Hvorfor Hornbæk?

Det er svært at sige præcis, hvad der er med Hornbæk og hvorfor det lige blev der, men det gjorde det. Om to måneder flytter vi dertil helt rigtigt. Vi er der allerede et par dage om ugen, hvor vi river ned og bygger op på livet løs. Alt det kan I følge med i ovre på Sneglehytten, og særligt på Instagram, både min konto og Sneglehyttens.
Men hvordan er vi endt på Hornbæk? I virkeligheden er det det mest ulogiske overhovedet, da ingen af os har den mindste forbindelse dertil. Altså jeg har brugt nogle somre i nærheden, blandt andet i Dronningmølle som jeg eeeelsker, men som voksen har jeg vist aldrig været der. Lige indtil i sommers.
Vi var til en fremvisning i et hus i Dronningmølle. Et vidunderligt hus. Min mands drømmehus for enden af en grusvej, med en enorm grund og langt til naboer. Virkelig et dejligt sted. Men langt over budget, og lidt for meget på landet i forhold til, hvad jeg var og er klar til. Efter fremvisningen gik vi en lang tur som gjorde os sultne, og vi kørte derfor til Hornbæk for at spise frokost. Det var her at det første lille frø blev plantet i os. Ro, skønne søde dejlige mennesker, lækker mad, ordentlig kaffe, solskin og den dejligste eftermiddag. Et par dage efter blev et hus sat til salg i Hornbæk, der på papiret var perfekt. Mit drømmehus. Vi kom, vi så, vi tog endnu en eftermiddag i Hornbæk efter fremvisningen og var igen forelsket i det hele. Vi bød på huset, lidt under prisen. Vi fik det ikke, og huset blev taget af markedet. Vi kiggede videre. Vores øjne blev ved med at blive draget mod det skidegamle, skæve, tilgroede hus ved søen, men det var både for småt og havde været til salg i mange hundrede dage, så … Vi gad ikke engang at se det… Men alligevel efter at have sværmet omkring længe, besluttede vi os for at tage ud og kigge på det.
Det regnede. Huset var iskoldt og fuldstændig indhyllet i edderkoppespind og blade, der var blevet slæbt sammen med de mange fremvisninger. Det var mildest talt ikke særligt indbydende. Men der var alligevel noget ved det. En fornemmelse, og nogle muligheder vi kunne se os selv i. Og så i Hornbæk. 100 meter fra den café vi ikke kunne undgå at falde pladask for, tæt nok på vandet til at man kunne høre bølgerne ude på terrassen, godt nok op af en vej, en stor vej, men mindre end både Vesterbrogade og Store Kongensgade som vi er vant til at have som lydtapet nu. Vi tog hjem. Vi droppede det. Det var for dyrt i forhold til stand og var jo slet ikke det vi skulle. Et håndværkertilbud med tre, nogle gange fire børn, to virksomheder og tusindvis af planer. Nej.

…. Et par uger gik. Vi kunne ikke slippe det. Kunne ikke slippe Hornbæk. Og heller ikke huset.
Vi tog ud og så det endnu engang. Denne gang med nye briller. Realistiske byggebriller. Igen i regnvejr, nu endnu koldere og mere beskidt. Men med samme potentiale og fornemmelse i maverne.

Vi bød. Vi fik det. Vi har det.

Men tilbage til Hornbæk, som jo er endt med på en måde at blive vores kompromis. Jeg vil by, Michael vil land, og her ender vi altså et sted, hvor det slet ikke føles som et kompromis længere, men som en beslutning om en ny drøm. Sammen.

Hornbæk er en lillebitte by, der tidobles i indbyggertal i løbet af sommeren. En by med strand (det tager ni minutter på gåben fra min hoveddør til vandkanten. Ni!), flot natur, fine små butikker og cafeer, en masse smukke kroge og bygninger, et usandsynligt venligt lokalsamfund, virkelig mange seje iværksættere, og i det hele taget lader det til, at der sker en masse med byen nu her – Flere og flere børnefamilier (ja hej!), sjove projekter og butikker. Jeg er forelsket i det hele og glæder mig helt vildt til at kalde det mit hjem. Også selvom jeg er lidt bange. Lidt. Men sådan er det jo med kærlighed. Hvor intet vover, intet vinder og If you never try, you’ll never know og alt det der.

 

10 replies
  1. Anette
    Anette says:

    Jeg er sikker på I bliver glade for det 🙂
    Det må alt andet også blive nemmere med aflevering af børn i skole og vuggestue/børnehave end det er i dag? Siger jeg med mit ikke ret store kendskab til hovedstaden, det virker bare som om I skal meget rundt 🙂

    Svar
  2. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Hvor er det bare hyggeligt at læse med på, hvorfor netop byen også spillede ind i jeres valg. Som jyde, er jeg absolut ikke inde i småbyerne, men tænkte fluks på Matador, ala Korsbæk, pga. byens ordlyd 😉
    Lyder til, det er så dejligt et sted, I har valgt at slå jer ned. Nærmiljøet gør altså meget for tryghed og stemning, det kan selv det bedste hus ikke klare sig uden.

    – A

    Svar
  3. Carina H
    Carina H says:

    Altså JEG er helt forelsket i Hornbæk nu efter din beskrivelse! Og jeg er virkelig Jyde med stort J! Man er slet ikke i tvivl om, at du er faldet pladask for stedet.
    Elsker at følge med i jeres projekt på både Sneglehytten og instagram

    Svar
  4. Lika
    Lika says:

    Det ser ud til at være et virkelig hyggeligt hus. Hvad er jeres planer med huset? Kan forestille mig det er noget med nyt køkken, tag etc udfra de billeder du har vist? I får travlt, men går ud fra at ikke alt behøver at være færdigt til april?

    Svar
  5. M
    M says:

    Jeg er selv vokset op med sommerhus i Hornbæk i familien! Og jeg kender begge stederne på dine billederne – apoteket og cafeen har jeg mange varme minder om, og kender seriøst den lille druk-cafe, pizzaria, sushistedet længere oppe af hovedvejen og den hyggelige bolig-butik med sommerpuder osv. HELT ind til benet:) De har desuden den bedste Super Brugsen (haha, vigtigt si?). Jeg får helt hjemve ved tanken om den by. Prøv deres fiskedeller på havnen, og deres lille Ilse-spa bad. Og vandet 🙂 vandet i Hornbæk er som ingen andre steder.
    Haha så fik du lige en kærlighedserklæring. Jeg har spenderet mange, mange ferier (også om vinteren) i den by. Jeg elsker den! Tillykke med jeres nye kapitel i min yndlingsby!

    Svar
  6. Marie
    Marie says:

    Får jo helt lyst til at flytte til Hornbæk også😀 jeg har holdt en del sommerferier der, det er et skønt sted❤️ Held og lykke med jeres drømme.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *