Et gammelt glemt sår

Der er kun 14 timer til jeg skal afsted hjemmefra og mod lufthavnen. Alle tre børn sover og har gjort det i en times tid, måske to. Jeg har endnu ikke forladt soveværelset, hvor de alle tre ligger, i et forsøg på at suge det sidste ud af vores sidste aften sammen i en uge. Hele dagen har jeg været tvær, ked af det og tungsindig. I formiddags slog det mig, at det stikker dybere end bare forskuds-savn. Følelsen magen til den i dag har jeg nemlig haft mange mange mange (!) gange før. Det var engang en fast følelse hver anden onsdag (skrev meget om den forbandede omsdag engang – HER for eksempel) . Skiftedagen. Når Otto skulle hjem til Michael. De fleste morgener nåede jeg kun lige ned til min cykel efter at have afleveret ham i børnehave inden tårerne flød over og knuden i maven for alvor tog fat. En dårlig samvittighed krydret med savn og irritation over en virkelighed ingen af os havde valgt.

Situationen i dag er jo helt anderledes, men følelsen den samme og netop den erkendelse rev op i noget jeg næsten havde glemt.
Dengang blev det bedre allerede om torsdagen og jeg lærte at give en anelse mere slip og kunne fint være i savnet og det unaturlige fravær indtil han var hjemme i min favn igen om mandagen. Men onsdagene blev aldrig nemme. Jeg havde glemt dem indtil i dag. Et helt andet liv, men mit og en vigtig del af det på godt og ondt.
Deleforældre, I er så mega seje.
Glem aldrig det.

I øvrigt

  • Drømte jeg om kold dåsecola den anden nat og har haft lyst til det lige siden. Det kan tælles på en hånd hvor ofte jeg drikker sodavand på et år, så det er faktisk nærmest sensationelt
  • Har jeg måtte blokere intet mindre end tre profiler på Instagram den sidste uge og slette en håndfuld kommentarer her fra domænet. Folk er på krigsstien og jeg mistænker sæsonskiftet. Efteråret bringer røvhullet frem i folk (ad, for en klam sætning).
  • Har jeg til gengæld også hylet en del over hvor mange absurd søde mennesker, der i kontrast til ovenstående følger med. Kommentarerne til det her indlæg, opbakningen om Bye Bye baby, bifaldene til mine reklame-indlæg (som har hobet sig lidt op efter en sommerferie uden), og i det hele taget virkelig meget god stemning. Det tager broden af røvhullerne. Tak!
  • Var jeg gæst i en af mine yndlingspodcasts i weekenden (Dårligdommerne), men var fuldstændigt ved siden af mig selv og frygter lidt for resultatet.
  • Har MM afsløret en af de ting vi skal opleve i Vegas, og det er noget af det værste jeg kan forestille mig. Virkelig.
  • Er Landmand søger kærlighed tilbageeeee! Og Gift ved første blik, og snart bagedysten! Ahmen!
  • Var jeg i dag på besøg i en anden yndlingspodcast, nemlig ‘Fjernsyn for mig’ og tale om to af de førnævnte programmer.
  • Rejser jeg på onsdag og selvom jeg glæder mig helt tosset meget, er jeg også helt dårlig over at rejse fra børnene.
  • Har jeg i løbet af den sidste måneds tid anskaffet mig hele tre stykker lilla tøj, efter at have hadet farven i årevis.
  • Glemte jeg min computer ude i regnen i dag, og jeg har ikke turde tænde den siden.
  • Tænker jeg ret tit på om folk er stoppet med at drikke White russians. Og om fondue stadigvæk er noget man gør sig i.
  • Bør jeg sove. Men jeg er presset. Over hvor meget vores hus flyder, over meget jeg savner Michael, der har arbejdet 12 timers dage de sidste par uger, og over alt det jeg skal nå, men ikke når.

En pause hver dag?





Reklame for Merrild

Hvis du følger med på Instagram (@sneglcille), har du nok bemærket at jeg på alle hverdage i hele sidste uge skulle holde en kaffepause hver eneste dag. Nemt nok, tænker man måske. Men det var i mit tilfælde ikke nemt overhovedet. En ting var at finde et kvarter imellem børn, arbejde og ærinder. Noget andet var, at skulle lave ingenting. SLet ingenting i det kvarter pausen helst skulle vare. Jeg syntes jo egentlig, at jeg i forvejen havde godt styr på de der pauser i løbet af dagen. Bortset fra at jeg i de “pauser” besvarer mails, vasker tøj eller taler i telefon, og det er vel reelt set ikke en pause, bare fordi der er kaffe og jeg måske sidder ned samtidigt?!

Det viste sig i hvert fald at være en udfordring at skulle lave ingenting 15 minutter hver dag i fem dage. Den første dag i udfordringen, gik det da også nemt. Solen skinnede, mine møder var korte og jeg nåede hjem allerede klokken to, og havde rent faktisk en halv times ekstratid, 30 minutter som jeg normalt ville prioriterer at bruge på at få styr på nogle af mine for det meste mange løse tråde – Arbejde, praktiske hjemmeting, indkøb … Jeg holdte en pause i min have, i solen, med kaffe og intet andet. Skide godt!

Resten af ugen gik ikke helt så nemt. Dagen efter blev det ikke til et kvarter, for mine børn var hjemme, og da jeg forlod stuen for at sætte mig på trappen i mit køkken med den kop Merrild instant jeg havde lavet på et øjeblik, gik der ikke længe inden det første barn kom trippende, og så det næste. Men det blev da til et par minutter.

Sådan fortsatte det de resterende dage. Den ene dag måtte jeg tage kaffen med og sætte mig på en bænk tæt på Børnehaven og holde min pause, for at få det hele til at gå op. Og fredag, den sidste dag, valgte jeg simpelthen at holde pausen sammen med mine børn med en tegnefilm.
Mine yndlingspauser i løbet af ugen blev den første i haven, og den sidste med tegnefilm og små trætte fredagskrøllede børn.

Jeg vil ikke lade som om at jeg kommer til at holde pauser hver dag fra nu af, for det ville ærlig talt stresse mere, end gøre gavn, MEN jeg har tænkt meget over, at det skal prioriteres oftere og at min dag ikke nødvendigvis gå i tusind stykker af at sætte mig ned, fremfor at piske rundt og fylde vaskemaskiner, smører madder eller noget tredje. Det kan noget at sætte sig ned med en kop kaffe og smage på den, fremfor bare at hælde den ned mens man forsøger at løse hverdagskabalen med den anden hånd – De kopper kaffe kan også noget og jeg ville ikke kunne fungere uden, men de andre skal der også være plads til, det bliver jeg faktisk nødt til engang imellem.

Jeg håber, at du også husker pauserne en gang imellem, ellers er hermed en opfordring fra mig. Gør det lige.

I anledning af slutningen på denne her challenge som jeg sammen med min kollega og veninde Cana Buttenschøn (som I selvfølgelig følger!) har været igennem den sidste uge, har vi hver især fået lov til at uddele en masse kaffe til en af jer. Nemlig et års forbrug af Merrild instant. Merrild smider også et rigtig fint tæppe med til vinderen, det kan I se ovre hos Cana, mit eget døde desværre i en forfærdelig acetoneulykke.
For at deltage i konkurrencen skal du smide en kommentar herunder, meget gerne noget om dit eget forhold til pauser og/eller til kaffe. Jeg trækker en vinder om en uge, mandag d. 24. september. 2018

OBS: Præmien har en værdi af 900,- Læs Merrilds konkurrencebetingelser HER




Den næsten magiske concealer

Jeg nævnte, at jeg havde købt en ny concealer i sidste uges I øvrigt-indlæg, og den er I flere der har spurgt ind til siden. Og det forstår jeg godt, for jeg ved hvor sindssygt svært det er, at finde en god concealer – Og den slags er selvfølgelig også individuelt, og hvad der virker for mig, er måske ikke god til dig, men altså … Nu har jeg brugt den omtalte concealer i en uges tid, og kan konstatere, at den fortjener et helt indlæg. Hold nu lige kæft, den er for vild. Jeg har prøvet de fleste på markedet og har flere favoritter (og kan også fraråde en hel del) både i den billige ende og den lidt mere pebrede, og dem vil jeg også meget gerne fortælle mere om, hvis der er stemning for det – men jeg bliver nødt til at sige, at denne her tager prisen for den bedste jeg har prøvet. Ever.
Den er drøj i brug, den dækker alt, og bedst af alt, den holder hele dagen og sætter sig ikke og hygger sig i rynker og folder og poser og hvad man ellers har under øjnene.

Prisen er høj, men der er også en del mere i end mine andre concealere og så skal man bruge meget lidt, så på den måde går det sikkert op i sidste ende – Og nårh ja, den kan åbenbart også trylle.
Det er denne her:

Den koster altså svimlende 620,- HER (dette er et reklamelink, så hvis du køber via det, får jeg et lillebitte cut) Jeg har den i farve nummer 4. Men jeg forstår virkelig godt, hvis I lige vil ned i en Matas eller en Maga og røre lidt ved den inden I hiver dankortet frem.

Noget om enlige forældre, min hjertesag og Forælder fonden …

For nogle uger siden besøgte jeg nogle fuldstændigt vidunderlige kvinder på Frederiksberg. Smukke, sjove, seje mødre, der bor i et af Forælder fondens kollegiehuse.
Hvad det er, kommer jeg tilbage til, men først bliver jeg nødt til at sætte nogle ord på, hvordan jeg har det med enlige forældre. Mødre, fædre, mennesker der er alene med deres børn. Jeg har selv været der. Med et knust hjerte og kaos oveni hovedet.Jeg overlevede det, selvom der var perioder, særligt i starten, hvor jeg kunne komme i tvivl om min egen styrke og mit eget værd. Som mor, som menneske, som mig.
Én ting var det følelsesmæssige i det, noget andet var det praktiske. Hvordan gør man? Kan jeg?
Jeg blev alene allerede inden jeg blev mor, med en baby i maven og ingen anelse om, hvor jeg skulle bo, hvor jeg skulle hen, hvad der skulle ske. Jeg troede, noget naivt skulle det vise sig, at der selvfølgelig var hjælp at finde for sådan en som mig – Et velfungerende menneske i en svær situation. Det fandt jeg ret hurtigt ud af ikke helt var tilfældet. Jeg var simpelthen FOR velfungerende, FOR privilegeret … Til at hente hjælp hos kommunen, som var dem jeg først talte med. De kunne ikke hjælpe med min boligsituation, men henviste til forskellige lejeforeninger og til boligbutikken. Boligbutikken kunne måske få mig ind i en 2-værelses i Mjølnerparken, men ellers var der lange udsigter. Så der stod jeg. Med et barn i maven og hjertet i tusind stykker raslende rundt nede i skoene og kunne måske få en lejlighed i et boligbyggeri på ydre Nørrebro. Måske.
Jeg sagde pænt tak for hjælpen, men nej tak, og tog sagen i egen hånd. Sad i ugevis klar på DBA og købte mig fattig i logins til diverse boligsider. Så et par håndfulde lejligheder sammen med resten af København, og fik afslag på afslag – Lige indtil en udlejer kontaktede mig. Jeg havde været en af seks ansøgere … Jeg kunne overtage i juni, små tre måneder inden min termin. En lillebitte, alt for dyr lejlighed i et byggeri af beton, hvor jeg på ingen måde kunne forestille mig at bo. Ikke selv, og slet ikke med en baby. Men. Jeg kunne jo ikke tillade mig at være kræsen eller krævende, tænkte jeg. Var det ikke forkælet at vælge noget fra? Det konstaterede jeg med mig selv og slog til! Det blev jeg nødt til.
Alt føltes forkert, og efter jeg havde takket ja, låste jeg mig inde på et toilet på min arbejdsplads og græd i ti minutter. Dernæst ringede jeg til min mor. Hun og min stedfar havde tilbudt at betale indskud, når det en dag lykkedes at finde noget og det var jo så nu. Min mor kunne godt høre det på mig. At det her slet ikke var det rigtige, at al mavefornemmelse var off, og der gik da heller ikke længe inden at udlejer skrev en sms om at pengene skulle falde samme dag. Inden 12.
Min mor sagde, og jeg husker det ret præcist: “Vi låner dig ikke pengene til det indskud. Det vil vi simpelthen ikke.” Mit hjerte sank, men jeg vidste godt, hvor hun ville hen.
Lang historie kort, mit privilegierede og velfungerende bagland gjorde at mine forældre tog et lån i deres lejlighed og købte et hjem til mig og Otto i min mave. I maj 2009 rykkede jeg fra lejligheden på Vesterbrogade (som Michael i øvrigt havde insisteret på, at jeg skulle blive i, men det havde jeg hverken råd og slet ikke lyst til) og få hundrede meter væk, til Valdemarsgade. Her boede Otto og jeg i knap fem år, og jeg får stadigvæk sommerfugle i maven, når jeg går forbi. Det løste sig for mig på den fineste måde. Fordi jeg var og er heldig at have et netværk og et bagland, der på det tidspunkt stod i en situation, hvor de kunne og ville hjælpe mig. Jeg var og er taknemmelig, men jeg var også flov. Flov over ikke at kunne klare det selv. Flov over at stå i den situation. Træt af at blive gjort til offer. At blive ynket og set ned på. Meget af alt det foregik uden tvivl i mit hoved. Men det var der og det var forfærdeligt.

Jeg har tit tænkt på, hvad jeg skulle have gjort, hvis mine forældre ikke havde kunne hjælpe og løfte som de gjorde. Hvor var jeg gået hen, hvad havde jeg gjort? Jeg håber at noget har ændret sig siden dengang, men jeg er i tvivl efter hvad jeg kan se i min indbakke og høre, når jeg støder på kvinder (og mænd) i tilsvarende situationer.

Indtil for et par måneder siden havde jeg aldrig hørt om Forælder Fonden. Det har jeg nu og derfor vælger jeg at dele det med jer. Måske har du eller en du kender brug for at kende til deres eksistens. De kan hjælpe. Med rådgivning, med svar på de fleste spørgsmål og faktisk også med bolig, hvis man er studerende. De har i alt tre kollegiehuse, et af dem er den fineste villa på Frederiksberg, og det var der, jeg var på besøg. Der er lejligheder, der er fællesskab, sammenhold og varme – Og det var helt umuligt ikke at blive ramt af en følelse af solidaritet og kærlighed, power, respekt og også en form for lettelse når man træder ind. Jeg ved jo godt, at der ikke er tale om sørgelige stakler, tværtimod, men jeg kan huske, at jeg selv var bange for, at det var det jeg blev stemplet som. En stakkel. Enlige mødre er alt andet end det. I know. Men det var en kæmpe fornøjelse at få det bekræftet. Igen.

Forælder fonden gør en kæmpe forskel og jeg håber, at I vil skrive jer det bag øret, anbefale alle at kigge forbi deres hjemmeside, sprede ordet og måske endda give et lille bidrag. Jeg har selv besluttet mig for at indbetale et fast beløb hver måned. Det kan jeg nu, og jeg håber at det kan gøre en forskel for dem, der står eller kommer til at stå der, hvor jeg selv var – Og ikke mindst dem, der ender ud i en endnu værre situation. Det går til et godt formål, til nogle gode mennesker og nogle vidunderlige børn.
Læs mere HER.

3 år som nogens kone

Der er kun lige en lille time tilbage af den. Af vores bryllupsdag. Det er tre år siden, at vi sagde ja til hinanden på Københavns rådhus foran vores familie og venner. Tre år er gået, fløjet faktisk. Hvedebrødsdagene er long gone, og vi har nået mere på de tre år end man normalt gør i et årti. En graviditet, en fødsel og dermed også et barn mere, to flytninger, et huskøb, opstart af virksomheder, og alt det imellem. Hverdage, lykkeglimt, sygdomsforløb, hårde tider, gode tider, daglig drift.

Jeg troede egentlig, vi ville være den slags par, der var gode til at gå ud sammen, være kærester, gå på dates, holde gang i romantikken på den måde. Ligesom inden vi fik pigerne. Det er vi ikke. Slet ikke. Det kan tælles lynhurtigt, hvor mange gange vi har været ude sammen bare os to de seneste år… Én gang. To, hvis man tæller den date med vi var på kort inden Loulous ankomst.

Vores dag i dag har vi tilbragt hver for sig, faktisk har vi kun set hinanden ganske kort – En flygtig High five da Michael kom hjem fra arbejde, inden jeg skulle gå. Og da jeg kom hjem, sov han, med alle børnene i vores seng.

Jeg er ellers ret glad for mærkedage og jeg kan virkelig godt lide lige at markere den slags med en fejring. Bare en middag, et glas vin, en date. Men omvendt er det et ret godt billede på vores forhold og vores liv sammen – at lade være. Tiden går til børnene, til arbejde, til socialisering. Og når jeg ser det skrevet ned, undrer det mig, at det ikke går mig mere på. Men det gør det ikke. Jeg er stadigvæk sikker. Sikker på ham, på mig og på os, og det bliver vel næsten ikke mere romantisk end det. Desuden tror jeg vi begge er ret bevidste om, at det nok skal komme. Tiden til de der dates, til kærestetiden, men at vi lige nu prioriterer familielivet, børnene og hverdagen højest.

Det allerbedste ved lige netop det er, at vi finder kærlighed og gnist i andre ting. Hverdagsromantikken. De små ting. Og at vi stadigvæk efter 12 år, tre som mand og kone, har det der ekstra, som også viser sig i den trivielle hverdag.

Vi er gode sammen, bedre som tiden går, og vi elsker hinanden, hold nu kæft, hvor jeg elsker ham. Men vi er på grund af vores historik nok også meget bevidste om, at vi vælger hinanden til hver eneste dag. Vi ved at vi sagtens kan leve uden hinanden, men at vi ikke har lyst til det. En date, en markering af dagen i dag havde været virkelig fint, men slet ikke nødvendig og det kan jeg virkelig godt lide. Det gør mig rolig og glad.

Tre år. Vi tager mindst tre mere …

Bye bye baby! Tv, nerver og Las Vegas

Endelig! Endelig må jeg fortælle jer det hele. Som jeg teasede en anelse for i det her indlæg, skal jeg prøve noget helt nyt, noget jeg aldrig har prøvet før. Noget der giver mig ondt i maven, mest på den gode måde, heldigvis.
På onsdag vinker jeg farvel til min familie og hopper på en flyver. Det gør jeg sammen med et kamerahold og to virkelig dejlige damer, nemlig Mette Marie Lei Lange og Sisse Sejr. Vi skal til Las Vegas. Sgu. VEGAS! Der skal vi i fire dage lave alle mulige skøre ting, uden børn. Det bliver alt sammen filmet og skal blive til tre programmer, som rammer jer engang i november. Jeg er spændt, forpustet, bange, og vildt glad på samme tid. Både over at skulle filmes, over at skulle til et sted, jeg kun har set på film, og selvfølgelig over at skulle være væk fra mine favoritmennesker.
Min umiddelbare reaktion da det hele kom i stand var da også noget usikker og jeg var faktisk ret afvisende – Ikke fordi jeg ikke syntes det lød sjovt eller fedt eller spændende, men fordi jeg slet ikke kunne forestille mig at være væk, at gøre noget, for mig, så ekstremt. Men efter en hurtig snak med min mand, som jeg i øvrigt har været gift med i præcis tre år i dag, lå det ret klart, at jeg selvfølgelig skulle gøre det. Selvfølgelig. Skæbnen, hvis den da findes, ville det også sådan at de dage det drejer sig om nærmest er de eneste i ugevis, hvor min mands arbejdsskema lå tom og åben. Så imens han og vores børn hygger sig herhjemme med hverdagen, dribler jeg afsted mod det der forhåbentlig bliver en udfordrende og helt fantastisk tur. Jeg glæder mig, fuck af, hvor jeg glæder mig… Det håber jeg også at I gør, og at I vil se det, når det udkommer. Programmet hedder Bye bye baby, og handler om at være mor, for udover at lave crazy ting i Vegas, vil der også blive taget hul på en masse samtaler om børn, moderskab og følelser omkring alt hvad forældrerollen indebærer – I nogle helt andre omgivelser end vi er vant til – Det er i øvrigt et Yousee program, så alle kommer til at kunne følge med, og jer der har en Yousee boks kan se det før alle andre. Men alt det, skal jeg nok informere mere om, når programmet er klippet og klart. Vi filmer det lige først, ikk?! Meeeeen mon ikke, at I får ret meget behind the scenes på min, Sisse og Mette Maries instagram. I think so. VEGAS, BABY!

Nøgen i toget

Jeg sidder i toget på vej mod København, på vej mod Rachel, på vej mod Irish Coffee, vin og aftensmad. Jeg forlod mit hjem i kaos – af den fine slags, med overtrætte børn, tidlig aftensmad og papirsfly. Men også uden min vielsesring. Åbenbart. Jeg tager den af når jeg skal have hænderne i creme eller hårprodukter, og glemmer sjældent at tage den på igen. Det gjorde jeg i dag, selvom jeg tydeligt husker, at jeg mindede mig selv om at huske den. Hvilket gør det ekstra irriterende at jeg alligevel glemte den.

Og hvad så? Tager den jo bare på igen når jeg er hjemme igen i nat. Selvfølgelig. Men helt seriøst, det er ikke bare “Hvad så?!”, har jeg fundet ud af. Jeg føler mig faktisk nøgen uden den. Ikke på den gode måde. Nøgen og udsat. Og lidt ked af det. Jeg anede ikke at den betød så meget, eller altså, selvfølgelig betyder den eller det den symboliserer meget mere end jeg kan beskrive. Men at dens fravær kan lægge en så stor dæmper på mit ellers høje humør kommer bag på mig. Føler nærmest at jeg har glemt et lille stykke af min familie.

Det har jeg selvfølgelig ikke og følelsen forsvinder nok som aftenen skrider hen, faktisk allerede nu i takt med at jeg sætter ord på det.

Gift er jeg jo for fanden endnu, og i det mindste er det kun min ringfinger, der reelt er nøgen, hvilket mine medpassagerer sikkert sætter pris på. De ved jo slet ikke, at jeg mangler noget, og når alt kommer til alt, så mangler jeg virkelig slet heller ingenting. Heldigvis.

På med masken!

REKLAME FOR GARNIER

Som jeg kort fortalte jer om i det her indlæg er jeg begyndt at bruge hårmasker. Det er en af de der beautyting som jeg har testet af tidligere, men aldrig helt har forstået, eller har glemt at bruge. Lidt ligesom primer under makeuppen og eksfoliering. Jeg gør det når jeg lige kommer i tanke om det, eller retter gjorde det, når jeg kom i tanke om det – Nu er det alt sammen blevet en del af mine rutiner, og jeg er faktisk begyndt at benytte alle tre ting jævnligt.

Eksfolieringen og primeren kan vi tale om en anden dag, for nu vil jeg fortælle jer om hårmasken fra Garnier, som er en del af den serie med arganolie jeg for nyligt introducerede jer for.

Hvorfor hårmaske?
Jeg bruger ikke balsam særlig ofte, da mit hår bliver lidt for flyvsk og tungt af det. Til gengæld har det ofte brug for ekstra pleje, da jeg bruger glattejern mindst et par gange om måneden og opholder mig så meget i solen som muligt. Det bliver derfor nemt tørt, hvis jeg ikke passer på det.
Hårmasken gør det samme som en god fugtmaske gør ved ansigtet. Og endnu engang må jeg erkende at Garniers Response Argan maske til meget små penge (jeg så den i min Super brugsen til 50,- for nyligt) er præcis lige så god som flere af dem jeg har til flere hundrede kroner.

Jeg har også tidligere benyttet ren olie (kokos, argan eller oliven) som hårmaske, hvilket er både billigt og smart, men også kan være en fedtet affære, som jeg sjældent kan overskue – og derfor er jeg i særdeleshed glad for denne fra Garnier, som er nem at skylle ud og som fugter mit hår og gør det blankt uden at tynge det ned.

Jeg bruger den et par gange om ugen. Oftest i badet efter hårvask, men jeg har også haft succes med at putte den i tørt hår, sove med den i og så vaske håret om morgenen.

Masken kan købes i flere supermarkeder og i Normal, og der findes altså også andre versioner end den med argan. Der er blandt andet en med avocado som jeg også er blevet glad for – Men argan er en af mine favoritprodukter, når det kommer til hår – i den rette dosis – hvilket Garnier altså har nailet i denne her produktserie, hvis du spørger mig.

Læs mere om masken HER og mit tidligere indlæg om Garnier Response Serien HER.

Kabalen gik op!

I dag var en af de dage, hvor jeg var forpustet på forhånd over alt det der skulle klappe, og som potentielt kunne gå galt på flere tænkelige måde.

Jeg var alene med alle tre børn og skulle aflevere de to af dem, og nå til to møder inden alle tre skulle hentes i rimelig tid, og følge den ene til gymnastik og dernæst have alle tre med til fødselsdagsfest på skolen, der først sluttede efter pigernes sengetid, uden at miste besindelsen (og et barn) undervejs. Og ved I hvad? I fucking did it. Alt spillede, (næsten) uden sved på panden. Godt nok var der et enkelt flip eller to, hvilket var forventeligt med en threenager i selskabet. Men vi gjorde det. Nåede det hele, og fik alle hjem og på hovedet i seng. De ældste sover, mens den yngste vælter rundt (det er hendes nye ting – At smadre rundt i sengen for at holde sig selv vågen), jeg forsøger at ignorere hende, mens jeg sender tanker til roséen i køleskabet og cigaretterne i skuffen.

Jeg ved godt, at ovenstående er hverdag for mange, og for andre sikkert ikke lyder af noget særligt, men jeg føler lidt, at jeg har vundet et forhindringsløb – Jeg var seriøst presset over om vi ville nå det hele, eller om jeg ville skulle skuffe nogen undervejs, eller blive den sure mor, som jeg desværre ret nemt kan finde frem, når jeg er presset, men hun stak kun lige næsen frem en enkelt gang og i det hele taget faldt alt i hak og det føles virkelig godt.

Og nu er der faktisk ved at være ro i tremmesengen, så jeg tør godt liste mig ud.

Skål til alle forældre derude. Og til jer andre også.