Før jeg drukner

Jeg drømmer, at jeg drukner. Næsten hver nat. Jeg ligger under vandet og kæmper, græder og råber, imens kan jeg se omridset af min familie oppe over vandoverfladen, der helt roligt kigger på og ikke kan høre mig, mens mine lunger fyldes med vand, og så bliver det mørkt og stille – og jeg vågner, badet i sved og med gråden helt oppe i halsen. Ad.

Ja. Foruden de makabre og lidt for virkelighedstro drømme er der flere ting, der gør, at jeg godt kan mærke, at jeg skal til at passe på. På mig selv.

Jeg passer godt på mine børn. Og på min mand. På alle omkring mig. Jeg prøver i hvert fald. Jeg troede faktisk også, at jeg passede på mig selv. Men min krop siger noget andet og er begyndt at reagere. Med træthed, smerter i nakken, daglige hovedpiner og store følelser…

Jeg har haft dage, hvor jeg har været ked af det, uden at have noget at være ked af det over, og når det sker, bliver jeg irriteret på mig selv og flov. Hvad bilder jeg mig ind?!

Jeg er træt. Tyndslidt. Og det er ingens skyld, udover min egen. For jeg passer ikke på mig selv. Ikke godt nok.

Jeg har meget på min tallerken. Lækre sager for det meste, som slet ikke føles som mundfulde, men som alligevel hober sig op og giver kvalme og åndenød.

Så det skal der gøres noget ved. Druknefølelsen. Jeg tror slet ikke, at det kun handler om de mange ting, der skal fikses, om de mange børn, om projekter, arbejde og relationer, der skal plejes. Jeg tror det handler om at jeg behandler mig selv som en skraldespand. Der er dage, hvor jeg ikke spiser rigtig mad, men lever af kaffe, æbler og chokolade. Jeg sover ikke, heller ikke når jeg kan, men bruger nætterne på at skrive – hvilket kan være fint i perioder, hvor mine børn sover, men det gør den mindste ikke for tiden, så det er en gal prioritering at arbejde mellem kl. 22 og 2, for så at blive vækket en gang i timen og stå op klokken 5:30.

Jeg skal spise ordentligt og begynde at træne igen, jeg skal tale pænt til mit eget sind og spejlbillede og få styr på den nakke. Og jeg skal sove.
Jeg skal også tage imod hjælp, og lade være med at spille superhelt altid. Det er mange krav og måske kan jeg ikke det hele, men jeg skal prøve. Ægte.

Fordi jeg er vigtig.
Det er nemt at glemme. Desværre.

14 replies
  1. Musse
    Musse says:

    Åh jeg kan så godt lide dig. Jeg ønsker dig alt det bedste og at du skal huske på efter mørket kommer lyset…ps. Du er også pishamrende smuk, det matcher dit ydre:)

    Svar
  2. Signe
    Signe says:

    Godt, du er opmærksom og handler på det, Cille 🙂 Virkelig også klassisk stress-drøm. Har pudsigt nok lige skrevet laaaangt indlæg om stress for nylig… så genkender alt, hvad du skriver her :/ Pas på dig ❤️

    Svar
  3. Louise
    Louise says:

    Det lyder som en helt forfærdelig følelse at have! Men tak fordi du deler, og så håber jeg at du bliver bedre til at passe på dig selv ❤️

    Svar
  4. Marianne
    Marianne says:

    Ja, det er vigtigt at passe på sig selv og være god ved sig selv.
    Jeg følger for øjeblikket en skøn kvinde, Julie Montagu, der underviser i yoga og selfcare og bor i London og på Mapperton Estate, udenfor London (Yep – hun er amerikansk og gift med sin engelske, adelige mand og de har 4 børn 🙂 ).
    Hun har en ‘Choose You challenge’, hvor man skal gøre noget godt for sig selv hver dag, i en uge – og så forhåbentlig fortsætte efter denne uge.
    Det er overskueligt at følge og deltage i, især i et travlt liv med familie og arbejde og, i dit tilfælde, nyt hus og flytning i nær fremtid.
    Hun har også en you-tube kanal og blog og er på instagram. Check hende ud, hvis det har din interesse 🙂 – jeg synes hun er meget inspirerende:
    https://www.youtube.com/watch?v=VaLbNO18JJA
    Håber du snart får det bedre og dine drømme skifter fra drukne-mareridt til mere afslappede, rare drømme.

    Svar
  5. Pernille
    Pernille says:

    Godt set, Cecilie. Det er så hamrende svært at huske, at vi også skal passe på os selv (og tage vores egen iltmaske på, før vi hjælper andre). Som en af de mange, der HAR været nede med stress, kender jeg symptomerne. Drømmene, fornemmelsen af hjertebanken, skrækken for at glemme noget. Mit mantra, når jeg kan mærke, at det går den gale vej, er enkelt: Spise, sove, kramme. Ordentlig mad, fokus på søvn, masser af kærlighed – så vender det. Og “alt det andet” må lige vente lidt, eller lande på en ordentlig prioriteret liste så jeg kan få lov til at strege ting over. Pas på dig selv!

    Svar
  6. Mette
    Mette says:

    Det lyder som en sindssygt ond drøm og tænker det er godt at du også begynder at passe på dig selv.
    Derudover tror jeg ikke at du skal undervurdere jeres flytning og hele den kæmpestore ændring I er igang med at foretage i jeres liv.
    Selvom det er spændende og du glæder dig og der garanteret kommer masser af gode ting ud af det, så betyder det også et farvel til noget velkendt og trygt. Det ville være mærkeligt, hvis ikke din krop og helt sikkert din underbevidsthed reagerer på dette.

    Jeg har på et tidspunkt hørt at når man drømmer om død, er det gerne ved de overgange i livet, hvor man siger farvel til noget og det gør du jo i høj grad for øjeblikket.

    De bedste ønsker til dig.

    Svar
  7. Marianne Luna
    Marianne Luna says:

    Du er nemlig SÅ vigtig!
    Godt, at du har lagt mærke til det. Nogle gange skal ting omkring ens eget helbred skæres lidt mere ud i pap – jeg siger det ikke for at dømme dig, men fordi, jeg kender det fra mig selv.
    Pas på dig. Du er vigtig.

    Svar
  8. Pia
    Pia says:

    Av!
    Underbevidstheden er klog så man skal reagere på den slags tilbagevendende mareridt.
    Godt for dig at du mærker efter og siger det højt – det gør det nemmere at passe på sig selv.

    Svar
  9. Sofie
    Sofie says:

    Åh, det er så vigtigt! Jeg oplevede selv engang voldsomme symptomer på stress. Jeg vågnede hver nat ved, at jeg var begyndt at græde i søvne, jeg kunne ikke rejse mig op uden at blive svimmel, jeg havde de ulækreste sure opstød og kastede op næsten hver dag. Sjovt nok fattede jeg ikke, at jeg var stresset. Jeg troede, at jeg var syg, måske havde fået en form for maveinfluenza, og blev irriteret over, at jeg skulle blive syg på et så dårligt tidspunkt, når nu jeg havde så travlt. Jeg var til lægen flere gange og blev også irriteret på ham over, at han ikke kunne se, at det skulle være influenza. Heldigvis gik det over, da jeg fik mindre at lave, men der gik sgu flere år, før det slog mig, at jeg da aldrig havde været syg, men derimod stresset. Lige siden har jeg forsøgt at lære at lytte til min krop, når den fortæller mig noget. Jeg forsøger dagligt at takke den for alt dét, den bærer mig igennem, og vise min taknemmelighed ved at være sød ved den. Bare sådan noget som at gå en tur, helt uden at kigge på min telefon eller se en film uden samtidig at lave noter på min telefon om alt muligt, jeg skal huske, kan være med til at lette, synes jeg. Pas på dig selv! <3

    Svar
  10. Simone M.
    Simone M. says:

    Så fint skrevet. Det er en erkendelse, der kan være længe undervejs. Jeg er selv lige kommet frem til nogenlunde det samme. Godt at du er klar til at handle og tak for at dele. ❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *