At være mor til flere

Det var for mig en overvældelse og omvæltning at blive mor første gang, anden gang knap så omvæltende, men stadigvæk nyt. Tredje gang. Ja, hvordan var og er det, og hvordan føles det, når der pludselig er flere børn end voksne derhjemme? Jeg ved godt at jeg ikke taler for alle og at rigtig mange hviler i det hele fra dag et, samt at andre synes det er langt sværere end jeg har gjort, og det er på ingen måde for at underkende, at det sagtens kan være anderledes, på godt og ondt, end hvad jeg har oplevet. Det er udelukkende for at sætte nogle ord på min oplevelse, og sige det højt, sådan at andre i samme båd måske finder noget ro i, at jeg også har gennemgået en masse følelser i hele proces baby nummer 3.

Ærlig talt, ikk, da jeg først fandt ud af at jeg var gravid sidste år, gik jeg en anelse i panik. Vi havde lige lukket den. Vi skulle ikke have flere børn. Jeg var lige gået fuldtid med bloggen, og havde netop startet Andedammen op, min mand havde lige været syg. Der var ikke mere tilbage på overskudskontoen, MEN jeg kunne mærke at det skulle vi bare finde plads og tid til, for lysten var der. Det kom bag på mig at beslutningen var så nem da vi først sad med de to streger, men det var den. Overvældende, skræmmende og alt muligt andet også, jo jo, men der var ingen tvivl.

Alligevel kunne jeg mærke af andres overraskelse og til tider lidt for åbenlyse skepsis omkring projektet, gjorde mig ked af det og satte en slags tvivl i gang. Er vi virkelig tossede? Kommer det til at blive så hårdt og overvældende som alle andre end vi gør det til. Jeg skrev lidt om de tanker i det her indlæg.

Efterhånden som graviditeten skred frem, gik det lidt mere stille for sig, både med andre folks meninger, eller også vænnede jeg mig bare til det, og som fødslen nærmede sig så jeg virkelig frem til at være mor til tre. At føde igen og at få en baby endnu engang. Sidste gang.

Loulou blev født og hvor gad jeg godt at sige, at alting bare gav mening derfra. Det var ikke helt tilfældet. Altså jo, vi var glade, selvfølgelig. Men. Vi skulle lande i det, finde hinanden og vores nye pladser, allesammen, og ærlig talt var de første uger proppet med alle følelser i hele verden – Også de svære. Jeg følte ikke at jeg slog til. Jeg kunne ikke være den mor jeg havde været og stadigvæk gerne ville være, for de andre børn, amningen virkede ikke, og jeg følte mig utilstrækkelig på alle fronter, som kone, mor, blogger, veninde – Hele vejen rundt kunne jeg kun være der halvt. Jeg var skiftevis ked af det og i ekstase, i en sådan grad at jeg blev helt bekymret for min egen sanity nogle dage. Alt det aftog lige så stille som dagene gik, og i løbet af få uger forsvandt ’skørheds’-følelsen og jeg hvilede ret meget i alt det nye – Nok fordi selve det at være mor var så velkendt en rolle, at der ikke som sådan var noget nyt og overvældende i det, altså udover det faktum, at jeg følte mig lidt slået hjem. Jeg var lige nået ud på ‘den anden side’ med Uma, og nu stod jeg igen med en lillebitte baby, en masse løs hud, hormoner ude af kontrol og en følelse af at være en anelse fanget. Et babyfængsel, hvor alle andre udover mig, kunne komme og gå som det passede dem. Nåhja, med en skrækkelig skyldfølelse og max dårlig samvittighed over at have det sådan.
Super konstruktivt. Følelsen af kun at være en halv mor, en halv kone, en halv veninde og en halv blogger fortsatte, og jeg måtte flere gange trække i bremsen og minde mig selv om at få prioriteterne på plads, droppe den dårlige samvittighed og være ét sted af gangen, frem for alle steder på en gang. Det hjalp, når jeg huskede det, og var (og er) noget ged, når det ikke lykkedes. Loulou gled ind i familien præcis som forudset, klassisk tre’er, men jeg gled ikke ind i rollen som jeg havde forventet. Det var ikke nemt at acceptere, og jeg var bange for at sige det højt. Men det gjorde jeg alligevel, efter noget tid. Sagde det højt. Til min mand, til en veninde. Og selvom det ikke hjalp på følelsen, hjalp det på humøret og mavepinen. Langsomt lettede den værste skyldfølelse, den dårlige samvittighed, og jeg begyndte at finde en ny balance og den der ro over hele linien, og ikke kun i det at være mor til en nyfødt.

Nu er Loulou et halvt år. Om fire dage. Tiden er i den grad fløjet, og alting ER blevet nemmere, rollerne er så småt kommet på plads, og følelserne er der næsten. Jeg begynder at føle mig mere som mig selv, i min nye titel som mor til tre, og jeg har sluppet følelsen af babyfængslet for længst. Der er stadigvæk udfordringer, og jeg føler stadigvæk nogle gange, at jeg træder vande uden at komme de steder hen jeg gerne vil, men alt i alt, er det hele blevet mere homogent og velkendt.

… Der er dage hvor jeg bliver helt overvældet over mit eget liv, og næsten tænker, hvad fanden vi havde gang i, da vi besluttede os for at få et barn mere, men så får jeg øje på dem, de der fuldstændigt vidunderlige fantastiske væsener jeg har skabt, og så tænker jeg, hvordan fanden jeg nogensinde har haft et liv uden dem.

13 replies
  1. Josefine F
    Josefine F says:

    Sikke et dejligt og ærligt skriv! Jeg sætter virkelig pris på, at du sætter ord på – også de svære.
    Og så er jeg fuldstændig vild med det sidste afsnit! Det satte gang i tårekanalerne!

    Svar
  2. Lea
    Lea says:

    jeg er “kun” mor til to men du sætter ord på så mange følelser, som jeg tror vi er mange der roder rundt i… Tak! 😘

    Svar
  3. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Det er egentlig lidt vildt, at det i dag er vildt at få tre børn. Jeg ved godt, I har fire børn noget af tiden, men alligevel… SÅ unormalt er det da ikke? Eller det er det måske blevet? Lidt vildt…
    Tak for dit indlæg ❤️ Jeg er efterhånden klar til at konkludere, at man bare bliver momentalt sindssyg – eller i hvert fald bliver slået ud af balance – hver gang, der kommer en baby. Måske er forskellen bare, at der går lidt kortere tid for hvert barn, før man finder fodfæste igen? I dunno, det kommer jo nok også an på omstændighederne. Men det er bare benhårdt at være nogens mor. Ligegyldigt hvor mange, det drejer sig om. Tror jeg…

    Svar
  4. Jannie
    Jannie says:

    Dejligt skriv, du her udgiver. Dine følelser om utilstrækkelighed, tror jeg vi er mange, som kan nikke genkendende til. Da jeg fik mit 4. barn, som næsten 40 årig, for 22 år siden, troede jeg, at jeg var ved at blive skør. Hold nu kæft hvor var det hårdt. De 3 andre børn, var på daværende tidspunkt, 16, 12 og 5. Så ikke just bitte små søskende. Men børn som havde vidt forskellige behov, i forhold til deres alder. Jeg gik rundt i en glasklokke i måneder. Og følte at der blev hevet og flået i mig. Også fordi 4. barnet, blev født med en genetisk sygdom, som (heldigvis!) ikke blev opdaget, ved en moderkagebiopsi. Det krævede tit og ofte hospitals indlæggelse. Ungerne har en dejlig far, så livet hang alligevel sammen. De fik omsorg, rent tøj og mad alligevel.
    Men jeg var træt som ind i helvede i 3 år. Det tager noget tid, at vænne sig til rollen som mor til flere børn, og deale med den dårlige samvittighed. Og dengang, var der ingen krav, fra omgivelserne, om det perfekte hjem, træning og alt det pis. ( Facebook og Instagram fandtes ikke). Så det må være slemt, for alle unge forældre i dag.

    Svar
  5. Marianne
    Marianne says:

    Jeg forstår slet ikke hele hysteriet omkring tre børn. For mig er det fuldstændig almindeligt. Det undrer mig hver eneste gang Rachel gør er nummer ud af det i Voksen ABC og ditto når du selv nævner det. Der er intet mystisk i tre børn. I min verden er det mere gak kun at få et enkelt, men det bestemmer man jo som forældre heldigvis selv (fertilitets-cirkusset hevet ud af ligningen). Jeg håber (og tror på), at jeres børn en dag vil takke jer for, at I gav dem en flok skønne søskende. Selv sætter jeg kæmpe pris på mine 🙂

    Svar
  6. Nina
    Nina says:

    Så dejligt med din ærlighed. Jeg ligger på sofaen og skal føde vores andet barn indenfor en uges tid og kan allerede sætte mig ind i dine tanker og følelser…

    Svar
  7. Johanne
    Johanne says:

    Babyfængsel. Tak for ordet, tak for begrebet, tak for anerkendelsen.
    Det er en røvsvær følelse at sidde med, omend den har fyldt og til tider været alt overskyggende i min øverste etage.
    Tak.

    Svar
    • Stine
      Stine says:

      Helt enig med Johanne. Tak for ordet og følelsen… Det er lige præcis sådan jeg har det lige nu. En følelse der er disse svær at sige højt, for den er ikke særlig konstruktiv. Så tak 😊

      Svar
  8. Laura
    Laura says:

    Tak for fint indlæg.
    Jeg skal selv til at være mor til 2, og er grundet en fjollet moderkage fanget i sengen de næste to måneder, så der er virkelig tid til at fundere og gøre mig selv angst for what’s ahead.
    Én af de tanker der kigger forbi på daglig basis (løgn! time basis..), er om jeg kan være “nok”, og shit hvor det fylder meget! Så tak igen. Dejligt at vide man ikke er alene.

    Svar
  9. Anonym
    Anonym says:

    Rigtig fint indlæg og som altid ærligt og så velafbalanceret! Jeg er selv gravid med nr tre og der kommer kun til at være 3.5 år mellem vores yngste og ældste – graviditeten var i den grad planlagt / ønsket men derfor kan jeg sagtens dagligt fyldes med nervøsitet og jeg ved også at det nok skal blive et “bumpy ride” – for vi er stadig oppe mange gange op natten med de to vi har nu, jeg frygter endnu en omgang kolik, vi bor i udlandet så ingen familie omkring os og kun kort barsel. MEN som du så smukt skriver forsvinder det jo bare altsammen når man får øje på dem, de fantastiske vidunderlige væsener…og tænk jeg stod for 4 år siden og troede at vi aldrig kunne få bare ET barn – hvor er vi bare alle sammen fantastisk heldige midt i al kaoset! tillykke med din skønne familie!

    Svar
  10. Anna
    Anna says:

    Jeg kan nu også genkende alle de forvirrede, skamfulde og lige dele ekstatiske lykkefølelser og “fuck, er jeg ved at blive sindssyg?”-følelser efter kun at have fået ét barn. Ens identitet får bare et kæmpe skvulp på godt og ondt af at man sætter et barn i verden, og ærligt talt er det først nu, hvor min baby er otte måneder, at jeg med oprigtigt hjerte kan sige, at jeg stornyder det nye liv og har genfundet mig selv i en ny (og sommetider lidt mere ramponeret) udgave.

    Svar
  11. Anna Lynge
    Anna Lynge says:

    Tak. Virkelig. Jeg er biologisk mor til 1, bonusmor til 2 og gravid med nummer 2.
    Så når vi er hjemme alle sammen, er vi 4. Jeg er allerede hylet lidt ud af den, men det her indlæg hjalp. Tak, igen.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *