Kære mor

Det er svært at skrive om det her. Jeg er bange for at såre, bange for at udlevere, bange for at grænsen mellem personlig og privat bliver overskredet. Men det er et emne jeg har haft på sinde i årevis, og i særdeleshed igennem det sidste halve år. Og jeg tror nu, at det er lykkes mig, at få formuleret mig på en forståelig måde, uden at gå for meget i private detaljer, og uden at stille nogen for skue, bortset fra mig selv, selvfølgelig. Det har været en stor lettelse for mig at få skrevet de her ting ned, og jeg håber som altid,  at der måske findes en eller flere ude bag skærmen, der kan finde en tryghed i at læse med… 

Det skete, da Otto var et par måneder gammel, og fra den ene dag til den anden var det som om, at et lys slukkede og tog min mor med. En arbejdsskade, der nu på 9. år giver hende konstante og invaliderende smerter, med psykiske udfordringer som følge, der har mast den mor jeg kendte og slået et skår i vores relation, der ellers var så stærk og helt særlig.

I årevis ville jeg ikke acceptere det. Kunne ikke. Ventede ligesom bare på, at alt blev som før. Hun kommer lige om lidt … Min mor. Lige om lidt bliver det normalt igen.

Men hun kommer ikke igen. Ikke hende jeg nåede at have i 23 år.
Selvom jeg kan se hende ind imellem, den hun var – i bittesmå glimt – og når det sker, har jeg på barnligste vis lyst til at holde fast i hendes ben og aldrig give slip. Men det er også der, hvor savnet til tiden før piskesmældet fylder mere, fordi jeg i de stunder bliver mindet om, hvor meget der er forandret, nok for altid.
Hendes eget syn på sig selv er ikke nemt at være vidne til. Overbevisningen om, at hun ikke er god nok, hendes skam over ikke at kunne de ting, hun kunne før og som en 51 årig gerne skulle kunne.

Jeg forstår det, men jeg forstår det ikke…

Mine børn forguder hende, præcis som hun er. Det ville jeg ønske at hun kunne se.
Hun (og jeg) glemmer, at de aldrig har kendt andet. Mormor har altid haft brug for pauser, for ro og hvile, og det accepterer de, og elsker hende lige så højt uanset.
Det gør jeg også, selvfølgelig gør jeg det. Jeg er ikke vred på hende, ikke længere, men jeg er forbandet trist og ked af den skæbne, på den fødegang i 2009, hvor en person pådrog min mor den pokkers skade, og dermed tog den version af hende som jeg kendte fra mig.

Jeg er ved at lære min nye mor at kende, hende som jeg nok et eller andet sted har nægtet at kendes ved igennem de sidste 8 år, fordi jeg stædigt har ventet på at hun skulle komme tilbage, og selvom savnet ind imellem tager over og får det hele til at knudrer sig sammen, har det jo aldrig været hende, jeg har været vred på, selvom det nogle gange har føltes sådan.

Jeg har accepteret det, at alt er forandret. For nyligt, så det har taget noget tid. Det er en stor lettelse på en måde, at nå til den accept, men det har også sat gang i en ny følelse. En sorg, som skal bearbejdes, men som forhåbentlig kan give plads til en ro og måske en ny type forhold,uden skuffelser, savn og raseri, til min mor. Måske.

Kære mor, jeg elsker dig.

 

41 replies
  1. Nunu
    Nunu says:

    ♥️ Jeg sidder med en klump i halsen – hvor er livet dog uretfærdigt og smertefuldt nogle gange. Men størst af alt er kærligheden.

    Svar
  2. Simone M
    Simone M says:

    Du kan altså noget særligt med ord … For pokker, hvor er det fint og rørende. Tak for at dele. Selvom jeg ikke direkte kan relatere til oplevelsen, kan jeg relatere til at have nogle følelser i klemme, der går ud over forholdet til en person, som i realiteten ikke kan gøre for mine uforløste følelser. Tak for at minde mig om den side. Og tak for at få mig til at reflektere, at minde mig om, hvad det vigtige er. ❤️

    Svar
  3. Kathrine
    Kathrine says:

    Jeg er ked af din mor har fået så invaliderende en skade.
    Jeg har ikke døjet med piskesmæld, men i en periode på 3 år haft intense, invaliderende smerter som ingen kunne hjælpe mig med, før jeg selv fandt den rigtige læge. Smerter ændrer en og smerter uden tidshorisont, nedbryder en. Jeg var en skal af mig selv i den periode – det er så svært at skulle acceptere at ens krop sætter begrænsninger for en og holder en fra at gøre lige nøjagtig som alle andre.
    Jeg håber din mor har fundet en balance i sin hverdag, sender al god karma i hendes retning.

    Svar
  4. Pernille
    Pernille says:

    Kære Cecilie
    Dine ord rammer mig lige i hjertet! Min far fik for næsten 10 år siden fjernet en svulst i hjernen og er ikke længere den far, jeg engang kendte. Jeg kan virkelig genkende de følelser, du beskriver her. Tak for, at du sætter ord på de tanker. Jeg håber, at du vil blive ved med at dele også de svære ting, for det er virkelig noget af det, der gør din blog særligt ægte. Tak!
    Knus Pernille

    Svar
  5. Julia
    Julia says:

    Jeg kender din mor fra da vi arbejdede sammen. Og blev berørt af at læse det her indlæg. Jeg vidste ikke at det her var sket. Din mor er en skøn, varm og utroligt kompetent kollega! Det er jeg sikker på hun også er som mor.

    Svar
  6. Signe K
    Signe K says:

    Smukt og respektfuldt skriv, en hårfin balancegang du mestrer❤️ Jeg genkender det, min far var ude for en ulykke da jeg var 12 år, skaderne er kun blevet værre med alderen og det er hårdt at være vidne til smerterne og det på nogle dage nedbrudte menneske, samtidig er det beundringsværdigt, at se den kamp, de trods alt vinder oftere end vi måske bemærker – kampen over smerterne mm.

    Svar
  7. X
    X says:

    Så fint og rørende indlæg. Jeg har selv en mor med demens i en tidlig alder og kan genkende mange af dine tanker.

    Svar
  8. Caroline
    Caroline says:

    Det er jeg virkelig ked af at høre. Det er virkelig stærkt og modigt at du deler de tanker med os bag skærmen. Mega meget respekt og kram i din retning fra en der selv har piskesmældsmen og ved hvor svært det kan være <3

    Svar
  9. Helle
    Helle says:

    Min mor har også forandret sig som følge af en kræftsygdom og efterfølgende stress. Hun kan ikke de samme ting som før, og jeg tror faktisk ikke jeg har erkendt eller accepteret det endnu selv om der nu er gået nogle år. Så tusind tak for dit indlæg – det giver virkelig stof til eftertanke 🙂

    Svar
    • Ida
      Ida says:

      Kære Trine. Det gør mig ondt at høre. Jeg mistede min far da jeg var 13, og min mor da jeg var 26. Det er lidt over et år siden. Og netop det, at mine børn ikke får chancen for at elske hende, ligesom jeg har gjort. Av. Jeg kan anbefale organisationen Børn, Unge og Sorg der giver gratis hjælp til unge under 28, der har mistet en forælder.

      Og kære Sneglcille. Tak for et meget rørende indlæg!

      Svar
  10. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Livets veje er godt nok uransaglige; vi har heller ikke været forskånet på den front, men erfaring siger mig, at forældreforhold trods ændringer i folks formåen, kan blive ganske fantastiske og helt uundværlige. Tid og tålmodighed er key. Og taknemmelighed, fremfor ærgelse, tror jeg. Kærligheden vinder stort, i vores verden i hvertfald 💓

    – A

    Svar
  11. Chatrine
    Chatrine says:

    Okay, shit. Jeg har aldrig tvivlet på, at du kunne skrive, men det her indlæg har virkelig nået et højere niveau. Så fængende og rammende, at jeg sidder med tårer i øjnene og en knude i maven. Min mor er rask, og vores forhold er godt, men det har jeg vist slet ikke fået sat nok pris på. TAK for dit skriv og tankerne, det har sat i gang. Lykke til på din og din mors videre rejse sammen.

    Svar
  12. Live fra Lolland
    Live fra Lolland says:

    Av 😞 jeg ved hvad du mener. Min mor har også været syg længe, hun lider af myastenia der er en form for muskelsvind, og den har gennem årene ædt meget af hende. Førhen kunne hun have masser af gæster, arbejde fuld tid og samtidig have masser af overskud, og det virker så langt væk. Jeg har haft svært ved at acceptere det og også ventet på at hun skulle komme tilbage. Det værste er når jeg kan se at hun er udkørt og helt færdig og ikke føler at andre kan se og acceptere det, så får jeg lyst til at skælde ud på mennesker jeg holder af for ikke at give hende ro og får lyst lyst til bare at tage hende væk fra det hele. Jeg har heldigvis verdens bedste papfar der passer godt på hende, men det er svært at tænke på at det ikke bliver bedre, men tværtimod. Men hun er stadig verdens bedste mor, selvom hun ikke er den samme mor som hun var for 10 år siden.

    Svar
  13. Frederikke
    Frederikke says:

    Rørende skriv. Min mor døde af cancer for 4 år siden. Jeg ville slet ikke acceptere, at hun var ved at dø og plagede hende nærmest om at blive ved med at kæmpe, selvom hun egentlig bare gerne ville acceptere sin skæbne. Det generer mig stadig; at vi ikke fik den der accepterende samtale om hvad der var ved at ske; og hvor vi bare “var” i stedet for at jeg hele tiden skulle undersøge alt muligt, der kunne forlænge hendes liv…

    Svar
  14. Alexandra
    Alexandra says:

    Du udleverer på ingen måde nogen. I hvert fald ikke andre end dig selv, og det med en elegance og kærlighed, der (for mig i hvert fald) ikke er til at misforstå.

    Jeg har stået på den anden side, det var ikke en fysisk skade med en årelang depression, der ændrede mig og som har kostet mange mennesker i mit liv. Og det er umådelig svært at stå med den følelse af overbevisningen om ikke at være god nok, og skammen over ikke at kunne de ting man kunne før, og de ting man er forventet af en. Netop som du skriver. Og det mest forstående man kan sige er måske netop, det du selv skriver “Jeg forstår det, men jeg forstår det ikke…” – det er anerkendelsen af, at tingene ikke er som de var, også selvom man ikke nødvendigvis kan forstå det som udenforstående.

    Ikke desto mindre kan jeg selv have meget svært ved at acceptere, når min mor er svag eller ubehjælpelig, fordi jeg har brug for, at hun er den stærke. Så jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville håndtere end situation, som den du beskriver, elegant – hvor meget jeg end ville have de bedste intentioner. Så tak for at dele, og italesætte et hårdt område, som de fleste nok vil have svært ved at håndtere.

    <3

    Svar
  15. Piximouse
    Piximouse says:

    Jeg er dybt rørt ligenu, så rørende skrevet.

    Min mor har også ændret sig fra den hun engang var pga. en arbejdsskade. Hun kæmper så hårdt og det er virkelig svært, selvom det går den rigtige vej. Jeg savner hende og tror jeg må begynde at acceptere, det ikke bliver som før.

    Jeg er HELT med på, hvad du her skriver ❤️

    Svar
  16. M
    M says:

    Min mor fik en arbejdsskade, da jeg var 12. Siden da har det været mig, der har skullet “passe på” og rumme hende. Jeg husker knapt den hun var. Jeg ved, at det ikke er hende, der kan hjælpe, når jeg er nede. I perioder har hun været så psykisk hårdt ramt over det, at jeg har været sikker på, at hun ville gøre en ende på livet, hvis ikke noget ændrede sig snart. Det har det heldigvis gjort. Men jeg savner en mor, der er mor for mig.

    Svar
  17. Lisbet
    Lisbet says:

    Tak fordi du skrev Cecilie. Jeg er selv alvorligt syg med bl.a. smerter og udmattelse efter et trafikuheld som 22 årig, hvor jeg fik piskesmæld. Er nu 46 år. Ingen smerte er større i den forbindelse end ikke at kunne være den mor, jeg kunne have været som rask. Så jeg forstår din mor. Jeg kan varmt anbefale filmen “Unrest” på Netflix. En meget rørende film som var blandt de sidste 15 til at vinde en Oscar i år for bedste dokumentar. Den handler om en ung kvindelig PHD studerende på Harvard, der får sygdommen ME (piskesmæld kan udvikle sig til det. Det har det gjort for mig) og begynder at filme sit liv. Jeg tror alle, der kæmper med udmattelses og smertesygdomme OG den skepsis og mistillid, der ofte følger med vil glæde sig over den film og som pårørende er det en fantastisk måde at blive klogere på. Det blev lidt langt måske, men det har betydet utrolig meget for mig at kunne spejle mig i filmen og det har reddet nogle relationer, der var gået i stykker, fordi de pludselig forstod. Så derfor vil jeg rigtig gerne give tippet videre ❤️

    Svar
  18. S
    S says:

    Tak for et meget fint indlæg.
    Min mor har også ændret sig efter først en hjerneoperation, en kemo- og strålebehandling, en efterfølgende depression og nu angst for at det vender tilbage, der blusser op hver tredje måned når det er tid til kontrol. Det giver mening, at hun er så angst for verden, men jeg har så svært ved at acceptere at jeg ikke længere har den mor jeg før har haft. At jeg ikke kan ringe til hende, når jeg er ked af det. At hun ikke længere har overskud til at rumme mig, min far eller min søster.
    Jeg har stadig et håb om, at det bliver anderledes. Måske når vi kommer lidt længere fra behandslingsforløb og kontroller. Men jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at acceptere at hun ikke bliver “sig selv” igen.

    Svar
  19. Lotte
    Lotte says:

    Meget fint skrevet, ingen er udleveret❤ Du er bestemt ikke alene her, vi er vist mange, der kan nikke med😢

    Svar
  20. Cecilie
    Cecilie says:

    Tak! ❤❤ Jeg tror, det ville være svært at beskrive det bedre, end du har gjort her. Dine ord hjælper flere end du aner ❤

    Svar
  21. Lisbeth
    Lisbeth says:

    Det gør mig ondt at høre. Livet er så skrøbeligt ❤ Min mor har været kronisk syg siden jeg var 9, og jeg var RASENDE på hende som teenager. Hadede hende. Udover almindelig teenagevrede, var en stor del af det ubearbejdet sorg og manglende accept af, at min ellers så aktive, livlige og kreative mor var forsvundet. I dag elsker jeg hende. Og er af forskellige årsager blevet lidt af en hypokonder som voksen, og bliver også utroligt nemt bekymret for mine børn og mine nærmeste, hvilket jeg tror, hænger meget sammen med erkendelsen af, at livet kan ændre sig så hurtigt, og at intet er evigt. Ville ønske, at jeg kunne slappe mere af, og bare nyde de gode øjeblikke der er, men jeg frygter altid, at katastrofen lurer om hjørnet, fordi på ET eller andet tidspunkt, så vil jeg jo miste dem, eller de vil miste mig. Helt åndsvagt. Ville ønske jeg kunne finde din beundringsværdige balance og evne til at bearbejde følelser. Du virker så utroligt sej.

    Svar
  22. sidsel
    sidsel says:

    Åh..har lidt tårer i øjnene nu. Hvor er det fint skrevet, og hvor ønsker jeg bare alt det bedste for din mor, og for jeres forhold. Fra hjertet! Størst er kærligheden…

    Svar
  23. Jannie
    Jannie says:

    Sikke fint skrevet !
    Det lyder som nogle hårde år, men du har hende stadig!
    Var din mor jordmoder? – siden ulykken skete på en fødegang?

    Svar
  24. Karina
    Karina says:

    Kære Cecilie.
    Kæft, hvor var det et godt indlæg. Velskrevet, sårbart og følsomt. Jeg kender savnet af det der ikke blev, og kunsten er at slippe det, og glædes ved dét man trods alt har uden at føle, at man alligevel lader sig nøje. Det er ikke nemt.
    <3

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *