Kaos i kulissen

Der hersker en del kaos her i kulissen for tiden, og det er svært for mig at skrive om. Eller det er det egentlig ikke, men det er svært for mig at dele. For det er jo mit kaos, og den slags kan godt være grænseoverskridende at dele. Måske især fordi at det jo kun er en lille flig af det store billede, men når det italesættes og kommunikeres ud, kan det fremstå som mere alvorlig eller altoverskyggende. Og det er det ikke. Ikke engang tæt på. Og meget af det kaos der hersker, har vi selv valgt – og kan sagtens se en ende på, men derfor kan det alligevel godt hænge os langt ud af halsen.

Som I ved, er slutspurten sat ind i renoveringsprocessen, i hvert fald den del, der skal på plads, inden vi flytter ind i næste uge. Michael er allerede flyttet ind og bruger alle vågne minutter på at bygge, spartle, mure, slibe, male … Mens at vi lige nu bor hos min mor og stedfar. Børnene og jeg. Ungerne hygger sig, og det gør jeg sådan set også, men jeg er frustreret. Frustreret over ikke at have mine ting, ikke at have tid til at nå de ting jeg gerne vil, både arbejdsmæssigt og sammen med min familie, og socialt. Frustreret over ikke at have hænderne i vores renovering, men i stedet fungere som en slags koordineringstype, der tager beslutninger over telefonen, og sætter aftaler op og bestiller materialer. Jeg savner Michael. Og han savner os. Jeg er bagud med mit arbejde. Med podcasten. Men mit sociale liv. Det er i virkeligheden en ret forkælet følelse, men den er der. Lidt som en konstant version af den følelse man kunne have som teenager, når man ikke kunne deltage i en fest, eller man som forældre kan have, når man prøver at få et modstridende barn til at sove, mens den der film man gerne vil se, er gået i gang. En følelse, der altid virker fjollet og irrationel på den anden side, men midt i det, er stærk og ægte.

Oveni alt det står vi i en strid fase med min ellers så milde og glade 1 årige. Søde skægge skønne Loulou.
Hun græder nemlig en del for tiden, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Ved nemlig ikke hvorfor, og udelukkelsesmetoden har ikke givet mig endeligt svar. Mit umiddelbare gæt er, at det skyldes enten tandfrembrud, kan dog ikke se noget, eller en reaktion på de mange skift, vi går igennem, samt måske en forsinket efterreaktion på indlæggelsen, der også sidder i mig stadigvæk. Måske en kombination. Jeg aner det ikke. Og det er frustrerende.Uvisheden. Magtesløsheden.
Vi gik til ørelægen i går, til det helt store tjek, da jeg var overbevist om at det måtte være det, der generede hende. Væske fra den mellemørebetændelse, hun havde op til indlæggelsen måske, tryk, en betændelse mere, et eller andet. Alle tegn var der. Pludselig gråd, dårlig søvn, nedsat appetit, hun tager sig sågar til øret … Men ørelægen fandt ikke så meget som en rødmen på hendes ører. Heldigvis og på en måde også desværre, for pludselig var der ikke længere en årsag til hendes irritation og gråd. I hvert fald ikke en vi kender.
Det er synd for hende og jeg føler, at jeg fejler når det står på. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre for at hjælpe hende. Jeg ved jo godt, at jeg gør det rigtige. At jeg er der for hende, giver hende tryghed, trøster, ser hende, rummer hende. Men det virker ikke, og det får mig ned med nakken, og frustrationen over mig selv er strid. Hvorfor ved jeg ikke, hvad det er?? Jeg burde vide det. Regne det ud. Hvor er min mavefornemmelse?! Fortæl mig hvad det er?!
Og ja, den følelse er nok forstærkende på hende også. Det ved jeg godt. Heeej selvforstærkende lortefølelse, der var du! Igen.

Det er en fase. Renoveringen. Følelsen. Det der går Loulou på. En fase.

21 replies
  1. Majens
    Majens says:

    Kære Sille
    Måske reagerer hun på det kaos, som du også selv kan mærke du er ved at have fået nok af. Og så er det jo i fald en ret sund reaktion fra en i øvrigt ellers veltilpas og veludviklet lille pige.

    Ifht kaos. Lav en plan D. Kør ned på minimum på alt. Køb jer fra det I kan og har råd til, meld ud til alle omkring dig, at du trækker det sociale stik og fokuser på at blive færdig i huset. Det sociale venter på dig og du slipper for den dårlige samvittighed i samme grad som nu.

    Og ja, det er en rædselsfuld tid (ved alle vi, der også har prøvet at stå med renoveringer, der skred ifht tidsplanen. Vores var lige oven i barselsslut, skolestart, vuggestuestart og 8 uger uden køkken eller stuer. Det er 11 år siden, men din beskrivelse vækker min kvalme fra den gang). Men det bliver godt og du skal nok komme igennem det (som jeg også kan løse at du ved). Bare sig det er hårdt højt, råb lidt, græd lidt og træk vejret og kast dig ind i det igen. I er der snart!

    Svar
    • Anne Mette
      Anne Mette says:

      Jeg er enig! Og så i øvrigt KÆMPE kram til dig. Du kan klare det, det ved jeg!
      Det må være røv hårdt. Vi er også i renoveringsprocess, som ikke har haft nogen deadline. Det har været rart, men samtidig også pisse frustrerende ikke at vide hvornår det endte! Jeg har virkelig også savnet min kæreste og tiden sammen som familie. Og det har været svært at mærke på vores to årig at han savnede sin far!
      Jeg stemmer i, men at melde ud til jeres netvær, gør det der kan gøres nemt nemt. Køb, bed om hjælp, smid ambitionerne væk for en stund. Det bliver godt, i den anden ende! Måske loulou også reagere på forandringer nu. Ellers måske få hende tjekket ved en kiropraktor. I er seje og jeg er sikker på at alle der har så mange bolde i luften, ville miste pusten. Duk dig ikke i hovedet! Du gør det helt og aldeles fantastik på alle fronter. <3

      Svar
  2. Lika
    Lika says:

    Cecilie, det ER forbandet hårdt at gennemgå sådan en proces. Jeg tror ikke, at der er nogle, der har været i samme situation, som har kunne undgå at få lidt nedtur på over projektet – det er bare røv i noget af tiden. Og det er helt okay, at synes det ikke er spor sjovt – uanset om det er selvvalgt eller ej. Hele ens liv kører jo lidt på stand by – det er jo svært at undgå og alt tager tid. Lang tid. Mere tid end man kan overskue. Og opgaver hober sig op etc. Jeg sidder i præcis samme kaos, som jer. Vi er blot 1 barn mindre – næsten 2, da vores nummer 2 stadig er i maven (det kan i øvrigt ikke anbefales – renovering mens man er gravid, ikke det at man er gravid ;-)) men vi bor så midt i spartelmasse og støv. Det er eddermame ikke sjovt, men det er i vores tilfælde uundgåeligt. Vi har bøvlet en del med både vores gulv, køkken og priser os lykkelig for at vi selv kan det meste, da mange håndværkere er håbløse at regne med – jeg er lykkelig for, at vi kan selv. Men snart – snart snart snart (messer jeg for mig selv) er det over. Det hele bliver nemmere og lige om lidt er der et rum mindre at fokusere på og så et til – ja sådan går det. Det hele bliver nemmere, bedre og mere overskueligt. Lige om lidt 🙂 Og så kommer foråret og sommeren og vi klarer det! Krammer til jer

    Svar
  3. G
    G says:

    Da vores store dreng blev 1 år blev han en totalt forandret dreng i en kortere periode. Fra at have været den gladeste og mildeste lille dreng blev han humørsvingende og klamrede sig til os. Det startede seriøst på hans 1 års fødselsdag og fortsatte en måneds tid som jeg husker det. Det var mega hårdt husker jeg… måske er der et udviklingsspring omkring 1 år?

    Svar
  4. Lika
    Lika says:

    Ps. Når I flytter ind og er sammen (uanset rod og støv og hvad der ellers er) så bliver det meget bedre. Så er man i det mindste sammen og ser hinanden 🙂

    Svar
  5. Jannie
    Jannie says:

    Stakkels dig og stakkels LouLou. Lige så snart i flytter ind i huset, og hun kan gå rundt i haven, så bliver hendes humør bedre. Haver har en velgørende virkning på børn. God påske trods alt.

    Svar
  6. Anja N
    Anja N says:

    Jeg synes I er så mega seje! Tænk lige at renovere er hus i rekord-fart og samtidig ha 3-4 børn. Det er ik for hvem som helst, så kæmpe respekt herfra 😀
    Hvis Loulou’s humør skyldes de mange forandringer er der vel “blot” tale om en fase – og en ganske sund en af slagsen. Eller måske tigerspring? Hvisker jævnligt “det er bare en fase” til mig selv, det hjælper lidt 😉Hilsner en mor til en på 20 mdr

    Svar
  7. Trine
    Trine says:

    Tak for lige at sætte ord på den skodfølelse det er, når man ikke ved, hvorfor ens barn er ked af det. Man ved godt at man jo ikke kan alt og ved alt bare fordi man er mor… Men det synes man lidt bare man burde alligevel….

    Held og lykke med det hele. Alt er en fase, det er det eneste der altid har holdt stik for mig 😉

    Svar
  8. Maja
    Maja says:

    Vi oplevede helt det samme med vores 1 årige da vi flyttede. Han reagerede meget voldsomt på vores rod.
    Knus

    Svar
  9. Alexandra
    Alexandra says:

    Virtuelle kram og masser af kærlighed, I skal nok komme igennem det (som du selv skriver), men er sgu ked af, at det skal gøre så ondt for en tid. Hold ud! Vi hepper allesammen på jer 🙂

    Svar
    • Alexandra
      Alexandra says:

      Og ekstrakram til lille Loulou, det må være mindst lige så frustrerende for hende ikke at kunne udtrykke, hvorfor hun er så ked….

      Svar
  10. Mette
    Mette says:

    Årh hvor er jeg glad for du nævner den følelse. Den følelse har jeg stort set haft hele mit søns (korte) liv, hvor han først led af kolik (/uforklarlig konstant gråd) for så “bare” at være et lidt “svært” barn, der har brug for meget hjælp til søvn og rumme sine følelser, mens alle andres børn bare virke så “nemme” og tilfredse, trods man giver og giver og giver… håber fasen, både jeres og vores, snart er slut.

    Svar
  11. Camilla F
    Camilla F says:

    Du lyder som en helt fantastisk mor med så meget fokus på dine børns velbefindende! Hatten af for dig! Loulou reagerer helt sikkert på alle forandringerne, men også hendes alder er en faktor lige nu hvor hun er ved at være klar til at bevæge sig længere og længere væk fra dig ved egen kraft. Lige om lidt kan hun selv gå og det vækker en uro i de fleste børn. Dels bliver de jo trætte af “træningen”, men det er også en selvstændighedsfase, hvor hun har ekstra brug for at vide at du er der til at gribe hende, når hun bevæger sig afsted på egen hånd. Men det er du jo på alle måder og lige om lidt er det rigtigt forår og I får lidt mere ro på en hverdag- det hjælper jo os alle😉.
    Jeg tænker at dit kaos måske også skyldes den “sorg” du også skal igennem nu. Det med at flytte fra et sted man elsker fordi man ønsker noget andet, kan godt give en følelse af sorg. Dels uvidenheden om hvorvidt det er det rigtige valg, men også bevidstheden om, at det jo er et fravalg af en livsstil med veninder og et sociant liv lige om hjørnet. Det er jo et hårdt fravalg og ligegyldigt hvor meget man glæder sig til det nye (og bedre!) så er det jo tilladt at være ked af at sige farvel.
    Vi flyttede sidste år og jeg kunne end ikke være med til overdragelsen af vores gamle hus. Det tog mig laaaang tid bare at kunne gå forbi det for at besøge andre venner i nabolaget. Og selv nu kan jeg blive helt berørt over tanken om vores gamle liv…
    Vi har et større og federe hus og på mange måder et bedre liv nu… men den tid i det gamle hus var stadig noget helt særligt. Og afskeden var svær…

    Svar
  12. Marie
    Marie says:

    Jeg havde en periode da jeg var lille, hvor jeg nægtede at tale til min dagplejemor. Hver gang hun var væk snakkede jeg som et vandfald, men jeg nægtede når hun var der. Mine forældre fik mig en en børnepsykolog der hurtigt konkluderede at det var en helt normalt reaktion på, at jeg var blevet flyttet meget rundt mellem dagplejemøde (pga barsel, osv) og at det netop kun var “smarte” børn der reagerede sådan på det :-). Håber du kan bruge det.

    Svar
  13. Viberg
    Viberg says:

    Det er maks hårdt det I står I – Men en ting er jeg altså nødt til at huske dig på.
    Du er simpelthen det sejeste kvindemenneske, Og den allersejeste mor 👌

    Svar
  14. Julie
    Julie says:

    Dét her er netop grunden til du er min yndlingsblogger – du sætter ord på de følelser og kaos-situationer jeg nogle gange bilder mig selv ind, er den eneste der har. Tak.
    Og hurra for alle vores uperfekte liv, hvor ville det være kedeligt uden lidt kaos… Held og lykke

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *