CONFETTI CPH: Et kæmpe tak og lidt mere info

Ooowkæy! Hvor er I skide søde! Reaktionerne på mit nyeste projekt er overvældende. Jeg og de fire andre er totalt på røven over det og jer. T A K !

Lige et par opfølgende informationer omkring det hele, som flere har spurgt ind til:

Vi kommer i første omgang ikke til at sidde på kontor sammen, men beholder hver vores kontorpladser (Cana og jeg sidder i Andedammen, mens Mette Marie og Christina D sidder 10 minutter væk i Tinitus, og Christina B (vores agent) har hjemmekontor, når hun ikke sidder på en lånepind i enten Tinitus eller Andedammen). Indtil videre mødes vi nok en enkelt dag om ugen til en fælles arbejdsdag et sted ude i byen.

For jer betyder skiftet til Confetti ikke så meget, og jeg kommer nok ikke så meget mere ind på det, da min fornemmelse er, at I er lidt “ligeglade” med hvad der foregår i kulisserne, og jeg skal nok også lade være med at gå for meget i detaljer omkring arbejdsgangen før og nu, men det I forhåbentlig kommer til at kunne mærke er, at jeg kommer til at bruge mere tid på at blogge og lave indhold til jer, og langt mindre tid på at lave samarbejdsaftaler, på mailudveksling og møder, for det har jeg nu Christina til at assistere mig i, så jeg kan koncentrere mig om udformningen af samarbejderne, indholdet og så videre. Det er selvfølgelig stadigvæk mig, der beslutter hvilke kampagner jeg vil være med til. Den del bliver der ikke rørt ved.

Det kan siges meget simpelt: Jeg glæder mig til fremtiden, glæder mig til gode stunder i selskab med mine fire medsammensvorne, der alle er åndssvagt inspirerende og dygtige. Glæder mig til hverdagen lige om lidt, samt til at fejre bloggens 8 års fødselsdag om få måneder. Der sker så mange dejlige ting og jeg er skideglad for det hele. Et kæmpe tak i øvrigt til jer for at støtte op. I har ingen anelse om, hvad det betyder. Tak.

I kan, hvis I vil følge med, læse mere om Confetti HER og følge Confetti på Instagram HER.

Og kig selvfølgelig også forbi

Christina, Cana og Mette Marie <3

Sommerhusdrømme og en opdatering på brevet

Vi skal hjem i morgen, øøøv. Og så alligevel er jeg som tidligere nævnt totalt klar til hverdag. At det hele dagen i går pissede ned og det vist skulle gøre det samme i dag, er både mega irriterende fordi jeg sådan havde glædet mig til at vride ferien for solskin og lækkerhed, men samtidigt er det sgu meget fint, at slutte af med regnvejr, for så bliver det nok lidt nemmere at aflevere nøglerne tilbage i morgen og køre hjem til sneglehuset på 1. til venstre.
Dagene her i huset har dog gjort mig endnu mere hooked på ideen om et sommerhus, og det er klart røget tilbage på vores lille imaginære visionboard for fremtiden. Og nu vi er ved det med sommerhus, så skylder jeg jer en opdatering på brevet. Vi fik svar for små to uger siden. Vi må gerne købe huset. Hviiin! I en halv dags tid var vi ret oppe og køre, mega optimistiske og gik i gang med at regne på det. Derefter fik vi et prisforslag fra ejeren af huset. Pludselig var vi ikke så forelskede i det længere. Pris og stand hænger ikke sammen i vores verden, og vi er ikke et sted lige nu, hvor vi har lyst til at skulle låne en masse penge. Slet ikke til et sommerhus. Ikke nu. Faktisk nyder vi ‘friheden’ ved ikke at eje noget, da vi både drømmer om at rejse en masse og desuden endnu ikke ved hvor vi vil bosætte os, både til hverdag og i et eventuelt sommerhus. Så det må vente lidt endnu. Og det er helt ok.
Der er ingen tvivl om, at vi en eller anden dag SKAL have fingrene i et sommerhus. Men indtil da bliver det lånehuse som nu.

Shopping: Tilbage på pinden

INDEHOLDER REKLAMELINKS

Om fire dage er det hverdag igen. På mandag skal jeg tilbage på kontoret, og jeg glæder mig! Sommerferielivet har budt på meget lidt makeup, mange dage i samme tøj, langt færre bade end jeg vil indrømme, og det har sgu været ret befriende. Dog glæder jeg mig faktisk til at gøre mig klar til arbejde. Til at sætte hår, putte makeup i face og tage tøj på. Jeg har i den anledning kigget mig lidt omkring efter nogle gode hverdagssager. Kjoler, støvler, bukser, t-shirts og en masse strik. Sidstnævnte nok i særdeleshed fordi at jeg sidder og udformer det her indlæg fra sommerhuset i øsende regnvejr med kolde tæer…

1.Denne her kjole altså! Emoji med hjerter i øjnene. Så skidepæn. 500,- HER

2.T-shirt og bukser er og bliver en af mine faste dagsuniformer, og der er heldigvis virkelig mange fede t-shirts i butikkerne. Så mange, at der senere på ugen kommer et helt indlæg bare med t-shirts. Også denne her, der findes i tre forskellige farver til 399,- HER

3.Jeg er helt syg med de her veloursko. De ligner noget jeg ville gå i spåner over for 25 år siden, og det gør jeg så fortsat. Vil bruge dem til ovennævnte t-shirt-uniform, og til nederdel på dage, hvor jeg har lyst til at lege fin dame. De koster 399,- HER

4.Apropos fin dame. Jeg elsker denne her, og igen minder den mig om klæd ud-tøj og fine damer i 90erne. Og det er en god ting. 2500,- HER

5.Denne her farve er SÅ smuk. Jeg vil bruge den til mørkeblå jeans og ankelstøvler. 400,- HER

6.Den perfekte grå neglelak, som jeg sammen med tre andre Essie-farver konstant opbruger og genkøber (skal nok komme ind på de andre tre en anden god gang). 100,- HER

7.Denne her buksedragt har jeg sværmet om i nogle uger. Den er prikket, den har et flatterende snit og en god farve. Jeg tror sgu jeg må have den … 500,- HER

8.Farven og størrelsen på denne taske er lige i skabet. Jeg tror endda at min computer kan være i.  2600,-HER

9.Hver eneste år flytter jeg ind i en ny strikcardigan, som jeg bruger helt op… I år kunne det godt blive denne … 900,- HER

10.Måske verdens bedste hverdagsparfume. Sød, men på en ‘voksen’ måde. Min er ved at være tom. Så haps! 700,- HER

11.Jeg vidste slet ikke, at jeg ikke kunne leve uden et par støvler i slangelook, men det tror jeg faktisk ikke at jeg kan. Har i hvert fald ikke kunne slippe ideen om et par … De her er et godt bud. 1800,- HER

12.Seje og smukke blomstrede bukser, der har det der lækre snit, der får ens ben til at se kilometerlange og sslanke ud. 500,- HER

13.Jeg har allerede et par plisserede culottes, der ligner dem her til forveksling. Og jeg elsker dem! Skal klart have endnu et par. 200,- HER

 

Søvnløs på udebane og hverdagssavn

Om det er den myg, der summer rundt i værelset hvor vi sover, de 196 uåbnede mails i min indbakke, tanker om de mange blogindlægsideer jeg har, men ikke har kunne eksekvere på grund af sparsom computertid, de fremmede lyde (eller mangel på samme), det stykke æbleskræl jeg ikke kan få ud af mit tandkød eller bare at jeg måske slet ikke er så træt, der gør at jeg ikke kan sove, ved jeg ikke. Men det hjælper ikke, at jeg småstresser lidt over at jeg altså bør sove, for i morgen venter en ny dag. En dag, hvor jeg helst skal være frisk og nogenlunde overskudsramt, da jeg er alene på voksenpinden med fire børn i min varetægt.

Jeg er fan af ferie, af sommerhus og af at have mulighed for at holde så lang en ferie med mine børn som det i år kunne lade sig gøre. Fem en halv uge er det blevet til og selvom jeg agter at gøre mit for at vriiiide det sidste ud af de næste fire dages ferie med rosé, is, børnelatter, græs under fødderne, langsomme morgener og solskin (!), glæder jeg mig til hverdag. Til faste sengetider, madpakker og lidt mere struktur end de sidste fem uger har budt på. Børnene glæder sig også. Uma taler dagligt om veninderne i vuggestuen og sine pædagoger, Otto bad mig den anden dag om at finde hans skema frem, så han kunne læse, hvordan livet i 2. Klasse bliver, og jeg priser mig lykkelig over, at vores hverdag er sådan en man glæder sig til. Både store og små.
Og som sagt, selvom huset vi har lejet er helt vidunderligt og vi med garanti ikke for sidste gang har sat vores ben her, er manglen på gadelarm, den bulede seng, myggene og sommerferiefølelsen på en måde for fremmed og jeg ved at når vi lukker døren her på lørdag, er det ikke med vemod. Får sgu helt sommerfugle i maven over at skulle hjem, hjem til mit liv. Til vores liv. I byen.
Måske er det i virkeligheden derfor jeg ikke kan sove, og derfor jeg sov så ualmindeligt dårligt natten til i dag, fordi jeg glæder mig til at vende hjem. … eller også er det bare myggen.

Godnat

01 08 Krydderboller og shots

Den 1. august for ti år siden hamrede vi shots på Jagtstuen på Israels Plads i Kbh. I dag vågnede vi i et sommerhus nord for København og spiste ristede krydderboller sammen med vores børn, nu er vi på stranden og i aften skal vi have linselasagne og hvidvin. Alt har ændret sig, og dog, for jeg syntes og synes han er noget af det flotteste jeg har set, hans væsen gør mig rolig på et øjeblik, han gør mig fjollet og glad, og får mig til at føle mig smuk, stærk og elsket. Jeg tvivler på at det nogensinde vil ændre sig. Ja, vi har haft vores nedture og kriser, og måske får vi flere, vi svæver ikke rundt på en lyserød sky altid, men det ville sgu også blive for kedeligt i længden. I det store hele hører vi sammen. Det ved jeg.
Og i dag har han fødselsdag, igen. Da vi mødtes første gang var han 24 år, langhåret og arbejdede på en bar og var uden tvivl min første store kærlighed. Da han fyldte 25 mødte jeg alle hans venner og det meste af hans familie for første gang på en tapasbar – Det var inden snapseshots på Jagtstuen. I dag er han 35, far til mine børn og min allerbedste ven, og stadigvæk uden tvivl min første og største kærlighed. Jeg glæder mig til mange flere fødselsdage, også om ti år. Måske der skal shots på bordet igen … Michael Falgren, jeg elsker dig. Tillykke med fødselsdagen <3