Hjemme!

Vi er hjemme. Jeg har siden fredag sovet måske sammenlagt fire timer. Lørdag blev vi hasteindlagt på Riget da feberramte Loulou var fuldstændigt blåmarmoreret på benene og havde hævede fødder og hænder, og der har vi været i 51 timer. De sidste 26 i isolation. Jeg er med andre ord fuldstændig blæst oveni hovedet, øm og træt i krop og sind, følelsesladet og helt ødelagt. Loulou har det markant bedre. Hele lørdag og søndag sov hun nærmest non-stop, i nat skreg hun i tre lange timer over, hvad der viste sig at være hendes drop, der både var bundet alt for stramt om hendes arm, og var stoppet med at fungere, og derfor havde fyldt hendes lille i forvejen hævede hånd med antibiotika i store hævede buler under huden. Hun græd, jeg græd, og det gør jeg stadigvæk. Nærmest konstant. Jeg kan ikke stoppe igen. Jeg synes det har været så svært. Det er bare først kommet der i nat, og så nu, for fuld smadder. Inden da, ingenting. Jeg følte ingen sult, ingen træthed, intet savn til dem derhjemme, ingenting. Som om at jeg var i en tilstand, hvor de ting ikke fandtes.
Men… Alt det er der afløb for nu. Angsten i ambulancen mens den fløj afsted i et tempo jeg ikke anede var muligt, at ankomme til traumecenteret, der lignede og føltes som en scene fra en tv-serie, min mands ansigt og tårefyldte øjne da han nåede frem og så os på briksen, uvished, prøve efter prøve efter prøve, sløve feberramte Loulou, der kigger på mig med tågede øjne, de samme spørgsmål, utallige forskellige beskeder fra forskellige læger og sygeplejersker, følelsen af at skulle fiksere mit grædende barn, mens andre voksne stikker i hende, lytter, kigger og trykker, mere uvished, vished, men alligevel ikke, isolation, ensomhed, angst, Loulous tydelige smerte, min frustration, gråd der kravler op og strammer alt til, og forsinket savn til mine store børn, til min mand. Lettelsen ved at endelig kunne forlade stuen og etagen. Det er det hele, der rammer nu. Og det er sikkert meget sundt.

Loulou har en infektion i både øre, hals og lunger, og oveni det RS virus, der egentlig “bare” er en forkølelse, men som for små børn er en strid satan, som kan gøre dem uhyggeligt syge. Hvad der har udløst hævelserne og den blå farve kan være både infektion eller virus, eller begge. Det finder vi nok aldrig ud af. Men vi er hjemme. Loulou er fortsat dårlig, men har langt flere vågne timer, har lettere til smil og er i det hele taget i bedring. Og hendes mor er tusind gange tryggere herhjemme. I næste uge skal vi tilbage og afsluttes, og jeg håber indtil da, at vi kan blive hjemme og at Loulou er kampklar snart igen. Jeg tror det.
Her til aften grinede hun for første gang i dagevis med lyd, og grunden var næsten hjerteskærende- Det var nemlig over at blive lagt i sin egen seng – Og der faldt hun så i søvn uden problemer, hvilket efter at i tre nætter kun kunne falde i søvn og sove på mig, gør mig endnu tryggere og positiv over, at vi er her nu. Hjemme.

Det blev med garanti noget rod alt det her, men jeg havde behov for at få nedskrevet noget. Nu vil jeg gå i bad, spise noget rigtig mad sammen med min mand og så skal jeg i seng og forhåbentlig sove mange sammenhængende timer. Bare nogle stykker.

 

44 replies
  1. Frederikke
    Frederikke says:

    Det giver god mening for mig, altså skrivet.

    SKØNT at I er hjemme. Fortsat god bedring til Loulou og jeg håber, du får sovet og også kommer helt ud på den anden side. Lyder voldsomt, så jeg ville helt sikkert også skulle ‘græde af’ for alt det opsparede.

    Svar
  2. Charlotte
    Charlotte says:

    Hvor er det dejligt at høre at i er hjemme igen, sikke en frygtelig oplevelse det må have været ❤️ Og den der gråd, den er så sund, lad tårerne flyde så længe de kan ❤️

    Svar
  3. Mette
    Mette says:

    Puha! Jeg sad så sent som i dag og kiggede på min influenzaramte datter, og sagde til min mand at jeg slet ikke ville kunne klare hvis et af vores børn blev sådan rigtig syge..
    Fandme sejt at du kunne holde sammen på trådende mens det var vigtigt at du tog dig af Loulou og gjorde hende så tryg som muligt. Dejligt I er hjemme igen. God bedring, håber hun snart er frisk igen!

    Svar
  4. Maria
    Maria says:

    Åh altså god bedring til hende.
    Jeg ligger selv her med min lille Elin, der er på alder med Loulou, på maven.
    Hun er varm og hoster som en søløve og har svært ved at trække vejret ind. Puha, det er ikke sjovt.
    Tror “bare” det er en omgang falsk strubehoste, så på ingen måder i nærheden af Loulous sygdom, men øv, det er ikke rart når ens lille baby er syg 😞

    Svar
  5. Mette
    Mette says:

    Kære Cecilie så mange krammere og tanker til dig og jer ovenpå den oplevelse . Kender den følelsen, ambulanceture, fiksering, isolation og forsinket reaktion og ja det er godt den kommer! Lev den igennem og hold øje med LouLous reaktioner også på længere sigt ovenpå hele forløbet. Det kan give skrammer på sjælen, ved jeg desværre af erfaring. Knus ❤️❤️❤️

    Svar
  6. Marie
    Marie says:

    Pyha. Stakkels, stakkels jer. Vi har lige været noget lignende igennem med vores datter, der er et par måneder ældre end Loulou. Lungebetændelse, RS-virus og indlæggelse. Uvisheden er rædselsfuld, og ja det der med at skulle fiksere sit grædende barn, det føles som overgreb. Godt at Loulou er i bedring, håber du får lidt søvn.

    Svar
  7. Line
    Line says:

    Masser af tanker jeres vej❤️ Dejligt at Loulou er i bedring og at der nu er plads til at mærke alle følelserne. Fortsat god bedring med hende.

    Svar
  8. Line
    Line says:

    Tak fordi du deler ♥️
    Og rigtig god bedring til din fine lille pige.
    Hvor er det fantastisk at være så heldig at bo et sted, hvor den slags hjælp findes. Børneafdelingen på Riget er fantastisk!

    Svar
  9. Katharina
    Katharina says:

    Kære Cecilie. Jeg har følt med jer de sidste dage og tjekket ustandseligt efter godt nyt fra din side. Min mellemste datters liv startede med RS og 10 dages helvede på hospital – hele tiden blev hun dårligere, og det gik op for mig, at jeg kunne miste hende endnu før jeg havde lært hende at kende. Angsten sidder i mig endnu 7 år efter og forsvinder aldrig. Min datter var meget påvirket efter oplevelsen og de første mange måneder af hendes liv, var hun grebet af angst og kun tryg, når hun var i vores arme. Jeg håber og beder til at lille Loulou kommer sig snart, og at I kan ryste chokket af jer. Tøv endelig ikke med at tale med nogen om det, hvis du kan mærke, at angsten ikke forsvinder. Mange tanker fra mig og masser af kærlighed til Loulou den søde lille pige ❤️

    Svar
  10. Marie
    Marie says:

    Fældede en lille tåre da jeg læste, ens egen værste mareridt 😢 lyder helt forfærdeligt stakkels jer. Godt at høre at det hele går bedre. Og godt du kan græde det hele ud nu og var stærk da det galdt. Rigtig god bedring til jer.

    Svar
  11. Kristina
    Kristina says:

    Jeg græder men er så glad på jeres vegne over at I nu er hjemme hvor både den lille og den store pige kan sove i egen seng. Jeg tror ikke det hjælper så meget, men vid at du og dine er i mine (og tydeligvis også i mange andres) tanker. Vi er nok mange der krammer vores børn en ekstra gang i dag, takket være dine ord <3

    Svar
  12. Signe
    Signe says:

    Jeg fødte i november en pige, der kom i respirator og var indlagt i 5 dage. Jeg genkender alle de følelser, du beskriver. Især at reaktionen kommer forsinket og at ens hjerte er splittet mellem livet med den lille på hospitalet og dem derhjemme. Det var så hårdt! Rigtig god bedring og omsorgsfulde tanker jeres vej.

    Svar
  13. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Åh, for pokker altså 😔 Jeg kan godt forstå, din krop har brug for at komme ud med angsten – så græd du bare det hele ud. Og så lidt til. Det er så hårdt, når ens allermest dyrebare er syge ❤️ Håber hun kommer sig med en hulens hast, så I ikke behøver at være bange over det mere ❤️

    Svar
  14. Michelle
    Michelle says:

    Det fik mig til at tude det her indlæg, vi var for 14 dage siden indlagt med vores dreng på 2 1/2 måned, han havde fået sig en rs virus og en lungebetændelse. Han endte med sonde i respirator og derefter i C-pap. Vi var indlagt i 14 dage(!!!) Jeg har ikke haft nogle reaktioner endnu, men alt det du lige skrev, er det jeg følte og stadig føler til tider. God bedring med søde LouLou! Sikke en oplevelse!

    Svar
  15. Therese
    Therese says:

    Puha! Jeg græder med dig. Det er så voldsom en oplevelse du/I har været igennem.
    Tal om det, skriv om det – og for Guds skyld: GRÆD alt det du kan. Så frygten, angsten og oplevelsen bliver gennemarbejdet.
    Børn er heldigvis robuste – og det lyder som om Loulou er på vej mod bedring ❤️ nu skal du passe på dig, og have helet mor-hjertet igen ❤️😘 Pas på jer ❤️

    Svar
  16. Laura
    Laura says:

    Pyha, sikke en forfærdelig omgang😞. Jeg får helt tårer i øjnene og knuder i maven når jeg læser dit indlæg. Dejligt at Lou Lou er i bedring, at I er hjemme og at det, trods alt, går i den rigtige retning❤️. Rigtig god bedring og sov godt😘

    Svar
  17. Katrine
    Katrine says:

    Hvor er det dejligt at læse, I er kommet hjem i de trygge rammer igen.. ( ironisk nok når man burde synes at hospitalet skulle være verdens mest trygge sted).. jeg forstår dig!!! Det er super vigtigt du giver dig selv lov til at græde efter at have været i choktilstand! Det er også super vigtigt du og din mand får sagt direkte til hinanden og sat ord på de tanker, frygt, angsten der har gået gennem og er I jeres hoveder.. ligesom du bruger bloggen.. for at få det ud af kroppen og hjernen.. det er jer der oplevede situationen og derfor jer der skal tale den ud med hinanden ( omend det lyder lidt frelst og hippie Go happy) det heler ovenpå oplevelsen. Håber LouLou blir hurtigt frisk igen! Lille pusling❤️ Tanker og kærlighed herfra

    Svar
  18. Line
    Line says:

    Puha en voldsom oplevelse og der er ik noget at sige til at følelserne sidder udenpå tøjet. Jeg kan nærmest mærke den skræk, angst, sorg og savn du beskriver og tror jeg må kramme mine egne børn lidt ekstra meget i dag.
    Håber i får sovet, krammet, grædt og hvad der ellers skal til for at komme ovenpå igen. God bedring til Loulou.

    Svar
  19. Jeanette
    Jeanette says:

    Tusind tak for dette indlæg. Jeg prøvede noget lignende, da min søn var 2 mdr og blev ramt af en RS-virus, som sendte ham i c-pap og med sonde på isolationsstue. Jeg var SÅ utryg på sygehuse, hvor jeg i 8 dage sov max 2 timer usammenhængende hver dag, fordi jeg overhovedet ikke stolede på personalet efter at have opdaget fejl på fejl. Det sidder i mig endnu på mange måder, men det værste er at få brudt min naive forestilling om, at sygehuspersonalet slvfølgelig har styr på tingene. Min søn var ved at få penicillin direkte i lungerne, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kunne være endt. Jeg tænker stadig på hele episoden og følelserne meget tit, så jeg tror ikke, man nogensinde lægger det helt væk som forælder.

    Svar
  20. Stine
    Stine says:

    Kæmpe mental krammer til jer allesammen – det må have været benhårdt for jeg alle – men især til dig og Loulou ❤❤ Fortsat god bedring med det lille væsen!

    Svar
  21. Sofie
    Sofie says:

    Puha, RS virus er bare ikke sjovt for de helt små. Min yngste var kun 5 uger da han fik RS virus. Vi var indlagt i en uge og han blev sågar flyttet i ambulance fra ét hospital til et andet undervejs. Og lå med C-pap og sonde og konstant overvågning. Det var sådan en hård uge og jeg tænkte både den gang og nu på de stakkels familier, der er indlagt i længere tid!
    Tanker til jer og god bedring med Loulou 🙂

    Svar
  22. Marie
    Marie says:

    Min store havde også RS-virus – hun var 3 måneder, og vi blev også hasteindlagt, og jeg kan mærke angsten helt ind i knoglerne endnu.
    Og jeg sidder her med tårer i øjnene, for det giver SÅ god mening, dét du beskriver.

    Det er en SUPER hård og igennem væmmelig oplevelse – du skal bare sørge for at få grædt og skrevet og talt alt det, du overhovedet har behov for.

    Svar
  23. Anne
    Anne says:

    Nu sidder jeg i sofaen og græder med dig. Det vækker så meget genkendelse. Det der med at kroppen nærmest stopper. Fra mit vand gik 5 uger før termin, 22 timer efter fødslen hvor jeg ikke så min søn og en måned på neonatal. Jeg stoppede bare… puha.
    Sikke en oplevelse. Jeg håber du får grædt ud. Det hjælper. Og så er det dejligt at høre i er hjemme og du aner en bedring.

    Svar
  24. Anne
    Anne says:

    Og så vil jeg bare sige, at selvom det er ganske forfærdelig læsning, så er det så godt skrevet. Dig og ord💚

    Svar
  25. Kira Plesner
    Kira Plesner says:

    Åh Cecilie. Sender dig en masse god energi og varme tanker. Fik virkelig en klump i halsen over det du skrev og den virkelige måde du beskriver det på. Føj for satan! Knus til jer alle.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *