Årsager og de seje piger

I vores sidste afsnit af Voksen ABC taler vi om årsager. Årsager til hvorfor vi er som vi er. Et par dage efter optagelsen oplevede jeg at gå forbi en gruppe piger. Teenagepiger. Det gør jeg jo nok relativt ofte, men særligt denne gang bemærkede jeg det. De grinede højlydt, da jeg passerede dem, og selvom de sikkert ikke ænsede mig, eller på nogen måde morede sig over mig, gav det et sæt i mig, og det fremkaldte en helt bestemt følelse som jeg i den grad kunne genkende. En følelse som jeg heldigvis sjældent har nu som voksen, men som jeg levede med dagligt gennem det meste af min barndom og alle mine teenageår.Følelsen af at være forkert. Aldrig at være god nok. At være misforstået, anderledes og underlig. Følelsen af at blive holdt udenfor. Øv mand, hvor kan det gøre mig ked af det, at størstedelen af mit liv er blevet brugt på det.
Da følelsen af alle de ting så småt begyndte at lette, startede bebrejdelsen af nogle af de mennesker, der fik mig til at føle sådan. De seje piger. Dem jeg ikke kunne hamle op med. Dem der nød at få mig ned med nakken. Jeg var vred på dem, rasende. De havde det så nemt, og gjorde at jeg fik det så svært. Fy for helvede.
De seneste år har noget ændret sig. Jeg kan stadigvæk blive vred på nogle bestemte personer fra dengang. Og jeg kan blive vred på mig selv over at lade dem påvirke mig SÅ meget. Unaturligt meget. Men når man gennem flere år har oplevet massiv mobning, chikane og ekskludering ødelægger det noget. Noget i mig.

Jeg “forstår” lidt bedre nu, hvor de kom fra, at de i virkeligheden nok heller ikke havde det superfedt, og derfor følte behov for at afreagere og tryne. Jeg kender det da selv. Når jeg har det allersværest eller hvis jeg føler, at nogle er bedre end mig til noget, jeg gerne vil være god til, hvis jeg føler mig overset eller udenfor, så kommer de spydige tanker op. Det er jeg ikke stolt af, men sådan er det. Jeg vil aldrig sige, at det var helt fint, at de spyttede efter mig og stjal mine ting, kaldte mig voldsomme gloser og spredte lede, ulækre rygter, aldrig. Men jeg har fundet en ro i, at det kom af en årsag, og at den årsag ikke var mig.

Det er for alvor gået op for mig igennem de seneste år. Faktisk lige siden at en psykolog sagde til mig, at det var på tide at acceptere, at jeg er som jeg er, og tænker som jeg gør og arbejde med det fremfor imod det. At jeg også bliver nødt til at tilgive dem fra dengang for at være som de er, eller som de var. Forhåbentlig har de også lært noget siden dengang. Der er altid en årsag, og selvom det er en virkelig tarvelig trøst, og at jeg som 12 årig med garanti ikke havde forstået hvad årsag, konsekvenser og dårligt selvværd betød. Så forstår jeg det nu.

Jeg bliver den dag i dag meget usikker, når jeg oplever grupperinger af kvinder, ualmindeligt usikker faktisk, ligesom at jeg bliver vildt ked af det, ulykkelig, når jeg finder ud af at jeg er blevet omtalt mindre positivt i diverse grupper, særligt når det er af folk, jeg godt kan lide eller ser op til, og jeg bliver utryg når der går sladder i den. Jeg får åbenbart også ondt i maven, når piger der er halvt så gamle som mig fniser i mit nærvær. Så der er med andre ord lidt vej endnu. Min pointe er bare, at alting har en årsag, og at de seje piger, måske slet ikke var så seje alligevel.

31 replies
  1. Bettina
    Bettina says:

    Øv hvor jeg kender det!
    Her i en alder af 31, er jeg stadig påvirket fra mobningen.
    Jeg har siden teenageårene kæmpet med en masse psykiske udfordringer, som kom sig deraf OG jeg får det ligesom dig, når jeg går forbi en flok unge mennesker, der griner.
    Og ja, af en eller anden grund, så er følelsen værst, når det er teenagere der står og griner i flok. Men det er vel fordi, det var teenagere der dengang fik mig til at føle mig SÅ forkert.

    Det blev pludselig en lang smørre 😁
    Tak for din åben- og ærlighed 💜

    Svar
  2. Trine
    Trine says:

    Wauw!
    Tak for at sætte ord på nogle af de følelser, det også lever inde i mig.
    Kan genkende meget af det, du beskriver. Av.

    Svar
    • Kamilla
      Kamilla says:

      Akkurat det samme her. Har været igennem det samme – selvom ingen, der kender mig nu, ville have gættet på, at jeg havde været udsat for det. Ligesom man slet ikke tænker at nogen kunne gøre det mod dig, Cecilie – du er jo indbegrebet af cool!! Så tak for at dele.
      Man kan skjule fortiden godt.
      Det har for altid ødelagt noget i mig – og i mit selvværd. Øv og av :’(
      Og tak for at sætte ord på!

      Svar
  3. Mette
    Mette says:

    Hvor er jeg trist over at du (og alle andre der måtte have samme oplevelse) har været ude for noget der har mærket dig for livet, som dine oplevelser har gjort.
    Efter jeg er blevet mor, særligt da jeg fik min datter, har jeg tænkt meget over det med de her seje/lede piger.. Åh jeg ville ikke kunne holde til hvis min datter skulle gå med de følelser! Men de fleste oplever det nok i større eller mindre grad.
    Hvad tænker du selv i forhold til dine børn? Hvordan ruster man dem bedst muligt? Jeg tænker det er “nemmest” og vigtigt at opdrage dem til ikke selv at mobbe eller holde nogen udenfor, men det garanterer jo desværre ikke at de ikke selv bliver det. Nogle gange tvært imod tænker jeg, da den gode pige/dreng der ikke vil være sammen med de seje om at drille måske risikerer at blive en af dem der holdes udenfor i stedet.. Var der noget de voksne kunne have gjort for dig for at gøre det nemmere? Ville du have ønsket nogle drastiske ændringer som flytning eller lign., eller ville det have været for voldsomt??
    Dette emne sætter virkelig mange tanker i gang, da jeg selv kan huske hvor svært det var at være præ-/teenagepige.

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Hej Mette
      Gode spørgsmål. Jeg gør mig mange tanker om det, og vil gerne uddybe. Det gør jeg på et senere tidspunkt.
      God dag

      Svar
    • Guldlog
      Guldlog says:

      Åh, jeg sad netop og tænkte præcis det samme som Mette. Hvordan sikrer man, så godt man nu kan, at ens børn forstår, hvor lavt det er at mobbe. Hvordan sikrer man, at de kan gennemskue det og ikke bliver trynet?
      Jeg tænker faktisk en del over det. Vi havde en bestemt pige i folkeskolen, hun mobbede ret meget. Det gik ud over flere. For eksempel en af mine aller bedste venner (stadigt i dag). Af en eller anden grund, jeg ikke aner hvad er eller forstår selv, så var jeg ligeglad med hende. Totalt ligeglad. Jeg knyttede bånd til min beste ven og nægtede at tage del i hendes tåbelige “julelege” og når alle andre rejste sig, når han kom hen til bordet ex, så satte jeg mig. Det italesætter han stadig i dag, med gråd i stemmen, hvor stærkt det var og hvor meget det betød. Men det var altså ikke noget jeg tænkte over, sådan var det bare. Hun påvirkede mig ikke. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at hun havde flere ‘ofre’. Men hvordan blev jeg dét barn? Hvorfor kunne jeg sige fra, når min bedste ven (og flere andre) ikke kunne? Jeg har virkelig tænkt meget over det, for jeg aner det virkelig ikke. Og jeg ville for alt i verden gerne kunne give det videre til min datter, men jeg har ingen begreb om hvordan??

      Svar
  4. Anonym
    Anonym says:

    Jeg vil bare give min historie med.
    Da jeg var yngre blev jeg mobbet, faktisk så meget at jeg prøvede at begå selvmord i en alder af 12 år.

    Så senere da jeg begyndte i gymnasiet, blev jeg holdt udenfor, truet med tæsk og gemte mig på toiletterne indtil jeg valgte at stoppe. I mine forældres øjne gav jeg op og lod dem vinde – i mine øjne lyttede jeg til mig selv. Jeg var helt ødelagt og derfor kan jeg stadig føle ubehag som dig når jeg er omkring en gruppe piger.

    Jeg kæmper stadig med følelsen af at være god nok.

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Det er jeg ked af at høre. De voksnes støtte er så vigtig. Det handler ikke om at vinde eller tabe, og skal ikke ses som en kamp. Jeg har ofte samtalen med andre forældre. Råd som ‘de er bare misundelige’, ‘du må ikke lade dem vinde’ og ‘det går nok over’ kan børn ikke bruge til noget og var for mig kun benzin på bålet og forstærkede følelsen af ikke at være god nok – At det var min egen skyld.
      Du er mere end god nok. Husk det.

      Svar
  5. Simone
    Simone says:

    Sødeste Cecilie. Tak for at dele dine tanker og erfaringer. Jeg har selv været igennem en lignende periode, og det sætter altså bare sine spor. Især når man er ung, usikker og stadig er i gang med at opbygge sin identitet og sin omgangskreds (ikke at det nogensinde er et afsluttet projekt). Dit indlæg rørte, og har fået mig til at reflektere. Både over min egen nærtagenhed over for andres reaktioner og holdninger til mig (som ligeså vel kan bunde i den der nagende tro om, at alt og alle har en holdning – og oftest en negativ en af slagsen – til hvem jeg er og hvad jeg foretager mig som reel kritisering), men i ligeså høj grad over min adfærd og tankemønstre, når jeg som de fleste andre rammer en træls periode. Tak. Endnu en gang viser du så fint, hvorfor du uden tvivl skriver den bedste blog. Og at du definitivt er en sej pige, sådan helt ægte. ❤️

    Svar
  6. Nadja
    Nadja says:

    Årh Cecilie <3 Sidder med tårer i øjnene, måske fordi jeg alt for godt kan genkende det du beskriver, selvom jeg på ingen måde har oplevet det du har oplevet, har jeg åbenbart alligevel fået nok knubs på min vej til også at føle mig usikker i store forsamlinger af kvinder. Så tak for at du deler og sætter fokus på noget som er så vigtigt! Jeg håber vi alle kan være med til at hjælpe vores børn med at gøre det bedre, så ingen skal føle sig forkerte eller udenfor

    Svar
  7. Mille
    Mille says:

    Bliver så dybt berørt af dit indlæg ♥️ Jeg er 29, og synes stadig indimellem at det kan være svært at acceptere at det vil påvirke mig for altid. Fuck mand, hvor vil jeg gøre alt i verden for at mine børn ikke skal opleve hvad jeg har været igennem 💔

    Svar
  8. Sofie
    Sofie says:

    Nu kommenterer jeg, noget jeg ellers aldrig gør. Men hvor er jeg glad for at du skriver dette indlæg, fordi det er så vigtigt. Jeg fyldte 26 i går og når jeg møder især en fyr jeg har gået i folkeskole med stivner jeg og bliver 15 år, usikker og fyldt med dårligt selvværd igen. Når jeg går forbi fnisende teenagere har jeg det som dig – jeg dukker mig en smule og føler de griner af mig og tænker at jeg er kikset. Jeg minder mig selv om dagligt at det kun er 4 år siden jeg slap af med 14 års dårligt selvværd, og jeg arbejder stadig på ikke at bebrejde dem, primært fordi det kun går ud over mig. Tak for at sætte ord på noget af det, det gør ved en at blive mobbet. Det er SÅ sejt! Tak.
    God mandag.
    Kh. Sofie

    Svar
  9. Christine
    Christine says:

    Det gør mig både lidt ked af det og lidt glad at læse, hvor mange der kan nikke genkendende til denne følelse. Jeg kender den i allerhøjeste grad, og den vender stadig tilbage. For mig er det oftest preteen/teenage drenge der udløser angsten. Jeg oplevede den for nylig til åbent hus på min søns kommende skole, da vi kom ind i et klasselokale med 3-4 klasse drenge i en SFO for større børn. De grinte og pjattede og det havde sikkert ikke noget med mig at gøre, men med det samme var den der – hjertebanken, smagen af jern i munden, panik panik. Vildt nok, at jeg i en alder af 30 stadig er bange for 12 årige drenge. Men det er jeg. Hvor er det fedt at du så fint kan sætte ord på det <3

    Svar
  10. Lou
    Lou says:

    Det må bare være så forbandet hårdt. Både for dig/den der er blevet moppet og også forældrene. Er Mor til to små drenge, hvoraf den ældste starter i børnehave til januar. Han kommer fra en lille bitte og verdens bedste dagpleje, og nu starter han altså snart i den der børnehave, med 41 andre børn. Mit hjerte hopper sommetider et ekstra slag over, når jeg tænker på at han snart skal ‘ud i den virkelige verden’, kan slet ikke udstå tanken, hvis han skulle rende ind i de der “mopperne” for har ladet mig fortælle, at de også findes i børnehaverne..

    Jeg er aldrig blevet moppet, men har haft en stedfar som drak og var meget modbydelig og utilregnelig. Så jeg har det som dig, bare når jeg ser berusede og fulde voksne mennesker.

    Svar
  11. Fien
    Fien says:

    Jeg er også til stadighed overrasket over, hvordan fortiden kan blive ved med at indhente mig.. jeg var selv meget voksen, før jeg fik klarhed over at det der skete den gang i skolen ikke var ok. For jeg var jo hende den glade, der altid snakkede og “fyldte” for meget. Så derfor blev jeg holdt udenfor. Af de stille piger, de pæne piger. Dem hvis forældre ikke var skilt og boede i lejlighed. Jeg blev ikke inviteret hjem og lege, eller til fødsesdagen. Så ender man – jeg – ud med en følelse af at være forkert og ikke god nok.
    Og hvis nogen kommenterer at jeg taler meget, eller fylder – BUM – så lander jeg lige der igen, og bliver ked af det. I en alder af 43… det er satme trist.

    Svar
  12. Sara
    Sara says:

    Jeg kender desværre udemærket til at have de følelser og tanker som du beskriver ovenfor, og øv hvor er det irriterende at man ikke bare kan give slip på de følelser og sige “fuck det/dem”, selv når man (i mit tilfælde) er knap 30 år. For hvor er det åndssvagt at bruge sin tid og energi på, og hvor er det dumt at den slags gamle “minder” skal ødelægge ens nuværende måde at opfatte ting og agere på i samspillet med andre. 😔

    Svar
  13. Mirjam
    Mirjam says:

    Vigtigt skriv, Cecilie. Jeg kender følelsen ud og ind og bliver lige harm over både mig selv og de væmmelige omstændigheder, der gør, at mennesker får behov for at opføre sig så dårligt over hinanden.
    Tak! Du. Er. Så. Evigt. God. Tak!!

    Svar
  14. Live fra Lolland
    Live fra Lolland says:

    Hold nu kæft, hvor jeg kender det. Jeg blev også mobbet og holdt udenfor. Helt vildt.
    Kan huske hvordan min mor har fortalt hvordan jeg som lille stod halvt bag hoveddøren og gemte mig mens jeg ventede på at de andre børn skulle gå forbi og være langt nok foran på vej til skole, for jeg vidste at hvis de ikke var langt nok foran og fik øje på mig, så kastede de sten efter mig. Det var et helvede. Jeg er 38 og hver eneste gang jeg hører nogen grine sammen i nærheden af mig, så kommer alle de der tanker og følelser om at være holdt helt udenfor også tilbage. Dengang syntes lærerne at det vist var min egen skyld og jeg skulle lade være med at være så sær. Jeg håber virkelig at den slags bliver håndteret anderledes i dag.

    Svar
  15. Lisbeth
    Lisbeth says:

    Jeg har det på samme måde. Blev mobbet og holdt udenfor gennem det meste af folkeskolen, og bliver også stadig usikker i en alder af snart 40!, når teenagerpiger fniser, når jeg går forbi dem. Mine forældre sagde, at jeg bare skulle ignorere mobningen, og det hjalp slet, slet ikke.
    Desværre mobbede jeg også selv. Det har jeg det endnu værre med i dag. Jeg gjorde det jo for at virke sej overfor dem der mobbede mig, altså hakkede nedad. Men det gør det jo ikke på nogen måde bedre. Jeg har spekuleret meget over, hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde det virkelig ikke godt derhjemme, var skilsmissebarn og min stedmor tålte ikke min tilstedeværelse i min fars liv, samtidig med, at min egen mor var meget syg og fraværende. Jeg havde altså ingen kvindelige forbilleder, var meget ensom, og følte ikke, at jeg for alvor kunne tale med nogen derhjemme. Jeg tænker i dag hvordan jeg både kan undgå, at mine egne børn bliver mobbet eller værre – selv mobber. Jeg tror det handler rigtigt meget om, at tale med sine børn og LYTTE, selv være et godt forbillede (ikke bagtale andre foran børnene), samt give børnene så meget kærlighed og selvværd, som overhovedet muligt.
    Jeg spekulerer stadig den dag i dag på, hvordan ofrene for min mobning har det, og jeg håber og ønsker virkelig, at de har et godt og dejligt liv, og hvis jeg støder på dem igen, vil jeg undskylde så mange gange.

    Svar
  16. Cille
    Cille says:

    Jeg tror følelsen altid vil sidde i en – selvom man lærer at håndtere den. Håndtere den fint endda. Jeg fylder fx 40 næste gang og kan stadig ikke gå forbi grupper af (teenage-)piger uden at få ludende skuldre. Eller troppe op hvor der er grupper af kvinder – igen går jeg i baglås. Som ellers er ekstremt udadvendt i alle andre situationer – men (pige-)grupper tricket stadig hende den udenfor i mig. Trods min alder…

    Svar
  17. Julie
    Julie says:

    Åhhh altså, her troede jeg ikke det var muligt at kunne lide et fremmed menneske mere end jeg allerede gør, og så skriver du det her indlæg!
    Jeg blev mobbet størstedelen af folkeskolen, og det har da præget og præger mig langt ind i voksenlivet. Min folkeskole anerkendte ikke rigtig at mobning eksisterede, så jeg kan da være lidt glad for, at der er så meget mere fokus på mobning – også selvom mobningen i dag oftes sker på mange andre og måske også grovere måder.
    Jeg ville ikke ønske for min værste fjende, nogensinde at blive udsat for mobning.

    Tak for et super godt indlæg, og du er f… sej og virker bare som et gennemrart menneske! 🙂

    Svar
  18. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Det er også teenagere, der trigger de (aldrig) glemte følelser i mig. Det hjalp faktisk lidt, da jeg var lærervikar på en folkeskole, og oplevede, at de samme elever, som så op til mig i klasselokalet, sagtens kunne fnise ude på gangen, uden det havde noget med mig at gøre. Det satte stadig gang i følelserne, men min logiske hjerne kunne heldigvis se, at der ikke var sammenhæng mellem deres grin og mig.

    Men altså, når man er blevet råbt af tilpas mange gange… Jeg blev engang råbt an af en flok drenge på Roskildefestivalen, og da jeg ikke vendte mig om (jeg stivnede fuldstændig), kaldte de mig for skinkekælling. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men den kommentar sidder stadig i mig. Den ødelagde min festival, og det kan stadig gøre mig ked af det og usikker at tænke på det i dag. Eddermame dumt. Men… Følelser.

    Svar
  19. Gitte
    Gitte says:

    Hej
    Det er ikke “unaturligt meget” du lader dig påvirke af det. Tværtimod. Du har levet under massivt pres i mange år og jeg beundrer dig for at fortælle om det, for det er så skamfuldt at have været offer for overgreb. Man er flov over det, selvom man ikke selv er skyld i det. Det er noget der overgår en. Man kan ikke gøre for det, men man betaler prisen for det. Du vil have det med dig altid. Vi har alle et kors, dit er tungt, hvilket gør dig så meget sejere fordi du formår at skabe et godt liv.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *