Archive for month: november, 2017

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAME FOR UNICEF

Det er snart jul. Igen. I takt med at jeg har fået børn, er jeg blevet mere og mere glad for julen. Jeg nyder at købe og give gaver til dem jeg elsker, og at skrue max op for hygge med stearinlys, godter og varme tæpper.
At det ikke er alle, der har det sådan, ved jeg godt. Jeg har selv været lidt af en grinch, og kan sagtens sætte mig ind i at man kan lade sig stresse, at man synes der går for meget forbrug i den og så videre. Men måske man kan bruge juletiden på at dele lidt mere ud så, og hjælpe hvor der er behov for det. For der er behov. Mange steder i verden og det kan være svært at vide, hvor man skal starte, og man kan jo ikke redde verden og alt det der. Sørgeligt, men sådan tror jeg mange af os tænker. Jeg gør mit bedste for at støtte forskellige organisationer med både små og lidt større beløb ind imellem, og så har jeg, som I sikkert ved, hvis I har fulgt med igennem de sidste par år, været ret begejstret for Verdensgaver som Unicef stadigvæk sørger for. Konceptet er enkelt og helt genialt. Man vælger simpelthen en pakke man gerne vil sende til børn i Syrien og landende omkring, hvor der, som I nok også ved, foregår nogle skrækkelige ting på nu snart syvende år. Pakkerne er til børn. Kolde børn. Tæpper, flyverdragter, ernæring. Mulighederne er mange og I kan se alle pakkerne, der findes i et hav af prisklasser, lige HER

Jeg mangler jo ikke noget selv. Det gør jeg virkelig ikke. Og jeg sætter pris på, at det er sådan. For det meste. Jeg kender alt til first world problems, men ved også godt, at jeg i det store hele skal flette næbbet, hvad det angår. Mine børn mangler heller ikke noget, og det priser jeg mig lykkelig for. Virkelig. Sådan er det desværre bare ikke for alle. Der er så forbandet meget ondskab og uretfærdighed i det vi kalder verdenen og det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Men vi skal sgu tænke på det, og vi skal gøre noget, hvis og når vi kan. Unicefs verdensgaver er en ret ligetil og meget konkret måde at gøre det på. Jeg tænker ofte tilbage på sidste år, hvor jeg besøgte Unicef i FN byen og hørte vilde historier, og så lageret derude, som er helt enormt. Og som jeg vist også nævnte sidste år og igen har fået bekræftet, er det udover at være en vigtig hjælp, en rigtig god mulighed og fin vinkel at bruge verdensgaverne, når man skal snakke med sine egne børn om nogle af de ting, der foregår ude i verdenen. Vi har i hvert fald fået nogle gode lange snakke, særligt Otto og jeg – og jeg er overbevist om at mine børn er helt med på, at det gør en forskel, og at det er vigtigt at give til dem, der ikke har det vi har, og at man skal hjælpe, hvor man kan.

Det er vinter nu. Også i Syrien og det er koldt (!) Jeg kan personligt blive helt dårlig over, når jeg har fået sendt mine egne børn afsted om morgenen med for lidt tøj på, så at der er børn helt uden vintertøj i krigsramte områder rammer mig lige i hjertekuglen og jeg ville ønske at jeg kunne dele jakker og tæpper (og kram og kærlighed) ud til dem allesammen. Seriøst. Det kan jeg ikke, men til nogle af dem kan jeg, og det kan du også.
Tæpper til to børn koster 88,- HER
En julepakke med tæpper og ernæring 158,- HER
Og en pakke med varmt vintertøj til 279,- HER

Mine børn får gavebeviserne i adventsgave, og selvom det måske kan lyde som en tarvelig affære med sådan et stykke papir (og en klementin, bevares), ved jeg af erfaring  som sagt, at det tværtimod sætter gang i nogle gode snakke. I hvert fald med de store. Den to årige har jeg endnu ikke fortalt om krig, og det kan sagtens vente. Uhyggeligt er det bare at tænke på, at det langt fra er sådan for alle 2 årige børn. Av.

Jeg håber sådan, at I vil tage verdensgaverne til jer, og måske erstatte nogle af årets adventsgaver, mandelgaver eller julegaver med dem. Herhjemme er det blevet en virkelig fin juletradition, som jeg ikke kan lade være med at håbe på mine børn tager med sig gennem livet.

Glædelig jul.

I vores sidste afsnit af Voksen ABC taler vi om årsager. Årsager til hvorfor vi er som vi er. Et par dage efter optagelsen oplevede jeg at gå forbi en gruppe piger. Teenagepiger. Det gør jeg jo nok relativt ofte, men særligt denne gang bemærkede jeg det. De grinede højlydt, da jeg passerede dem, og selvom de sikkert ikke ænsede mig, eller på nogen måde morede sig over mig, gav det et sæt i mig, og det fremkaldte en helt bestemt følelse som jeg i den grad kunne genkende. En følelse som jeg heldigvis sjældent har nu som voksen, men som jeg levede med dagligt gennem det meste af min barndom og alle mine teenageår.Følelsen af at være forkert. Aldrig at være god nok. At være misforstået, anderledes og underlig. Følelsen af at blive holdt udenfor. Øv mand, hvor kan det gøre mig ked af det, at størstedelen af mit liv er blevet brugt på det.
Da følelsen af alle de ting så småt begyndte at lette, startede bebrejdelsen af nogle af de mennesker, der fik mig til at føle sådan. De seje piger. Dem jeg ikke kunne hamle op med. Dem der nød at få mig ned med nakken. Jeg var vred på dem, rasende. De havde det så nemt, og gjorde at jeg fik det så svært. Fy for helvede.
De seneste år har noget ændret sig. Jeg kan stadigvæk blive vred på nogle bestemte personer fra dengang. Og jeg kan blive vred på mig selv over at lade dem påvirke mig SÅ meget. Unaturligt meget. Men når man gennem flere år har oplevet massiv mobning, chikane og ekskludering ødelægger det noget. Noget i mig.

Jeg “forstår” lidt bedre nu, hvor de kom fra, at de i virkeligheden nok heller ikke havde det superfedt, og derfor følte behov for at afreagere og tryne. Jeg kender det da selv. Når jeg har det allersværest eller hvis jeg føler, at nogle er bedre end mig til noget, jeg gerne vil være god til, hvis jeg føler mig overset eller udenfor, så kommer de spydige tanker op. Det er jeg ikke stolt af, men sådan er det. Jeg vil aldrig sige, at det var helt fint, at de spyttede efter mig og stjal mine ting, kaldte mig voldsomme gloser og spredte lede, ulækre rygter, aldrig. Men jeg har fundet en ro i, at det kom af en årsag, og at den årsag ikke var mig.

Det er for alvor gået op for mig igennem de seneste år. Faktisk lige siden at en psykolog sagde til mig, at det var på tide at acceptere, at jeg er som jeg er, og tænker som jeg gør og arbejde med det fremfor imod det. At jeg også bliver nødt til at tilgive dem fra dengang for at være som de er, eller som de var. Forhåbentlig har de også lært noget siden dengang. Der er altid en årsag, og selvom det er en virkelig tarvelig trøst, og at jeg som 12 årig med garanti ikke havde forstået hvad årsag, konsekvenser og dårligt selvværd betød. Så forstår jeg det nu.

Jeg bliver den dag i dag meget usikker, når jeg oplever grupperinger af kvinder, ualmindeligt usikker faktisk, ligesom at jeg bliver vildt ked af det, ulykkelig, når jeg finder ud af at jeg er blevet omtalt mindre positivt i diverse grupper, særligt når det er af folk, jeg godt kan lide eller ser op til, og jeg bliver utryg når der går sladder i den. Jeg får åbenbart også ondt i maven, når piger der er halvt så gamle som mig fniser i mit nærvær. Så der er med andre ord lidt vej endnu. Min pointe er bare, at alting har en årsag, og at de seje piger, måske slet ikke var så seje alligevel.

Hvordan når du det hele?
I don’t.
Ærlig talt.
Mange af jer kender det sikkert. Med tre, nogle gange fire børn i huset, to virksomheder, og utallige gøremål, er der ting vi ikke når. Selvfølgelig.
Længe, særligt lige da vi havde fået Loulou, havde jeg enormt svært ved at forene mig med det. Der var dage, hvor hele min krop sitrede af stress og dårlig samvittighed, enten overfor børnene som jeg ikke kunne give den opmærksomhed, jeg gerne ville, når jeg også skulle nå at være businessagtig og praktisk, og omvendt åd irritationen over ikke at have nået mine mails mig op på de dage, hvor jeg gik all in på mor-delen.
Det har taget noget tid at forene det bedste af alle verdener og der er bestemt dage, hvor jeg ikke føler at jeg har slået til. I dag for eksempel. Men jeg prøver virkelig at være mildere ved mig selv, da det er så skidehamrende selvforstærkende når man begynder at kradse i det. Der er ingen tvivl om at min vigtigste funktion og min første prioritet er moderskabet, mine børn og familieliv. Men for at være den mor, den kone og det menneske jeg gerne vil være, skal de andre ting også spille. Sådan er det for mig i hvert fald. Måske er det egoistisk, og måske gør det ikke noget.
Vi har været ramt af en masse sygdom de seneste uger, Loulou har netop ramt sin første mærkbare separationsangst, hvilket går udover hendes og vores søvn, vi har gang i tusindvis af projekter, de fleste sjove, men omfattende, og der er i det hele taget fart på, og det kan mærkes. I dag ramte jeg en mur og måtte fælde et par tårer ned i opvaskemaskinen, der skulle tømmes #multitasking. Ikke fordi jeg er ked af det. Det er jeg sådan set ikke. Jeg tror bare jeg er udmattet og mættet. Grunden til at reaktionen kom i dag, tror jeg, skyldes at den aflyste tur til Aarhus forærede mig to dage uden møder og ting i kalenderen, og det at have været hjemme med Otto, har gjort, at jeg for første gang længe har haft mulighed for at stoppe op og mærke rigtigt efter. Jeg har det godt, og det går godt, det kan jeg mærke, men måske jeg også lige skal huske at skrue en anelse ned og være i nuet, bare engang i mellem. Også selvom nuet lige nu er to sløje børn, fedtet hår og en to-do liste, der vokser og vokser, og … Selvom jeg nogle dage drømmer om en rigtig barsel, priser jeg mig de fleste dage lykkelig for at leve et liv, hvor det kan lade sig gøre at (næsten) få det hele. Også selvom vi på de fleste dage, bliver nødt til at indse at kabalen igen ikke går op, og det kommer den nok heller ikke til lige foreløbigt. Vi når det nok.

Se tidligere søndagsanbefalinger HER

Altså jeg ved godt at det er mandag, men som jeg skrev ud i går, kunne jeg intet foretage mig, da jeg var lagt ned af adrenalin. Efter en udmærket nats søvn, en halv dag med fart på og et par kopper kaffe er jeg tilgengæld klar til at bade jer i anbefalinger. Fire af dem. Noget man kan (og bør) spise, noget man kan have på, noget man kan se, og min nye blog.

Havregrød. Ja. Havregrød.
Kombinationen af havregrød, æbler, mandler og karamel, that is.
Det har længe været min guilty pleasure lige at køre sådan en satan ned et par gange om ugen. GRØDs version. Altså butikken GRØD. Men da det både løber op økonomisk og de koger den på mælk, hvilket jeg jo prøver at undgå, er jeg begyndt at lave den selv også.
Og det er vitterligt bare havregrød med topping af æbler, mandler (de saltede, hvis det skal være ekstra frækt)  og en ordentlig skefuld karamel. Selv tak, og undskyld.

Jeg BOR i de her uldtrøjer fra COS. De koster på den dejlige side af 400,- de sidder pisselækkert, er bløde og varme og har laaange ærmer. Jeg bruger dem som de er, eller under alt fra kjoler til t-shirts og striktrøjer.
Den findes også med høj hals HER og med hul til tommelfingeren som den jeg har på i dag HER.

Billet til kærlighed sæson 2 er gået i gang på DR.dk, og som I måske ved, elsker jeg den slags. Datingprogrammer og bageprogrammer er totalt meget min ting. No shame.
Jeg har kun set første afsnit, men afsnit to er altså netop blevet lagt op. Jaaaa!
Perfekt, mens vi går og venter på Gift ved første blik.

Sidst men ikke mindst, mit eget nye sideprojekt. En blog om vores husjagt. En blog der på et tidspunkt måske bliver en ægte boligblog (og inden da måske en byggeblog. Shit.). Indtil da kan I læse om jagten derhen, om tankerne, udfordringerne, drømmene og så videre. HER