Ud af byen. Beslutningen.

Jeg får en del mails i min indbakke og directs på Instagram med det her emne, og selvom jeg nok først kan give et ægte og fyldestgørende svar om et halvt eller helt år, vil jeg alligevel forsøge at koble nogle ord til der, hvor jeg er nu, samt omkring selve den egentlige beslutning. Både den om at prøve noget andet end København, og dernæst den mere konkrete vi-gør-det-beslutningen. Og det er da også et emne jeg har fået berørt et utal af gange, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg kommer til at gentage mig selv lidt rigeligt. I kan læse nogle af de indlæg jeg tidligere har forfattet om det HER, HER, HER og HER bare for at nævne nogle få.

Først og fremmest er det noget af det sværeste, jeg har skulle beslutte nogensinde. Det er skræmmende, at træffe en så definerende beslutning, både for sig selv, men i særdeleshed for sine børn. Det nemmeste og sikreste ville være at blive i det vi kender, og selvom at det måske ville give tryghed, ville der omvendt være for mange ting vi ville gå på kompromis omkring. Måske ikke så meget mig, der jo identificerer mig åndssvagt meget med det at bo her, som elsker det, og er ved at skiiiiide i bukserne over at rykke væk fra den følelse og alt hvad jeg kender og er tryg i. Mig mig mig. Men det er bare ikke kun mig i det her firma, og når resten af fabrikken tydeligvis higer efter plads, luft, natur og ro, nytter det ingenting at jeg stædigt holder fast på det jeg trives i.
Da jeg tog beslutningen om, at jeg ville gøre det, at jeg godt turde, græd jeg hele natten, ikke af sorg, men af en kombination af nerver og erkendelsen af at jeg havde været så stædig i min egen trang til at blive i byen. At jeg havde set mig blind på alt andet end det. Femøren faldt for alvor et par dage inden natten med gråd, i sommers efter en fremvisning, hvor vi gik en tur i området ved Tegners Museum, og jeg oplevede, hvordan min mand blomstrede op. Han var lykkelig på en måde jeg ikke havde oplevet længe. Glad, rolig, fjollet, forelsket, og først der gik det op for mig, at han følte sig fanget i vores liv i byen, at han var i det og prøvede at forene sig med et liv i byen, for min skyld. Det var det, der gjorde det for mig. At hans udlængsel var større end mit behov for at blive…

Meget er sket siden den dag og jeg gennemgår et hav af følelser omkring projektet dagligt, men indenunder alle bekymringerne og angsten for det uvisse, gemmer der sig en ro og grundtro på, at det er det rigtige lige nu. Måske ikke for altid, men nu … Helst sikkert nu. Jeg glæder mig! Det gør jeg, ægte.

For lige at vende tilbage til de beskeder jeg modtager fra andre, mest kvinder, der står overfor en lignende beslutning, ville jeg ønske at jeg havde et svar eller en formel på, hvordan man når frem til en beslutning. Det har jeg af gode grunde ikke, men jeg kan sige så meget, at man i hvert fald ikke finder ud af det ved ikke at springe ud i det, og at hvis det kun er ens egen tryghedsbehov eller stædighed, der nager, så er det en god ide at lave et helikopterperspektiv på sig selv og se det helt udefra, det store billede, det der billede man kun er en lille del af. Det kan nogle gange give klarsyn, og andre gange komplicere det hele, men det er et sted at starte.

 

 

10 replies
  1. Enandenmor
    Enandenmor says:

    Jeg elsker at følge jeres familie. For tiden føler jeg at vi kan spejle os en del i jeres familie, da vi venter barn med ca samme mellemrum som ml jeres to små og samtidig har besluttet at rykke ud af byen, det kendte og en del længer væk, end jeg troede jeg ville. Til er helt ukendt sted. Det er spændende og nervepirrende.

    Svar
  2. Alexandra
    Alexandra says:

    “Det var det, der gjorde det for mig. At hans udlængsel var større end mit behov for at blive…”

    I er mit kærlighedsidol!!
    Det skærer altid i mit hjerte, hver gang jeg indser, at mine lignende erkendelser kom for sent. Jeg mistede mit livs kærlighed pga. mangel på kommunikation. I sidste ende, følte vi nok begge, det du beskriver der, men kommunikationen glippede og til sidst følte vi os begge for forladt af den anden, og vi stoppede med at kæmpe for kærligheden.

    Af samme grund kan jeg nogen gange have svært ved at rumme, når andre lykkes, for det spejler min egen failure så grumt.
    Men ikke jer. Nej, I gør mig lykkelig og glad, hver gang jeg ser jer give rum og tage valg, der er så grundet i kærlighed til hinanden. Det er intet under, jeres børn er så fantastisk livsglade og åbenhjertige.

    I er de bedste forbilleder man kunne ønske sig. Hold kæft hvor er jeg glad på jeres vegne over, at I gav det et forsøg mere. I fortjener al lykke i verden! Tak for at vi må være med på sidelinien..

    Svar
  3. Laura
    Laura says:

    Hej. Du skriver så fint, og tak for din åbenhed. Vi står også i overvejelserne om at blive i byen eller flytte ud. Vores ældste er på alder med Otto, og det er der, jeg synes, det bliver svært. Jeg er bange for, hun vil blive så ulykkelig over at skulle skifte skole. Vi har slet ikke turde tale med hende om det endnu. Hvor tidligt i processen inddragede i Otto i overvejelserne? Og hvad siger han til skoleskift?

    Svar
  4. Signe
    Signe says:

    Synes, det er fantastisk, at du ser det fra hans side (også). Det er stort! Og selvom du trives i det, som du siger, hvor I er nu, betyder det jo ikke, at du ikke OGSÅ kan trives i Hornbæk. Det er vitterligt to voldsomt forskellige ting, men det kan godt være godt alligevel. Og man KAN komme til København heroppefra – ok, indrømmet. Vi er dårlige til at komme ind til byen, som jeg ellers elsker at ture rundt i, men måske handler det også om, at vores behov for det ikke er så stort. Ellers skal man nok komme afsted, tænker jeg bare… Og så er der piv-hyggeligt ude i Rusland (det hedder det ude omkring Tejners), især om sommeren, når den lille cafe har åbent. Tommel op, Cille – det skal nok blive godt, selvom jeg sagtens forstår din nervøsitet, ængstelse, osv.

    Svar
  5. Jan Bach
    Jan Bach says:

    Men Tegners og Rusland – og ikke mindst Ene Krattet længere ude er sgu helt fantastisk…. de fleste når ikke derud, men gå lidt længere og få et fantastisk oplevelse.
    Michael – tag dem med derud 😉

    Svar
  6. Frederikke
    Frederikke says:

    Du er ung og København går ingen steder, hvis I vil tilbage for at bo engang :-). Jeg øver mig i at leve lige nu – og selvom jeg glæder mig til at vende tilbage til byen (forhåbentlig inden alt for længe), så kan jeg godt se, hvor fantastisk vores børn har det her i Nordsjælland i vores hus og med venner og fritidsinteresser lige rundt om hjørnet. Så der er mange, mange fordele ved livet her, som jeg nogle gange glemmer, fordi jeg er så fokuseret på byen og det, den kan. Det andet kan bestemt også noget! Rigtig meget held og lykke med det!

    Svar
    • M
      M says:

      …det kunne have været mig, der skrev den besked 🙂 Efter 6 år i Nordsjælland savner jeg stadig byen hver eneste dag. Men jeg er ikke alene om at være i familien, så lige nu må mit savn parkeres.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *