Søndagsanbefalinger #4

Lige på falderebet kommer ugens søndagsanbefalinger flyvende jeres vej. Dagen er gået med (mere) hussnak, blogplanlægning og opbygning (seriøst, det er svært at finde på et navn til den! Husbloggen altså), Pinterest, hovedpine og planer om tøjvask. Nu spiser jeg resten af børnenes slik fra i fredags og venter på at gå ombord i et afsnit Mindhunter, når min mand er færdig med at putte børn. Men først denne uges anbefalinger, som er en tacky serie, en vidunderlig podcast, en kogebog du SKAL eje og skamløs selv-reklamering.

Se tidligere søndagsanbefalinger HER

Will & Grace sæson 9 på Viaplay.
De er tilbage! Og selvom jeg må indrømme at jeg faktisk stod lidt af tilbage i sæson 7 og 8, er jeg totalt til den nye sæson. Det er plat og der er lidt meget studielatter og søgte jokes, men det skal der jo for fanden være i sitcoms. Jeg er til det. Der kommer nyt afsnit hver fredag.

ASATT – A seat at the table er en snakkepodcast med fire megaseje damer i front. Emnerne spænder bredt, men udspringer alle i det at tilhøre en minoritet. Det er både interessant, relevant og tankevækkende at lytte til. To af kvinderne bag, Naima og Stephanie, kender jeg i virkeligheden – og jeg kan i den grad skrive under på, at der er tale om nogle seriøst seje, sjove og kloge kvinder. De fire kvinder er så hyggelige at have i ørerne og jeg kan varmt anbefale A Seat at the table til gåturen, træningen eller opvasken. Følg dem på Instagram HER

Hvis der er noget jeg aldrig bliver træt af, er det vafler. Og toast. Men det er jo næsten det samme. Eller, det er det i mit hoved, da jeg i mange år lavede toast på mit vaffeljern (eller jeg kaldte dem woast, og grinede meget af det ordspil, hver gang, men lad nu det ligge). Vafler bliver forenet med meget mere end mine toastskills i bogen Vidunderlige vafler (Reklame – da jeg har modtaget den i pressegave), der er lavet af Camilla og som indeholder vafler i alverdens afskygninger. Jeg har allerede planer om at dykke ned i op til flere af opskrifterne. Særligt tanken om S’mores vaflerne gør mig ør i knæene. Lækkert! Måske en ide til julegave-ønskelisten. Hvis du kan vente så længe. Find den HER

Voksen ABC LIVE i Skuespilhuset… På søndag, d. 19. november klokken 10, indtager Rachel og jeg scenen i Lille sal i Skuespilhuset. Der skal optages et Å. Det allersidste afsnit af Voksen ABC i sæson 1. Der er plads til lidt over 100 tilskuere og der er stadigvæk en håndfuld billetter til salg. Køb en eller to HER (de koster 115,- stykket) … Vi ses?!

 

2 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *