Vinterferieidyl-ish

Jeg har alle tre børn hjemme i denne uge… Min mand knokler på huset i Hornbæk fra tidlig morgen til sen eftermiddag, og vi holder skansen i Store Kongensgade imens.

Det er lidt en udfordring at aktivere tre børn i så forskellige aldre og jeg kan mærke, at særligt den ældste går på kompromis for de smås skyld, men det er hyggeligt. Vi går på legeplads, ser film, tegner og jeg øver mig på ikke at lade rod og kaos gå mig på, for her roder usandsynligt meget og jeg kan ikke nå at gøre noget ved det imellem konfliktmægling, havregrødskogning og bleskift. Om aftenen arbejder jeg og forsøger så vidt muligt at nulstille lejligheden, så vi ikke drukner i vasketøj og opvask. Det går ok med den ordning.
Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod at jeg ikke et par gange har vrisset lidt rigeligt og i svage øjeblikke hemmeligt misunder min mand, der sliber vægge i Nordsjælland, alene.

I dag skal vi bage tre kager (!) da Otto, som jeg underholdte med på Instagram i går, har opdaget Majas kagebog og havde svært ved at vælge. Vi indsnævrede de 22 kager han valgte til tre, og det bliver dagens projekt. Med en trodsig næsten tre årig og en feberramt (tænder på vej) baby. Ja.
Jeg folder lige en jahat, bæller min kaffe og skiller de to piger, som lige nu skændes om retten til et vendespil, ad – og sætter bagestationen op.
Det lyder idyllisk og det er det vel på sin egen larmende kaotiske måde nok også…
God dag

Jagten på sneglehuset: Status og SÅ mange følelser

Om fire uger er vores nuværende hjem ikke vores længere. Vi gør det, jeg troede var umuligt for mig. Vi flytter i hus udenfor byen. Shiiit.
Jeg glæder mig, og jeg er røvbange på samme tid. Og så skubber jeg det lidt væk, og forholder mig ikke helt til hverken glæden eller angsten.
Jeg ved det jo godt. At det sker, snart, og at det er ægte, men alligevel er det som om, at jeg fejer det lidt væk. Ja ja, siger min hjerne. Jaja, vi flytter langt væk. Jaja, vi kan ikke bare alt muligt lige som nu. Jaja, alting ændrer sig. Jaa ja.
Jeg tager ligesom ikke fat i følelsen og smager på den. Hverken det søde, eller det sure.

Men det skal jeg altså.

For fire uger forsvinder hurtigt, og så kan det godt være, at det hele bliver sukkersødt og lækkert og alle mine små second thoughts bliver gjort til skamme, men jeg bliver om ikke andet nødt til at tage fat i det, tænke over det og mærke efter. Jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Men det hele er så svært at forestille sig lige nu. Måske nok især fordi at vores hus ikke står klar endnu.

Faktisk er huset ikke beboeligt på nuværende tidspunkt. Jeg kommer til at uddybe i et andet indlæg snart, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg er tøvende og glider af på spørgsmål omkring processen, men det er fordi, at vi bruger al vores fritid, og min mand endnu mere end det, på at renovere, planlægge, ordne og tale om det hus, så jeg orker ikke, at skulle tale mere om det. MEN kort fortalt har vi hevet alt ud af det, fremfor at tage lidt af gangen som ellers var den oprindelige plan – for ellers når vi ikke i mål. Der er i øvrigt fundet skimmel i en af tilbygningerne, og vi kan derfor ikke være der med børnene, før det er fjernet, men vi kan heller ikke gøre mere ved den del af huset inden forsikringen har haft noget at sige, så der sidder vi fast. Derudover er en rådskade i gulvet værre end først antaget, og en ellers lukket forsikringssag skal tages op igen, og det tager tid. Det lyder værre end det er, og i virkeligheden er det forholdsvist simple løsninger på begge skader, men fordi at det er forsikringssager, kan vi ikke komme videre de to steder lige nu. Så vi er blevet nødt til at fortsætte arbejdet i resten af huset, for ikke at sakke bagud. Så nu står vi med et helt skrællet hus … Som vi skal flytte ind i om 4-5 uger. Jaaaa!

Vi når ikke 100% i mål inden indflytning, det gør vi ikke, og det var heller ikke planen fra start, men vi når langt. Ingen tvivl om det, og jeg er optimistisk og glad, det er vi begge to, og selvom det lige nu ser ud som en kæmpe opgave, større end vi kunne forestille os, er vi ved godt mod, og har endnu ikke kunne mærke det på vores forhold – Kun positivt – Hvilket er en kæmpe lettelse, da det var det alle advarede os imod … Humøret er ok højt og optimismen lever, omend vi er lidt trætte, slidte og forpustede. Vi når langt, fordi vi er effektive og gode til at træffe beslutninger, meget bedre end jeg troede, nåhja, og så får vi såååå meget hjælp. Min far har brugt tre af sine weekender på at hjælpe til, min stedfar er også på, flere af vores venner har været søde til at bruge en dag her og der på at give en hånd med, og særligt derfor skal vi nok nå langt. Meget langt.
Men lige nu … Pyyyh. Og så med den der lillebitte panik i underbevidstheden oveni.. Jeg er et festfyrværkeri af følelser.

Ja ja. Jaa ja.

En helt almindelig onsdag, endelig!

Jeg sidder på kontoret og hører det nye Rhye album, drikker varm kaffe, besvarer mails og bogfører regninger. Vildt simpelt, vildt kedeligt, så lækkert! Det er uger siden, at jeg har haft en ganske almindelig arbejdsdag og jeg har higet efter det. Higet efter at gå på arbejde, uden baby, uden at skulle tage stilling til husrelaterede emner og kun med fokus på mit lille firma, som er kommet i sidste række den sidste tid. Desværre.
Loulou er på tur med sin far, og jeg har en hel arbejdsdag i Andedammen, uden møder, uden bagkant, ingenting, og det føles perfekt. Der er egentlig tusind ting at tage stilling til omkring huset og alle de andre ting, der foregår i vores liv lige nu, MEN, ikke i dag har jeg besluttet mig for. Det kan man sgu blive nødt til engang imellem, at lukke øjnene for noget og gøre plads til andet. I dag handler det om mit firma, mit arbejde, mine planer omkring Sneglcille, blog, sociale kanaler og podcasten (som i øvrigt snart skal på landevejen med live-shows, men mere om det i næste uge, når de første billetter bliver sat til salg).

Det viser sig dog, at man kan være helt ufatteligt effektiv, når man er vant til at arbejde under de omstændigheder jeg oftest er med en powernappende tryghedssøgende baby, og jeg har seriøst nærmest nået, hvad der føles som en uges arbejde på fire timer og det er endda med overspringshandlinger (uhørt mange selfies med min nye telefon for eksempel), så om et par timer går jeg ud og spiser frokost, alene (!), og så holder jeg tidligt fri sgu, og forsøger at finde en omgang fastelavnskostumer til børnene.

God onsdag derude. Tak fordi I følger med og er så skide optur. Det mener jeg.

 

Søndagsanbefalinger

For det første: Tak for de mange kommentarer til mit seneste indlæg. Jeg har læst dem allesammen og går i gang med at svare asap. Det var med en anelse rysten på hånden, at jeg trykkede udgiv, for jeg synes faktisk det er lidt pinligt, at have det sådan og jeg var bange for, hvordan det fremstod, om jeg havde formuleret mig grundigt nok, eller om jeg ville blive beskyldt for at fiske efter komplimenter og bekræftelse. Heldigvis lod det til, at I var mange, der var helt med på, hvad jeg mente og som kunne spejle sig i mine ord, og på den måde havde det i den grad en bekræftende effekt, som har sat gang i en masse tanker og ikke mindst tændt en gnist i min skrivelyst. Så tak for det og for jer.

Nu er det søndag og jeg har et par anbefalinger med til jer, som jeg håber I kan bruge, der er lidt af det hele ….
Se tidligere anbefalinger HER

… Gift ved første blik USA. Jeg elsker det endnu mere end den danske version. Jeg missede sidste sæson (ikke den forrige – Av, den var god!) men har været med fra starten denne gang. De første 4 afsnit ligger på dr.dk og jeg glæder mig åndssvagt til at se det fjerde i dag (det tredje skuffede lidt. Ceremonierne var for lange til min smag, men altså…. Nu skal de på bryllupsrejse SÅ!)

Appen Wolt! (findes vist kun i Odense og KBH indtil videre) … Det er ingen hemmelighed, at vi får en del takeout hjemme hos os. Jeg vil skyde på at vi i snit bestiller takeout en dag om ugen, og alligevel er vi kommet lidt sent med på Wolt-bølgen, desværre, for det holder altså! Magen til tjekkethed skal man lede længe efter. Leveringsgebyret er tilmed rimeligt (for det meste) og man kan følge sin delivery-guy (som cykler med din mad) via gps, og så er app’ens chat funktion simpelthen så skide sej. De svarer med det samme, hvis der er noget, og serviceniveauet er virkelig højt. Vi er simpelthen så glade for det, og børnene synes det er sjovt at holde øje med gpsen. Når du tilmelder dig kan du indtaste koden SNEGLCILLE og få 50,- kredit til dit første køb (og jeg får det samme, hvis I bruger den) og så kan I selv oprette en kode og give videre og selv få 50,- i rabat pr tilmelding. … Og ja. Jeg er lidt i krise over, at der ikke er Wolt i Hornbæk. Men det kommer der forhåbentligt.

Leonora Christina Skovs nye bog ‘Den der lever stille’. Egentlig havde jeg planer om at læse den, sådan ægte og har også bestilt bogen hjem til formålet, fordi jeg elsker Leonoras måde at skrive på og derfor havde set frem til at få det hele med ved at læse den. Men jeg kunne ikke vente og endte med at høre den som lydbog (indtalt af Leonora selv) … Wow. Bare rigtig meget wow. Læs den, lyt til den, begge dele… Så fin, så hjerteskærende, så modig, SÅ velskrevet. Jeg hørte den på Mofibo, men den ligger helt sikkert flere steder.

Den Store (britiske) madlavningsdyst for familier på Netflix. Ja.
Jeg ved ikke hvad det er med madprogrammer, men de får mig altid ned i gear og det er næsten det eneste jeg kan se og bare slukke helt for mine tanker. Jeg har snart set alle afsnit og er helt ærgerlig over at der ikke er mere … Der er dog den ene ulempe, at man bliver ret sulten af at se det (og en anelse frustreret over hvor vanvittigt dårlige desserter de laver i alle afsnit)

… Til sidst vil jeg lige gøre opmærksom på, at Boozt fortsat har virkelig meget udsalg og nu helt op til 60%. Jeg drømmer lidt om dem her(reklamelink) og denne her(reklamelink) <3

God søndag!

 

Tid og utilstrækkelighed

Jeg har gentagende gange forgæves forsøgt at sætte mig ved computeren for at skrive videre på nogle af de indlæg jeg har i mine kladder, men ugen har budt på syge børn, en masse podcasting, møder, hus-beslutninger, almindelig hverdagsærinder og pludselig var det fredag. NU sidder jeg foran computeren langt om længe og har den tid som Loulou vælger at sove i – Det vil sige alt fra 20 minutter til to timer, man ved det aldrig – til at få nået de sidste punkter på min arbejds-to do inden jeg kan holde weekend. En weekend der skal bruges i og på huset i Hornbæk.
Men inden jeg gør det, vil jeg gerne lige bruge et par minutter på at fortælle jer, hvorfor der er lidt langt imellem indlæggene herinde.
Jeg har for tiden sådan en konstant følelse af at være lidt bagud, og ikke helt at slå til, hverken privat eller professionelt og det er virkelig nedslående, og var også en af grundende til at jeg aflyste Fredagsfølger* sidste fredag. Jeg følte mig utilstrækkelig og havde stress i kroppen, og selv de opgaver jeg normalt synes er sjove, hang mig langt ud af halsen, så jeg tog brug af en af de privilegier jeg har som selvstændig og trak stikket i en dag. Det hjalp, og var en reminder til mig selv om, at selvom jeg har gjort min hobby til mit arbejde, skal det stadigvæk være sjovt, fordi ellers kan jeg ikke være god til det. Det kan kun være sjovt, hvis jeg ikke sætter mine forventninger til mig selv for højt, og ikke lader mig påvirke af, hvad jeg tror andre forventer af mig. Det er desværre bare hvad der er sket, og konsekvenserne af det, har ikke været klædeligt, og jeg har oplevet sider af mig selv som er atypiske mig og som jeg ikke bryder mig om. Pludselig begyndte jeg at føle misundelse når mine kollegaer anbefalede hinanden på kryds og tværs uden at nævne mig, jeg sammenlignede mig selv på den usunde måde med andre, og begyndte at slå mig selv i hovedet med alverdens åndssvage ting og følte mig udenfor, ikke god nok og det selvværd og den sikkerhed jeg altid har følt i min skrivestil og min person begyndte at krakelere. Jeg har taget fat i det, og føler at jeg igen er på rette spor, men nu deler jeg det alligevel her. I høj grad for min egen skyld, for det er noget af det jeg holder allermest af ved at blogge – Den der ventil, det er for mig – Men også til jer, der måske selv kan genkende noget af det, enten i jeres arbejdsliv, privat, eller online. Sådan skal man ikke have det. Det gider jeg i hvert fald simpelthen ikke. Jeg har nogle af de mest engagerede følgere som jeg sætter helt vildt stor pris på, og det må jeg simpelthen ikke lade drukne i urimelige og tåbelige sammenligninger og statistiker. SÅ hermed en undskyldning både til mig selv, for at have ladet den slags barnlige (men menneskelige) følelser tage over og drukne det det rent faktisk handler om, nemlig kærligheden til ord, til at skrive, dele og være mig selv, uden at konkurrere, føle mig overset og begynde at tvivle på mig selv over ubetydelige faktorer.

Om ovenstående giver mening, ved jeg ikke, men det er simpelthen bare for at sige, at grunden til, at jeg har blogget mindre end normalt, skyldes tildels at jeg er presset på tid, og har prioriteret nogle andre ting, for ikke at få det hele til at flyde over, og tildels at jeg har haft brug for at være mere på denne her side af skærmen, hvor jeg er elsket, hvor ingen dømmer mig, eller har en mening om hvordan jeg gør de ting jeg gør, og fordi at jeg lige har skulle smage på det hele og finde kærligheden til Sneglcille igen. Jeg elsker online-verdenen, bloggen og de sociale medier, også dens redigerede virkelighed, men jeg er mere end Sneglcille.