Tankeskrald fra landet

Vi er taget ud til min svigermor. Mest for at få noget ro. Både min mand og jeg løber stærkt for tiden og det mærkes på humør og overskud. Tilsat natte-vejarbejde på tredje måned lige udenfor vores vindue og lidt rigelige gøremål, besluttede vi at trække stikket ved at fylde Volvoen og køre på landet. Det gjorde vi i går eftermiddags og vi har i den grad fået ro. Så meget at jeg vågnede gentagende gange i nat helt forvirret over manglen af lyd på asfaltskærere og lastbiler. Min mand er lige nu ude og skrue på sin nye gamle bil, mens de store børn leger på gårdspladsen, hvor Loulou også befinder sig, i sin barnevogn under et træ. Jeg har placeret mig i køkkenet med en kop kaffe og min computer. Det hele ser enormt idyllisk ud. Udadtil. Jeg har ikke ro indeni. Tværtimod. Det er svært at sige, hvad det er, men følelsen af at træde vande lever i den grad og den forstærkes af, at jeg føler jeg burde mærke samme ro som resten af familien, at jeg burde elske det rolige tempo, lyden af vinden i trætoppene og den tomme kalender. I virkeligheden er jeg mest af alt irritabel og rastløs. Jeg tror måske det skyldes at vi lige nu fedter rundt i alverdens tanker og snakke om vores fremtid. Vi er nået til det sted i vores liv, hvor vi godt kunne tænke os noget mere retning og knap så meget basken rundt. Vi skal beslutte os for rammerne til vores næste kapitel. Hvor skal vi bo, hvad er vigtigt for os, hvor ser vi vores og vores børns fremtid være, skal vi gøre alvor af at tage ud og rejse i en længere periode, skal jeg gøre alvor af de der bogdrømme og hvad skal der ske med bloggen på længere sigt. Er vi klar til at flytte ud af byen, eller er løsningen på den flyvske følelse og konstante pres en anden ??? Vi ved det ikke. Og vi kan desuden heller ikke rigtig finde tiden til at få det talt ordentligt i gennem, også selvom vi prioriterer det. Men det har vist sig ikke at være noget man lige fikser på en eftermiddag, og at det desuden kræver en del betænkningstid. Så det er planen nu. At tænke og føle og mærke og snakke en masse. Imens at Michael får tænkt, spekuleret og har en form for time-out i føromtalte bilprojekt, forsøger jeg at skrive mig ud af det. Måske med held. Måske med risikoen for flere ubesvarede spørgsmål. Jeg får i hvert fald skrevet på livet løs.
‘Man ved det, når man ved det…’ køber jeg desværre ikke. Selvom jeg stoler ret meget på min mavefornemmelse, kan jeg ikke bruge den til helt lige så meget i denne proces. For den kan simpelthen ikke beslutte sig – Den ene dag synes den vi skal blive i byen, måske Østerbro, eller Hellerup, den næste drømmer den om Hornbæk, dernæst Espergærde, i sidste uge overvejede den Spanien og den har også været et smut på Bornholm. Nej sgu. Måske jeg skal til at bruge hovedet, bare en anelse.

…. Og så trænger jeg til ferie. Eller, ikke så meget ferie, men sol og varme. Min krop er ikke blevet varmet igennem siden Kreta sidste år. SÅ Michael og jeg er i fuld gang med, ved siden af alle de andre tanker og overvejelser, at finde et tre-dages hul i kalenderen, hvor vi kan pakke os selv og Loulou sammen og sætte os i en flyver. Vi tænker Portugal. Vi tænker sol. Vi tænker rødvin. Ja tak.

Og så kom jeg da vist også vidt omkring denne formiddag. Jeg både elsker og hader de her indlæg, der skriver sig selv uden brug af noter og store overvejelser. Min kaffekop er tom, Uma vil gerne gå en tur og på forunderligt vis er rastløsheden og irritationen mindsket en hel del. Ord, computer og blog, det er jo derfor jeg elsker jer.

God lørdag derude.

23 replies
  1. Mie
    Mie says:

    Jeg kender det kun alt for godt. Nogle gange føles det som en belastning at alle mulighederne er der – man skal bare vælge. Nogle gange føles det som det være nemmere, hvis bare det blev besluttet for en.
    Men så igen, der er noget magisk ved at kunne gøre det man drømmer om. Man skal bare lige være helt sikker på hvad det så er man drømmer om. 🙂
    Store ændringer, kræver mange tanker. Selvom det er hårdt at skulle bruge så mange tanker og timer på det, så tror jeg på det er det værd, når I kommer på den anden side.
    God weekend ❤️

    Svar
  2. Sissal
    Sissal says:

    Jeg kender det totalt! Tankemylder om “basen”, fremtid og mavefornemmelse fik mig fra Nørrebro til taaadaaa Bornfuckingholm! Say what, den havde jeg ikke set komme, men for pokker da. Jeg/vi har fået det, for os, gode familieliv hvor det ikke er arbejdet der sætter dagsordenen, som vi var vant til da vi boede på Nørrebro.
    Rent økonomisk er det en win-win, da man kan få råd til et dejligt hus uden at sku’ arbejde fuldtid og der er stadig overskud til fx. at rejse. Rent mentalt betyder det selvfølgelig også meget. Udover det økonomiske er der bare så mange andre plusser, som gør det hele lidt bedre.

    Vores 3 børn trives og har ro omkring sig, hvilket smitter af på os forældre og her er sgu så pænt!! De er herre seje til at klatre på klipper og spise sild😜

    Jeg håber du/i snart får den der indre ro man oplever, når man befinder sig det helt rigtige sted i livet, storby eller ej! Jeg tror heller ikke man “ved det når man finder det” men hvis bare man finder stedet, hvor man ikke hele tiden er et skridt foran i tankerne så er det pænt dejligt og lindrende for ens tanker❤️

    Svar
      • Sissal
        Sissal says:

        Hej J..
        vi bor i Årsdale udenfor Svaneke:)
        Vi flyttede over uden jobs og er begge to i faste relevante stillinger nu.
        Vi sprang bare ud i det og tingene flasker sig som regel, heldigvis;)

        Svar
  3. Trine
    Trine says:

    Det er også en stor beslutning, især når man som jer, har boet så mange år i byen. Vi flyttede ud af byen sidste år efter 20 gode år i NV, Ø, F, V og K, og har købt et hus i nærheden af Lyngby. På den måde er man ikke så langt væk fra byen, og samtidig er der meget mere plads og ro. Vi overvejede inden, at flytte på landet, kiggede i Tune, på Stevns og Ringsted, men i dag er jeg simpelthen så glad for at vi valgte mellemvejen, føler lidt vi både kan blæse og have mel i munden;-). Held og lykke med processen.

    Svar
  4. Signe
    Signe says:

    Åh, det er træls. Har selv bokset med det samme i alt for mange år. Mest fordi dét, jeg synes kunne være løsningen ikke tiltaler min mand. Og fordi jeg har ændret mit arbejdsliv voldsomt – over i helt nye, uprøvede rammer. Men det føles stadig ikke helt rigtigt, og jeg véd simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Det kræver altså SÅ meget energi… men satser på, jeg alligevel får et genialt indfald snart. Held og lykke, uanset hvad projektet ender med at være.

    Svar
  5. Henriette
    Henriette says:

    Kender godt fornemmelsen af usikkerhed til op over begge ører. Og det går ikke væk – man er nødt til at træffe valg (desværre). Men jeg læste forleden et ret godt citat: I choose my life to have more “oh wells” than “what ifs”. Og det er egentlig en ret god måde at omtale livet, når man tilhører dem der ikke altid tager de sikre valg, ikke gør som alle de andre (og må finde sig i at sluge HELT vildt mange kameler undervejs). Held og lykke med det hele❤️

    Svar
  6. Laura
    Laura says:

    Hej!
    Shit mand! Kender følelsen 1000%. Flyttede for snart 10 år siden fra K til LA med bagagen fuld af drømme og usikkerhed.
    Det har været en storm af følelsernes oplevelser, og få ting var som forventet, MEN jeg har ikke fortrudt et sekund.
    Henriette (kommentar ovenover) har skidemeget ret – “oh well” er (for mig) lettere at deale med end “what if”. Som jeg ser det er der få ting, der ender med at have så store konsekvenser, at man ikke kan finde en udvej/løsning, hvis man fortryder.
    – og det lyder som om, på din instastory, at den glade mand og sovende barn, giver dig energi og glæde, så måske kunne livet på “landet” være en “næste station” for jer?!

    Svar
  7. Marie
    Marie says:

    Kender følelsen to the bones.. det er rædselsfuldt.

    Det værste ved at blive rigtig voksen er netop, at man er den, der har den. For ti år siden var jeg i starten af tyverne, og selvom livet var kaotisk og hårdt på sin egen følelsesmæssige måde med broken hearts konstant, var der hele tiden en underliggende fornemmelse af, at verden og livet lå åbent. At uanset hvad jeg valgte, kunne jeg gøre det om, og det var spændende ikke at vide, hvad fremtiden bragte.

    Nu er jeg mor til to, absurd lykkelig gift, veluddannet og har et godt job. Og jeg elsker det hele egentlig – men verden er ikke bare én stor åben buffet. Eller jo, men det føles virkelig som, at konsekvenserne ved de valg, jeg træffer nu på et helt andet plan sætter alting på spil.

    Jeg har boet i KBH i snart 15 år. Og jeg har elsket hvert et sekund af byen, som jeg er kommet til at kalde min egen.
    Men vi har ikke nok plads. Lige nu går det, men på sigt ville det blive alt alt for småt.
    Og jeg er også dér, hvor mit forhold til KBH mest af alt kun bliver til flygtige dates. Jeg bruger ikke byen mere – og jeg har måske bare heller ikke rigtig BEHOV for byen mere.

    Så vi har været frem og tilbage og frem og tilbage. For vi har ikke råd til at blive boende i KBH. Og vi vil gerne have et hus. I køge. Tæt på bedsteforældre og familie.

    Men hold nu op – jeg har været i sønderknugende tvivl. Skulle vi bare blive og tænke, at dét med pladsen løser vi. For er det ikke bedre at bevare cykelafstanden og kunne skabe en bedre hverdag for børnene? Ville jeg sætte hele vores hamsterhjuls-pressede hverdag under for stort et pres med at putte pendlen oveni?

    For mig faldt tiøren, da jeg for noget tid siden var ude en fredag aften. Yes mand – det var så godt med drinks, rødvin und alles, og da jeg cyklede hjem af Nørrebrogade, var jeg lidt snaldret og havde følelsen af at være sent sent ude.
    Kl. var 22.15 da jeg trådte ind ad døren, og jeg nåede at se afgørelsen i Vild med Dans.
    Og da jeg cyklede ad Blågårdsgade og måtte zig zagge mellem alle de start-tyvere der så småt var ved at starte deres aftener og larmede på den måde, man kun kan larme på, når man er 22, var jeg så glad. Jeg havde haft sådan en god aften, men mest af alt var jeg lettet, fordi jeg endelig kunne føle, at beslutningen vi lige havde truffet var mere rigtig end forkert.
    For jeg er klar til at give slip på KBH for nu.
    Vi flytter ud af byen. Vi flytter hjem til køge. Og jeg har lige været ude at se forelsket på min brune 60’er etplansvilla.

    Jeg tror bestemt ikke, det er lykken for alle at flytte ud af byen, og havde vi truffet beslutningen om at blive, tror jeg også, at dét havde lettet. Så det er ikke sådan, at jeg bare vil sige, at I skal ud af kbh.
    Jeg ved ikke, om det korrekte dumper ned for jer. Nogle gange skal man også arbejde for, at man når frem til den rette beslutning.

    Jeg synes, det lyder som en meget meget fornuftig prioritering med 3 dages (næsten) voksentid. For måske kan I da så i fællesskab spore jer ind på noget sammen.

    Svar
  8. JJ
    JJ says:

    Jeg elsker København – men jeg er oprindelig fra Helsingør/Snekkersten/Espergærde området, og det er altså ikke et dumt sted. Især i Helsingør er der gang i en masse herligheder for at styrke bylivet. Byen har alt, hvad hjertet begærer af natur (strand og skov), og så er turen ind til København ikke længere, end det sagtens kan lade sig gøre, på trods af toget er noget ustabilt kørende.
    Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal tilbage, så snart jeg er træt af bilos og larm.

    Svar
  9. Maria
    Maria says:

    Åh kender alle aspekterne i det du skriver! Vi sidder i en meget lig situation, om hvor vi skal slå rødder.. Bor pt. på indre Østerbro, men til leje og småt, og med flere børn og nogle pap, så flyver tankerne rundt mange gange dagligt om hvad vi skal.. Hvad har vi overhoved råd til og hvad vil vi?? Min mand er fra landet og jeg selv er født og opvokset midt i Kbh, (og har ALDRIG forestillet mig at jeg sku væk fra byen!). Men bliver også dagligt ramt af følelsen af at det, måske, også kan noget???! Min mand er begyndt at tale det lidt op men er også splittet.. Så følger spændt med her da jeg virkelig kan genkende det:)
    Vi har lige fundet tid vores kalendre til at holde et møde, min mand og jeg (dødsygt men the only way) til at sætte os ned og få talt om drømme og planer og hvad vil VI TO?? Og så prøve at lave en halvårs plan og en 5 års plan.. og forhåbentlig komme frem til det der er rigtig for vores familie.. Glæder mig til at læse med hos jer 😉

    Svar
  10. J.
    J. says:

    Shit hvor vildt, det er fuldstændig de samme tanker vi går med herhjemme. Vi har bare ingen børn at tage hensyn til. Vi bor pt. i Charlottenlund i en lille lejlighed og jeg drømmer om noget større – snart! Forhåbentlig kommer der børn inden for 1-2 år, så jeg vil gerne tage denne her beslutning inden jeg er gravid, forvirret, hormonfyldt osv 😀 Mine overvejelser går også mellem Vedbæk, Hørsholm, Humlebæk eller Ålsgårde/Hornbæk. Helt personligt drømmer jeg om et stille liv helt nord på, tæt på vandet – men det er bare ikke realistisk, når man arbejder i byen og slet ikke med små børn på sigt. Og så har jeg lidt svært ved at skulle flytte så langt væk fra familien, egentlig mest af hensyn til dem (hvilket nager mig helt vildt, at det skal spille en rolle!). Oveni alt det kommer så også, at jeg har lidt arbejdskrise. Jeg er ikke tilfreds med mit arbejdsliv (9-17 kontorjob), faktisk gør det mig rigtig ked af det. Jeg gider ikke bruge de næste 40 år på at sidde foran en computer på et kontor hele dagen. Jeg vil have fleksibilitet, afveksling, bevægelighed – men hvordan får jeg det, når der ikke er andet jeg som sådan kan finde ud af og leve af??? Det er virkelig mange store spørgsmål og beslutninger – og min mavefornemmelse er heller ingen hjælp overhovedet! Jeg håber snart I får lidt ro på og jeg er spændt på at høre mere om det <3 Det er virkelig dejligt at du vil dele dine tanker, for jeg føler mig godt nok tit helt alene med mine!

    Svar
  11. M
    M says:

    Du beskriver mit dna i dette oplæg. Jeg var psykologistuderende på KUA, arbejdede efterfølgende på Nørrebro og boede 11 år på “mit” elskede Østerbro, inden vi rykkede til Espergærde/Snekkersten for knap 6 år siden (har ingen familie heroppe). Vi har tre børn; jeg fandt arbejde i Helsingør; skolen, vore børn går på, er en friskole; som er helt fantastisk; der er hav og skov – og efterhånden også nogle rigtig gode venner. Og der går ikke én eneste dag, uden jeg tjekker boligannoncer på Østerbro. Jep, the struggle is real.

    Svar
  12. Frederikke
    Frederikke says:

    Åh ja, ved lige hvordan du har det. Det der med hvordan man lever sit familieliv bedst. Jeg har kommenteret en gang før, og mit bedste råd er at selvom I tager et valg nu om at blive i byen (måske et mindre larmende sted?) eller flytter ud af byen, så må man gerne fortryde sit valg, hvis ikke man trives! Jeg trives ikke med roen og haven og blæsten i træerne og det stille liv og ikke mindst transporttiden til Kbh. Desværre. Jeg bliver fyldt op af cykelture gennem
    København, gåture v søerne med en potcast i ørerne, legeplads eller zoo med børn – og følelsen af at der er andre msk omkring mig. Livet her hvor jeg er nu gør mig faktisk ensom. Men at tage en beslutning om at flytte ud af byen er jo ikke endegyldig og I kan jo vende tilbage hvis ikke det er noget for jer, ligesom vi gør nu. Men jeg er glad for at have prøvet det, for ellers ville jeg nok have tænkt what if..

    Svar
    • M
      M says:

      Hej Frederikke 🙂 Er du flyttet tilbage til byen? Vi rykkede selv ud af Kbh for knap 6 år siden, og jeg savner byen massivt. Af akkurat de grunde, du giver. Men pludselig var der tre børn – og drømmen om at vende tilbage synes længere og længere væk. Så jeg elsker at høre om folk, der rent faktisk fik tilbagerullet valget i tide.

      Svar
        • Frederikke
          Frederikke says:

          Vi er på vej tilbage efter ca 5 år ude. Huset er lige sat til salg. Man KAN godt gøre det om. Synes det er så vigtigt ikke at slå sig til tåls. Og ja det bliver besværligt for de store børn men hvis de voksne ikke trives, trives familien jo ikke.

          Svar
        • Frederikke
          Frederikke says:

          Og vi har også 3 børn og tager altså springet og flytter tilbage til en lejlighed i byen. Også selvom børnene stortrives heroppe nordpå! Nu håber jeg bare, at hussalget går smooth. Og de skal nok komme til at trives i byen. Vi er der hele tiden, så de er velbevandrede derinde 🙂

          Svar
          • M
            M says:

            Åh hvor er jeg misundelig! Og nysgerrig 😀 Du har vel ikke en blog hvor du skriver lidt mere om det? Jeg føler virkelig, jeg er låst fast i rammerne. Vil så gerne inspireres 🙂 kh M

          • Frederikke
            Frederikke says:

            Hej M. har desværre ikke en blog, men burde næsten lave en om emnet, haha. Jeg kender nu to andre familier der også har fortrudt deres valg og er rykket tilbage. Så folk gør det altså engang imellem 🙂

  13. Cecilie
    Cecilie says:

    Hej sødeste sneglcille 🙂
    Mit spørgsmål er egentlig ikke så meget til lige det her indlæg, men simpelthen til din livstil uden så meget kød. Jeg har nemlig flere gange lagt mærke til at du skriver at du har haft lyst f.eks. krebinetter men forsøger så at lave en vegetarisk version (respekt for det) og så er det nemlig jeg bliver nysgerrig på dit fravalg og hvad det skyldes? Altså om det er etisk, klimaet eller måske helbredsmæssigt? Jeg har nemlig stor respekt for det, og gad godt selv kunne fravælge kød, men indtil videre betyder en god bøf simpelthen for meget for mig😂

    Svar
  14. Jeanette
    Jeanette says:

    Vi (mor, far og 2 børn) sejlede rundt i de samme tanker og bekymring frem og tilbage i en laaang periode for et halvt år siden – det er ikke sjovt. Så irriterende den der frygt for ikke at “vælge rigtigt”. Det er så svært at skille tingene ad når man står midt i det. Vi endte i Jylland efter mange gode år på Nørrebro, vi har nu udsigt til marker, kæmpe have og et lækkert etplans hus. Vigtigst af alt plads og RO. Jeg kan godt savne små brudstykker af livet i Kbh nu og da, men overordnet er vi præcis der hvor vi skal være nu, vi elsker det hele banden!!
    Man kan nemlig ikke altid lytte til maven/hjertet efter svar som du skriver, for der er så meget på spil. Men jeg er glad for vi sprang ud i det, inkl. usikkerhed og bankende hjerte – det tog også 1-2 måneder før jeg var helt sikker på at det var den rette beslutning. Håber i finder det rette sted for jer, på den ene eller anden måde. Held og lykke

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *