Kabalen der aldrig går op

Hvordan når du det hele?
I don’t.
Ærlig talt.
Mange af jer kender det sikkert. Med tre, nogle gange fire børn i huset, to virksomheder, og utallige gøremål, er der ting vi ikke når. Selvfølgelig.
Længe, særligt lige da vi havde fået Loulou, havde jeg enormt svært ved at forene mig med det. Der var dage, hvor hele min krop sitrede af stress og dårlig samvittighed, enten overfor børnene som jeg ikke kunne give den opmærksomhed, jeg gerne ville, når jeg også skulle nå at være businessagtig og praktisk, og omvendt åd irritationen over ikke at have nået mine mails mig op på de dage, hvor jeg gik all in på mor-delen.
Det har taget noget tid at forene det bedste af alle verdener og der er bestemt dage, hvor jeg ikke føler at jeg har slået til. I dag for eksempel. Men jeg prøver virkelig at være mildere ved mig selv, da det er så skidehamrende selvforstærkende når man begynder at kradse i det. Der er ingen tvivl om at min vigtigste funktion og min første prioritet er moderskabet, mine børn og familieliv. Men for at være den mor, den kone og det menneske jeg gerne vil være, skal de andre ting også spille. Sådan er det for mig i hvert fald. Måske er det egoistisk, og måske gør det ikke noget.
Vi har været ramt af en masse sygdom de seneste uger, Loulou har netop ramt sin første mærkbare separationsangst, hvilket går udover hendes og vores søvn, vi har gang i tusindvis af projekter, de fleste sjove, men omfattende, og der er i det hele taget fart på, og det kan mærkes. I dag ramte jeg en mur og måtte fælde et par tårer ned i opvaskemaskinen, der skulle tømmes #multitasking. Ikke fordi jeg er ked af det. Det er jeg sådan set ikke. Jeg tror bare jeg er udmattet og mættet. Grunden til at reaktionen kom i dag, tror jeg, skyldes at den aflyste tur til Aarhus forærede mig to dage uden møder og ting i kalenderen, og det at have været hjemme med Otto, har gjort, at jeg for første gang længe har haft mulighed for at stoppe op og mærke rigtigt efter. Jeg har det godt, og det går godt, det kan jeg mærke, men måske jeg også lige skal huske at skrue en anelse ned og være i nuet, bare engang i mellem. Også selvom nuet lige nu er to sløje børn, fedtet hår og en to-do liste, der vokser og vokser, og … Selvom jeg nogle dage drømmer om en rigtig barsel, priser jeg mig de fleste dage lykkelig for at leve et liv, hvor det kan lade sig gøre at (næsten) få det hele. Også selvom vi på de fleste dage, bliver nødt til at indse at kabalen igen ikke går op, og det kommer den nok heller ikke til lige foreløbigt. Vi når det nok.

9 replies
  1. Jannie
    Jannie says:

    Åh hvor jeg kender det. Jeg er en kvinde med adskillige år på bagen, har 4 nu forlængst voksne børn. Men med 4 unger og fuldtidsjob, så har det været en udfordring. Heldigvis fandtes Facebook og Instagram ikke, så man behøvede ikke flashe overskud og lykkelig familie. Det jeg husker allermest, er helt sindssyge træthed og udmattelse.
    Jeg kapitulerede og valgte omhyggeligt, hvilke ting vi skulle deltage i. Mange, som i rigtigt mange begivenheder, i dagpleje, børnehave, skole, SFO osv. Blev meldt fra. Man kan jo ikke trylle. Især ikke når sidstebarnet, altid var syg. Som i 3 års konstant sygdom, hospitaler osv. HELDIGVIS, var der nogle gode familiemedlemmer, som hellere end gerne, ville tage med de større børn til juleafslutning og alle de begivenheder, som bliver afholdt for ungerne. Så de led ingen nød. Jeg har forsøgt at dele sol og vind lige, man kan kun gøre sit bedste!

    Svar
    • Jannie
      Jannie says:

      Dengang havde vi 3 kvarters pause på vores arbejde. Jeg valgte at sove, istedet for at spise. Så træt var jeg nemlig. Børn med skoldkopper, lungebetændelse, meningitis fåresyge….dengang havde man ingen “barn syg fridage. Så man stillede på jobbet om morgenen, direkte fra hospitalet. Og håbede at moster/faster, kusine/fætter, tog over på hospitalet.

      Svar
  2. Jannie
    Jannie says:

    Det værste jeg nogensinde oplevede, var da min kollega og venindes søn, fik meningitis. Hun brugte 5 feriedage ud af 21, på at være på hospitalet. Der blev ikke givet ved dørene. Det stakkels pus var syg i ugevis. Resten af tiden lå han på den berømte madras under skrivebordet. Mens vi arbejdede. I dag er han en granvoksen mand, på vej til de 50. Og sund og rask.

    Svar
  3. Pia
    Pia says:

    Følelsen af utilstrækkelighed er den værste!
    Sig lige til hvis du finder mestringsmetoden, ik?
    Alt det bedste fra en anden mor til tre 🤘🏻

    Svar
  4. P
    P says:

    Jannie… stor respekt. Man bliver helt udmattet og influenza-øm i kroppen bare ved tanken. Selv i dag, hvor man kan tage “barn syg” og selv kun med 2 børn, er det hårdt hårdt hårdt og udmattende. Og meget stressende at skulle afsted på job og få kabalen til at gå op.

    Snegl: styrke og kærlighed til dig og familien. Din blog er inspirerende at følge, netop fordi alt ikke er ren overskud og harmoni. Men en genkendelig hverdag for de fleste af os med børn.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *