Tapetterapi, feber og rod

Weekenden gik så stærkt, at jeg kunne have svoret der manglede en dag. Vi har brugt hele weekenden i huset, som fik en ordentlig overhaling og vi er nu med tidsplanen igen, hvilket har givet lidt ro i maven. På husfronten.
Jeg brugte hele lørdag aften og det meste af søndag morgen på at fjerne utallige kvadratmeter tapet fra væggene på 1. salen i vores hus og det var så fedt. Ja, fedt. Michael jokede med, at jeg burde oprette et mindfuldness-retreat, hvor man bare skræller tapet af vægge og drikker rødvin, for det var virkelig afstressende at stå det med min spartel og ukrudtssprøjte og hive store stykke tapet ned i timevis. Ingen skærme, ingen deadlines, intet pres, bare mig og mine tanker og alligevel følelsen af at udrette noget. Det kan anbefales!
Vi kom hjem sent i går, og jeg gik direkte over til min far, der bor på Østerbro, og som havde hjulpet os i huset sammen med sin kone – De havde taget Otto med hjem et par timer tidligere, og da jeg hentede ham kunne jeg godt se, at han så noget klattet ud. Og da han midt på Østerbrogade brød sammen over noget med en tandbørste, vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Ganske rigtigt sagde termometeret 39,7 og den kommende ugens planer måtte revurderes. Derfor sidder jeg nu og arbejder i den ene ende af sofaen, mens den otteårige ligger krøllet sammen med en iPad og en imponerende men strid hoste. Jeg forsøger at fokusere på at få nået så meget, mens babyen, der i øvrigt også hoster og hakker, sover lur, men jeg distraheres af rodet omkring mig. For vi roder for tiden, meget mere end vi plejer . Det er som om at vi kollektivt har besluttet, at vi ikke orker gøre noget ved det. Ingen har italesat det, men alle ved det. Om det er den forestående flytning, den mørke vintertid, eller mangel på timer og overskud ved jeg ikke. Normalt har jeg svært ved at slappe af i for meget rod, hvilket er ret ironisk, eftersom at jeg er et gigantisk rodehoved, men lige i dag gør det mig ingenting. Det må være al den tapet-terapi.
God mandag derude, jeg håber jeg når at tjekke ind igen senere.

I øvrigt

  • Kan jeg bedre lide vokaler end konsonanter…
  • Skal jeg bruge min lørdag aften på at fjerne tapet, og jeg glæder mig(!) Seriøst.
  • Er jeg virkelig dårlig til at spise hovedmåltider, men jeg snacker gerne dagen lang.
  • Har jeg netop tilmeldt mig et træningsforløb, hvor det anbefales at spise tre hovedmåltider og ikke snacke imellem. Fedt.
  • Tog jeg det offentlige til Hornbæk i dag for første gang, og blev glædeligt overrasket over, hvor nemt det gik.
  • Skal jeg til en osteopat med min nakke i næste uge. Otto så det i min kalender og læste det som Oste-pat, og fik grineflip.
  • Vil vi gerne have måltidskasser igen. Hvad er godt? Det skal være økologisk og meget gerne vegetarisk.
  • Har vi glemt Umas kaninbamse derhjemme (vi sover i Hornbæk), hvilket er virkelig kritisk, men jeg fik på usandsynlig vis overtalt hende til at sove med sin søsters hue som bamse-substitut. Så nu ligger hun og krammer med en ulden elefanthue fra Føtex.
  • Er jeg enten ved at få halsbetændelse igen, eller også har jeg læst godnathistorie med for stor entusiasme og for mange stemmer.
  • Pjækkede jeg fra Fredagsfølger på Instagram i går. For første og eneste gang i to år. Grunden var udelukkende, at jeg ikke havde lyst og at jeg havde brug for at holde Instagram-fri.
  • Har jeg igen glemt min dyne og er nødsaget til at sove med sovepose.
  • Kan jeg ikke fordrage soveposer.
  • Leder jeg efter et pænt fjernsyn til vores nye stue. Men efter flere år uden et, synes jeg de fleste er grimme. #firstworldproblem
  • Er modeugerne i gang, og snart er det Københavns tur – og jeg bliver jeg SINDSsyg af stories fra modeshows på instagram. Jeg elsker modeshows og streamer dem gerne på nettet som andre ser GOT, men jeg får intet ud af 15 sekunder fra sidelinjen. Stoooop!
  • Sover mine børn nu, og der venter mig fire vægge med tapet, et plastikkrus med rødvin og et nyt afsnit af Dårligdommerne podcast.

Seees!

 

Otto: 10 ting om min mor

Det var lidt et sats, da jeg spurgte Otto om han ville hjælpe mig med et klassisk ‘Ti ting om mig’ indlæg på vej hjem fra skole i dag. Jeg har tidligere gjort det med hjælp fra Michael. Men havde ikke forventet at en otte årig kunne finde på ti ting bare sådan. Men det kunne han i den grad, bedre end jeg selv ville kunne og jeg blev lige et par meter højere efterfølgende …

10 ting om min mor:

Hun danser ALTID

Hun elsker grønkål og kaffe og ham der rapperen med Sit Down (Kendrick Lamar). Og min far selvfølgelig.
… men mest mig. Og mine søstre.

Når hun græder, kan jeg altid gøre hende glad

Hun bander mega meget, men siger at vi ikke må – kun hvis vi virkelig ikke kan lade være. Hvis man for eksempel bliver rigtig sur eller slår tæerne ind i Loulous stol. Fuck det gør ondt!

Hun er vegetar, tror jeg nok. Det var jeg også engang. Men jeg kan altså ikke undvære boller i karry og hotdogs.

Min mor hader boller i karry.

Jeg tror måske hun er lidt berømt.

Hun er mega skør. Det er både sjovt og lidt irriterende

Øh, hvor mange var det? … 11. Nej ni.

Altså. Hun er bare den bedste mor jeg kender

Voksen mandag

I går gjorde jeg alvor at mit indlæg, og gik i seng klokken 20:30. Jeg sov indtil Loulou grinede mandagen i gang klokken 05:45. Det vil sige, at jeg fik hele ni timers søvn, kun afbrudt af to Loulou-opvågninger og et enkelt mareridt.

Helt vildt tiltrængt og klart noget jeg skal gøre noget mere.

Dagen brugte jeg noget af i et studie på Vesterbro med min veninde og podcast-partner Rachel, og skønne Ida Rud, som jeg endelig fik mødt i virkeligheden efter mange års online bekendtskab. Vi optog første afsnit af Voksen ABCs anden sæson, som starter d. 5. Februar.

Efter optagelsen tog jeg tilbage til Kbh K og greb babyen, så min mand kunne tage til møde, og Loulou og jeg tog til skole-hjem samtale på Ottos skole. Hvilket fortsat er noget af det mest voksne jeg kan forestille mig. Skole-hjem samtale (!) i 2. Klasse (!). Vildt.

Vi samlede Otto, som i øvrigt (selvfølgelig) fik masser af ros fra sine lærere, op i SFOen på vejen og vandrede hjem igennem Kongens Have, mens vi talte om Basketball og rotter, eller Otto gjorde, jeg lyttede mest og planlagde aftensmad.

Hjemme ventede oprydning og vasketøj – At der ikke er nogen, der ordner det, når vi er væk, vænner jeg mig åbenbart aldrig til, selvom det aldrig har været anderledes – Jeg bliver sgu indimellem helt misundelig på vores nabos aupair. Tænk aldrig at skulle rydde op og tænke på vasketøj – aka det kedeligste i voksenlivet.

Michael og Uma kom hjem, og Michael legede med børnene en times tid, så jeg kunne kigge på mails og besvare en håndfuld.

Planerne om suppe og grønkålschips blev skippet og vi varmede bolognesen fra i går og kogte pasta, som børnene spiste, mens de spillede krig – eller Otto prøvede at lære Uma at spille krig. Uden held.

Nu ligger jeg i min seng med alle tre børn, og Michael er kørt ud til endnu et møde.

Den yngste og den ældste sover, mens den mellemste har svært ved at give efter, hvilket minder mig om, at jeg skal bede vuggestuen om at droppe hendes lur.

Om lidt venter køkkenet på igen at få en omgang, og så håber jeg at min mand når hjem inden jeg går i seng, for vi har næsten ikke set hinanden siden nytår. Jeg savner ham, kan jeg mærke, og han savner mig, kan jeg se på den SMS han lige har sendt mig.

Voksenlivet er en hård nyser for tiden, men jeg føler mig priviligeret og heldig, og det kan også noget.

Før jeg drukner

Jeg drømmer, at jeg drukner. Næsten hver nat. Jeg ligger under vandet og kæmper, græder og råber, imens kan jeg se omridset af min familie oppe over vandoverfladen, der helt roligt kigger på og ikke kan høre mig, mens mine lunger fyldes med vand, og så bliver det mørkt og stille – og jeg vågner, badet i sved og med gråden helt oppe i halsen. Ad.

Ja. Foruden de makabre og lidt for virkelighedstro drømme er der flere ting, der gør, at jeg godt kan mærke, at jeg skal til at passe på. På mig selv.

Jeg passer godt på mine børn. Og på min mand. På alle omkring mig. Jeg prøver i hvert fald. Jeg troede faktisk også, at jeg passede på mig selv. Men min krop siger noget andet og er begyndt at reagere. Med træthed, smerter i nakken, daglige hovedpiner og store følelser…

Jeg har haft dage, hvor jeg har været ked af det, uden at have noget at være ked af det over, og når det sker, bliver jeg irriteret på mig selv og flov. Hvad bilder jeg mig ind?!

Jeg er træt. Tyndslidt. Og det er ingens skyld, udover min egen. For jeg passer ikke på mig selv. Ikke godt nok.

Jeg har meget på min tallerken. Lækre sager for det meste, som slet ikke føles som mundfulde, men som alligevel hober sig op og giver kvalme og åndenød.

Så det skal der gøres noget ved. Druknefølelsen. Jeg tror slet ikke, at det kun handler om de mange ting, der skal fikses, om de mange børn, om projekter, arbejde og relationer, der skal plejes. Jeg tror det handler om at jeg behandler mig selv som en skraldespand. Der er dage, hvor jeg ikke spiser rigtig mad, men lever af kaffe, æbler og chokolade. Jeg sover ikke, heller ikke når jeg kan, men bruger nætterne på at skrive – hvilket kan være fint i perioder, hvor mine børn sover, men det gør den mindste ikke for tiden, så det er en gal prioritering at arbejde mellem kl. 22 og 2, for så at blive vækket en gang i timen og stå op klokken 5:30.

Jeg skal spise ordentligt og begynde at træne igen, jeg skal tale pænt til mit eget sind og spejlbillede og få styr på den nakke. Og jeg skal sove.
Jeg skal også tage imod hjælp, og lade være med at spille superhelt altid. Det er mange krav og måske kan jeg ikke det hele, men jeg skal prøve. Ægte.

Fordi jeg er vigtig.
Det er nemt at glemme. Desværre.

Tæt på …

Helsingør Kommune har sendt et tilbud om institutionsplads til dit barn … Bvadr! Instant kvalme.
Uma har fået børnehaveplads om under to måneder. Det er der jo som sådan ikke noget mærkeligt i, da hun jo fylder tre år om tre måneder, meeeen det er i Nordsjælland, en lille køretur fra vores hus. Vores hus. Som vi flytter op i om præcis to måneder. Bang! Det hele bliver så småt virkeligt og bekymringerne begynder at stille sig i kø, sammen med sommerfuglene, bevares, men…
Jeg glæder mig, det gør jeg, og når jeg mærker ægte efter, føles det slet ikke farligt, men jeg er ærlig talt også ved at gå ud af mit gode skind. Uma er allerede begyndt at spørge, hvor vi bor (Mor, hvor bor vi henne?) og selvom hun er skarp og vi forsøger at informere hende om det der sker, på børnesprog, er det begrænset, hvor meget hun forstår, tror jeg. Og DET er skræmmende. Loulou er jeg ikke bekymret for. Hun skal først starte i vuggestue (eller dagpleje) når vi er faldet til engang til sommer og er indtil da jo bare sammen med os, og jeg tvivler på, at hun kommer til at kunne mærke det helt store, og hvis hun kan, nok kun til det bedre (hun sover seriøst mellem to og fire timers lure, når vi er i huset!), Otto er stor og er helt med på, hvad der sker (han flytter også først skole efter sommerferien), så ham er jeg ikke så bekymret for – selvom vi selvfølgelig holder øje med hans reaktioner og forsøger ikke at lade vores (ok, mine) bekymringer smitte af på ham. Men Uma. Pyyyyh!. Her er dit nye hus. NU skal du starte i Børnehave. Du kender i øvrigt ingen! Ok Hej hej….

Av, mand.

Ok. Det skal også lige siges at jeg nok er en anelse farvet og påvirket af en decideret lorte-indkøring med Otto i sin tid, da han startede i børnehave (for fem år siden). Sådan bliver det ikke denne gang.

Det bliver godt. Det bliver pissegodt. Både børnehaven og vores “nye” liv i det Nordsjællandske. Det GØR det.

 

10 måneder

woooah! Vi løber stærkt herhjemme for tiden. Jobs, børn, hus, lejlighed, liv, ægteskab, planer, drømme… og Loulou, åh Loulou. I morgen er det 10 måneder siden, at hun landede i mine arme hjemme i den skæve stue på Vesterbrogade, og sikke 10 måneder. Fantastiske, hårde, sjove, svære, vidunderlige…

Starten var blandet, og vi skulle allesammen lige lande i det hele, og så landede vi, og i månedsvis virkede det hele nemt, og både nattesøvn og babysmil var noget vi fik en masse af, og så sker der jo noget omkring de 8-9-10 måneder, er jeg blevet mindet om på den ubarmhjertige måde. Bevidstheden synes forstærket, og for Loulous vedkommende har det betydet urolige nætter, og ditto dage. Hun vil helst sidde på min arm, alternativt sin fars (når min er ved at falde af – sammen med overskuddet og tålmodigheden), og hvor vi tidligere har kunne have hende med rundt, og snildt har kunne sætte hende fra os uden problemer, lyder nu en hyletone. Det gælder også herhjemme.

Jeg er sgu lidt træt.

Men.

Det er en fase. Jeg ved det, for jeg kan huske den fra de andre. Nu altså. Havde sjovt nok glemt alt om den.

Jeg har tilgengæld ikke glemt, at det går over, og at det snart bliver nemmere igen. Indtil da får hun lov til at kravle rundt på os. Vi skal nok nå det hele. På et tidspunkt.

Men jeg vil alligevel, som jeg ligger her tirsdag aften helt flad, gerne lige uddele en fælles skål til alle mødre og fædre, der står i en lignende fase. Skååål, bund eller resten i håret (som du ikke får tid/lov til at vaske).

Det er en fase, det er en fase, det ER en fase….

Hvorfor Hornbæk?

Det er svært at sige præcis, hvad der er med Hornbæk og hvorfor det lige blev der, men det gjorde det. Om to måneder flytter vi dertil helt rigtigt. Vi er der allerede et par dage om ugen, hvor vi river ned og bygger op på livet løs. Alt det kan I følge med i på Instagram @sneglehytten.
Men hvordan er vi endt på Hornbæk? I virkeligheden er det det mest ulogiske overhovedet, da ingen af os har den mindste forbindelse dertil. Altså jeg har brugt nogle somre i nærheden, blandt andet i Dronningmølle som jeg eeeelsker, men som voksen har jeg vist aldrig været der. Lige indtil i sommers.
Vi var til en fremvisning i et hus i Dronningmølle. Et vidunderligt hus. Min mands drømmehus for enden af en grusvej, med en enorm grund og langt til naboer. Virkelig et dejligt sted. Men langt over budget, og lidt for meget på landet i forhold til, hvad jeg var og er klar til. Efter fremvisningen gik vi en lang tur som gjorde os sultne, og vi kørte derfor til Hornbæk for at spise frokost. Det var her at det første lille frø blev plantet i os. Ro, skønne søde dejlige mennesker, lækker mad, ordentlig kaffe, solskin og den dejligste eftermiddag. Et par dage efter blev et hus sat til salg i Hornbæk, der på papiret var perfekt. Mit drømmehus. Vi kom, vi så, vi tog endnu en eftermiddag i Hornbæk efter fremvisningen og var igen forelsket i det hele. Vi bød på huset, lidt under prisen. Vi fik det ikke, og huset blev taget af markedet. Vi kiggede videre. Vores øjne blev ved med at blive draget mod det skidegamle, skæve, tilgroede hus ved søen, men det var både for småt og havde været til salg i mange hundrede dage, så … Vi gad ikke engang at se det… Men alligevel efter at have sværmet omkring længe, besluttede vi os for at tage ud og kigge på det.
Det regnede. Huset var iskoldt og fuldstændig indhyllet i edderkoppespind og blade, der var blevet slæbt sammen med de mange fremvisninger. Det var mildest talt ikke særligt indbydende. Men der var alligevel noget ved det. En fornemmelse, og nogle muligheder vi kunne se os selv i. Og så i Hornbæk. 100 meter fra den café vi ikke kunne undgå at falde pladask for, tæt nok på vandet til at man kunne høre bølgerne ude på terrassen, godt nok op af en vej, en stor vej, men mindre end både Vesterbrogade og Store Kongensgade som vi er vant til at have som lydtapet nu. Vi tog hjem. Vi droppede det. Det var for dyrt i forhold til stand og var jo slet ikke det vi skulle. Et håndværkertilbud med tre, nogle gange fire børn, to virksomheder og tusindvis af planer. Nej.

…. Et par uger gik. Vi kunne ikke slippe det. Kunne ikke slippe Hornbæk. Og heller ikke huset.
Vi tog ud og så det endnu engang. Denne gang med nye briller. Realistiske byggebriller. Igen i regnvejr, nu endnu koldere og mere beskidt. Men med samme potentiale og fornemmelse i maverne.

Vi bød. Vi fik det. Vi har det.

Men tilbage til Hornbæk, som jo er endt med på en måde at blive vores kompromis. Jeg vil by, Michael vil land, og her ender vi altså et sted, hvor det slet ikke føles som et kompromis længere, men som en beslutning om en ny drøm. Sammen.

Hornbæk er en lillebitte by, der tidobles i indbyggertal i løbet af sommeren. En by med strand (det tager ni minutter på gåben fra min hoveddør til vandkanten. Ni!), flot natur, fine små butikker og cafeer, en masse smukke kroge og bygninger, et usandsynligt venligt lokalsamfund, virkelig mange seje iværksættere, og i det hele taget lader det til, at der sker en masse med byen nu her – Flere og flere børnefamilier (ja hej!), sjove projekter og butikker. Jeg er forelsket i det hele og glæder mig helt vildt til at kalde det mit hjem. Også selvom jeg er lidt bange. Lidt. Men sådan er det jo med kærlighed. Hvor intet vover, intet vinder og If you never try, you’ll never know og alt det der.

 

Søndagsanbefalinger er tilbage

Der gik lige huskøb og juleferie i den og det gik ud over Søndagsanbefalingerne. Men ikke mere: De er tilbage for at blive. Måske ikke hver søndag, men i hvert fald et par gange om måneden. Find tidligere anbefalinger HER.

I dag er der mad-inspiration til små og store, plus en af mine nye yndlings Instagramprofiler.

Først er det bloggen Skrupsulten, der laver opskrifter til babymad. Loulou spiser for det meste det samme som os, men jeg har tit en madpakke med til hende, når vi er på farten og efter at være kørt død i bananpandekager, pastaskruer og brød, har opdagelsen af Skrupsulten-bloggen virkelig sat gang i inspirationen, og det er sgu ret fedt. Så til alle med små børn, der er trætte af havregrød og mad på tube, mød Skrupsulten. … Hun er også på Instagram HER

Dernæst har vi instagramprofilen Instahusband21, der som navnet næsten afslører er en mand, der er gift med en influencer og derfor er med, ofte som fotograf i diverse ‘gram situationer. Han tager os med bag hendes posts via Stories og billeder, på en virkelig sjov og kærlig måde. Jeg har tidligere stødt på lignende profiler, men er altså blevet længst her hos Chris ( og Brigitte).

Sidst, men overhovet ikke mindst, oh no… I kender sikkert Tasty fra Facebook. Det er dem med opskriftvideoerne som man (jeg) ikke kan stoppe med at se. #foodporn
I appen kan man nemt søge opskrifter og videoer frem, ved at søge på ingredienser. Jeg bruger den både som underholdning, til nye opskrifter og til inspiration. Og det var altså Tasty, og du finder den der, hvor du henter dine apps. Enjoy!

Det var alt fra mig denne søndag. Hyyyyg jer!

Græsenkeri i tal

Dage og nætter vi har været alene: To
Natlige opvågninger: Hundrede! Eller måske kun otte.
Opkald til/fra Michael i Portugal: Tre
Kopper kaffe indtaget: Syv
Kopper kaffe tabt i computer: En enkelt, stor og varm.
Børn med feber: Et
Genstande drukket: Nul, men der er Baileys i køleskabet #aftenkaffe
Chokolade spist: For lidt. Faktisk kun et par skumbananer. Who am I??
Penge brugt på udsalg: For mange.
Overvejelser omkring flybilletter til Los Angeles i vinterferien: Utallige
Sammenbrud: Fire, men det var Uma allesammen, hvilket er ret standard for en knap tre-årig med stort temperament og intrigante tilbøjeligheder. #dramaqueen
Arbejdstimer: max 10 Fuck
Panikangst over at skulle flytte i hus om under tre måneder: 40% … og dermed væsentlig højere end da ham optimisten jeg er gift med, var hjemme.
Minutter vi er kommet for sent i skole: NUL sgu!
Timer til Michael kommer hjem igen: 52.

… Og nu vi er ved tal, viser det sig, at otte er den perfekte alder til en medsammensvoren, når man er alene hjemme. For fanden, Otto, han er min redningsmand i de her dage. Han leger med pigerne, når jeg laver mad, læser godnathistorie for Uma, går ned med skraldet og er bare den allerbedste holdkammerat.

Alt er godt. Pisse godt, det værste der kan ske herfra er, at jeg drikker mig snaldret i Baileys og køber flybilletter til Los Angeles.