Det var for mig en overvældelse og omvæltning at blive mor første gang, anden gang knap så omvæltende, men stadigvæk nyt. Tredje gang. Ja, hvordan var og er det, og hvordan føles det, når der pludselig er flere børn end voksne derhjemme? Jeg ved godt at jeg ikke taler for alle og at rigtig mange hviler i det hele fra dag et, samt at andre synes det er langt sværere end jeg har gjort, og det er på ingen måde for at underkende, at det sagtens kan være anderledes, på godt og ondt, end hvad jeg har oplevet. Det er udelukkende for at sætte nogle ord på min oplevelse, og sige det højt, sådan at andre i samme båd måske finder noget ro i, at jeg også har gennemgået en masse følelser i hele proces baby nummer 3.
Ærlig talt, ikk, da jeg først fandt ud af at jeg var gravid sidste år, gik jeg en anelse i panik. Vi havde lige lukket den. Vi skulle ikke have flere børn. Jeg var lige gået fuldtid med bloggen, og havde netop startet Andedammen op, min mand havde lige været syg. Der var ikke mere tilbage på overskudskontoen, MEN jeg kunne mærke at det skulle vi bare finde plads og tid til, for lysten var der. Det kom bag på mig at beslutningen var så nem da vi først sad med de to streger, men det var den. Overvældende, skræmmende og alt muligt andet også, jo jo, men der var ingen tvivl.
Alligevel kunne jeg mærke af andres overraskelse og til tider lidt for åbenlyse skepsis omkring projektet, gjorde mig ked af det og satte en slags tvivl i gang. Er vi virkelig tossede? Kommer det til at blive så hårdt og overvældende som alle andre end vi gør det til. Jeg skrev lidt om de tanker i det her indlæg.
Efterhånden som graviditeten skred frem, gik det lidt mere stille for sig, både med andre folks meninger, eller også vænnede jeg mig bare til det, og som fødslen nærmede sig så jeg virkelig frem til at være mor til tre. At føde igen og at få en baby endnu engang. Sidste gang.
Loulou blev født og hvor gad jeg godt at sige, at alting bare gav mening derfra. Det var ikke helt tilfældet. Altså jo, vi var glade, selvfølgelig. Men. Vi skulle lande i det, finde hinanden og vores nye pladser, allesammen, og ærlig talt var de første uger proppet med alle følelser i hele verden – Også de svære. Jeg følte ikke at jeg slog til. Jeg kunne ikke være den mor jeg havde været og stadigvæk gerne ville være, for de andre børn, amningen virkede ikke, og jeg følte mig utilstrækkelig på alle fronter, som kone, mor, blogger, veninde – Hele vejen rundt kunne jeg kun være der halvt. Jeg var skiftevis ked af det og i ekstase, i en sådan grad at jeg blev helt bekymret for min egen sanity nogle dage. Alt det aftog lige så stille som dagene gik, og i løbet af få uger forsvandt ’skørheds’-følelsen og jeg hvilede ret meget i alt det nye – Nok fordi selve det at være mor var så velkendt en rolle, at der ikke som sådan var noget nyt og overvældende i det, altså udover det faktum, at jeg følte mig lidt slået hjem. Jeg var lige nået ud på ‘den anden side’ med Uma, og nu stod jeg igen med en lillebitte baby, en masse løs hud, hormoner ude af kontrol og en følelse af at være en anelse fanget. Et babyfængsel, hvor alle andre udover mig, kunne komme og gå som det passede dem. Nåhja, med en skrækkelig skyldfølelse og max dårlig samvittighed over at have det sådan.
Super konstruktivt. Følelsen af kun at være en halv mor, en halv kone, en halv veninde og en halv blogger fortsatte, og jeg måtte flere gange trække i bremsen og minde mig selv om at få prioriteterne på plads, droppe den dårlige samvittighed og være ét sted af gangen, frem for alle steder på en gang. Det hjalp, når jeg huskede det, og var (og er) noget ged, når det ikke lykkedes. Loulou gled ind i familien præcis som forudset, klassisk tre’er, men jeg gled ikke ind i rollen som jeg havde forventet. Det var ikke nemt at acceptere, og jeg var bange for at sige det højt. Men det gjorde jeg alligevel, efter noget tid. Sagde det højt. Til min mand, til en veninde. Og selvom det ikke hjalp på følelsen, hjalp det på humøret og mavepinen. Langsomt lettede den værste skyldfølelse, den dårlige samvittighed, og jeg begyndte at finde en ny balance og den der ro over hele linien, og ikke kun i det at være mor til en nyfødt.
Nu er Loulou et halvt år. Om fire dage. Tiden er i den grad fløjet, og alting ER blevet nemmere, rollerne er så småt kommet på plads, og følelserne er der næsten. Jeg begynder at føle mig mere som mig selv, i min nye titel som mor til tre, og jeg har sluppet følelsen af babyfængslet for længst. Der er stadigvæk udfordringer, og jeg føler stadigvæk nogle gange, at jeg træder vande uden at komme de steder hen jeg gerne vil, men alt i alt, er det hele blevet mere homogent og velkendt.
… Der er dage hvor jeg bliver helt overvældet over mit eget liv, og næsten tænker, hvad fanden vi havde gang i, da vi besluttede os for at få et barn mere, men så får jeg øje på dem, de der fuldstændigt vidunderlige fantastiske væsener jeg har skabt, og så tænker jeg, hvordan fanden jeg nogensinde har haft et liv uden dem.
