Tæt på …

Helsingør Kommune har sendt et tilbud om institutionsplads til dit barn … Bvadr! Instant kvalme.
Uma har fået børnehaveplads om under to måneder. Det er der jo som sådan ikke noget mærkeligt i, da hun jo fylder tre år om tre måneder, meeeen det er i Nordsjælland, en lille køretur fra vores hus. Vores hus. Som vi flytter op i om præcis to måneder. Bang! Det hele bliver så småt virkeligt og bekymringerne begynder at stille sig i kø, sammen med sommerfuglene, bevares, men…
Jeg glæder mig, det gør jeg, og når jeg mærker ægte efter, føles det slet ikke farligt, men jeg er ærlig talt også ved at gå ud af mit gode skind. Uma er allerede begyndt at spørge, hvor vi bor (Mor, hvor bor vi henne?) og selvom hun er skarp og vi forsøger at informere hende om det der sker, på børnesprog, er det begrænset, hvor meget hun forstår, tror jeg. Og DET er skræmmende. Loulou er jeg ikke bekymret for. Hun skal først starte i vuggestue (eller dagpleje) når vi er faldet til engang til sommer og er indtil da jo bare sammen med os, og jeg tvivler på, at hun kommer til at kunne mærke det helt store, og hvis hun kan, nok kun til det bedre (hun sover seriøst mellem to og fire timers lure, når vi er i huset!), Otto er stor og er helt med på, hvad der sker (han flytter også først skole efter sommerferien), så ham er jeg ikke så bekymret for – selvom vi selvfølgelig holder øje med hans reaktioner og forsøger ikke at lade vores (ok, mine) bekymringer smitte af på ham. Men Uma. Pyyyyh!. Her er dit nye hus. NU skal du starte i Børnehave. Du kender i øvrigt ingen! Ok Hej hej….

Av, mand.

Ok. Det skal også lige siges at jeg nok er en anelse farvet og påvirket af en decideret lorte-indkøring med Otto i sin tid, da han startede i børnehave (for fem år siden). Sådan bliver det ikke denne gang.

Det bliver godt. Det bliver pissegodt. Både børnehaven og vores “nye” liv i det Nordsjællandske. Det GØR det.

 

10 måneder

woooah! Vi løber stærkt herhjemme for tiden. Jobs, børn, hus, lejlighed, liv, ægteskab, planer, drømme… og Loulou, åh Loulou. I morgen er det 10 måneder siden, at hun landede i mine arme hjemme i den skæve stue på Vesterbrogade, og sikke 10 måneder. Fantastiske, hårde, sjove, svære, vidunderlige…

Starten var blandet, og vi skulle allesammen lige lande i det hele, og så landede vi, og i månedsvis virkede det hele nemt, og både nattesøvn og babysmil var noget vi fik en masse af, og så sker der jo noget omkring de 8-9-10 måneder, er jeg blevet mindet om på den ubarmhjertige måde. Bevidstheden synes forstærket, og for Loulous vedkommende har det betydet urolige nætter, og ditto dage. Hun vil helst sidde på min arm, alternativt sin fars (når min er ved at falde af – sammen med overskuddet og tålmodigheden), og hvor vi tidligere har kunne have hende med rundt, og snildt har kunne sætte hende fra os uden problemer, lyder nu en hyletone. Det gælder også herhjemme.

Jeg er sgu lidt træt.

Men.

Det er en fase. Jeg ved det, for jeg kan huske den fra de andre. Nu altså. Havde sjovt nok glemt alt om den.

Jeg har tilgengæld ikke glemt, at det går over, og at det snart bliver nemmere igen. Indtil da får hun lov til at kravle rundt på os. Vi skal nok nå det hele. På et tidspunkt.

Men jeg vil alligevel, som jeg ligger her tirsdag aften helt flad, gerne lige uddele en fælles skål til alle mødre og fædre, der står i en lignende fase. Skååål, bund eller resten i håret (som du ikke får tid/lov til at vaske).

Det er en fase, det er en fase, det ER en fase….

Hvorfor Hornbæk?

Det er svært at sige præcis, hvad der er med Hornbæk og hvorfor det lige blev der, men det gjorde det. Om to måneder flytter vi dertil helt rigtigt. Vi er der allerede et par dage om ugen, hvor vi river ned og bygger op på livet løs. Alt det kan I følge med i ovre på Sneglehytten, og særligt på Instagram, både min konto og Sneglehyttens.
Men hvordan er vi endt på Hornbæk? I virkeligheden er det det mest ulogiske overhovedet, da ingen af os har den mindste forbindelse dertil. Altså jeg har brugt nogle somre i nærheden, blandt andet i Dronningmølle som jeg eeeelsker, men som voksen har jeg vist aldrig været der. Lige indtil i sommers.
Vi var til en fremvisning i et hus i Dronningmølle. Et vidunderligt hus. Min mands drømmehus for enden af en grusvej, med en enorm grund og langt til naboer. Virkelig et dejligt sted. Men langt over budget, og lidt for meget på landet i forhold til, hvad jeg var og er klar til. Efter fremvisningen gik vi en lang tur som gjorde os sultne, og vi kørte derfor til Hornbæk for at spise frokost. Det var her at det første lille frø blev plantet i os. Ro, skønne søde dejlige mennesker, lækker mad, ordentlig kaffe, solskin og den dejligste eftermiddag. Et par dage efter blev et hus sat til salg i Hornbæk, der på papiret var perfekt. Mit drømmehus. Vi kom, vi så, vi tog endnu en eftermiddag i Hornbæk efter fremvisningen og var igen forelsket i det hele. Vi bød på huset, lidt under prisen. Vi fik det ikke, og huset blev taget af markedet. Vi kiggede videre. Vores øjne blev ved med at blive draget mod det skidegamle, skæve, tilgroede hus ved søen, men det var både for småt og havde været til salg i mange hundrede dage, så … Vi gad ikke engang at se det… Men alligevel efter at have sværmet omkring længe, besluttede vi os for at tage ud og kigge på det.
Det regnede. Huset var iskoldt og fuldstændig indhyllet i edderkoppespind og blade, der var blevet slæbt sammen med de mange fremvisninger. Det var mildest talt ikke særligt indbydende. Men der var alligevel noget ved det. En fornemmelse, og nogle muligheder vi kunne se os selv i. Og så i Hornbæk. 100 meter fra den café vi ikke kunne undgå at falde pladask for, tæt nok på vandet til at man kunne høre bølgerne ude på terrassen, godt nok op af en vej, en stor vej, men mindre end både Vesterbrogade og Store Kongensgade som vi er vant til at have som lydtapet nu. Vi tog hjem. Vi droppede det. Det var for dyrt i forhold til stand og var jo slet ikke det vi skulle. Et håndværkertilbud med tre, nogle gange fire børn, to virksomheder og tusindvis af planer. Nej.

…. Et par uger gik. Vi kunne ikke slippe det. Kunne ikke slippe Hornbæk. Og heller ikke huset.
Vi tog ud og så det endnu engang. Denne gang med nye briller. Realistiske byggebriller. Igen i regnvejr, nu endnu koldere og mere beskidt. Men med samme potentiale og fornemmelse i maverne.

Vi bød. Vi fik det. Vi har det.

Men tilbage til Hornbæk, som jo er endt med på en måde at blive vores kompromis. Jeg vil by, Michael vil land, og her ender vi altså et sted, hvor det slet ikke føles som et kompromis længere, men som en beslutning om en ny drøm. Sammen.

Hornbæk er en lillebitte by, der tidobles i indbyggertal i løbet af sommeren. En by med strand (det tager ni minutter på gåben fra min hoveddør til vandkanten. Ni!), flot natur, fine små butikker og cafeer, en masse smukke kroge og bygninger, et usandsynligt venligt lokalsamfund, virkelig mange seje iværksættere, og i det hele taget lader det til, at der sker en masse med byen nu her – Flere og flere børnefamilier (ja hej!), sjove projekter og butikker. Jeg er forelsket i det hele og glæder mig helt vildt til at kalde det mit hjem. Også selvom jeg er lidt bange. Lidt. Men sådan er det jo med kærlighed. Hvor intet vover, intet vinder og If you never try, you’ll never know og alt det der.

 

Søndagsanbefalinger er tilbage

Der gik lige huskøb og juleferie i den og det gik ud over Søndagsanbefalingerne. Men ikke mere: De er tilbage for at blive. Find tidligere anbefalinger HER.

I dag er der mad-inspiration til små og store, plus en af mine nye yndlings Instagramprofiler.

Først er det bloggen Skrupsulten, der laver opskrifter til babymad. Loulou spiser for det meste det samme som os, men jeg har tit en madpakke med til hende, når vi er på farten og efter at være kørt død i bananpandekager, pastaskruer og brød, har opdagelsen af Skrupsulten-bloggen virkelig sat gang i inspirationen, og det er sgu ret fedt. Så til alle med små børn, der er trætte af havregrød og mad på tube, mød Skrupsulten. … Hun er også på Instagram HER

Dernæst har vi instagramprofilen Instahusband21, der som navnet næsten afslører er en mand, der er gift med en influencer og derfor er med, ofte som fotograf i diverse ‘gram situationer. Han tager os med bag hendes posts via Stories og billeder, på en virkelig sjov og kærlig måde. Jeg har tidligere stødt på lignende profiler, men er altså blevet længst her hos Chris ( og Brigitte).

Sidst, men overhovet ikke mindst, oh no… I kender sikkert Tasty fra Facebook. Det er dem med opskriftvideoerne som man (jeg) ikke kan stoppe med at se. #foodporn
I appen kan man nemt søge opskrifter og videoer frem, ved at søge på ingredienser. Jeg bruger den både som underholdning, til nye opskrifter og til inspiration. Og det var altså Tasty, og du finder den der, hvor du henter dine apps. Enjoy!

Det var alt fra mig denne søndag. Hyyyyg jer!

Græsenkeri i tal

Dage og nætter vi har været alene: To
Natlige opvågninger: Hundrede! Eller måske kun otte.
Opkald til/fra Michael i Portugal: Tre
Kopper kaffe indtaget: Syv
Kopper kaffe tabt i computer: En enkelt, stor og varm.
Børn med feber: Et
Genstande drukket: Nul, men der er Baileys i køleskabet #aftenkaffe
Chokolade spist: For lidt. Faktisk kun et par skumbananer. Who am I??
Penge brugt på udsalg: For mange.
Overvejelser omkring flybilletter til Los Angeles i vinterferien: Utallige
Sammenbrud: Fire, men det var Uma allesammen, hvilket er ret standard for en knap tre-årig med stort temperament og intrigante tilbøjeligheder. #dramaqueen
Arbejdstimer: max 10 Fuck
Panikangst over at skulle flytte i hus om under tre måneder: 40% … og dermed væsentlig højere end da ham optimisten jeg er gift med, var hjemme.
Minutter vi er kommet for sent i skole: NUL sgu!
Timer til Michael kommer hjem igen: 52.

… Og nu vi er ved tal, viser det sig, at otte er den perfekte alder til en medsammensvoren, når man er alene hjemme. For fanden, Otto, han er min redningsmand i de her dage. Han leger med pigerne, når jeg laver mad, læser godnathistorie for Uma, går ned med skraldet og er bare den allerbedste holdkammerat.

Alt er godt. Pisse godt, det værste der kan ske herfra er, at jeg drikker mig snaldret i Baileys og køber flybilletter til Los Angeles.

Fire dage, tre børn, en voksen

I nat tager min mand på opgave i Portugal. Han kommer hjem igen på søndag, lodt før midnat.

Jeg har gjort det flere gange end jeg kan tælle. Været græsenke. Men med tre børn aldrig mere end max en overnatning eller to og det ramte mig lige pludselig. Tre børn, to af dem relativt små. Shit.
Det er mest praktikken i at få afleveret den ene i skole til tiden, den anden i vuggestue i den anden ende af byen bagefter, og så hente dem igen til rimelig tid, og indimellem det udrette noget der minder om arbejde, altsammen med en stor baby på armen, der giver mig lidt sved på panden på forhånd. Jeg gjorde det i dag i regnvejr, og jeg sværger at min stemme aldrig har været mere skinger end de sidste to kilometer hjem fra Vesterbro, hvor jeg speed-sang ‘Rudolph med den røde tud’, helt gennemblødt, med en ked af det 10 måneder gammel baby i den ene side af klapvognen og en overgearet næsten 3-årig i den anden.

Gør da bare lige det samme to dage mere…

Jeg har i det mindste forsøgt at være på forkant og har med vilje ingen møder planlagt, der er bestilt Nemlig.com varer til alle dagene, der er rent tøj til alle. Tjekket! Og altså, jeg glæder mig da faktisk også til aftenhygge både med børnene og helt alene når de sover, og til at sove sammen med tre børn, og ikke bare en enkelt. Og det er fire dage for fanden. Fire! Jeg var enlig mor i fire ÅR (Nåhja til en enkelt, men alligevel), og jeg har været græsenke som sagt en millionmulliard gange, men alligevel, for første gang siden Michael tog til Mexico, da jeg var højgravid sidste år, er jeg nervøs for, hvordan det skal gå. Åndssvagt. For jeg plejer i det store hele at føle mig fuldkommen sikker i min mor-rolle. Meget er jeg uduelig og usikker i, men det der mor-noget, det kan jeg sgu! For det meste.
Og her kommer tvivlen. Kan jeg holde styr på både børn, arbejde og hjem, uden at brænde sammen. Kan jeg gøre det hyggeligt for alle, og ikke lade mit potentielle underskud smitte? Jeg synes i forvejen det kan være presset, selv når Michael er hjemme til at hente minimum den ene og være med til enten at handle eller stå for putning og så videre. Kan det hænge sammen? Kan jeg?

Selvfølgelig kan jeg det. Selvfølgelig.

Men. Jeg bestiller lige noget mere chokolade. Og måske en lille bitte flaske rødvin.
….

I øvrigt #104

  • Hører Otto så meget Gulddreng for tiden, at jeg har et konstant soundtrack i baghovedet af enten Censor eller UPN. Konstant.
  • Foretrækker jeg grøn juice fremfor alle andre farver og smage. Jo sundere og mere surt det smager, jo bedre.
  • Sætter jeg altid min alarm på skæve minuttal. Det afslørede jeg på Instagram forleden til stor forargelse for mange, undskyld, men mindst lige så mange fortalte at de gjorde det samme, tak for det.
  • Er jeg endnu ikke gået i ægte panik over det kæmpe skift vi  står overfor, og hverken bygge-projekt eller det at flytte ud af byen skræmmer mig… Ikke så meget som jeg havde regnet med i hvert fald. Endnu.
  • Har jeg været på stranden fem gange de sidste tre dage. Der sker altså noget særligt når man står dernede og kigger udover vandet.
  • Købte jeg en ledningsfri støvsuger for en uges tid siden og det er seriøst nok mit bedste køb nogensinde, eller længe. Slut med at ligge og kravle rundt under bordet med et fejeblad og slut med at hive den rigtige støvsuger frem i tide og utide. Kæmpe tip til alle med børn eller dyr.
  • Googler jeg som aldrig før. At købe hus er åbenbart ligesom at få et barn. Jeg googler alt. Se nogle af mine søgninger HER
  • Skal min veninde Rachel se huset for første gang i dag og jeg er næsten helt nervøs.
  • Er jeg en anelse lillebitte smule ærgerlig over at vores planer om at smutte afsted til varmere temperaturer i hele januar, ikke blev til noget. Men altså et hus er ikke en dårlig byttehandel. Slet ikke. En kold en dog.
  • Har jeg opdaget Hayu.com … Oh my. Amerikansk reality crack. Selv tak og undskyld.

At starte fra en ende af…

Verdens længste to do- liste bor oppe i mit hoved. Mange af punkterne lader til aldrig at blive krydset af og flere kommer til, hele tiden.  Det giver mig en følelse af altid at have travlt, altid at skulle nå noget, aldrig at være tilstrækkelig nok. Usundt, er jeg ret sikker på. I hvert fald i perioder, hvor den virkelig bugner og tiden er knap, hvilket er tilfældet lige for tiden for undertegnede og co.

I dag var første rigtige hverdag siden før jul og man skal lige ind i det. Jeg skal lige ind i det. Ind i maskineriet, rutinerne, arbejdsgangene, og Loulous rytme. Det er nemmere sagt end gjort, for dagene, rutinerne og rytmerne er sjældent ens. Og i dag var sådan en dag, hvor Loulou ikke var specielt samarbejdsvillig og da hverken hun eller jeg har sovet ordentligt i mange nætter, er overskuddet ikke på sit højeste, men det er tilgengæld piveriet (fra begge parter) og dagens planlagte gøremål og planer løb ligesom bare lige så langsomt ud i sandet med irritation til følge. Så jeg lod både computer og gøremål ligge og gjorde noget andet. Først lagde jeg mig på gulvet og byggede legotårne som min pivemakker kunne vælte til stor glæde for vores underbo er jeg sikker på. Da pulsen var normal igen og den yngste af os kunne puttes til lur, tog jeg fat i den lange usynlige to do liste og gjorde noget jeg skulle have gjort for længst. Smed den ud? Nej nej, så smart er min hjerne slet ikke, men jeg vendte den lidt på hovedet, rystede den, og gik i gang fra en ny ende af. Og i løbet af relativt kort tid kunne jeg pludselig få krydset nogle af de kedelige småting af. Dem der slet ikke er vigtige, men som fylder fordi de konstant skal afvige pladsen for noget andet, noget vigtigere.

Jeg fik repareret et par støvler, der i den grad trængte, smidt den pose tøj til genbrug som har stået i entréen og som hele familien er faldet over i ugevis, udmeldt mig fra det træningscenter jeg ikke har besøgt i snart to år og ryddet op i min pung, hvor jeg i øvrigt fandt en halvtredser jeg ikke anede jeg havde, og den læbepomade jeg ikke har kunne finde i ugevis.

Det er småting, ligegyldige ting egentlig, men det har givet et fornyet overskud, noget jeg havde brug for ovenpå lidt for mange selvbebrejdelser og følelsen af at være bagud. Der er stadigvæk en masse punkter at gå i gang med, og følelsen af at træde vande og løbe stærkt er ikke væk, men mindsket en anelse. Et par kilo er i hvert fald røget af (hypotetisk that is) og jeg føler på en måde, at jeg har regnet noget ud. At det kan betale sig, at vende listen i hovedet på hovedet og gå efter de to do’s som har hersket længst og som jeg har kategoriseret som ‘jeg gør det en anden dag’. Jeg ved godt, og kan virkelig godt se det, nu når jeg nedskriver det, at det lyder banalt og åbenlyst, men for mig har det været lidt af en åbenbaring. At starte fra en anden ende, end man troede. AHA!

Beautyfavoritter: Det jeg helst ikke vil leve uden

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAME I FORM AF REKLAMELINKS (Jeg får en procentdel af salget, hvis du køber en vare via linket) MARKERET MED *

Noget af det jeg bruger flest penge og mest tid på er nok beautyprodukter. Jeg elsker det. Kan nørde makeup og cremer og dullerier i timevis, hvis jeg får lov. I årenes løb har jeg testet og prøvet tusindvis af produkter, både knap så gode, rimelige, gode og helt vidunderlige sager, og jeg har på den måde fået mig nogle faste favoritter, men der kommer også nye til ind imellem og mine rutiner varieres med jævne mellemrum. Dog er der nogle ting, der går igen og igen og igen og som jeg bliver ved med at købe, når de løber tør, eller når jeg falder over et tilbud på det.

Jeg har samlet syv produkter, der falder ind under den kategori her:

Cliniques Take the day Off makeupfjerner, 245,- HER* Måske den bedste og mest effektive makeupfjerner jeg har prøvet. Genial! Særligt til lidt tungere makeup, hvor jeg typiske bruger den. Den fjerner selv den mest genstridige øjenmakeup på en rar og blid måde. Kæmpe anbefaling.

All Hours Concealer fra YSl 240,- HER* – Dækker ALT (nætter uden søvn for eksempel), drøj i brug, langtidsholdbar og helt perfekt på dage, hvor pandaøjnene er ekstra dybe, eller når man skal ud.

Karmameju laver den slags produkter, man køber igen og igen, både fordi de virker, men også fordi at de er så pisse pæne. Jeg bruger både deres kropsbørste* og ansigtsbørsten* flere gange om ugen, og så er jeg kæmpe fan af deres nyeste produkt (modtaget i gave) øjencremen. Den koster 379,- HER*

Jeg har egentlig vist det længe, men har alligevel når det kom til stykket ikke ville bruge penge på det. Lige indtil jeg gjorde det, og nu ikke kan stoppe igen, fordi det VIRKELIG gør en kæmpe forskel. Pensler. Gode pensler. Jeg bruger dem her* til min øjenmakeup og det er i den grad en gamechanger, og min makeup både sidder pænere og er langt nemmere at påføre. I det hele taget er snart alle mine makeupbørster fra Real Techniques*.

Jeg har nævnt den før, og kommer til det igen. Pudderdåsernes T-zone peeling, 195,- HER*. Min hud er blevet synligt pænere og jeg kan tælle på en hånd, hvor mange (eller få) synlige urenheder jeg har haft siden jeg tog den i brug. Bruger den i hele ansigtet under min creme morgen og aften.

Denne her concealer til 110,- HER* ligger altid i min taske og er virkelig nem at bruge på farten og bare skidegod. Jeg bruger den næsten hver dag under en farvet dagcreme/let foundation (jeg bruger denne*)

Fugtmaske fra Purely Professional. Mærket har længe været en storfavorit til både mit hår og min hud, og jeg har længe næsten udelukkende brugt deres cremer. Nyeste favorit er deres fugtmaske, som jeg faktisk bruger som creme. Jeg ved ikke om det er meningen, men det virker for mig. Jeg smører et tyndt lag på huden inden jeg går i seng, eller om morgenen, hvis jeg har god tid, og lader den trænge ind. Den er ekstremt drøj i brug og pissegod. Den koster  295,- HER

Hvad så i 2018?

De sidste tre år har været yderst begivenhedsrige for mit vedkommende. I 2015 fik jeg Uma og jeg blev gift, i 2016 blev jeg selvstændig, fik et seriøst wake up call i form af to sygdomsforskrækkelser: En gudskelov harmløs knude i mit bryst og en ditto harmløs, men slem omgang viral meningitis, og jeg fandt ud af at jeg var gravid, igen.
I 2017 skete der også en utroligt masse, som jeg skrev om lige her.

As we speak, d. 2. januar, sidder jeg i vores spritnye og tudsegamle hus, på en madras i det der bliver vores stue, og hele 2018 ligger for mine fødder. Jeg er ramt af en anelse panik. Ikke over huset, Hornbæk eller fremtiden som sådan, men jeg er helt forpustet over, hvad året byder på, selvom jeg slet ikke ved det med sikkerhed endnu. Nytårsforsæt gør jeg mig ikke i, men jeg kan godt lide at se årsskiftet som en frisk start, og jeg vil da også gerne prøve at spise lidt flere grøntsager og lidt færre chokoladeskildpadder, bare sådan for mine jeans skyld, men jeg kan selvfølgelig altid købe nogle nye, hvis de gamle blive ved med at stramme. Det eneste jeg med sikkerhed ved om 2018 lige nu er, at jeg hverken bliver gravid eller gift, og at jeg flytter i hus med mine yndlingsmennesker – Derudover er intet sikkert og det er lige dele skræmmende og fedt, helt vildt fedt.

Jeg håber på at rejse, opleve, og være endnu mere sammen med dem jeg elsker.
Jeg vil gerne holde nogle gode fester, tilbringe en masse timer ved vandet og dyrke mine skriverier meget mere. Og så vil jeg skrue ned for mine til tider alt for høje forventninger til mig selv og give mig selv en chance, for jeg kan ikke nå eller være alle steder på samme tid, og det er ok.

2018, kan bare komme an. Selen er spændt og sommerfuglene basker allerede, og nu går jeg op og piller tapet af mine soon to be soveværelsesvægge …