Hjemme!

Vi er hjemme. Jeg har siden fredag sovet måske sammenlagt fire timer. Lørdag blev vi hasteindlagt på Riget da feberramte Loulou var fuldstændigt blåmarmoreret på benene og havde hævede fødder og hænder, og der har vi været i 51 timer. De sidste 26 i isolation. Jeg er med andre ord fuldstændig blæst oveni hovedet, øm og træt i krop og sind, følelsesladet og helt ødelagt. Loulou har det markant bedre. Hele lørdag og søndag sov hun nærmest non-stop, i nat skreg hun i tre lange timer over, hvad der viste sig at være hendes drop, der både var bundet alt for stramt om hendes arm, og var stoppet med at fungere, og derfor havde fyldt hendes lille i forvejen hævede hånd med antibiotika i store hævede buler under huden. Hun græd, jeg græd, og det gør jeg stadigvæk. Nærmest konstant. Jeg kan ikke stoppe igen. Jeg synes det har været så svært. Det er bare først kommet der i nat, og så nu, for fuld smadder. Inden da, ingenting. Jeg følte ingen sult, ingen træthed, intet savn til dem derhjemme, ingenting. Som om at jeg var i en tilstand, hvor de ting ikke fandtes.
Men… Alt det er der afløb for nu. Angsten i ambulancen mens den fløj afsted i et tempo jeg ikke anede var muligt, at ankomme til traumecenteret, der lignede og føltes som en scene fra en tv-serie, min mands ansigt og tårefyldte øjne da han nåede frem og så os på briksen, uvished, prøve efter prøve efter prøve, sløve feberramte Loulou, der kigger på mig med tågede øjne, de samme spørgsmål, utallige forskellige beskeder fra forskellige læger og sygeplejersker, følelsen af at skulle fiksere mit grædende barn, mens andre voksne stikker i hende, lytter, kigger og trykker, mere uvished, vished, men alligevel ikke, isolation, ensomhed, angst, Loulous tydelige smerte, min frustration, gråd der kravler op og strammer alt til, og forsinket savn til mine store børn, til min mand. Lettelsen ved at endelig kunne forlade stuen og etagen. Det er det hele, der rammer nu. Og det er sikkert meget sundt.

Loulou har en infektion i både øre, hals og lunger, og oveni det RS virus, der egentlig “bare” er en forkølelse, men som for små børn er en strid satan, som kan gøre dem uhyggeligt syge. Hvad der har udløst hævelserne og den blå farve kan være både infektion eller virus, eller begge. Det finder vi nok aldrig ud af. Men vi er hjemme. Loulou er fortsat dårlig, men har langt flere vågne timer, har lettere til smil og er i det hele taget i bedring. Og hendes mor er tusind gange tryggere herhjemme. I næste uge skal vi tilbage og afsluttes, og jeg håber indtil da, at vi kan blive hjemme og at Loulou er kampklar snart igen. Jeg tror det.
Her til aften grinede hun for første gang i dagevis med lyd, og grunden var næsten hjerteskærende- Det var nemlig over at blive lagt i sin egen seng – Og der faldt hun så i søvn uden problemer, hvilket efter at i tre nætter kun kunne falde i søvn og sove på mig, gør mig endnu tryggere og positiv over, at vi er her nu. Hjemme.

Det blev med garanti noget rod alt det her, men jeg havde behov for at få nedskrevet noget. Nu vil jeg gå i bad, spise noget rigtig mad sammen med min mand og så skal jeg i seng og forhåbentlig sove mange sammenhængende timer. Bare nogle stykker.

 

Lørdag med blå blink og lettelse

Jeg ligger i en hospitalsseng på sjette sal på Riget, med min yngste i armene. Hun sover tungt ovenpå dagens strabadser. Jeg tror ikke, jeg kommer til at sove lige foreløbigt.

Vi har været her i 11 timer og kommer ikke hjem i dag. Forhåbentlig i morgen.
Blev kørt herind med udrykning og modtaget af et imponerende hold af læger, sygeplejersker og sikkert en masse andre titler. Jeg opgav at tælle, hvor mange de var, og fokuserede kun på Loulou, der skreg af skræk over de mange hænder og instrumenter på hende.
Jeg var rolig, fordi hun ikke var det. Fattet, og tryg. Forsøgte at berolige hende. Hun græd videre og skældte ud. Men jeg kunne mærke på den måde hun lænede sin krop mod min, at hun vidste, at jeg var hos hende.

Gråden sad i mit bryst. Der sidder den endnu. Jeg ved ikke hvornår den får afløb. Troede det ville være nu.

Loulou blev frikendt fra traumecenteret, efter grundig og kompetent behandling, og kørt på børneafdelingen, stadigvæk i mine arme.

Her ligger hun endnu. Og jeg tror aldrig jeg kan give slip igen.

Aftensmad RET NEMT


REKLAME FOR RETNEMT MÅLTIDSKASSER

I tre uger har vi fået RetNemt måltidskasser, og jeg har glædet mig til at dele mine erfaringer med jer. Til jer der ikke allerede kender RetNemt måltidskasser, er konceptet en anelse anderledes end de måltidskasser jeg tidligere har prøvet, anderledes på den gode måde. Fordi det er sådan, at RetNemt måltidskasser fungerer således at man selv kan vælge sine retter fra uge til uge, så frem for at få en kasse med tre pre-fixed retter, er man selv inde og vælge fra uge til uge. Vælger man ingen, bliver der valgt nogle ud for en, ud fra de præferencer man har indtastet ved oprettelse, hvor man sætter kryds i de kasser, der lyder mest tiltalende, samt fravælger de ingredienser man ikke kan tåle/lide. Vi var selv inde hver uge og vælge retter, til stor glæde for den 8 årige, for det vrimlede med hans livretter, og selvom jeg satte foden i og beordrede at vi max bestilte én kødret pr uge, blev det ikke helt tilfældet.

Der ER vegetariske retter at finde blandt RetNemt måltidskasser, men der er uden tvivl flest kød-retter, dog er flere af dem sammensat sådan, at man sagtens kan lave retterne og så bare lade være med at spise kødet, da der er nogle af retterne, hvor kødet ikke er dominerende – Præcis som vi ofte gør det herhjemme, da det udelukkende er mig, der helst springer kødet over. Vi fik for eksempel en virkelig lækker kartoffelsuppe med æbler og noget skinke, hvor jeg så bare serverede kødet ved siden af.
Min foretrukne kasse har vist sig ikke overraskende at være RetSund kassen, mens at resten af familien har heppet mest på RetBørnevenligt. Du kan se alle RetNemt måltidskasser HER

Favoritten i de her uge var klart ovenstående curry. fra We Care kassen Den kunne alle lide, hvilket ikke altid er tilfældet når der er linser og mange krydderier på banen.

Timingen har været helt genial, da jeg har været meget alene med børnene i de her uger, og oveni det har haft rygende travlt og derfor på ingen måde har kunne planlægge, handle ind til aftensmad hver dag, selvom intentionerne har været der. Så hvor vi normalt ville ty til koldt bord, takeout og havregrød, har det virkelig været en kæmpe stor hjælp at have tre faste aftenmåltider om ugen i form af RetNemt måltidskasser, og det er nemt! Opskrifterne er nemme at gå til, selv Otto på 8 kunne finde rundt i dem, og jeg kunne lave mad med tre børn om benene – Og bedst af alt er der rigeligt med mad, så ofte var der til Ottos madpakke og min frokost dagen efter.

Jeg er helt overbevist om, at jeg kommer til at bruge RetNemt måltidskasser igen, særligt i perioder hvor jeg er alene med børnene, for det har virkelig været åndssvagt lækkert, ikke at skulle tænke på indkøb og madlavning, men alligevel kunne diske op med varieret mad, som alle kunne lide, hvor der ikke bare var tale om noget jeg havde panikoptøet fra fryseren eller ringet hjem fra den lokale.

Hvad der særligt gjorde mig ekstra glad, var at størstedelen af ingredienserne både er økologiske, friland, friskt og lækkert. Og at jeg kunne bestille til de dage, hvor jeg vidste de ville gøre ekstra meget gavn, og i det hele taget var hele oplevelsen meget brugervenligt og nemt. Fra bestilling, til modtagelse og udførelse.

Med andre ord, alt i alt en virkelig god og nem oplevelse, for alle, og det er ikke sidste gang, vi benytter os af det, er jeg helt sikker på.

Se næste uges indhold af RetNemt måltidskasser HER og få 20% på dine første to RetNemt måltidskasser lige HER!

Jeg savner …

Den anden dag skrev jeg i mit beduggede i øvrigt indlæg, at jeg savner mine børn, når de sover, og lige siden har ordene “Jeg savner …” kørt i rotation i mine tanker, så nu vil jeg forsøge, at sætte ord på alt det jeg savner. Sådan opstår de fleste af mine indlæg og skriverier i øvrigt. Ved at et ord, en tanke eller en følelser sætter sig fast som et pophit. Nåmen, jeg savner.

… At se gyserfilm. Men jeg kan ikke efter jeg har fået børn. Overhovedet.

… Min mand. Han knokler i huset og jeg elsker ham for det, men jeg har set ham i meget få timer af gangen de sidste to uger.

… Mit pandehår. Skal have bestilt tid hos frisøren. Igen.

… Mine veninder. Jeg har et kæmpe behov for at se dem, men tiden er minimal og overskuddet mindre.

… At lave film. Skal virkelig have taget mig sammen og gjort noget ved den youtube kanal som jeg har syltet for længe.

… Min cykel, der efter 10 trofaste år ved min side, nu er blevet hugget.

… At skrive. Sådan rigtigt. Igen: Tid.

… Salte kastanjer. Aka det perfekte stykke slik  – Som jeg ved, at vi har talt om før herinde for nogle år siden. Jeg tænker fortsat på dem hver gang jeg besøger en bland selv biks. Kom nu Haribo!

… Mine søskende. Min søster er i Aarhus og min bror Island, og selvom der også kunne gå lang tid imellem at vi så hinanden, da de boede i København, savner jeg dem mere fordi de er langt væk. Fjollet.

… Flere sæsoner af Zumbo’s Just desserts på Netflix. Ved ikke engang om det findes, men det var virkelig godt til mit aftensind lige at hamre sådan et par afsnit ned.

… Sol. Eller varme. Føler at jeg har frosset i flere år.

… Min mor. Jeg har brug for hende, men hendes sygdom gør, at hun ikke kan være der. Ok, det her punkt har jeg slettet og skrevet igen et par gange. Men nu lader jeg det stå. Jeg uddyber måske en anden dag. 

… Åbenbart virkelig mange mennesker. Det skal jeg nok lige gøre noget ved.

Ud af byen. Beslutningen.

Jeg får en del mails i min indbakke og directs på Instagram med det her emne, og selvom jeg nok først kan give et ægte og fyldestgørende svar om et halvt eller helt år, vil jeg alligevel forsøge at koble nogle ord til der, hvor jeg er nu, samt omkring selve den egentlige beslutning. Både den om at prøve noget andet end København, og dernæst den mere konkrete vi-gør-det-beslutningen. Og det er da også et emne jeg har fået berørt et utal af gange, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg kommer til at gentage mig selv lidt rigeligt. I kan læse nogle af de indlæg jeg tidligere har forfattet om det HER, HER, HER og HER bare for at nævne nogle få.

Først og fremmest er det noget af det sværeste, jeg har skulle beslutte nogensinde. Det er skræmmende, at træffe en så definerende beslutning, både for sig selv, men i særdeleshed for sine børn. Det nemmeste og sikreste ville være at blive i det vi kender, og selvom at det måske ville give tryghed, ville der omvendt være for mange ting vi ville gå på kompromis omkring. Måske ikke så meget mig, der jo identificerer mig åndssvagt meget med det at bo her, som elsker det, og er ved at skiiiiide i bukserne over at rykke væk fra den følelse og alt hvad jeg kender og er tryg i. Mig mig mig. Men det er bare ikke kun mig i det her firma, og når resten af fabrikken tydeligvis higer efter plads, luft, natur og ro, nytter det ingenting at jeg stædigt holder fast på det jeg trives i.
Da jeg tog beslutningen om, at jeg ville gøre det, at jeg godt turde, græd jeg hele natten, ikke af sorg, men af en kombination af nerver og erkendelsen af at jeg havde været så stædig i min egen trang til at blive i byen. At jeg havde set mig blind på alt andet end det. Femøren faldt for alvor et par dage inden natten med gråd, i sommers efter en fremvisning, hvor vi gik en tur i området ved Tegners Museum, og jeg oplevede, hvordan min mand blomstrede op. Han var lykkelig på en måde jeg ikke havde oplevet længe. Glad, rolig, fjollet, forelsket, og først der gik det op for mig, at han følte sig fanget i vores liv i byen, at han var i det og prøvede at forene sig med et liv i byen, for min skyld. Det var det, der gjorde det for mig. At hans udlængsel var større end mit behov for at blive…

Meget er sket siden den dag og jeg gennemgår et hav af følelser omkring projektet dagligt, men indenunder alle bekymringerne og angsten for det uvisse, gemmer der sig en ro og grundtro på, at det er det rigtige lige nu. Måske ikke for altid, men nu … Helst sikkert nu. Jeg glæder mig! Det gør jeg, ægte.

For lige at vende tilbage til de beskeder jeg modtager fra andre, mest kvinder, der står overfor en lignende beslutning, ville jeg ønske at jeg havde et svar eller en formel på, hvordan man når frem til en beslutning. Det har jeg af gode grunde ikke, men jeg kan sige så meget, at man i hvert fald ikke finder ud af det ved ikke at springe ud i det, og at hvis det kun er ens egen tryghedsbehov eller stædighed, der nager, så er det en god ide at lave et helikopterperspektiv på sig selv og se det helt udefra, det store billede, det der billede man kun er en lille del af. Det kan nogle gange give klarsyn, og andre gange komplicere det hele, men det er et sted at starte.

 

 

I øvrigt …

  • Forfatter jeg det her indlæg efter hvad der føles som 100 øl på borgerkroen, siddende i mit køkken med bare tæer og en klapsammen med figenpålæg.
  • Skal jeg virkelig oppe mit fuldemands-snack-stash.
  • Flytter vi om 27 dage
  • Har jeg brugt det meste af dagen på at omrokere børneværelset… oplagt fire uger inden flytning.
  • Har jeg faktisk også pakket en halv flyttekasse.
  • Savner jeg mine børn når de sover.
  • Sover alle børnene i min seng med min mand lige nu, så jeg skal sove på det fine omrokerede børneværelse.
  • Siger min telefon at jeg har stavet omrokerede forkert. (Det har jeg muligvis også, som sagt: 100 øl! )
  • Fandt jeg lige en pose labre larver. Hashtag #win
  • Er jeg ekstra glad for at jeg prioriterede at bruge det sidste sæt rene sengetøj på Ottos seng, nu da det er der jeg skal sove.
  • Bør jeg sætte en vask over.
  • Skal jeg op om fem timer og være mor til tre igen.
  • Godnat

HBO Nordic til de små

REKLAME FOR HBO NORDIC

For et par år siden afskaffede vi fjernsynskanalerne herhjemme til fordel for diverse streamingtjenester. Det fungerer upåklageligt, og har for det meste gjort vores skærmtid mere værdifuld, da vi aktivt vælger de ting til som vi ser, fremfor bare at zappe rundt og ende med at have tv’et kørende bare fordi. Børnene har en del skærmfri dage i løbet af ugen (det bør de voksne også … Men altså), og har efterhånden helt styr på hvilke serier og film de kan se hvor, og det er tydeligt, at de planlægger, hvad de ønsker at se, på de dage, hvor skærmen er tilladt.

Seneste tilføjelse herhjemme er HBO Nordic, eller det vil sige, at vi voksne har været på den vogn længe, men nu er børnene også med, for HBO Nordics nyeste tiltag hedder Toonix og er et fint børneunivers fyyyyldt med serier og film. Særligt Uma på knap tre år er svært begejstret, da der her er et virkelig stort udvalg til hendes aldersgruppe. Heriblandt Brandmand Sam og Teletubbies, som begge rangerer højt på hitlisten i hendes verden. Teletubbies høster i øvrigt også nysgerrige blikke og et par grin fra Loulou på 11 måneder.

Udover at have et virkelig bredt udvalg til de helt små, er der også en masse til de lidt større. Otto på 8 år er ret pjattet med de mange Cartoon Network serier, der er at finde (I ved de skingre af slagsen, som man vist skal være en del yngre end mine par og tredive år for at grine med på),  og så er det tilmed også lykkedes dem at finde noget de allesammen kan se sammen, nemlig Alfons Aaberg og Tom & Jerry.

Her er med andre ord en del at komme efter uanset alder, hvilket når man har en børneflok som min, er et kæmpe plus. Du finder Toonix på HBO Nordics hjemmeside, og du kan tilmed ‘låse’ den fast med  kode, så børnene ikke pludselig forvilder sig over i noget Game of thrones, mens du tager opvasken. Gå på opdagelse HER

Shopping: I min virtuelle indkøbskurv

INDEHOLDER REKLAMELINKS (Markeret med *)

Det er læææænge siden, at jeg har lavet et shoppe indlæg som det her. Ikke fordi at lysten ikke har været der, tværtimod er det nogle af de indlæg, jeg holder mest af at lave, men det er også dem der tager længst tid, og det har jeg ikke meget af. Tid altså. Men nu skal det være.
Jeg har skilt mig af med en masse tøj den seneste tid, for at gøre plads til lidt nyt, i form af loppemarkeder og velgørenhed. Jeg har længe følt et behov for at starte på en frisk, garderobe-mæssigt – Det sker ind imellem. Særligt i kølvandet på graviditet og barselsperiode, som den jeg så småt er på vej ud af nu, hvor min krop stille og roligt begynder at finde sig selv- sit nye selv altså. De fleste graviditetskilo er væk, jeg er så småt begyndt at træne igen, og jeg har på fornemmelsen at min krop har fundet sit nye normale leje som en krop, der har født tre børn. Meget af mit gamle tøj, altså fra før Loulou, passer ikke længere, eller det sidder anderledes, og i stedet for at blive sur på min krop over det, vil jeg hellere lave en udskiftning, og det er jeg i gang med. Jeg har skilt mig af med godt 2/3 dele af mit tøj, og skal nu til at udfylde nogle af de tomme pladser i mit skab. Lidt af gangen.
Lige nu er det særligt jeans, bukser og trøjer jeg går efter, men jeg begynder så småt at lure på kjoler og nederdele igen efter et års tid uden kjolelyst. Og en ny frakke kunne jeg også godt bruge … Ja, det hele faktisk.
For tiden har jeg blandt andet det her i kikkerten:

1. Mine favorit jeans i virkelig pæn gråsort farve. Vil bruge dem til ankelstøvler og en vamset strik … 999,- HER*

2.En lyserød jakke! Selvfølgelig! Den findes også i creme og mint. 699,- HER*

3.Super fin og anvendelig nederdel. SÅ pæn til ankelstøvler og en strik, eller en t-shirt til foråret. Så er spørgsmålet bare hvilken farve ?! … 250,- HER*

4.Jeg ELSKER denne her frakke, men er desværre ikke så fan af prisen, så det bliver nok ved flirteriet, men nøj den er smuk. 3800,- HER*

5.Jeg er ret syg med denne her kjole, som både vil være fin over jeans og til strømpebukser, eller endnu bedre med bare ben og ankelstøvler. 925,- HER*

6.Jeg troede ikke at en rød strik ville være noget jeg sådan ville gå og sukke efter, men det gør jeg altså, og denne her med lange trompetærmer og høj hals er nærmest perfekt. Og ved det vist godt, for den koster 1500,- HER*

7.Der er ingen tvivl om at de her minder reeet meget om mine Chloé støvler, bare noget billigere, og blå. De er sgu fine, og var de i min størrelse, havde jeg klikket dem hjem med det vuns.- 960,- HER*

8.Jeg er helt vild med det her print og planlægger at bruge bukser og trøje hver for sig en del, men helt klart også samlet. Så sejt! Bukserne koster 700,- HER* og blusen 600,- HER*

9.Bolchestriber til 120,- <3 HER*

10. Meget blomstret kjole ! Har bare en ide om at den vil se fantastisk ud til høje spidse støvler og med en habitjakke udover. Den koster 500,- HER*

Sikker usikkerhed

Hele huset sover, og jeg har ni faner åbne i mit browservindue med alt fra Pinterestboards, googlesøgninger (dørskilt, håndtag i messing og silikatmaling er bare nogle af mine seneste søgninger), to webshops, og et par halve indlæg. Jeg skøjter rundt imellem dem, mens jeg har en indre samtale med mig selv om hvorvidt jeg er sulten og skal tøffe ud og spise aftensmadsrester, eller om jeg hellere skal gå i seng… Men inden jeg gør en af de to ting, vil jeg lige nå at nedskrive en slags kærlighedserklæring til ham jeg sagde ja til på rådhuset for et par år siden. Godt nok er Valentines day slut for en lille times tid siden og det er heller ikke noget, hverken jeg eller Michael går op i, men dagens mange kærlighedserklæringer på diverse sociale medier, har alligevel påvirket mig, og sat gang i nogle tanker, sammen med vores nuværende situation med husrenovering, hverdag og travlhed, som er håååårdt, men mærkeligt nok ikke for vores forhold… OG så kan kærlighed jo næsten ikke blive fejret for meget.

I 11 år har vi kendt hinanden efterhånden. Han er den, der kender mig bedst og som jeg kender bedst. Min bedste ven, uden tvivl. En ven, der kan drive mig til vanvid, men som jeg altid kan regne med, som har min ryg i alt og som ved, hvornår han skal løfte mig – og hvornår han skal lade mig gøre det selv. Hvornår jeg skal krammes og hvornår jeg skal skubbes. En ven som jeg er forelsket i, så jeg til tider kan mærke det helt ud i tæerne.

Vi har været igennem mere end de fleste, og selvom vi nok gerne ville have været foruden nogle af de udfordringer og den smerte det har bragt med sig, har det hele været med til at knytte os sammen stærkere end jeg turde håbe på.
Folk spørger mig tit, om jeg ikke er bange for at blive såret igen. Selvfølgelig er jeg det, rædselslagen, og jeg har lært på den hårde måde aldrig at tage noget for givet og at så vidt muligt forsøge at sætte pris på det man har, når man har det, men det er ikke en reel frygt, for jeg ved, at jeg ikke skal tvivle. Hverken på hans intentioner, hans troskab eller hans kærlighed. Når sikkerheden alligevel vakler, ved jeg, at jeg kan, og skal, sige det højt, og at det aldrig vil blive modtaget underkendende, og at mine følelser, min usikkerhed, lige meget hvor fjollet og irrationel den måtte være, aldrig vil blive latterliggjort, men tværtimod anerkendt, hørt og mødt med stærke arme, det der blik som kun jeg får, og påmindelsen om at vi har valgt hinanden, at vi ved hvordan livet hver for sig er, og at vi er bedre sammen.

Det er skørt med den følelse af sikkerhed. Og tænk sig, jeg har aldrig tvivlet mere, eller været mere bange som den dag for fire år siden, hvor jeg sagde ja til at blive kærester med ham igen, igen, men jeg har omvendt aldrig fortrudt noget mindre. …

Michael Falgren, jeg elsker dig, din ovn! (historien om ‘din ovn’ må I få en anden dag.)

Godnat!

 

Nye plakater og rabatkode på 25%

REKLAME FOR DESENIO

Selvom jeg hverken har vægge eller gulve i det nye hus endnu, er jeg allerede i fuld gang med at indrette det, mentalt altså. Tænker konstant på materialer, maling, møbler og nips. Senest har jeg fundet en omgang nye flotte plakater fra Desenio, som er min foretrukne plakatpusher, blandt andet fordi at man kan købe billedrammer med med det samme og fordi at deres udvalg er så vanvittigt stort.
Jeg har fået lov til at give jer en rabatkode, der giver 25% på dplakater hos Desenio. Den gælder ikke rammer og plakater mærket med handpicked og collaboration. Den hedder Sneglcille og gælder i dag og i morgen 15. Februar.

Jeg har som sagt selv været på rov hos Desenio, men kan af gode grunde ikke vise jer plakaternes endelige pladser i huset nu og her, men I må se, hvor de står i vores nuværende hjem (som jeg kommer til at savne helt voldsomt, men mere om det en anden dag)

I kan måske huske, at jeg er ret begejstret for Lisa Bengtssons plakater, og allerede har nogle stykker. For eksempel damen med håret som I har set utallige gange, hvis I følger med på Instagram. Nu har hun fået en kæreste. Nemlig en mand med et lækkert skæg, der lige nu står i vores vindue i stuen sammen med de planter, der har overlevet at bo hos os…

Denne her vidunderlige jellyfish er jeg helt syg med. Farverne, stregen, motivet. Den gør mig glad og jeg overvejer om jeg skal have den i en større version. Den kunne også være pæn som tatovering, men det er også et helt andet indlæg… Flamingoen er Umas favorit og den kommer nok til at bo på hendes værelse i huset, men indtil da holder den altså førnævnte jellyfish med selskab i mit runde soveværelse på 1. Sal.

På drengeværelset har Otto fået frit valg… Det endte med et Yosemite motiv som minde om den tur han og Michael var på forrige år, hvilket er ret fint. Og så ham ovenover, den lidt makabre, men seje gut, som vi kalder Lars.  Fjolle-Lars faktisk. For at gøre ham mindre uhyggelig for den to årige, der ikke var ligeså begejstret for hans ankomst.

Lige inden check out klikkede jeg de to påfugle hjem. Jeg er utroligt glad for påfugle (apropos tatoveringer, har jeg en påfuglefjer tatoveret på armen) og blomster (hvem er ikke det), og nu står plakaten og byder os og vores gæster velkommen i entréen.

Så det blev altså til en hel del forskelligt.

Koden er som sagt “Sneglcille” og den gælder fra i dag til og med d. 15. februar.
God fornøjelse