Det er stoppet med at gøre ondt

Dem der har fulgt med længe, ved med garanti at jeg for knap ni år siden gennemgik en af mine største kriser hidtil. I starten af januar 2009 fandt jeg ud af at jeg var gravid, to måneder henne, og den sidste dag i februar 2009 gik min mand fra mig. Den mand jeg er gift med i dag. Vi fandt sammen igen i 2013, næsten fem år efter svigtet. Fem år med op- og ned-ture, sorg, vrede og følelser jeg ikke ville ønske for min værste fjende. Men også fem år med selvindsigt, absurd meget arbejde med mine tanker, med det svigt jeg gennemgik og med mig selv. En massiv opbygning  af et smadret selvværd gik i gang, og det er jeg faktisk glad for den dag i dag, lykkedes.
Jeg kan sagtens tale om dengang og blive vemodig og trist, og i glimt være irriteret over at det er en del af min historie. Vores historie.
Bliver sur og ked af det, når der bliver kommenteret på det, eller hvis jeg kan se medlidenhed i folks øjne. Sådan havde jeg det i øvrigt også dengang, da det stod på. Hadede at blive gjort til offer, hadede at jeg kunne mærke, hvordan alle mine veninder tænkte, at de var glade for det ikke var dem, hadede når der blev kommenteret på det som om at jeg var svag. Jeg ved godt nu, at meget af det var omsorg, og at jeg måske nok skulle have sat pris på det, fremfor at blive hidsig og føle mig trådt på – Men det er jo sådan med følelser, at fornuften kan sige nok så meget, og følelserne vil stadigvæk møde den med en fuckfinger. For nogle dage siden delte jeg et billede på Instagram. Et billede jeg har delt flere gange, både der og her, et billede af mig fra den periode, hvor det gjorde allermest ondt. Et billede med flyttekasser i baggrunden.
Når jeg deler den slags, med ord der i korte træk beskriver situationen dengang og nu, strømmer det ind med søde beskeder, likes og opbakning, og det er selvfølgelig smadder dejligt, og så er der (igen: Selvfølgelig) nysgerrighed fra dem, der ikke kender historien, og jeg skal ofte henvise til indlæg som det her som jeg skrev for et par år eller tre siden og selvom det er underligt at blive mindet om at mit liv, eller min beretning om en del af mit liv er en form for underholdning for andre, er det også noget jeg finder mere og mere ro i. For det gør ikke ondt længere. Overhovedet. Michael er ikke længere ham der smadrede mit hjerte, men ham der samlede det op, satte det sammen og gjorde det bedre end nogensinde før. Arret heler aldrig, men det skal det heller ikke, for det er vores og for det meste glemmer jeg at det er der, og når jeg mærker det, eller bliver spurgt om, hvor jeg har det fra, er det en god historie, som jeg har lært at holde af. Ligesom arret i mit øjenbryn og på min hage.

 

17 replies
  1. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Et ansigt og et hjerte uden ar, er kun på en nyfødt – et liv der leves kræver den slags (:
    Godt Michael var så ferm med nål og tråd til det hjerteformede ar, at man næsten ikke aner det var halvt engang :-*

    – A

    Svar
  2. Tina
    Tina says:

    Godt tristhed blev vendt til lykke og håber det har bundet jer sammen, så intet sådan sker igen.
    Fik du barnet du/I ventede, da I gik hvert til sit i sin tid?
    Tilgivelse er stort og af alt er kærligheden størst:-)
    Glædelig juletid til du og din familie.

    Svar
    • Mie
      Mie says:

      Hun var fire måneder henne og de har i dag en søn på 8 1/2 – you do the math 😉 Eller læs indlægget det linkes til.

      Svar
  3. T
    T says:

    Hvad gjorde du for at tilgive? Hvad gør du for ikke at blive revet med af de gamle følelser? For ikke at blive usikker igen eller jaloux? Hvad gør du for at elske, uden forbehold, igen? Jeg har fulgt med længe, men jeg ved ikke om du har skrevet om det før. Jeg kæmper selv med nogle følelser som til tider overmander og synes det er svært at tale om.

    Svar
  4. Signe
    Signe says:

    Tak for dig! Og tak for at give mig mod på at acceptere fortiden som en del af min historie – på godt og ondt❤️

    Svar
  5. Stine B
    Stine B says:

    Jeg kan sagtens se at det har været turbulent – men der er også noget ret misundelsesværdigt. I har for alvor mærket efter og valgt hinanden til – jeg gætter på at jeres forhold er vanvittigt stærkt, I vil hinanden og vælger ikke bare den ‘nemme løsning’ og bliver sammen.

    Det er virkelig fint!

    Glædelig jul og tak for historien 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *