I øvrigt

  • Vil jeg SÅ gerne prøve Dyson Airwrap (hår krølle gadget). Men til små 4 kilo, har den eddermame at være god. Har du prøvet den?
  • Fik jeg årets første honninghjerte i går og det var et kæmpe flop. ØV! Utilgiveligt.
  • Har jeg udfordret mig selv til at gå i seng før klokken 22 på alle hverdage i hele november. Det går ikke super godt indtil videre. Men de tre dage det gjorde, var det en kæmpe succes.
  • Er jeg simpelthen gået hen og blevet lidt skruk. Det går nok over igen, men jeg håber snart at jeg får lov til at holde et spædbarn igen. Ikke mit eget dog (!)
  • Er vores bindingsværk på husets gavl ved at blive udskiftet.. Næste skridt er, at vælge en farve til huset. Vi er ret sikre på at det bliver hvidt. Meeeen jeg har jo altid drømt om et lyserødt hus. Faktisk…..
  • Har ‘Bye Bye Baby – Las Vegas’, programmet jeg er med i, premiere på torsdag. SÅ hvis du er Yousee kunde, kan du se alle tre afsnit fra på torsdag. Hvis du ikke har adgang til Yousee, må du vente til d. 6. december, hvor kan du se første afsnit her hos mig. Traileren deler jeg med jer lidt senere på ugen. Hurraaaa!
  • Håber jeg, at jeg kommer til at lave meget mere fjernsyn fremover. Jeg syntes simpelthen det var så skægt at være med. Ikke kun fordi det var i Las Vegas og menneskerne der var med var optur. Selvom det hjalp. Alligevel takkede jeg nej til at deltage i et andet program, som jeg dog glæder mig til at se alligevel, da både MM og Cana er med.
  • Holder min podcast Voksen ABC en lille pause, desværre.
  • Skal vi have flødekartofler til aftensmad, da jeg har haft lyst til det i flere dage. Det er bare lige gået op for mig, at jeg vist aldrig har lavet det før. Og da slet ikke uden fløde fra en ko. Er der nogle veganske flødeeksperter på linjen, der kan sende mig en opskrift inden i aften?

 

Shopping: Julefrokost #2

Indlægget indeholder reklamelinks (markeret med *)

I fredags var jeg endnu engang til julefrokost. Denne gang med mine kontorkollegaer, og jeg var i tøjkrise. Den kjole jeg havde bestilt til formålet nåede aldrig frem, så jeg måtte improvisere med en god makeup og nogle høje hæle og dertil mine yndlingsbukser fra H&M* og en silkeskjorte fra & Other stories*. Det var pænt, men jeg ville gerne have givet den lidt mere gas. Heldigvis får jeg chancen igen i den kommende uge, hvor jeg torsdag skal afholde et premiereevent på Bye Bye Baby, til endnu en julefrokost fredag oooog en 50 års fødselsdag lørdag.

Jeg har i den anledning fundet en masse festligt tøj frem til jer igen i dag, og egentlig skulle I have haft indlægget allerede i fredags, men jeg har haft tekniske problemer, så det blev et søndagsindlæg. Jeg håber der er noget I kan bruge. Der kommer mere i næste weekend (se sidste uges bud HER).

1.Bukser der passer til blazeren fra sidste uges collage. Jeg tror nu at jeg ville bruge dem uden jakken, men med en hvid t-shirt, høje spidse pumps og røde læber.  Bukser fra H&M til 600,-

2.Denne t-shirt ejer jeg allerede, og jeg ville enormt gerne have bukserne også. Men de sidder simpelthen ikke pænt på mig, desværre. Måske andre er heldige, for det fungere så fint som sæt. Velour t-shirt fra COS til 590,- *
Og bukser i velour, også fra COS til 790,-*

3.Jeg er helt pjattet med denne her helt rigtige næsten hindbæragtige farve. Jeg elsker at den næsten er en smule nattøj/kimono agtig, men alligevel vildt elegant. Smuk til et par høje rå ankelstøvler og en blazer. Kjole 590,- fra & Other Stories*

4.Simpel, men elegant. Sort trøje med store ærmer og striber i guld. Perfekt til jeans og høje sko. Trøje fra & Other Stories 560,-

5.Lad der være fest! Guld fra top til tå? Jeg tror ikke jeg ville turde, men på den anden side, why the hell not! Pæn er den i hvert fald. Lang pailletkjole fra Gina Tricot 650,- *

6.Skide fin kort glimmerkjole. God til sorte strømpebukser, høje sko og røde læber. Kjole fra H&M til 350,- *

7.Super smuk blondekjole med bar ryg. De mange detaljer gør at den kræver meget lidt styling, hvilket er noget jeg sætter stor pris på. Et par gode sko og en eyeliner og man er festklar. Blondekjole fra H&M til 699,- *

8.Jeg har faktisk bestilt denne her hjem, sammen med den kjole, som aldrig nåede frem (den er i øvrigt udsolgt, derfor kan jeg ikke linke til den – Kjolen altså). Det er en bodystocking og den er i virkeligheden meget langt fra, hvad jeg normalt går efter, men den drager mig. Perlebesat bodystocking fra ASOS til 317,- *

Optimistisk pessimist eller omvendt

Engang beskrev jeg mig som værende en evig pessimist. En pessimist by heart. Selvfølgelig ment med et glimt i øjet, og en god kop selvironi, men der er bestemt noget om snakken. Jeg har en tendens til at tro på og forvente det værste. At tvivle. I perioder nærmest nedgøre min egen kunnen, og evigt og altid vente på svigt, fejl og mangler. Det bunder i en lav selvtillid, grundet nogle hårde slag på den i særligt mine unge teenageår. Jeg ved også, at det er blevet en form for selvforsvar. Et skjold, så jeg ikke skal deale med et evt nederlag eller svigt. I virkeligheden er det ikke særligt effektivt, for det dræner også at tage sorgerne på forskud. Det har jeg arbejdet en del på de sidste mange år. Både selv og med hjælp fra mine omgivelser og en håndfuld samtaler med en, der har uddannet sig i den slags. Jeg har på den måde ændret mit tankemønster en anelse, og har efterhånden lært at tro på det gode, tro på mig selv, og ikke lade min egen onde tunge overstyre. Det er en langsommelig proces og der er noget vej igen. Men pessimisten i mig er blevet forsvindende lille, og de fleste dage helt fraværende, og jeg er langt mere optimistisk end nogensinde.

Meeeen, der er situationer og dage, hvor jeg alligevel finder hende frem. Den sure sortseende dame. I løbet af de sidste par uger er hun dukket op en del gange, uanmeldt, og det har jeg gået og øffet over i mit stille indre. For selvom jeg har lært, at omfavne hende og faktisk også kan bruge pessimismen positivt og med styrke, og få det vendt til drive, ambitioner og gåpåmod. Kan det i den grad også tippe over og blive det modsatte. Nedslående, handlingslammende, unødigt hårdt ved alt.

Efteråret har helt klart meget at sige om hendes besøg. Mørket, blæsten og kulden gør, at jeg er træt og uoplagt meget af tiden, og det sætter sig på mit humør og det går ud over troen på mig selv, og det sucks, for at sige det som det er.

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, og jeg ved at det går over, især fordi jeg er opmærksom på det. Men kontroltabet generer mig grænseløst, og jeg drømmer om at kunne rejse mig, ryste al tvivl og pessimisme af mig og møde alt og alle med et smil. Men jeg ved også bare, at det ikke fungerer sådan. Ikke for mig. Jeg kan ikke skubbe følelser til siden. Jeg føler alt med hele min krop, og det ses, og det er måske også ok. Det går over, og måske er det ikke det værste i verden, at være lidt tungsindig sortseer ind imellem, så længe, der også er både glimt og perioder af lykke, gåpåmod og glæde. Og det er der. Og det er godt. Og på mandag køber jeg noget lysterapi. Tænk hvis det bare var det…

Den onde sløjhedsspiral

Vi er hårdt ramt af sygdom og sløjhed for tiden. Snot, hoste, småfeber, og om igen. I mandags lå vi alle fem på rad og række med dyner, hoste og blanke øjne. Drengene er på benene igen, mens pigerne og jeg hoster videre. Feberen havde heldigvis sluppet da det blev tirsdag og alle var oppe og igang i går. Lige indtil vuggestuen ringede og fortalte at Loulou havde kastet sin frokost op. I dag er hun derfor hjemme. Det samme er Uma, der er blevet varm igen og som hoster. Jeg aflyste dagens møder og er blevet i det bløde tøj og brygger nu te og serverer udskåren frugt og smurt knækbrød til den helt store guldmedalje. Min egen hoste er uforbedret og jeg er godt træt af det. Jeg synes ellers virkelig vi gør vores for at undgå de her perioder, men det er som om, at hvis bare én får samlet noget op, hvilket jo sker, når man færdes i diverse institutioner og skoler, så er det skruen uden ende. Kender I det?!

Oh Well. Jeg priser mig lykkelig for at kabalen trods alt går op i denne uge, hvor jeg er alene på forældrepinden, og krydser fingre for bedring. Gerne senest i morgen, hvor jeg har et right program og en julefrokost jeg nødigt vil gå glip af.

 

30-årskrisen

Av, min arm, jeg har vist efterhånden opbrugt min kvote, når det kommer til at bruge ordet “krise”. Det er i hvert fald blevet skrevet en del gange på mit tastatur over den seneste tid. Bær over med mig. Denne gang handler det faktisk slet ikke om en krise, for der var og er ingen. Jeg er tværtimod rigtig tilpas i 30erne. Virkelig. Synes faktisk, at det hele matcher. Alderen, erfaringen, hylsteret… Nåhja, jeg har måske lidt mere rod i skufferne, lidt flere huller i strømpebukserne og flere komplekser end jeg troede, jeg ville have i mine 30ere, da jeg forestillede mig dem for ti år siden. Men sådan er det jo gerne med forestillinger. Jeg var også en helt perfekt mor, før jeg fik børn, og alt det der.

Og heldigvis er jeg jo stadigvæk ung. Ish. Og kun i starten af trediverne, så meget kan nås endnu. Men alt i alt, ingen klager. Med tre pissesøde børn, et velfungerende ægteskab, et hus og et job jeg er glad for, ville det være decideret ucharmerende at begynde at have krise over noget så fjollet som sin alder.

I podcasten ‘30-årskrisen’ som jeg besøgte for nyligt, er jeg kort inde på det samme. At det hele passer sammen. At jeg er et sted, der gør mig glad og at selvom 20’erne er væk og til tider er savnet, og jeg klart synes at tiden lader til at gå hurtigere jo ældre jeg bliver, føler jeg mig tilpas, moden og hjemme. Så ingen krise egentlig. Nærmere tværtimod.

Hvis du har lyst til at høre mig tale om alt det her, med at blive voksen, at få børn tidligt, at flytte ud af byen, om mit 15 årige jeg og alt derimellem kan du høre afsnittet i iTunes eller lige HER.

Vi nåede det ikke

For to år siden stoppede hun mig på gaden og inviterede mig på en kop kaffe. Det var umuligt at sige nej, som hun stod der skrøbelig og stærk på samme tid, og det endte med at være en af de vildeste kaffeaftaler jeg har haft, og blev starten på et finurligt og vigtigt bekendtskab. Jeg skrev om vores første møde her. 

Siden da holdte vi kontakten ved lige. Primært på skrift.
I perioder mødtes vi og havde lange snakke om liv, død, svigt, håb og drømme. Andre gange skrev vi vores krøllede tanker til hinanden, eller sendte emojis og kommentarer på hinandens stories. En lang evig åben dialog. Og så aftalte vi altid, at ses noget mere.

Vi når det nok, skrev hun til mig for få uger siden da en af vores aftaler gik i vasken.

Av.

Smukke Louise. Skør, dejlig og umulig ikke at holde af. Jeg er så glad for at have lært dig at kende. At være blevet lukket ind i dit univers. Og så er jeg simpelthen så ked af at vores sidste par aftaler ikke gik op. Jeg ville sådan ønske, jeg havde vidst, at din tid var tæt på ovre. 

Og ja, vi når det nok, selvfølgelig gør vi det. Bare ikke endnu. 

Stemmeløs sofasøndag

Noget af det jeg savner allermest fra livet inden børn, er hele dage uden planer, og især dem tilbragt helt alene på sofaen.
Det er noget jeg altid har nydt og prioriteret højt, både før børn og i min tid som delemor. Nu har jeg sjældent mulighed for den slags dage. Så sjældent, at jeg ikke husker hvornår det sidst er sket. Og jeg savner det ind imellem. Ikke hver uge, ikke engang hver anden, men oftere end jeg får dem.
Men i dag! I dag ligger jeg der. På sofaen. Alene. I et tomt og stille hus. Med Sex & The City på skærmen, ristet brød, varm kaffe, dyne og børnenes slikrester fra i fredags hos mig. Jeg nyder det til fulde, også selvom jeg næsten ingen stemme har, og føler at min hals er foret med sandpapir, hvilket er den primære årsag til, at jeg er blevet hjemme og har sendt de andre afsted uden mig. Børnene og Michael bliver forkælet hos min svigermor indtil i aften, og jeg har planer om at foretage og bevæge mig så lidt som muligt, indtil de igen er hjemme. Både for mit helbreds skyld, men i den grad også for mit sind. Der har været gang i den og jeg har været på lidt af en rutsjebanetur den seneste tid med alt fra små og store kriser, en masse arbejde, dødsfald, planer hver dag og meget lidt tid til at tage alting ind, krydret med sløje børn og almindeligt hverdagstrummerum, og nu glæder jeg mig til at komme af den rutsjebane snart og få fast grund under fødderne igen.
Jeg ved ikke hvornår det sker, men i dag er om ikke andet et perfekt afbræk og jeg har tænkt mig at få det allerbedste ud af det, for hvem ved, hvornår jeg får chancen igen. Jeg gør ikke.

God søndag, både til jer på sofaerne og jer med hænderne fulde.

Julefrokostoutfits #1

Indlægget indeholder reklamelinks (markeret med *)

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der står med julefrokoster for døren. Jeg skal selv til fire. Den første allerede om få timer, når det her indlæg udkommer.  Inspireret af det har jeg fundet en masse (!) festligt og pænt tøj, sko og accessories. Jeg håber I kan finde noget I kan lide, jeg har haft det sjovt med at finde det i hvert fald. Der kommer mere næste weekend …

1.Smuk wrapkjole i guld, som er et af de der stykker tøj man ikke behøver style op til fest. Bare på med den og så er man klar. Den er fra & Other Stories til 950 kroner HER*

2.Ligesom guldkjolen skal der meget lidt styling til her. Et par gode sko og man er klar til dans. 349,- HER*

3.Nogle gange skal der ikke meget andet til end et par gode jeans og en top. Denne glimmersag er virkelig fin. 180,- HER*

4.Business in front, party in the back. Støvler med en festlig sej hæl.  & Other stories 1150,- HER*

5.Det er ikke første gang jeg linker til denne her. Jeg har den selv og er simpelthen så glad for den! 749,- HER* Jeg bruger den over sorte jeans.

6.Smuk mørkebå kimonoagtig top med tunge ærmer. Fra en af mine nye yndlingsbutikker, nemlig ARKET til 750,- HER*

7.Pailletkjole som skriiiiger julefrokost, eller måske ligefrem nytår. Så smuk! Jeg ville sætte den sammen med et par høje spidse ankelstøvler, bare ben (det kan man godt til en fest, så bare et par termostrømpebukser og flade sko i tasken til hjemturen), rodet hår og mørk øjenmakeup. Kjole fra Y.A.S til 800,- HER*

8.Højtaljede plissé bukser fra Gina Tricot*. Der sker et eller andet når man ifører sig noget højtaljet med vidde i benene. Instant lækkerhed og femininitet. Sådan har jeg det i hvert fald. De her ser endda ret behagelige ud på samme tid… 300,-

9.Blazer med sølvpailletter! Genial til at have over en t-shirt, 1 2 3 festklar! 800,- HER*

I øvrigt

  • Har jeg googlet ekstremt meget omhandlende hunde den seneste tid. Som inkarneret kattedame er det eddermame svært at finde rundt i.
  • Skal vi slet ikke have en hund. Ikke nu i hvert fald. 
  • Er det åbenbart obligatorisk at mindst et barn skal lægge sig syg, når en af deres primære personer forlader landet. Denne gang var det Loulou, der måtte til tjek for kighoste. Hun er helt ok, heldigvis, og lyder værre end hun lader til at have det.
  • Har jeg ikke taget et eneste billede i Paris (altså udover et billede af mine sokker. Why?) Det er jeg lidt ærgerlig over, men på den anden side har jeg virkelig fået suget indtryk ind på en anden måde.
  • Var der wifi på morgenflyet i torsdags og jeg så derfor Love Island, omgivet af jakkesæt og deres Excel ark. Elsker den slags kontraster.
  • Min spændingshovedpine er tilbage for fuld smadder, og jeg har nu efter anbefaling fra flere af jer, booket tid hos en Psykomotorisk terapeut.
  • Er vores hus blevet pakket ind i et stillads, hvilket betyder at facaden snart bliver klar, men også har mindet os om, at vi ingen gardiner har. Godmorgen håndværker!
  • Skal jeg til årets første julefrokost i aften med 24 kvinder, der alle bor i Hornbæk, og jeg har det lidt som om, at jeg skal på blind date. PS. Stay tuned for et indlæg om julefrokostegnet tøj. Hvis min computer vil det, kommer det ud senere i dag.
  • Koster seks macarons lidt over 18 euro i Ladurée i Paris. Jeg er hverken nærig eller afvisende for at betale en del for god kage. Men 135,- for seks små makroner fik mig alligevel til at bakke tilbage. Børnene blev heldigvis fint glade for de kinderæg jeg købte i Netto på vejen hjem fra lufthavnen.
  • Kan livet være alt for kort. Husk at kys, kram, tilgiv og elsk mens I kan. Det er jeg selv blevet mindet om på makaber vis i den seneste tid <3

Storesøster

For tiden står jeg i en orkan af følelser, tanker og indtryk, udløst af noget så banalt som en vaskeægte familiekrise, som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan eller vil gå i detaljer omkring af hensyn til de involverede. It’s complicated. Men detaljerne er heller ikke vigtige, for det er noget helt andet jeg har på sinde. Noget som den krise har udløst. Jeg har nemlig i de sidste par dage tænkt meget på personlighed, følelser og reaktionsmønstre. Og i særdeleshed på hvor forskellige vi allesammen er. På hvor meget der mon er medfødt, hvor meget der formes i løbet at ens opvækst, og af oplevelser og omgivelser. Det har egentlig altid interesseret mig, men særligt efter at jeg selv har kunne placere nogle af mine egne personlighedstræk og reaktionsmønstre på tidligere oplevelser.

Den seneste tid er noget andet gået op for mig. Nemlig at mange af os lader til, at have nogle andre ret faste personlighedstræk skabt af vores placering i søskendeflokken. Jeg er storesøster. Den ældste. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var spæd og har siden da formeret sig, og jeg har derfor en håndfuld søskende og det er lidt kompliceret, så den historie må I have til gode. Men jeg er vokset op i et hjem hos min mor og stedfar og to halvsøskende – som jeg dog betragter som hele, da jeg har kendt (og boet hos) deres far længere end de selv har.

Denne krise, som jeg er involveret i, eller nærmere er vidne til, har delt mig i en masse stykker og jeg har meget svært ved ikke at lade det påvirke alt, hvad jeg gør. Derfor forsøger jeg nu at sætte ord på det, for at kunne skrive videre herinde om alt det andet der også fylder og som jeg gerne vil dele. Det gode, det sjove, det svære, det trivielle, det hele.

Frustrationerne koger indeni, samtidigt med at jeg vist kvæler mine egne følelser og behov i et forsøg på og en trang til at glatte ud, at være djævlens advokat, at løse det hele, at samle stykkerne op og komme videre. Jeg er storesøsteren. Det er sådan noget jeg gør.

I min familie. I mine venskaber. I alle mine relationer.

Jeg fikser det. Eller prøver på det. Og ligger søvnløs over det.

Jeg tager så meget jeg kan på mine skuldre og balancerer det så godt jeg kan, imens jeg ordner, hvad ordnes kan. Og måske kommer jeg til at kvæle, hvad jeg egentlig selv føler imens det står på. Det må vente.

I morgen rejser jeg til Paris i et døgn, og jeg håber at storesøstergenet kan rumme det, hygge sig og tage en slapper. Jeg kan og skal ikke løse alt.