Jagten på sneglehuset: Status og SÅ mange følelser

Om fire uger er vores nuværende hjem ikke vores længere. Vi gør det, jeg troede var umuligt for mig. Vi flytter i hus udenfor byen. Shiiit.
Jeg glæder mig, og jeg er røvbange på samme tid. Og så skubber jeg det lidt væk, og forholder mig ikke helt til hverken glæden eller angsten.
Jeg ved det jo godt. At det sker, snart, og at det er ægte, men alligevel er det som om, at jeg fejer det lidt væk. Ja ja, siger min hjerne. Jaja, vi flytter langt væk. Jaja, vi kan ikke bare alt muligt lige som nu. Jaja, alting ændrer sig. Jaa ja.
Jeg tager ligesom ikke fat i følelsen og smager på den. Hverken det søde, eller det sure.

Men det skal jeg altså.

For fire uger forsvinder hurtigt, og så kan det godt være, at det hele bliver sukkersødt og lækkert og alle mine små second thoughts bliver gjort til skamme, men jeg bliver om ikke andet nødt til at tage fat i det, tænke over det og mærke efter. Jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Men det hele er så svært at forestille sig lige nu. Måske nok især fordi at vores hus ikke står klar endnu.

Faktisk er huset ikke beboeligt på nuværende tidspunkt. Jeg kommer til at uddybe i et andet indlæg snart, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg er tøvende og glider af på spørgsmål omkring processen, men det er fordi, at vi bruger al vores fritid, og min mand endnu mere end det, på at renovere, planlægge, ordne og tale om det hus, så jeg orker ikke, at skulle tale mere om det. MEN kort fortalt har vi hevet alt ud af det, fremfor at tage lidt af gangen som ellers var den oprindelige plan – for ellers når vi ikke i mål. Der er i øvrigt fundet skimmel i en af tilbygningerne, og vi kan derfor ikke være der med børnene, før det er fjernet, men vi kan heller ikke gøre mere ved den del af huset inden forsikringen har haft noget at sige, så der sidder vi fast. Derudover er en rådskade i gulvet værre end først antaget, og en ellers lukket forsikringssag skal tages op igen, og det tager tid. Det lyder værre end det er, og i virkeligheden er det forholdsvist simple løsninger på begge skader, men fordi at det er forsikringssager, kan vi ikke komme videre de to steder lige nu. Så vi er blevet nødt til at fortsætte arbejdet i resten af huset, for ikke at sakke bagud. Så nu står vi med et helt skrællet hus … Som vi skal flytte ind i om 4-5 uger. Jaaaa!

Vi når ikke 100% i mål inden indflytning, det gør vi ikke, og det var heller ikke planen fra start, men vi når langt. Ingen tvivl om det, og jeg er optimistisk og glad, det er vi begge to, og selvom det lige nu ser ud som en kæmpe opgave, større end vi kunne forestille os, er vi ved godt mod, og har endnu ikke kunne mærke det på vores forhold – Kun positivt – Hvilket er en kæmpe lettelse, da det var det alle advarede os imod … Humøret er ok højt og optimismen lever, omend vi er lidt trætte, slidte og forpustede. Vi når langt, fordi vi er effektive og gode til at træffe beslutninger, meget bedre end jeg troede, nåhja, og så får vi såååå meget hjælp. Min far har brugt tre af sine weekender på at hjælpe til, min stedfar er også på, flere af vores venner har været søde til at bruge en dag her og der på at give en hånd med, og særligt derfor skal vi nok nå langt. Meget langt.
Men lige nu … Pyyyh. Og så med den der lillebitte panik i underbevidstheden oveni.. Jeg er et festfyrværkeri af følelser.

Ja ja. Jaa ja.

10 replies
  1. Stine
    Stine says:

    Jeg flyttede fra Århus og ud på Lars Tyndskids Mark for to år siden og kan sådan huske dem følelse du beskriver. Som om det var igår.
    Man er ved at skide i bukserne af skræk og at kaste op af sommerfugle i maven på een og samme tid og man er hamrende nervøs for at bryde helt sammen, hvis man giver efter for panikken. Så man skøjter og skøjter og skøjter henover alle følelserne.

    Men. Pludselig en dag er du landet, kan ånde ud og kalde alt det nye for Hjem – sådan på den måde hvor det kan mærkes helt ned i maven. Det kommer. Også selvom du på vejen både panikker, fortryder og er pissehamrende bange for hvad du har gjort. Sådan var det for mig, og idag kunne jeg ikke være gladere for at vi tog springet.

    Man må gerne være bange, i tvivl, panikke og det hele på vejen – og også når man er landet. Det er en del af det, også selvom det er drømmehuset man flytter ind i. Alt godt til jer og tak fordi du deler!

    Svar
  2. Catrine
    Catrine says:

    Det er præcis samme følelser jeg havde, da vi flyttede ud af byen for knapt tre år siden. Og jeg havde så travlt med at fortælle mig selv og alle andre, at vi jo sagtens kunne komme ind til KBH tit og ofte, men indvendigt var jeg bare skidenervøs. Ville mine veninder gide tage den lange vej, ville vi falde til osv… I dag er jeg så glad og kunne ikke ønske mig at bo et andet sted. Man kan ikke få det hele – storby og natur og så til ingen penge. Men det lyder til, at det er et rigtig dejligt valg I har truffet ift. beliggenhed og muligheder med huset. Og en dag vågner du op og tænker ikke længere, om det nu er det rigtige:-)

    Svar
  3. Katrine
    Katrine says:

    “Når isen er tynd, ligger trygheden i farten”. Det er et citat, som står på en post-it på min skærm, og som jeg altid husker på, når ting går lidt for stærkt og virker lidt kaotiske. Det giver mig ro til at acceptere, at det går stærkt, og at det er ok, fordi det er en måde at rykke videre til noget roligt på. Og det er også en reminder om, at isen ikke altid bør være tynd under en, men at det bare er sådan nogle gange. Lige nu har I pisse meget at se til – med hus, flytning, arbejde, børn og whatnot. Og måske går det lidt for stærkt. Men lige om lidt er i på tyk og tryg is igen og med alt det I har klaret de seneste år, er I der næsten allerede. Go! Det bliver godt, det hele. Ps: Fastelavnsboller og vin hjælper altid.

    Svar
  4. Alexandra
    Alexandra says:

    Jeg har sådan lyst til at give det største knus nogensinde, for hold kæft hvor synes jeg I er seje!!

    Selvfølgelig skal der opstå uventede udfordringer, når man kaster sig ud i et projekt, som det I har gjort. Og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde selv ville turde, fordi jeg netop ville være så bange for, hvad de udfordringer mon ville være. Så meget desto mere beundrer jeg jer derfor for at gøre det. For der er så meget kærlighed I alle de beslutninger I tager – til hinanden og til jeres børn – og derfor fortjener I bare, at I ikke bliver straffet for de chancer I har taget.
    Ud fra dit skriv, har jeg ikke indtrykket, at det er tilfældet, men bare ordene skimmelsvamp og råd får det til at vende sig i mig, fordi jeg ved hvor meget det ville have slået *mig* ud, når man i forvejen kæmper en kamp mod uret. Så jeg var glad for at læse, at I tager tyren ved hornene og ‘blot’ ændrer planer – og at det i sidste ende styrker jeres forhold. For for helvede, det fortjener I!

    Jeg savner dig på bloggen, men jeg skal være den første til at sige, at prioritet nummer ét, to og ti nu selvfølgelig er dit offline-liv og din fantastiske familie. Fix det hus, lav det til et hjem – og del endelig når du orker.
    Men brug energien hvor den behøves den næste tid, for at flytte et pissehårdt følelsesmæssigt (og det må være endnu mere udmattende, når det er så meget et livsmæssigt paradigmeskift, som det er for dig).

    🐌🏡💪🏻💚 

    Svar
  5. Lulu
    Lulu says:

    Har i overvejet at leje et hyggeligt lille sommerhus i nærheden af, eller i Hornbæk de første par måneder mens byggerodet er allerværst? Det kender vi nogen der gjorde, og det betød virkelig meget for dem at have mulighed for stadig at have rolige øjeblikke sammen med ungerne væk fra renovering og rod.

    Svar
  6. Signe
    Signe says:

    Vi flyttede fra byen og tilbage igen to år efter, da det ikke var os alligevel;-) det jeg bare vil sige med det er, at man altid kan komme tilbage:)
    lige om lidt er det marts og så får i jo et helt “ekstra rum” udendørs , det er guld værd når man renoverer;)

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *