Fire dage, tre børn, en voksen

I nat tager min mand på opgave i Portugal. Han kommer hjem igen på søndag, lodt før midnat.

Jeg har gjort det flere gange end jeg kan tælle. Været græsenke. Men med tre børn aldrig mere end max en overnatning eller to og det ramte mig lige pludselig. Tre børn, to af dem relativt små. Shit.
Det er mest praktikken i at få afleveret den ene i skole til tiden, den anden i vuggestue i den anden ende af byen bagefter, og så hente dem igen til rimelig tid, og indimellem det udrette noget der minder om arbejde, altsammen med en stor baby på armen, der giver mig lidt sved på panden på forhånd. Jeg gjorde det i dag i regnvejr, og jeg sværger at min stemme aldrig har været mere skinger end de sidste to kilometer hjem fra Vesterbro, hvor jeg speed-sang ‘Rudolph med den røde tud’, helt gennemblødt, med en ked af det 10 måneder gammel baby i den ene side af klapvognen og en overgearet næsten 3-årig i den anden.

Gør da bare lige det samme to dage mere…

Jeg har i det mindste forsøgt at være på forkant og har med vilje ingen møder planlagt, der er bestilt Nemlig.com varer til alle dagene, der er rent tøj til alle. Tjekket! Og altså, jeg glæder mig da faktisk også til aftenhygge både med børnene og helt alene når de sover, og til at sove sammen med tre børn, og ikke bare en enkelt. Og det er fire dage for fanden. Fire! Jeg var enlig mor i fire ÅR (Nåhja til en enkelt, men alligevel), og jeg har været græsenke som sagt en millionmulliard gange, men alligevel, for første gang siden Michael tog til Mexico, da jeg var højgravid sidste år, er jeg nervøs for, hvordan det skal gå. Åndssvagt. For jeg plejer i det store hele at føle mig fuldkommen sikker i min mor-rolle. Meget er jeg uduelig og usikker i, men det der mor-noget, det kan jeg sgu! For det meste.
Og her kommer tvivlen. Kan jeg holde styr på både børn, arbejde og hjem, uden at brænde sammen. Kan jeg gøre det hyggeligt for alle, og ikke lade mit potentielle underskud smitte? Jeg synes i forvejen det kan være presset, selv når Michael er hjemme til at hente minimum den ene og være med til enten at handle eller stå for putning og så videre. Kan det hænge sammen? Kan jeg?

Selvfølgelig kan jeg det. Selvfølgelig.

Men. Jeg bestiller lige noget mere chokolade. Og måske en lille bitte flaske rødvin.
….

I øvrigt #104

  • Hører Otto så meget Gulddreng for tiden, at jeg har et konstant soundtrack i baghovedet af enten Censor eller UPN. Konstant.
  • Foretrækker jeg grøn juice fremfor alle andre farver og smage. Jo sundere og mere surt det smager, jo bedre.
  • Sætter jeg altid min alarm på skæve minuttal. Det afslørede jeg på Instagram forleden til stor forargelse for mange, undskyld, men mindst lige så mange fortalte at de gjorde det samme, tak for det.
  • Er jeg endnu ikke gået i ægte panik over det kæmpe skift vi  står overfor, og hverken bygge-projekt eller det at flytte ud af byen skræmmer mig… Ikke så meget som jeg havde regnet med i hvert fald. Endnu.
  • Har jeg været på stranden fem gange de sidste tre dage. Der sker altså noget særligt når man står dernede og kigger udover vandet.
  • Købte jeg en ledningsfri støvsuger for en uges tid siden og det er seriøst nok mit bedste køb nogensinde, eller længe. Slut med at ligge og kravle rundt under bordet med et fejeblad og slut med at hive den rigtige støvsuger frem i tide og utide. Kæmpe tip til alle med børn eller dyr.
  • Googler jeg som aldrig før. At købe hus er åbenbart ligesom at få et barn. Jeg googler alt. Se nogle af mine søgninger HER
  • Skal min veninde Rachel se huset for første gang i dag og jeg er næsten helt nervøs.
  • Er jeg en anelse lillebitte smule ærgerlig over at vores planer om at smutte afsted til varmere temperaturer i hele januar, ikke blev til noget. Men altså et hus er ikke en dårlig byttehandel. Slet ikke. En kold en dog.
  • Har jeg opdaget Hayu.com … Oh my. Amerikansk reality crack. Selv tak og undskyld.

At starte fra en ende af…

Verdens længste to do- liste bor oppe i mit hoved. Mange af punkterne lader til aldrig at blive krydset af og flere kommer til, hele tiden.  Det giver mig en følelse af altid at have travlt, altid at skulle nå noget, aldrig at være tilstrækkelig nok. Usundt, er jeg ret sikker på. I hvert fald i perioder, hvor den virkelig bugner og tiden er knap, hvilket er tilfældet lige for tiden for undertegnede og co.

I dag var første rigtige hverdag siden før jul og man skal lige ind i det. Jeg skal lige ind i det. Ind i maskineriet, rutinerne, arbejdsgangene, og Loulous rytme. Det er nemmere sagt end gjort, for dagene, rutinerne og rytmerne er sjældent ens. Og i dag var sådan en dag, hvor Loulou ikke var specielt samarbejdsvillig og da hverken hun eller jeg har sovet ordentligt i mange nætter, er overskuddet ikke på sit højeste, men det er tilgengæld piveriet (fra begge parter) og dagens planlagte gøremål og planer løb ligesom bare lige så langsomt ud i sandet med irritation til følge. Så jeg lod både computer og gøremål ligge og gjorde noget andet. Først lagde jeg mig på gulvet og byggede legotårne som min pivemakker kunne vælte til stor glæde for vores underbo er jeg sikker på. Da pulsen var normal igen og den yngste af os kunne puttes til lur, tog jeg fat i den lange usynlige to do liste og gjorde noget jeg skulle have gjort for længst. Smed den ud? Nej nej, så smart er min hjerne slet ikke, men jeg vendte den lidt på hovedet, rystede den, og gik i gang fra en ny ende af. Og i løbet af relativt kort tid kunne jeg pludselig få krydset nogle af de kedelige småting af. Dem der slet ikke er vigtige, men som fylder fordi de konstant skal afvige pladsen for noget andet, noget vigtigere.

Jeg fik repareret et par støvler, der i den grad trængte, smidt den pose tøj til genbrug som har stået i entréen og som hele familien er faldet over i ugevis, udmeldt mig fra det træningscenter jeg ikke har besøgt i snart to år og ryddet op i min pung, hvor jeg i øvrigt fandt en halvtredser jeg ikke anede jeg havde, og den læbepomade jeg ikke har kunne finde i ugevis.

Det er småting, ligegyldige ting egentlig, men det har givet et fornyet overskud, noget jeg havde brug for ovenpå lidt for mange selvbebrejdelser og følelsen af at være bagud. Der er stadigvæk en masse punkter at gå i gang med, og følelsen af at træde vande og løbe stærkt er ikke væk, men mindsket en anelse. Et par kilo er i hvert fald røget af (hypotetisk that is) og jeg føler på en måde, at jeg har regnet noget ud. At det kan betale sig, at vende listen i hovedet på hovedet og gå efter de to do’s som har hersket længst og som jeg har kategoriseret som ‘jeg gør det en anden dag’. Jeg ved godt, og kan virkelig godt se det, nu når jeg nedskriver det, at det lyder banalt og åbenlyst, men for mig har det været lidt af en åbenbaring. At starte fra en anden ende, end man troede. AHA!

Beautyfavoritter: Det jeg helst ikke vil leve uden

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAME I FORM AF REKLAMELINKS (Jeg får en procentdel af salget, hvis du køber en vare via linket) MARKERET MED *

Noget af det jeg bruger flest penge og mest tid på er nok beautyprodukter. Jeg elsker det. Kan nørde makeup og cremer og dullerier i timevis, hvis jeg får lov. I årenes løb har jeg testet og prøvet tusindvis af produkter, både knap så gode, rimelige, gode og helt vidunderlige sager, og jeg har på den måde fået mig nogle faste favoritter, men der kommer også nye til ind imellem og mine rutiner varieres med jævne mellemrum. Dog er der nogle ting, der går igen og igen og igen og som jeg bliver ved med at købe, når de løber tør, eller når jeg falder over et tilbud på det.

Jeg har samlet syv produkter, der falder ind under den kategori her:

Cliniques Take the day Off makeupfjerner, 245,- HER* Måske den bedste og mest effektive makeupfjerner jeg har prøvet. Genial! Særligt til lidt tungere makeup, hvor jeg typiske bruger den. Den fjerner selv den mest genstridige øjenmakeup på en rar og blid måde. Kæmpe anbefaling.

All Hours Concealer fra YSl 240,- HER* – Dækker ALT (nætter uden søvn for eksempel), drøj i brug, langtidsholdbar og helt perfekt på dage, hvor pandaøjnene er ekstra dybe, eller når man skal ud.

Karmameju laver den slags produkter, man køber igen og igen, både fordi de virker, men også fordi at de er så pisse pæne. Jeg bruger både deres kropsbørste* og ansigtsbørsten* flere gange om ugen, og så er jeg kæmpe fan af deres nyeste produkt (modtaget i gave) øjencremen. Den koster 379,- HER*

Jeg har egentlig vist det længe, men har alligevel når det kom til stykket ikke ville bruge penge på det. Lige indtil jeg gjorde det, og nu ikke kan stoppe igen, fordi det VIRKELIG gør en kæmpe forskel. Pensler. Gode pensler. Jeg bruger dem her* til min øjenmakeup og det er i den grad en gamechanger, og min makeup både sidder pænere og er langt nemmere at påføre. I det hele taget er snart alle mine makeupbørster fra Real Techniques*.

Jeg har nævnt den før, og kommer til det igen. Pudderdåsernes T-zone peeling, 195,- HER*. Min hud er blevet synligt pænere og jeg kan tælle på en hånd, hvor mange (eller få) synlige urenheder jeg har haft siden jeg tog den i brug. Bruger den i hele ansigtet under min creme morgen og aften.

Denne her concealer til 110,- HER* ligger altid i min taske og er virkelig nem at bruge på farten og bare skidegod. Jeg bruger den næsten hver dag under en farvet dagcreme/let foundation (jeg bruger denne*)

Fugtmaske fra Purely Professional. Mærket har længe været en storfavorit til både mit hår og min hud, og jeg har længe næsten udelukkende brugt deres cremer. Nyeste favorit er deres fugtmaske, som jeg faktisk bruger som creme. Jeg ved ikke om det er meningen, men det virker for mig. Jeg smører et tyndt lag på huden inden jeg går i seng, eller om morgenen, hvis jeg har god tid, og lader den trænge ind. Den er ekstremt drøj i brug og pissegod. Den koster  295,- HER

Hvad så i 2018?

De sidste tre år har været yderst begivenhedsrige for mit vedkommende. I 2015 fik jeg Uma og jeg blev gift, i 2016 blev jeg selvstændig, fik et seriøst wake up call i form af to sygdomsforskrækkelser: En gudskelov harmløs knude i mit bryst og en ditto harmløs, men slem omgang viral meningitis, og jeg fandt ud af at jeg var gravid, igen.
I 2017 skete der også en utroligt masse, som jeg skrev om lige her.

As we speak, d. 2. januar, sidder jeg i vores spritnye og tudsegamle hus, på en madras i det der bliver vores stue, og hele 2018 ligger for mine fødder. Jeg er ramt af en anelse panik. Ikke over huset, Hornbæk eller fremtiden som sådan, men jeg er helt forpustet over, hvad året byder på, selvom jeg slet ikke ved det med sikkerhed endnu. Nytårsforsæt gør jeg mig ikke i, men jeg kan godt lide at se årsskiftet som en frisk start, og jeg vil da også gerne prøve at spise lidt flere grøntsager og lidt færre chokoladeskildpadder, bare sådan for mine jeans skyld, men jeg kan selvfølgelig altid købe nogle nye, hvis de gamle blive ved med at stramme. Det eneste jeg med sikkerhed ved om 2018 lige nu er, at jeg hverken bliver gravid eller gift, og at jeg flytter i hus med mine yndlingsmennesker – Derudover er intet sikkert og det er lige dele skræmmende og fedt, helt vildt fedt.

Jeg håber på at rejse, opleve, og være endnu mere sammen med dem jeg elsker.
Jeg vil gerne holde nogle gode fester, tilbringe en masse timer ved vandet og dyrke mine skriverier meget mere. Og så vil jeg skrue ned for mine til tider alt for høje forventninger til mig selv og give mig selv en chance, for jeg kan ikke nå eller være alle steder på samme tid, og det er ok.

2018, kan bare komme an. Selen er spændt og sommerfuglene basker allerede, og nu går jeg op og piller tapet af mine soon to be soveværelsesvægge …