Podcasts. Hvad, hvorfor, hvordan og hvilke

Jeg oplever ofte at læsere skriver til mig, at det der med podcasts ikke lige er dem. Jeg forstår godt den udmelding, hvis man ikke har lyttet til podcasts og ikke helt kan overskue at gå i gang. Men egentlig er det lidt det samme som at sige man ikke er til bøger, eller til musik, eller til film, eller tv-programmer. For der findes jo et utal af podcasts i alle mulige set-ups og genrer. Men hvad er en podcast egentlig? Den nemmeste måde at beskrive det på er, at det er ligesom et radioprogram som man kan downloade på sin telefon (eller computer eller tablet) og høre når man har tid og lyst. Personligt bruger jeg podcasts når jeg laver praktiske/huslige ting, og når jeg går tur, eller kører med offentlig transport. Det jeg personligt elsker ved podcast-mediet er, at det kan fungerer som en slags lydtapet, mens jeg laver andre ting.

I starten af året startede min veninde Rachel og jeg jo podcasten Voksen ABC. Den strøg direkte ind på top 5 i iTunes og har siden første afsnit i februar haft over en halv million downloads. Vi er åndssvagt stolte af den, og jeg har i den grad fået øjnene, eller ørerne op for podcasts. Jeg vil derfor anbefale jer nogle af mine favoritter. Men inden jeg gør det vil jeg overlade ordet til min medvært og BFF Rachel. Rachel har så længe jeg har kendt hende lyttet til podcasts og det er også hende, der er hjernen bag Voksen ABC. Jeg har bedt hende gå lidt mere i dybden omkring podcast-mediet, og hun vil guide jer igennem, fra det helt lavpraktiske som, hvor finder man og downloader dem, til hvilke hun anbefaler. Og til sidst vil jeg som lovet komme med mine egne anbefalinger også. Og så må I love mig, at give Voksen ABC en chance. Bare et enkelt afsnit. Kom nu… I finder den i iTunes HER – Og hvis I kan lide den, så må I vildt gerne abonnere på den, samt give den en anmeldelse i iTunes, for det hjælper os rigtig meget med at få den spredt endnu mere. TAK.

Nå. Det var hende Rachel vi kom fra. Hun skriver:

Podcast er – primært – radio på lydfil som du kan høre når du vil – ligesom den musik som du streamer over nettet. Udover at 24/syv og DR nærmest ikke kan sende et minuts radio, uden det udkommer som podcasts, så er der er en masse podcasts der er lavet kun til internettet, både af store virksomheder, nørder der er drevet af en passion for et specifikt emne… eller to tosser med en mikrofon, som Cecilies og min Voksen ABC 😉
Mit yndlingseksempel på hvor vidunderlig podcastuniverset er, er en podcast der hedder Star Wars Minute. Det er to værter der har besluttet sig for at se Star Wars filmene ét minut ad gangen. Og så sidder de bagefter (ofte med gæster) og diskuterer hvad der skete i det minut, hvad det betød for dem første gang de så det minut osv. osv. Nogle gange varer afsnittet 10 minutter, andre gange varer de halvanden time – og det er det der kan være det smukke ved podcasts! Ingen regler om længde eller noget, kun kærlighed (og nørderi). Ligesom danske Kongerækken, der i hvert afsnit fortæller om den danske kongerække, en regent ad gangen – eller som vores Voksen ABC hvor vi taler om vores voksenliv et bogstaven ad gangen.

Men hvordan i alverden får man fingrene i en podcast?
Hvis du har en Iphone, så er det nærliggende at bruge telefonens egen app, en lille fræk lilla fætter der hedder ”Podcasts”. Den kommer med i telefonen egen software – men hvis du er kommet til at slette den, så frygt ej – så kan du bare gå ind i App Store og downloade den igen. Når du har åbnet den, kan du søge podcastsne frem nederst i højre hjørne og når du har fundet en podcast du elsker, trykker du bare abboner – så misser du ikke eventuelle nye afsnit. Under ”Mine podcasts”, kan du vælge imellem de podcasts som du abonnerer på og under ”Uafspillet” ligger alle de nyere afsnit som du endnu ikke har hørt. (PRO TIP: Hvis du ligesom mig, helst vil streame og ikke have hele afsnit liggende på telefonen, så skal du hoppe ind i dine indstillingsapp, scrolle ned i hovedmenuen og vælge Podcasts appen, og under Podcaststandarder, skal du sætte ”Hent episoder” til ”Fra”.)

Hvad gør jeg hvis jeg har Android?
Efter lidt søgning på internettet, kan jeg se at et af de mest populære gratis apps til Android er Podcast Addict. Her er det også forholdsvist simpelt; tryk på ”+” i højre hjørne og søg efter en podcast.

Hvilke Podcasts skal man høre?
OMG! Det er verdens sværeste spørgsmål! Da Cecilie spurgte mig, var det lidt ligesom at jeg skulle vælge mellem mine børn…eller sværere, eller jeg har jo kun verdens bedste Jonathan – så det er jo egentligt nemt nok 😉 MEN! Min helt store podcast kærlighed startede med Radiolab, og This American Life som er amerikansk radio der bliver udgivet på podcast, så vi også kan få et indblik i sublim radiostorytelling. Radiolab er finurlig videnskab fortalt som møghamrende gode historier og This American Life er ligeledes gode historier.
Jeg tror reelt at var der flere år af mit liv, hvor jeg ikke kunne føre en samtale uden jeg havde en (mindblowing) fact fra Radiolab. Start evt. her:
Colors Her fortæller de blandt andet om hvorfor farven blå ikke altid har fandtes og
Guts Der fortæller om hvorfor mænd og kan skændes på samme måde, som jeg har refereret til i et afsnit af Voksen ABC.

This American Life er ikke så videnskabelig men udforsker mere det menneskelige, og under enkelte temaer. Jeg har mange gange skulle kvæle en lille hulkelyd ved køledisken i Netto, fordi jeg lige har stået og hørt en smuk og rørende fortælling. Desværre så fjerner de deres shows fra podcastapps løbende, men man kan stadig streame dem fra deres side. This American Life har sidenhen også været begyndelsesstedet for andre populære podcasts såsom Serial og S-town.
Bonusinfo: Jeg mødte Ira Glass efter en liveoptræden i Imperial i København. Jeg blev så forfjamsket at jeg slugte mit tyggegummi, af frygt for at jeg ville blive kvalt i det mens jeg talte med ham. Han spurgte ind til mine podcast ideer og jeg fortalte ham bl.a. om Voksen ABC – han synes det var en super fed ide..!

Du kender godt de der små mysterier i hverdagen som nager én en lille bitte smule? Dem forsøgte Starlee Klein at opklare i det der var VERDENS BEDSTE PODCAST (som hedder The Mystery Show).
Starlee udforskede folks små mysterier og hvis hun hørte en god historie på vejen, kommer den med i podcasten. Så den er fuld af geniale små historier som man normalt ville droppe når man researcher til et program. Jeg ville E L S K E at få lov til at lave den danske udgave af The Mystery Show og er så ærgerlig over at der ikke kommer flere sæsoner :/
Hvis man er til lidt Cold Case historier, så kan jeg anbefale Canadiske Someone Knows Something.
Jeg bingelyttede første sæson på to aftener. Start med afsnit 1 af sæson 1.
The Moth podcast, er optagelser fra de legendariske The Moth Shows i USA – her fortæller rigtige
mennesker, rigtige historier om livet på godt og ondt. Her må jeg også ærlig indrømme at jeg igen har skjult tårer af både glæde og sorg henover køledisken i Netto.
Missing Richard Simmons: Jeg ved ikke om du kan huske det, men I 90erne skete det med jævne mellemrum at en overgearet amerikansk krøltop dukkede op i diverse talkshows og sitcoms. Efter danske standarder var Richard Simmons nok liiiiidt for meget, men i USA var en del af den helt store fitnessbølge og en helt for mange. Og efter at have været energisk og all over the place – forsvandt han nærmest fra den ene dag til den anden. Rygterne begyndte at svirre om, at han måske blev holdt som gidsel af sin sydamerikanske husholderske. I sin jagt på den glade humorbombe, finder Dan Tabernaski frem til historien om et kærligt menneskes kamp med sine dæmoner.

Til Børn:
Jonathan elsker Radionauterne (til nysgerrige børn). En relativt nystartet podcast hvor de fortæller børn om hvorfor det larmer når det tordner og hvorfor vand er vådt. Ellers er jeg selv stor fan af Sindssygt Langtude Københavnske Godnathistorier, der formår at fortælle historier med en nærmest Disneysk dobbelthed, hvor der er den sjove historie til børnene og de små hentydninger som kun de voksne kan forstå.
Og jeg kunne nævne ca. 100 flere, som jeg elsker af enten den ene eller den anden grund. Men jeg bliver nødt til at stoppe et sted – og håber at nogle af dem her får dig til at elske podcasts lige så højt som jeg gør… eller måske bare har gjort dig en smule nysgerrig <3

Tak til Rachel!

Og nu som lovet, nogle af mine anbefalinger:
If I were you var den første Podcast jeg gav mig i kast med, efter anbefaling fra en anden Podcastafhængig veninde. Det er en komisk Amerikansk pendant til Mads & Monopolet, med to komikere som panel. Det er fjollet, og skørt, men jeg har hørt alle afsnit, og anbefaler det til alle, der har brug for at slå hovedet fra lidt.
Voksenvenner, min nyeste last. Med komikerne Ane Høgsberg og Jonatan Spang som værter. Man får lyst til at være med i samtalerne og jeg har udviklet et gigantisk vennecrush på dem begge to. Fun fact: Jeg boede i samme gård som Jonatan Spang på Vesterbro, så Voksen ABC og Voksenvenner er faktisk blevet optaget ganske få meter fra hinanden. Sgu da meget sjovt.
Tårekanalen, ret ny podcast, med Rikke som vært, der hver gang har en ny gæst, som fortæller om et værk, der har rørt dem til tårer. Næste afsnit er med undertegnede som gæst, der skal tale om Løvernes konge.
Dårligdommerne, igen har man lyst til at deltage i snakken, hvor Jacob, Christopher og Troels taler om virkelig dårlige film. Fantastisk koncept, og god dynamik imellem de tre værter – og selvom det indimellem bliver meget drenget og der går en del pik og patter i den, er det både underholdende og vellykket. Jeg er næsten helt glad for at jeg først har opdaget dem for nyligt, for så er der virkelig mange afsnit at gå i gang med.
Fries before guys, damesnak med et par unge seje sympatiske powerdamer. Måske man endda kan kalde det en yngre version af Voksen ABC. Jeg kan ofte genkende de følelser og emner som Nanna og Josephine taler om, og jeg skiftevis tænker, godt at det går væk, og fuuuck, sådan har jeg det stadigvæk. Jeg får altid sådan lyst til at skænke et glas vin, tænde en cigaret og deltage i deres samtaler.

Andre nævneværdige podcasts: ‘Jeg er mobilafhængig’ med Thomas Skov – Ja, det er jeg så også. Virkelig interessant podcast, Damer i dilemmaer hostet af to af mine yndlingsmennesker, Mads & Monopolet (selvfølgelig), Er du Sunshine totalt feel good og helt vidunderlig podcast, Coffee & Kale, der særligt efter et par afsnit har fat i nogle gode emner, Brunch med Carla Mickelborg, ny, men virkelig fin podcast – Carla er enormt sympatisk og virker ægte og positiv, Farmænd Podcast, fædre der snakker – Jeg har kun fået hørt ganske lidt, men er ret vild med koncept og flue på væggen-følelsen ….

Det var alt for nu, men der er vist også rigeligt at gå i gang med, og mon ikke der løbende kommer flere anbefalinger, både her og på Voksen ABCs Facebookside.

Vi håber I har fået blod på tanden til at give det en chance. Det er slet ikke så dumt det der Podcast.
Vi lyttes ved når Voksen ABC er tilbage d. 7. august.

24 replies
  1. Lika
    Lika says:

    Tak for alle anbefalinger, Cecilie og Rachel. Jeg har lyttet til nogle af dem og det er nok årsagen til at jeg har overlevet juli, som for mig er foregået på kontoret, da jeg først har ferie i august. Men kan da se ud af vinduet, at jeg ikke er gået glip af det store (seriøst har det ikke bare regnet nærmest hver sekund?). Jeg har fornyligt lyttet til “Kvinden med den tunge kuffert” samt “Equinox 1985” og været dybt underholdt. Det er spændende fortællinger, synes jeg – på hver sin måde. Gad dog godt høre om andres fortolkning af sidstnævnte, for at se om jeg er helt gal på det, jeg tror der skete.

    Svar
  2. Stine
    Stine says:

    Hej med jer.
    Jeg vil også tillade mig at komme med et par anbefalinger til nogle af de podcasts, jeg synes er fede at lytte til.
    Jeg kan blive en anelse træt at snik-snak-podcasts (selvom jeg også nyder den type programmer en gang i mellem), og i stedet lytter jeg til den, man kan blive klogere af: F.eks. 24 spm til professoren med Lone Frank, Romerriget, Radio Information, Brinkmann på P1, moderne ideer. Hvis man er til satire er den korte radioavis det sjoveste i verden, og hvis man er til sladder er Det, vi taler om en oplagt måde at få det serveret på 😊

    Svar
    • Stine
      Stine says:

      Og My dad wrote a porno har jeg gået og hørt og skraldgrinet af på gader og stræder med barnevognen i min barsel. Tak for gode anbefalinger

      Svar
      • Sneglcille
        Sneglcille says:

        Den synes jeg ikke er specielt sjov. Blev virkelig skuffet :-/ Måske mine forventninger var for høje. Må prøve igen.

        Svar
  3. Marte
    Marte says:

    Hej Cecilie og Rachel!
    Tak for alle anbefalinger! Jeg lytter til podcasts hele tiden, når jeg laver husarbejde, laver mad, cykler, går ture. Vil vise det her indlæg til nogle af mine veninder som netop siger “podcasts er ikke mig….”.
    Jeg vil også byde ind med to mere: Third ear x Politiken, især Kvinden med den tunge kuffert (I skal høre den!!!) og Strangers af danske Lea Thau.
    Hilsen en der har læst med her på siden i mange år, men aldrig har kommenteret før! Og fast lytter af Voksen ABC. 🙂

    Svar
  4. Nikoline
    Nikoline says:

    Dobbeltmordet på Peter Bangs vej er den bedste podcast jeg længe har hørt (og jeg har virkelig hørt mange)! Den – og Serial skal høres!

    Svar
  5. Mette
    Mette says:

    Jeg er også ret nyslået indenfor podcasts, men nyder virkelig at lytte. Jeg er blevet helt bidt af en amerikansk true crime podcast der hedder “My Favorite Murder”. Og så hører jeg selvfølgelig Voksen ABC og også Voksenvenner – jeg er Androidbruger og benytter mig af en app, der hedder Podbean til det hele. Der kan man både downloade til flyturen og nøjes med at streame.

    Svar
  6. Pernille
    Pernille says:

    Fedt! Jeg synes Politikens Plus En er rigtig fin og Longest Shortest Time også. Især føljetonen om de Accidental Gay Parents eller afsnittet The Shortest Day (klump i halsen i Netto-garanti). Alt fra Gimlet Media er så lækkert lavet, fx Mystery Show, men også Startup Podcast (start evt helt fra begyndelsen eller hør én sæson ad gangen). En anden yndlings er Death, Sex & Money – korte afsnit men næsten altid stof til eftertanke 🙂

    Svar
  7. Ane
    Ane says:

    How to be a girl – om en 3 årig transkønnet pige i USA. Gribende, tankevækkende og inspirerende for alle forældre. Giver også 1000 klumper i halsen i netto!

    Svar
  8. Jeanette
    Jeanette says:

    Jeg synes, “Den grå side” af Søren Rasted med forskellige kendte mænd, der læser erotiske historier op, er virkelig sjov!

    Svar
  9. Nanna
    Nanna says:

    Efter et par perioder med ca. tre timers daglig pendling er jeg også blevet helt bidt af podcasts! Elsker Fries Before Guys (har snart gennemlyttet alle afsnit på to uger), Serial sæson 1, Kvinden med den tunge kuffert, Farmænd, Den Grå Side (totalt drengerøv-slå-hjernen-fra, men virkelig sjovt at høre voksne mænd sidde og fnise), Politikens Poptilæg… Har også Bikinilinjen og Fabelagtige feminister på must-heat-liste. Og nu kan jeg så tilføje Tårekanalen, Dårligdommerne og ikke mindst Equinox 1985, som jeg ikke kan vente med! Tak for inspiration!

    Svar
  10. Helene
    Helene says:

    Nattens Dronning og Third Ear – især de gamle afsnit før det tilhørte Politiken og afsnittet om Kasper Riber Holm. Helt ustyrligt godt!

    Svar
  11. Anne
    Anne says:

    Må jeg spørge, om hvilket redigeringsprogram og optager I bruger? Jeg synes nemlig, at jeres lyd er blevet markant bedre :). Kan godt være, det bare er mig. Fortsæt det gode arbejde!

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] meget mere om podcasts HER og få en introduktion til Voksen ABC […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *