Ugen der gik og weekendplaner

Jeg startede ugen i underskud. Følte mig sløj og underdrejet. Loulou lod til at have det lige sådan, og både mandag og tirsdag blev tilbragt for nedrullede gardiner. Onsdag kom med fornyet energi og vi bevægede os ud af vores boble. Op på kontoret blandt andet og på ærinder rundt i byen. Onsdag aften var jeg til den smukkeste pressemiddag i anledning af Erdem x H&M kollektionen, hvor jeg blandt andet fik catchet op med tidligere og nuværende kollegaer, spist smuk mad, drukket vin og nåhja, shoppet en smule fra den virkelig smukke kollektion, hvorefter jeg tullede hjem og lå i ske med min mellemste baby, som sammen med sine søskende kollektivt besluttede at torsdag skulle starte allerede klokken 04:42. Av. Og jeg blev på den måde endnu engang mindet om de skøre, men ret vidunderlige kontraster mit liv byder på.

Der blev om torsdagen for mit vedkommende indtaget enorme mængder koffein og sukker på kontoret, hvor jeg endnu engang havde sat mine trætte fødder, blandt andet for at optage et afsnit af podcasten med Rachel (et Z, som I kan høre på mandag). Jeg mødtes med min mand, der havde haft Loulou med til møde, og spiste burger og pomfritter med ham på vores trappesten, mens Lou sov i klapvognen til lyden af facaderenovering og trafikstøj #Bybarn
Fredag, ved I allerede hvis i følger med på Instagram og koncept #fredagsfølger, tilbragte jeg morgenen med endnu en pressevisning, denne gang Notabenes sommerkollektion, hvorefter jeg arbejde hjemme med Michael (og Loulou), hentede Otto, lavede meget sen tøm køleskabet-pasta, drak rødvin og så det sidste afsnit Landmand søger kærlighed, efter min mand var gået kold halvvejs i Mindhunter. Igen i dag syntes børnene, at før 5 var et passende tidspunkt at vågne på, og da klokken slog 6:30 hev jeg min sovende mand (stadigvæk på sofaen i øvrigt) i benet og truede muligvis med bål og brand, til hvad han heldigvis smilede, og rakte ud efter babyen på min hofte, inden han sendte mig tilbage i seng, hvor jeg sov fem magiske kvarter og blev vækket med kaffe, nyvaskede og fodrede børn og et rengjort køkken.
Vi tog endnu en hussnak over morgenkaffen, inden han pakkede de tre ældste børn sammen og drog mod Valby for at besøge nogle venner. Loulou og jeg trillede en tur i Stine Goya, bare for at kigge, men med en splinterny kollektion på bøjlerne og et brændende tilgodebevis i pungen, kunne jeg ikke dy mig og endte med at hjembringe en smuk farverig sag (reklamelink) som jeg satser på at iføre mig i morgen, hvor jeg skal til Børn i byen-prisen med min mand og sidstfødte.

Nu spiser jeg pasta endnu engang, brygger kaffe, skriver, og skuler til støvsugeren, som skal i brug i dag, skal!

Senere har jeg lovet min flok frikadeller og sovs, og så skal jeg have gjort denne uges Søndagsanbefalinger klar til jer. Det kan I godt glæde jer til!

God lørdag og weekend til jer <3

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *