Tankeskrald fra landet
Vi er taget ud til min svigermor. Mest for at få noget ro. Både min mand og jeg løber stærkt for tiden og det mærkes på humør og overskud. Tilsat natte-vejarbejde på tredje måned lige udenfor vores vindue og lidt rigelige gøremål, besluttede vi at trække stikket ved at fylde Volvoen og køre på landet. Det gjorde vi i går eftermiddags og vi har i den grad fået ro. Så meget at jeg vågnede gentagende gange i nat helt forvirret over manglen af lyd på asfaltskærere og lastbiler. Min mand er lige nu ude og skrue på sin nye gamle bil, mens de store børn leger på gårdspladsen, hvor Loulou også befinder sig, i sin barnevogn under et træ. Jeg har placeret mig i køkkenet med en kop kaffe og min computer. Det hele ser enormt idyllisk ud. Udadtil. Jeg har ikke ro indeni. Tværtimod. Det er svært at sige, hvad det er, men følelsen af at træde vande lever i den grad og den forstærkes af, at jeg føler jeg burde mærke samme ro som resten af familien, at jeg burde elske det rolige tempo, lyden af vinden i trætoppene og den tomme kalender. I virkeligheden er jeg mest af alt irritabel og rastløs. Jeg tror måske det skyldes at vi lige nu fedter rundt i alverdens tanker og snakke om vores fremtid. Vi er nået til det sted i vores liv, hvor vi godt kunne tænke os noget mere retning og knap så meget basken rundt. Vi skal beslutte os for rammerne til vores næste kapitel. Hvor skal vi bo, hvad er vigtigt for os, hvor ser vi vores og vores børns fremtid være, skal vi gøre alvor af at tage ud og rejse i en længere periode, skal jeg gøre alvor af de der bogdrømme og hvad skal der ske med bloggen på længere sigt. Er vi klar til at flytte ud af byen, eller er løsningen på den flyvske følelse og konstante pres en anden ??? Vi ved det ikke. Og vi kan desuden heller ikke rigtig finde tiden til at få det talt ordentligt i gennem, også selvom vi prioriterer det. Men det har vist sig ikke at være noget man lige fikser på en eftermiddag, og at det desuden kræver en del betænkningstid. Så det er planen nu. At tænke og føle og mærke og snakke en masse. Imens at Michael får tænkt, spekuleret og har en form for time-out i føromtalte bilprojekt, forsøger jeg at skrive mig ud af det. Måske med held. Måske med risikoen for flere ubesvarede spørgsmål. Jeg får i hvert fald skrevet på livet løs.
‘Man ved det, når man ved det…’ køber jeg desværre ikke. Selvom jeg stoler ret meget på min mavefornemmelse, kan jeg ikke bruge den til helt lige så meget i denne proces. For den kan simpelthen ikke beslutte sig – Den ene dag synes den vi skal blive i byen, måske Østerbro, eller Hellerup, den næste drømmer den om Hornbæk, dernæst Espergærde, i sidste uge overvejede den Spanien og den har også været et smut på Bornholm. Nej sgu. Måske jeg skal til at bruge hovedet, bare en anelse.
…. Og så trænger jeg til ferie. Eller, ikke så meget ferie, men sol og varme. Min krop er ikke blevet varmet igennem siden Kreta sidste år. SÅ Michael og jeg er i fuld gang med, ved siden af alle de andre tanker og overvejelser, at finde et tre-dages hul i kalenderen, hvor vi kan pakke os selv og Loulou sammen og sætte os i en flyver. Vi tænker Portugal. Vi tænker sol. Vi tænker rødvin. Ja tak.
Og så kom jeg da vist også vidt omkring denne formiddag. Jeg både elsker og hader de her indlæg, der skriver sig selv uden brug af noter og store overvejelser. Min kaffekop er tom, Uma vil gerne gå en tur og på forunderligt vis er rastløsheden og irritationen mindsket en hel del. Ord, computer og blog, det er jo derfor jeg elsker jer.
God lørdag derude.
