Traditionen tro …

Jeg ligger i en næsten mørklagt Ninjagohytte. Ja, du læste rigtigt – En Ninjagohytte. Vi er inviteret i Legoland i de her dage (af Legoland) og det har været en fest indtil videre. Bortset fra en enkelt ting … Dem der har fulgt med ved at vores ferier og getaways næsten altid bliver viklet ind i noget sygdom. Som da Uma fik tredages feber i USA, og på Kreta, hvor den også var gal med feber og så var der selvfølgelig Ottos tur på hospitalet i Los Angeles.

Denne gang er det Uma, der er ramt. Hun havde feber i fredags, men lod til at sove den ud. Lørdag var hun feberfri og søndag morgen virkede hun også ganske frisk. Da vi løftede hende ud af bilen i Billund søndag eftermiddag til gengæld, kunne jeg godt mærke at hun måske var en anelse varmere end normalt, men humøret fejlede ingenting og hun virkede frisk, så vi drog upåvirkede i Legoland som planlagt til stor glæde for alle. I løbet af dagen blev hendes lille stemme mere og mere rusten, og da hun på et tidspunkt lagde sig ned for at sove på en bænk på DUPLO legepladsen, besluttede vi at det var tid til at tjekke ind i vores hytte. Drengene, min mand og hæse Uma gik på legeplads i området, mens jeg arbejdede en halv time og vågede over en sovende baby, og da de kom tilbage var der ikke længere nogen tvivl. Uma havde feber, og den rustne hæse klang i hendes stemme var taget til, faktisk var der nærmest ikke mere stemme tilbage. Hun kom i seng. Det samme gjorde de andre børn, og min mand og jeg nåede at dele en øl og en pose ferskner (dem fra Haribo, ikke frugterne) inden en velkendt gøen lød fra soveværelset. Falsk strubehoste, er jeg næsten sikker på. Otto led af det i årevis. Det lyder som det. Så nu har jeg lagt mig sammen med hende, og er forberedt på en nat uden så meget søvn og muligvis med et par besøg på terrassen med Uma (frisk luft gør underværker for sådan en omgang søløvehoste).
Om vi tager i Legoland igen i morgen som planlagt, inden vi igen drager hjem, eller om vi lader drengene om det og indlogerer os et sted med tegnefilm og dyner, må tiden vise. Man kan næsten kalde det en tradition at nogen bliver syge på vores ture, heldigvis har vi prøvet det før, og heldigvis er København slet ikke så langt væk …
Godnat fra Billund

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *