svar
      • Marie
        Marie says:

        Shit det må være så hårdt!! Min bedste veninde står i præcis samme dilemma, og det er jo seriøst en helt umulig situation, for hvis følelser er de mest rigtige? Håber I kommer frem til en beslutning eller i det mindste til et sted, hvor I kan finde fred i en beslutning.
        Men det er i hvert fald helt legitimt og på sin plads, at du har en kæmpe sorg over det. Det ville jeg også have.

        Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Åh nej, kære Marie, hvor må det være hårdt.
      To børn er altså også virkelig en dejlig konstellation med mange fordele. Det ved du selvfølgelig. Jeg mener bare, at nogle gange kan man lade tanken om noget man ikke kan få, overskygge det man har. Sådan er det i hvert fald for mig ofte.

      Har du fortalt ham, præcis hvordan du har det? Altså sådan helt præcist i en stund hvor det bare er jer to. Måske er han slet ikke klar over, hvor meget du vil det?
      Jeg synes, at jeg oplever, at min egen mand skal have mine følelser leveret skåret ud og nøje serveret på et fad, før han kan sætte sig ind i, hvordan jeg virkelig har det.
      Og måske hvis du fortæller ham dine følelser omkring det, helt råt og uden at pege fingre, og lader det synke ind for ham i en periode, hvor du slet ikke næver det for ham, at han kan se det fra din side og se de dejlige ting i at få en treer i stedet.
      <3 <3

      Svar
      • Marie
        Marie says:

        Tak for svar, fra begge Marie’r og sneglen. Jo, han ved præcis, hvordan jeg har det, og hans nej er kategorisk. Der ligger selvfølgelig en masse bag, bl.a. en out-of-this-world svær etter (men også en ekstremt nem toer…) og andet. Lige nu er min kamp nok mest at få ham til at forstå, at det faktisk er svært for mig at slippe den drøm, og at hans vrede, så snart emnet kommer op, ikke gør det lettere. Ja, vi har en del at arbejde med! Og samtidig, så har vi selvfølgelig to sunde og raske, vidunderlige børn, som vi fik med et fingerknips. Sat lidt i perspektiv kan jeg jo godt se, at det burde stille mig tilfreds…

        Svar
  7. Louise
    Louise says:

    Haha, jeg smilede, da jeg læste, at du snildt kunne snuppe en fødsel og to uger med en nyfødt mere – det er lige nøjagtigt de to ting, jeg gruer for, når vores søn på 2 forhåbentligt på et tidspunkt skal være storebror. Ku’ du eventuelt lige stå for dén del, så skal jeg nok tage over derfra 😆
    Selve det at være gravid synes jeg dog var det skønneste i verden, og jo, både fødsel og den første hårde (og vidundelige) tid kort efter er jo heldigvis det hele værd. Ingen tvivl.
    Jeg synes du er mega sej – held og lykke med jeres nye liv i Hornbæk!

    Svar
  8. Caroline
    Caroline says:

    Jeg er på barsel med min yngste datter, vi har 5 børn min mand og jeg. Sammenbragt familie med 4 børn i indskoling og en baby. Alle børn bor hos os, og det er skønt! Og h.å.r.d.t. Min dejlige mand ønsker sig én til, men jeg er kategorisk i mit nej. Tilsidst er der ikke flere ting som kan skæres fra, og tiden føles evigt knap. Jeg drømmer om søvn, jævnlig hårvask og én som folder vasketøjet (verdens største tidsrøver). Kabalen med fritidsaktiviteter, legeaftaler, legegruppe, aftensmad, forældremøder og samtaler for vores virkelig mange børn, er opslidende at få til at få op allerede. Det jeg vil sige er, at det føles råddent at tage så stort et valg på andres vegne, men jeg ville ikke kunne give min mand det barn han ønsker sig, bare tanken giver mig lyst til at græde eller le hysterisk:)

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Seeeejt! Fem stykker. Hvor gamle er de?
      Jeg forstår godt, at det må være svært at stå i den situation. Jeg ville også blive lidt bleg, hvis min mand begyndte at tale om en mere. Yikes.
      🙂

      Svar
      • Caroline
        Caroline says:

        De er 6,7,8,9 og så 9 måneder. Det bringer ustyrlige mængder glæde, men praktikken omkring sådan en håndfuld er ubarmhjertig:)

        Svar
  9. Ditte
    Ditte says:

    Fantastisk indlæg – også for sådan en som mig, der endnu ikke har fået børn. Jeg tror, jeg har kommenteret det før, men jeg gad virkelig godt læse et indlæg om dine tanker om at blive mor i den alder, du blev det med Otto. Jeg overvejer selv at få børn tidligere end gennemsnittet, men jeg synes, det er svært at finde blogs eller lignende, der beskriver emnet – fordele og ulemper osv. Jeg ville i hvert fald elske sådan et indlæg! 🙂 Kh.

    Svar
    • Tanja
      Tanja says:

      Hej Ditte.
      Har du læst med hos Ditte Kirk? Hun skriver virkelig godt, er meget ung mor, i gang med uddannelse, har en sød mand og to dejlige drenge 🙂 Bare et tip. Kh. Tanja

      Svar
    • Emma
      Emma says:

      Hej Ditte,
      Jeg er ikke blogger (at all), men ville bare lige give et lille pip om, at jeg så meget synes, man skal følge sit hjerte (og hjerne) i den her slags. Jeg er i dag 24, og da vi meget planlagt fik vores søn var jeg 21 (og til efteråret følger nr. 2). Og jeg vil mene, at hvis du seriøst overvejer at få barn, så kender du sådan set alle fordele og ulemper på forhånd og ved kun bedst selv, hvordan de “afvejes” for dig. Jeg har naturligvis ikke været mor i 8 år, sådan som sneglen har, men jeg kan vitterligt ikke komme op med ulemper ved at være blevet mor i en ung alder – dvs. ikke ulemper for mig personligt. Selvfølgelig ændres hele ens liv med et snuptag, sådan er det jo uanset om man er 20 eller 40, man sætter et andet menneskes behov før sine egne og står i det hele taget på hovedet for sit barn på mange måder. Så på klichéagtig vis kan det koges ned til, om du føler, du “mangler” at gøre ting, som du ikke mener, du vil kunne gøre med et barn, og hvor vigtige de ting er for dig. Jeg følte intet afsavn ved at sige farvel til byture, som de fleste hiver frem som eksempel, tværtimod gav det at blive mor mig det sidste skub af modenhed til at sætte rammerne for mig selv for, hvordan jeg reelt ønskede at være sammen med mine venner og veninder fx (og det har på mange måder gjort mig mere hjemme i mit eget liv og min egen person).
      Jeg er også (jura)studerende og har heller intet negativt at sige om dét ift. at have fået et barn. Tværtimod er jeg mindre stresset, fordi jeg er bedre til at skille studietid og fritid end før, særligt i eksamensperioder.
      Det her bliver jo en salgstale for at få barn, kan jeg godt lidt fornemme, men jeg kan vitterligt ikke anbefale det nok – hvis behovet/lysten er der. Basically, hvis både du og den, du gerne vil have barn med, gerne vil have et barn, så er der ingen ulemper, der kan modveje dét i min optik 🙂

      Svar
      • Ditte
        Ditte says:

        Det var lige præcis det, jeg havde brug for at høre! Tusinde tak for dit fine svar. Det hele giver så god mening. Generelt synes jeg, der mangler netop sådan en vinkel på dét at blive mor i en ung alder. Ofte føler jeg lidt, at man sættes i bås på en bestemt måde, når man får børn i en tidligere alder end gennemsnittet. Din kommentar sætter i hvert fald gang i nogle refleksioner hos mig. Så 1000 tak fordi du gav dig tid til at skrive 🙂

        Svar
      • Sneglcille
        Sneglcille says:

        Helt enig, Emma.
        Hvis det er en mulighed, vil jeg også til enhver tid anbefale at få sine børn tidligt (hvis lysten er der selvfølgelig).
        Selvfølgelig er det en omvæltning, men det er det sgu også, når man er 30.
        Jeg var 23 første gang, og jeg blev altid overrasket over, at blive set på som “ung mor”, jeg var langt yngre end alle i min mødregruppe, og stort set ingen af mine veninder havde fået børn, men det var ikke et problem.
        Og nu, mand?! Jeg er kun 32 og har et barn på snart 9 år. Det er såååå fedt! Og når jeg er 40, er alle mine børn store og jeg er stadigvæk ung. Også fedt.
        Og som sagt, de få ulemper, der måtte være, opvejes gange 100.

        Svar
        • Marie
          Marie says:

          Og så skal man altså heller ikke underkende, at kroppen er LANGT bedre til at være gravid, føde og have en baby (læs: være træt), når man er i begyndelsen af tyverne.
          Jeg var ikke ligefrem ung mor – 27 – men nu hvor jeg venter nummer 3, kan jeg altså tydelig mærke forskel på 26 (som jeg var, da jeg blev gravid) og 32.

          Og ifht til studiet – da jeg læste på uni, var jeg fri som fuglen, og jeg havde en vidunderlig studietid med billig rødvin, Roskilde Festivaler og utallige dumme men sjove stunder, jeg ikke ville være foruden. MEN: Hvis jeg havde haft et barn, ville jeg have været 100% mere fokuseret på det faglige på studiet, end jeg reelt var.
          Nu hvor jeg har børn og fuldtidsjob, skal jeg love for, at jeg er effektiv, når jeg skal være det, for jeg har en ultraskarp bagkant i form af to børn, der skal hentes.
          Så hvis lysten er der – go for it! Uanset hvad man vælger her i livet, går man glip af noget andet. Men som oftest er ens valg det helt rigtige, når man følger mavefornemmelsen.

          Svar
  10. Helene
    Helene says:

    Jeg er på barsel med vores barn nr. 3 og vi har af og til taget os selv i, at drømme om et barn nr. 4 om et par år. Men med to fuldtidsjobs og tre børn under seks år, så er et barn mere ikke det rigtige for os. Selvom der uden tvivl ville være kærlighed nok til et barn mere, så slog det mig forleden, at jeg ikke ville blive en bedre mor for mine børn, hvis vi vælger at få et mere. Og dét afgjorde det for mig. Selvom jeg virkelig gerne ville gennemgå en graviditet mere (eeelsker at være gravid) og de der uger ned en baby, du taler om. Men fødslen: nej tak😉

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Det er også en af de helt store faktorer. At jeg ikke kan se, hvordan jeg kan være den mor jeg er nu og gerne vil være, hvis vi skulle have endnu et barn. Grænsen er helt sikkert forskellig fra par til par, men fra os er den åbenbart ved 3 (4),

      Svar
  11. Julie
    Julie says:

    Egentlig et tankevækkende indlæg. Jeg er i en alder af 32 år i gang med at bage på vores førstefødte. Jeg har hele tiden sagt max. 2 børn, men min mand vil gerne 3. Nu bliver jeg helt i tvivl, om 3 måske ikke også er mest perfekt 🙂 Men min alder taget i betragtning, er 2 nok mest realistisk. Nu må vi se. Jeg skal nok ikke planlægge mere end at få den første ud i første omgang 🙂

    Svar
  12. Tani
    Tani says:

    Du beskriver præcis den proces jeg selv har været igennem. Jeg havde aldrig troet jeg skulle have tre børn, men efter nummer to kunne jeg bare mærke, at jeg ikke var færdig med at få børn. Og her efter nummer tre kan jeg så til gengæld mærke, at det er jeg nu! Og kan virkelig også genkende din beskrivelse af livet med tre børn, hæsblæsende og herligt på én og samme tid!! 🙂

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Josefine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *