Overvældet, udmattet, glad

I går fejrede vi for alvor at Confetti CPH er en ting. I timerne op til var jeg nervøs og ramt af den der, hvad nu hvis ingen gider komme-følelse. Uden grund. Dandy, hvor vi holdte receptionen, var fyldt til renden med kollegaer, samarbejdspartnere og venner. Jeg tror vi alle fem har lignet omvandrende emojis under hele arrangementet, den med hjerteøjnene. Helt lykkelige.

Prøv lige og se nogle lokaler. Simpelthen så pænt og over the top. På den gode måde.

Der var mad fra Danish Minies og Sliders. Personligt sprang jeg over, da den der uro på grund af nerver og adrenalin ikke helt tillod mad.

Drinks kunne den til gengæld sagtens klemme ned. Vi fik Confetti Cocktails med Remy Martin. Så lækre og flotte, og klistrede.

Min søde svoger havde indtaget dj-pulten:

…og så var der gæster i stride strømme og jeg fik langt fra talt med alle, desværre.

Sjældent har jeg været så overvældet og glad. Og træt! Da de sidste gæster var gået og adrenalinrusen havde lagt sig, skrabede jeg en favnfuld blomster og champagne sammen fra gavebordet og trissede de 200 meter hjem, hvor mine hjemmelavede yndlingsmennesker var blevet puttet, men ikke sov, og insisterede på nus og sang. Jeg var ikke svær at overtale, og mens jeg lå der imellem de to ældste og sang improviserede vers af Elefantens vuggevise, blev jeg ramt af endnu en bølge lykke og af overvældelse, glæde og træthed, og selvom det så efterfølgende tog over en time at få Uma til at sove og den der lykkefølelse gled lidt i baggrunden, og udmattelsen begyndte at fylde, mens jeg til sidst talte ud igennem tænderne og nægtede at hente flere bamser/vandglas/plastrer/puder/gummistøvler, gik jeg alligevel i seng som hjerteøjne-emojien, en stolt og heldig en. Jeg elsker kontrasterne, uden dem ville jeg måske have svært ved at sætte rigtig pris på det. Både den del med Confetti, champagne og drønseje kollegaer, men også det liv med børn, der ikke gider sove, vasketøj og madpakker. Måske kan man godt få det hele. Jeg føler nogle gange jeg har det (og andre gange har jeg lyst til at flytte hjemmefra, eller lukke bloggen, men det går over igen). Tak.

Nåhja, for fanden, og kjolen! Den er fra Hofmann Copenhagen og jeg elsker den.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Flere timer, tak … Og noget om sex

Vrooom mand! Det er verdens ældste kliché: Tiden flyver, der er ikke nok timer i døgnet, bla bla bla. Men sådan føles det lige præcis i de her dage, hvor vi har fuldt hus med fire børn, hvoraf en af dem har brækket håndleddet og en anden er ved at få sin første tand, en masse arbejde (hvilket efter en barsels-ish periode og en stille sommer er lidt svært at vænne sig til, men skøøønt!), forberedelser til Confettis launch (hej tøjkrise!), samt ualmindeligt mange fremtidssnakke med min mand. Vi har droppet det oprindelige lille glimt af en drøm, men det har sat gang i noget og har i den grad åbnet op for nye snakke og drømme – som vi helt klart har brug for at have. Så vi har udforsket forskellige steder, kigget på huse, talt med banken, snakket, talt og følt, og er ikke nået frem til noget. Men det er fedt og ret vigtigt tror jeg, at vende bøtten på hovedet, forventningsafstemme og mærke efter i sig selv, særligt fordi at Michael føler sig mere og mere ‘fanget’ i Københavns larm og travlhed, og selvom jeg elsker København, elsker jeg Michael mere, så jeg er åben.

Noget andet der er vigtigt (kunne også have valgt at bruge det med at være åben, men jeg er en classy lady jo) er sex. Og det taler Rachel og jeg om i podcasten denne uge. Noget vi troede ville være mere grænseoverskridende end det var, og noget som vi sagtens kunne og nok også kommer til at tale meget mere om. Optagelsen blev desværre afbrudt af førnævnte brækkede håndled, men jeg synes alligevel vi fik afrundet det ret fornemt, og så håber vi selvfølgelig bare, at det også er godt for jer. Hør det HER.

I øvrigt kan I, som vi også nævner i afsnittet,  støtte op om podcasten ved at give et lille bidrag via 10er lige HER.

Så altså, dermed en lille update herhjemme fra, hvor der er gang i den, og lidt nyt fra podcastlandet også.
Ps. Hvis I falder over en kjole, jeg ikke kan leve uden, så giv lige et praj. Jeg tror nemlig at jeg er blevet kjoleblind i min jagt på den perfekte. Hader når det sker.

 

En anderledes fredag, god behandling og en nuttet arm i gips

Jeg havde en lang to do liste i dag, og det samme havde min mand, men de blev begge lagt til side da vuggestuen ringede i formiddags lige inden frokost. Uma var faldet og havde tydeligt ondt i armen. Vi ringede til vores egen læge og fik en tid ret hurtigt, hentede Uma og tog til Østerbro, hvor vores læge, verdens sødeste i øvrigt, holder til. To kiggede på hendes arm, Uma sagde ikke en lyd, men gav et spjæt indimellem og da hendes håndled var tydeligt hævet og hun slet ikke kunne/ville bruge sin hånd og arm, blev vi sendt videre til røntgen lige rundt om hjørnet. Også her blev vi mødt af overskud og god behandling. Billedet blev taget og de kunne med det samme se, at der var et brud på håndleddet og vi blev igen sendt videre. Til akuttelefonen og videre til Gentofte Hospital. I bilen på vej derud ringede vores egen læge, bare for at høre om vi havde brug for andet og for at ønske Uma god bedring (!)
Vi kom nogenlunde hurtigt til og selvom der var lidt bøvl med systemet, kunne de på grund af røntgenbillederne og beskrivelsen fra røntgenklinikken få bundet hendes lille arm ind i rød gips, og vi var ude igen mindre end en halv time efter vi havde meldt vores ankomst i receptionen. Jeg er så imponeret og glad for den behandling Uma og vi har fået. Der var overskud, smil og tid, og det gør mig så glad. For ikke så længe siden havde vi nemlig en rigtig ubehagelig og dum oplevelse hos en vagtlæge med Uma, som kombineret med et rodet forløb for min papsøn og en overset brækket albue, samt et hav af lignende historier fra omgangskreds og det der internet, har givet mig helt ondt i maven over sundhedsvæsnet. Men den har samtlige af de mennesker vi har været i kontakt med i dag altså fået manet til jorden. Tak!
Og nu ligger hun her ved siden af mig med den sødeste lille gipsarm. Ja, altså det er jo synd og vi bliver sikkert hammertrætte af den gips som altså skal være der i 3 uger, men lige nu er det ret sødt, og hun har været SÅ sej hele dagen igennem, så hvad der er en ret kedelig situation har i kombination med god behandling og en sej pige været både udholdelig og positiv.  Nu vil jeg lade den seje pige og den nuttede arm sove i fred og liste ud i køkkenet og se om jeg kan finde lidt slik og et glas vin.

God fredag og godnat

I øvrigt #95

  • Har jeg SÅ ondt i min ryg. Ikke sådan på ‘jeg har løftet noget tungt’-måden, men som om at hundredvis af små nerver sidder i klemme. Aav!
    Massage? Fys? Kiropraktor? Hvad?
  • Tænker jeg relativt ofte på hvor optur kombinationen frisk ingefær og soya er.
  • Græd jeg som pisket da vi så sidste afsnit af Ozark.
  • Skal jeg altså prøve yoga. Igen. Igen. ….Igen. Ideen om det tiltaler mig helt vanvittigt. I praksis har det endnu ikke fanget.
  • Har jeg meldt mig til kørekort! Sgu! Starter om en lille måned.
  • Er det vores to års bryllupsdag om nogle uger. Bomuldsbryllup hedder det vist.
  • Sælger jeg en masse af mit tøj på søndag. Kig forbi Gl. Kongevej 3-5 mellem klokken 11-16 (se eventet på Facebook HeR) Der kommer udover mig en masse dejlige damer (og en enkelt mand), blandt andet min ene Confetti kompagnon MM og sælger.
  • Insisterer Loulou fortsat på aldrig at sove mere end max 40 minutter af gangen om dagen med få undtagelser. Men er eksemplarisk om natten, hvor hun gerne tager mellem fem og syv timer. Dog er hun begyndt at erklærer dagene for åbne et sted mellem klokken 4 og 5.
  • Skriver jeg dette indlæg kl. 5:45 fredag morgen, mens Loulou har ophedet samtale med en slags ugle i plys. #nærværendeMor
  • Drømmer jeg ret meget om at have De her (reklamelink) guldsko på til Confettis launchfest i næste uge…
  • Drømmer jeg også lidt om at min mand snart vågner og måske tilbyder at bytte plads. Var ikke helt færdig med at sove. Men jeg tror ønsket om skoene er mere realistisk.
  • Skulle jeg måske bare lave en kop kaffe og acceptere at fredagen er skudt igang …

Og så blev du otte

Det er uundgåeligt. Den vemodige nostalgiske følelse sådan en aften inden en fødselsdag. Et barns fødselsdag altså. Det første. Mit første.

Otte år siden, lidt inden midnat, vandrede jeg rundt i stuelejligheden på Valdemarsgade på 10ende time med en nivende følelse i kroppen. Veer? Måske?
Det var det nok ikke, i hvert fald ikke før senere på natten.
Og D. 23. Om eftermiddagen blev du min. Du kom ud efter mange lange timer, hvor jeg ikke troede det var muligt at øjeblikket ville komme. Men det gjorde det. Og jeg husker det tydeligt. Husker lettelsen da du lå der i mine arme med et skeptisk blik – Jeg kiggede i øvrigt med en mindst lige så skeptisk mine tilbage på dig.
Men vi fandt hinanden. Vi fik hinanden.
Du og jeg.

Nu er det otte år siden. Du er alt det jeg håbede du ville være og så meget mere. Du er sjov, klog, dygtig, empatisk, skør, helt vidunderlig. Og Otto, jeg siger det bare, dine øjne kommer til at tryllebinde piger på stribe. Det går du ikke så meget op i nu, det ved jeg godt, men bare vent og se.

De sidste otte år med dig har været de bedste år af mit liv. Uden sammenligning. Du er min første store bedrift, min første ubetingede kærlighed, og der er ikke det jeg ikke vil gøre for dig. Jeg er her. Altid.
Otto. Tillykke med de otte år.
Jeg elsker dig.

S for … Samtalefobi blandt andet

Det er mandag, hvilket blandt andet betyder at der er et nyt afsnit ude af Voksen ABC – Og i det afslører jeg blandt andet min irrationelle fobi for at tale i telefon, hvilket muligvis er noget af det mindst voksne i verden. Jeg kan ikke forklare hvad det er præcis, men jeg kan bare ikke lide at tale i telefon, slet ikke når jeg ikke ved hvem der er i den anden ende. Det er fjollet og barnligt og åndssvagt, men sandt. Det kan tage mig en hel dag at tage tilløb til et telefonopkald. Det kommer vi ind på i denne uges afsnit, ligesom at vi får snakket en del om Sociale medier, om stress, angstanfald, sygelig sammenligning, om døden og om savn. Vi græd så meget i det her afsnit, at der blev holdt en hel del pauser under indspilningen, men det lykkedes alligevel at få sammenklippet et afsnit, der (forhåbentlig) giver mening. Næste mandag kommer der endnu et S-afsnit, hvor vi dedikerer hele balladen til Sex.

Find afsnittet i iTunes HER eller i din foretrukne podcast app, og når du alligevel er der, vil vi sætte stor pris på en anmeldelse og at du trykker Abonner. For det hjælper os op af hitlisten og ud i det danske land. Tak.

Læs meget mere om podcasts HER og få en introduktion til Voksen ABC HER

 

SHOPPING: Feeeest!

INDEHOLDER REKLAMELINKS!

Det er søndag, hvilket vel egentlig er ugens mindst festlige dag, med undtagelse af stakkels udskældte mandag måske. Denne weekend skulle faktisk have været en festlig en af slagsen, hvor jeg både havde en vin-aftale fredag og en kolonihavefest lørdag, men mine bihuler ville det anderledes og jeg er sengeliggende på tredje dag. Altså så sengeliggende man kan være med tre børn i huset, med andre ord meget lidt. Lige nu er min mand og de to ældste gået til børnefødselsdag hos vores underboer, Loulou sover, hvilket jeg også bør, men da jeg alligevel fik sneget 11 timers søvn (!) ind i nat, er jeg ikke så træt, bare brugt og øm i hele face. Nå, men som sagt er det søndag og slet ikke særligt festligt, men jeg længes efter en god fest og en mulighed for at dresse mig lidt op. Selvom jeg går op i at se godt ud til hverdag, kan jeg godt mærke at det er længe siden den har fået fuld krudt, og det håber jeg snart der bliver lavet om på. Måske til Confettis launch fest om et par uger, eller den housewarming min mand og jeg går og overvejer at holde i anledning af vores bryllupsdag i næste måned … Ikke mere snak, dagens shopping er, som I nok har gættet, festtøj…

1.Jeg er blevet enormt glad for bukser i det her løse og lange snit. Synes simpelthen man får sådan en flot figur, og det ser skidelækkert og cool ud med en blondetop og en jakke over, piiift!  600,- HER

2.Gestuz har overgået sig selv med deres nuværende kollektion, for fanden hvor er alting bare pænt: Se bare HER
Særligt kjolen her gad jeg godt danse rundt i til en fest snarest, eller bare have på på legepladsen med sneaks og en kaffe i hånden. Hver dag er en fest og alt det der … Kjole 1800,- HER

3.En dansestøvle i lak. Ja tak. 1500,- HER

4.Jeg synes de er helt vidunderlige de her lyserøde frynsede banditter! De er 10 cm høje, hvilket er min smertegrænse, og jeg overvejer virkelig om de skal med til min næste fest … 319,- HER

5.Denne her er og bliver min favoritduft når jeg skal ud. Det har den været i mange år, og jeg tvivler på at den bliver skiftet ud lige foreløbig. Den er dyr, men utroligt drøj. Jeg har haft min nuværende i over to år og den er langt fra tom (og ikke et ord om hvor få fester jeg går til, tak) … Black Opium 795,- HER

6.Ok. Kære Ganni, Hvad er der sket med jeres priser? For fanden, hvor er det blevet dyrt. Men … denne her kjole altså. What, hvor er den flot! 3600,- HER

7.Sort pencilskirt med striber og bindebånd. Perfekt til en t-shirt og ankelstøvler for et lidt cool look, eller til en top ala den længere oppe og stilletter for lidt mere elegance. 900,- HER

8.Jeg har allerede denne her, og ELSKER den. Det er vel egentlig beregnet som undertøj, meeeen jeg bruger den glædeligt som top både til hverdag og fest. Den koster 400,-, så her er Ganni tilgivet … Find den i sort og i sandfarvet HER

9.Pæææn nederdel, som jeg allerede har klikket hjem. 250,- HER

10.Jeg troede aldrig jeg ville drømme om violette negle (igen, that is). Men det gør jeg. Denne HER eller denne HER (Der er i øvrigt 3 for to, så kan købe begge og få en ekstra med. Smart! #ShopaholicLogik)

Spejl

‘Jeg er mor. Jeg elsker kaffe. Jeg har meget travlt.’

Sådan sagde Uma den anden dag i en leg, hvor hun altså var mig, og selvom det er noget af det sødeste jeg længe har hørt, var  det også lidt et wakeup call. Altså det med at have travlt. For jojo, jeg har da travlt ind imellem, og endda meget travlt i perioder, men det skulle helst ikke være noget min to årige lægger så meget mærke til, at det bliver et af de definerende karaktertræk i hendes efterligning af mig. Det med kaffen er fint og sandt, men måske jeg lige skal tænke endnu mere over mine ord når børnene lytter med. Ikke fordi travl er det værste jeg kan komme i tanke om, men mere fordi at jeg slet ikke har bemærket, at det er noget jeg siger. Det fik  mig derfor til at tænke mere over, hvad jeg og vi siger til og i nærheden af børnene. I forvejen er jeg meget opmærksom på, hvordan jeg taler om mig selv når de lytter, ligesom at jeg bestræber mig på aldrig at nævne sådan noget som økonomiske problemer. Mine egne forældre har aldrig involveret os børn i deres økonomiske kampe, hvilket betyder at selv da vi boede i en kælder hos min stedfars forældre i Holte, anede jeg ikke, at det var fordi at vi pretty much var hjemløse i en periode. Jeg så det bare som et hyggeligt eventyr. Det tror jeg ikke mine forældre gjorde. Det er jeg taknemlig for i dag, at de skærmede mig fra den bekymring og hovedpine, for jeg tror ofte at børn, det gjorde jeg i hvert fald, kan komme til at få katastrofetanker og bekymre sig langt mere end hvad godt er. Omvendt involverer jeg måske mine børn mere i følelser end andre ville gøre. De må gerne se mig græde, og være vred. Og jeg sætter altid ord på, når det er sket, hvis de har oplevet mig ked af det, eller rasende. Selvfølgelig tilpasset deres alder og personlighed. Otto skal helst have en masse detaljer på plads, og spørger tit ind til de dybe lag, og tænker i det hele taget enormt meget over, hvordan andre mennesker har det. Uma er to år, så her holder vi det til at nævne følelserne; Jeg er glad, jeg er ked af det, jeg er vred, efterfulgt af en ultra kort forklaring, hvis nogen overhovedet.
Jeg tror som sagt at nogle børn har bedre af at blive skærmet rigtig meget for voksnes problemer, følelser og reaktioner, og at andre tværtimod skal lukkes mere ind, fordi at det de selv forestiller sig ud fra en stemning, eller ord de overhører, er værre end virkeligheden. Sådan var jeg selv, og det er Otto også. Dermed ikke sagt at det er løsningen for andre, eller at det altid er det for os. Jeg er ingen ekspert, men med fire børn i husstanden, med fire forskellige behov, har jeg lært lidt, og fejlet en hel masse også. Hej liv!
Ligesom med alt andet i livet og særligt i forældreskabet, er det noget med at føle sig frem, og nogle gange rammer man plet, andre gange må man prøve igen.
Ens børn er bittesmå spejle af en selv på godt og ondt, hvilket både er nuttet og sjovt, men indimellem også kan være en øjenåbner, og det er sgu ret smart…

Målløs og stolt

Jeg gik i seng i går med sommerfugle i maven og kærlighed ud af begge ører. Hele eftermiddagen og aften tikkede den ene besked ind efter den anden på instagram og mail med screendumps og tilkendegivelse fra folk, der har stemt på mig til Børn i byen prisen. En pris I har sørget for at jeg er nomineret i. En pris for Bedste blog. Jubiii mand!

Jeg håber at I er klar over, hvor meget sådan et skulderklap betyder for mig. Nomineringen, stemmerne, tankerne, rosen.
Tak, tak for helvede!

De andre nominerede er:
Twinpeaks
Nutidens mor
Lortemor
Mamawise

I kan stemme HER

Hvad nu hvis? Om pludselige ideer og hypotetiske drømme

Det er jo ikke første gang, men pludselig havde vi bestilt en fremvisning på et fuldstændig vidunderligt hus, der er til salg for en slik. Altså en dyr slik, men hvis man kigger på københavnerpriser er det decideret billigt, og så er det meget (!) langt hjemmefra. Vi har gjort det tidligere, det ved I hvis I har fulgt med de sidste par år. Vi har kigget på huse, især på nettet, og et par enkelte fremvisninger er det da også blevet til. Men jeg har inderst inde nok hele tiden vist, at det bare var noget vi leger. Forskellen denne gang er dog, at jeg rent faktisk begyndte at undersøge skolerne i området, og institutioner, og nåhja shoppingmuligheder og cafeer. Det startede med, at vi har nogle venner, der overvejer at rive alt op og flytte derhen, og vi har altid aftalt, min mand og jeg, at hvis vi nogensinde skal gøre det- Tage springet og prøve noget helt andet et helt andet sted, så skulle vi have nogle mennesker med os, og ligesom skabe vores egen lille koloni af folk vi holder af.

Det er sjovt at lege med ideen, at forestille sig det hele. Men der er selvfølgelig også risikovurderingen; Hvad nu hvis det slet  ikke bliver fedt, og vi fortryder. Fint hvis det bare var os – Knap så fint, når vi “tvinger” vores børn med. Hvad nu hvis endnu et skoleskift betyder at Otto ikke falder til, og igen, endnu værre: Hvad nu hvis vi bliver nødt til at flytte ham igen, igen. Hvad nu hvis det ikke kan hænge sammen med vores jobs. Hvad nu hvis vi savner København for meget. Hvad med vennerne, og familien. ???
Men ideen er sjov, drømmeriet er fantastisk, og det skader jo ikke at kigge, og det er hvad vi gør. I næste uge. Hvad nu hvis ….