Sådan folder du en jahat

I de her dage gennemgår jeg en krise, som er meget sværere at deale med, end jeg havde forventet, og  jeg har flere gange haft lyst til at kaste mig på jorden af frustration og det tror jeg også jeg ville have gjort for nogle år siden. Men der er sket noget i mig, som gør at jeg kan bevare en ro og et overskud, og jeg er virkelig stolt over at være nået dertil. Men det har krævet en helvedes masse nedture, og erkendelsen af at der tit kun er én ting, der kan få mig op igen. Og det er tit mig. Så NÅR jeg får nok, og føler jeg ikke kan længere, sætter jeg forventningerne ned, giver plads til at mugge og vrisse og hyle, og så prøver jeg igen. Det virker. For det meste.

Ovenstående følelse og tanker, fik mig til at tænke på, at det er sket mere end en håndfuld gange, at jeg er blevet spurgt om, af jer, hvordan jeg får vendt skidt til godt og gang på gang folder en imaginær jahat og får det til at fungere. Jeg er naturligvis glad for at det er det indtryk jeg giver, og det er da bestemt også noget jeg som sagt har øvet mig på og er blevet bedre til. M E N … jeg er absolut dronningen af pessimisme i rigtig mange situationer. Bare spørg manden jeg deler efternavn og dobbeltseng med. Dog er jeg faktisk skidegod til at vende pessimismen, når jeg er færdig med at vrisse, bande og sige nej en hel masse. Men for det mester skal vrisseriet og sortseer-følelsen lige op og vende. Spørg mig ikke hvorfor, that’s bare how I roll, åbenbart.

Men hvorfor og hvordan vender jeg det så?
Hmm. Følelsen i maven når det står på er ikke værd at hænge fast i, og jeg kan mærke at jeg selv bliver drænet, når folk på min vej udstråler opgivenhed og surhed. Jeg har selv gjort det. Meget mere end nu, både IRL som det hedder, og også her på domænet. Det sker da fortsat ind imellem, fordi at bloggen er mit outlet, og den der famøse ventil, hvor øjebliks-følelser bliver til ord som bliver til blogindlæg, som ofte kan få følelsen til at forsvinde, men indlæggene forbliver. Og det er fint. Jeg er ikke bange for at dele den side af mig selv, slet ikke.
Men for det meste er det alt der skal til, lidt vrisseri, et blogindlæg eller et opkald til en veninde, min mor eller min mand, og så går det i gang af sig selv, som oftest, andre gange skal jeg lige hanke op i mig selv, og tvinge den der ja-hat godt ned om ørerne. Andre gange har jeg bare brug for at gå og passe på det selv, være trist, overtænke det og græde ud i stilhed. Men jeg kommer ud af det igen, og oftest med noget nyt til livs-godteposen.

Der er nok ikke en opskrift på den proces det er at vende følelserne og situationen, og selv hvis der er, er den med garanti ikke ens for alle.

Der er dog tre ting jeg alligevel aktivt gør, når noget ser sort ud, er irriterende, eller går mig på. For det første giver jeg mig selv ‘lov til’ ovenstående, altså at skælde ud og være sortseer, bare lidt. Dernæst stiller jeg mig selv følgende spørgsmål: Er det surheden værd? Som oftest er svaret; Nej. Og hvad får jeg ud af at være sur? Igen er svaret her oftest noget ala: Ingenting. Udover dårligt humør og mavepine.
Og det tredje, helt simpelt: Find lyspunkterne. Eller, hvis der ikke er nogle lyspunkter, tænk udover det. Altså, hvordan kommer det her til at styrke mig, eller kan jeg lære noget af det, set i bakspejlet. Når jeg er ude på den anden side. For der er en anden side. Altid.
Og jeg har efterhånden erfaret, at selv når lortet brænder seriøst på, altså vi taler eksplosioner af lort og pis, skal det nok gå. Når det regner inde i bussen og alt er koldt og vådt, kan vi sikkert grine af det på den anden side. Børnene kommer sikkert til at tage minderne med sig og der er ærlig talt værre ting end regnvejr og våde sko.
Når nogen sårer mig, eller er pisse tarvelige, skal jeg holde mig bedre end at få hævn på tarvelig vis. Jeg nægter at lade den slags gå mig på længere.
Når jeg står i en krise, uanset størrelsen og omfanget, er det ok at græde det ud, være vred og ked af det, og ikke blive irriteret på mig selv over at føle den vrede og sorg, for det kan for mig rigtig ofte være mega selvforstærkende, og så er det en ond spiral af pis og bebrejdelse, der aldrig stopper. Giv lov, giv plads, og så er det om at rejse sig. Nogle gange med hjælp, andre gange kan og skal man gøre det selv. Og igen, det gælder sgu både når børnene ikke vil sove på tredje time og jeg er ved at springe i luften over det, eller når jeg mister noget og næsten ikke kan være i mig selv for smerte. Det skal nok gå. Jeg lover det.

 
Tegningen har jeg hugget fra dygtige Maren
8 replies
  1. Sine
    Sine says:

    Tak for et dejligt indlæg. Jeg er selvfølgelig ked af, at du selv gennemgår en krise, men det er et vigtigt emne at diskutere, og det gør mig glad, at du også tør at vise bagsiden at livet 🙂
    Jeg øver mig selv i at blive bedre til at VÆRE i ked-af-det-heden og surheden, få grædt ud og få tænkt de dårlige tanker for så at komme over dem igen. Det nytter nemlig heller ikke noget altid at skubbe dem væk – og det har jeg været lidt for god til førhen.

    KH
    Sine

    Svar
  2. Mette
    Mette says:

    Jeg sover ikke. Som i seriøst JEG SOVER IKKE! Det er en baby der er årsagen. Men den er 10 mdr nu. Så min krise(r) er mærkbar for tiden.
    Jeg er også pessimist og det bider godt til klokken crap når baby vågner for ca.25. gang.
    Så TAK! Det er tiltrængt at læse dine ord og jeg vil folde den der hat nu. En søvn coach er kontaktet og nu vender vi natteroderi til sammenhængende søvn. Sku!! Elsker din blog og har fuldt med siden Otto var lille.
    Kram til dig fra en trofast læser <3

    Svar
  3. VenterPaaVinBlog
    VenterPaaVinBlog says:

    Jeg synes helt sikkert også man har et medansvar, for at vende tingene i hovedet, sige pyt og ikke være al for selvhøjtidelig, når livet spænder lidt ben. Alle kan have en skoddag, men fremfor at dyrke det, klæder det de fleste – ink jeg selv – at gøre en indsats for at minimere selv ynk, og glæde sig over medvind på cyklen og købe et marcipanbrød til kaffen ):

    – A

    Svar
  4. Nina
    Nina says:

    Tak fordi du satte ord på netop de følelser. Jeg har haft nogen hårde dage på mit arbejde, så det var bare rart at læse dit indlæg netop idag 🙂

    Svar
  5. Maria Louise
    Maria Louise says:

    Jeg har det i præcis ligesom dig – men selv her med mine snart 31 somre har jeg bare SÅ svært ved at give mig selv lov til at mugge og “rase ud”. Så er jeg sur over, at jeg overhovedet er sur – og så tar det faktisk længere tid, før man kan komme videre til pkt 2 og 3. Hvordan fa’en gir man plads til sit eget dårlige humør? (I begrænset tid)

    Svar
  6. Pernille
    Pernille says:

    Jeg er så glad for at jeg læste det indlæg i går aftes. I går havde jeg verdens største ja-hat på, for udover mit helt almindelige kontorjob har jeg en sideline udi løbecoaching og udendørstræning. Torsdagen bød på cykeltur til og fra arbejde (2 x 30 minutter) og totalt 4 timers udendørstræning med kunder og løbehold. Samtlige de fem timer, jeg tilbragte udendørs, regnede det. MEN iklædt verdens største ja-hat, et stort smil og en knaldorange regnjakke fik jeg gennemført det hele, alle var glade – også mig, da jeg kom hjem halv ni om aftenen. Fast forward til i morges kvart over syv da jeg skulle hjemmefra og opdagede at regnjakken fra i går ikke var tør. Fordi hende med ja-hatten ikke lige havde tænkt over at hænge den ordentligt til tørre på badeværelset men bare havde parkeret den på en knage ovenpå 2 andre jakker. Nåmen…. det var også det med den ja-hat, ja det var! Bandede og svovlede i et par minutter, tørrede mudderet af regnjakken og hængte den til tørre, lagde en tør bluse i tasken “just in case”, fandt en vindjakke og et par tynde handsker – og en ja-hat. Jeg overlevede 🙂 og forsøgte at smile til alle mine medcyklister for at få et smil tilbage. Somme tider virker det!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *